Præsidenten og det radioaktive Affald

Iflg. Politiken (1) har 350 amerikanske aviser i forgårs bragt ledere, hvori de tog afstand fra præsident Trump’s kritik af medierne, som han blandt andet har beskyldt for at være ”folkets fjende”.

Sagen er kompliceret, uanset hvad man mener om præsidentens synspunkter og optræden i det hele taget.

På den ene side står en præsident, der er valgt på lovlig vis. Ganske vist ikke af et flertal af vælgerne (modkandidaten Hillary Clinton fik over 2 mio flere stemmer end præsidenten), men fordi det amerikanske valgsystem nu en gang er, som det er.

På den anden side står medierne, hvoraf mange har valgt at indtage en kritisk holdning over for præsidenten, som de ikke uden grund beskylder for at lyve, misbruge sin magt osv.

Præsidenten opfatter mediernes dækning af hans embedsførelse som en kritik af ham personlig, medierne opfatter præsidentens reaktion på deres kritik som et angreb på den ytringsfrihed, som er sikret i det 1. tillæg til USA’s forfatning. 

Begge hævder at repræsentere det amerikanske folk, og begge gør det med en vis ret.

Atom Posten er – og bliver nødt til at være – enig med dem, der forsvarer ytringsfriheden. Uden den ville det ikke have været muligt at skrive om det danske radioaktive affald (og alt det andet, vi i tidens løb har stukket næsen i) på den måde, vi har gjort. Som nogle måske har bemærket, har vi (med tak til Poul Henningsen (2)) foretrukket det ægte gøgl fremfor den hule alvor, og det forudsætter en rummelighed i debatten, som vi har været glade for og taknemmelige over. Vi ved, at den ikke er nogen given ting.

Men vi er bange (ja, rigtig bange) for, at de amerikanske medier med deres aktion spiller præsidentens spil, at de understøtter de tendenser, der bragte ham til magten. 

For hvad skete i kampen om præsidentposten? Var det folkets repræsentant, der vandt over insidernes?

Selvfølgelig ikke. Vinderen var storkapitalens sprællemand, for hvem det lykkedes at bilde alt for mange dårligt stillede amerikanere ind, at han var deres sande repræsentant. Noget, som i en normal verden ville have været utænkeligt, ja latterligt, men som i en verden, hvor vælgerne træffer deres afgørelse på basis af, hvad de føler, og ikke på, hvad de tænker, er den naturligste sag af verden. 

I den verden er det uklogt at hævde, at man repræsenterer folket. 

Tværtimod. I den nuværende situation er det vigtigt, at medierne fortæller folket, at det må tage sig sammen. Hvis folket forlanger, at politikerne tænker, må det også selv gøre det. Det lyder storsnudet, og det er storsnudet. Men det er også nødvendigt.

Atom Posten har aldrig hævdet at repræsentere det danske folk. 

Vi har ikke ønsket at fedte for det store flertal i de 93 kommuner, som mente, at myndighedernes slutdepot-planer var gode, fordi de ikke angik dem selv. Vi har ikke ønsket at være talerør for den sagkundskab, der skulle tjene til at tage sig ud og lukke munden på kritiske borgere. 

Vi har påpeget fejl og mangler i myndighedernes materiale. Vi har grint ad opstyltetheden i den officielle retorik. Vi har uden omsvøb skrevet, hvad vi mente, og håbet, at andre ville gøre det samme.

Det har de andre så valgt ikke at gøre, og det er foruroligende. Mange må have kunnet se det samme som os, men meget få har villet eller turdet give udtryk for det.

Sagen om opbevaring det danske radioaktive affald er ikke nogen stor sag, selv i dansk målestok. Men små sager kan vise store tendenser, og den kortsynethed og ligegyldighed over for, hvad der sker med de andre, som denne sag har demonstreret, tegner et grimt billede af, hvordan fremtiden kan komme til at se ud.

Intet er lettere end at tage afstand fra USA’s nuværende præsident. Men det afgørende er ikke, hvem man tager afstand fra. Det afgørende er, hvad man tager afstand fra, og hvordan man gør det.

Skrevet af Jens

Henvisninger:

1. Politiken (17.08.18): ”Vil avisledere ændre støtten til Trump?”
2. Se aforismesamlingen ”Kort Sagt”: ”Den hule alvor fortrænger det ægte gøgl”.