Nytårshilsen

I 2015 har klimaændringerne ikke begrænset sig til vejret.

Også det politiske klima har ændret sig: Flygtninge fra konflikterne i Mellemøsten er nået til Danmark, og deres ankomst har for alvor delt befolkningen.

Mange er gået ind i frivilligt arbejde for at hjælpe de mennesker, som har søgt tilflugt hos os.

Men mange flere frygter, at landet vil blive oversvømmet af mennesker, der hverken kan eller vil integreres i det danske samfund, og som vil blive en stor økonomisk byrde. De ønsker, at tilværelsen som asylansøger skal gøres så lidt attraktiv som overhovedet muligt.

Et stort flertal i folketinget er parat til at gennemføre lovgivning, der lever op til dette ønske, og som gør det på en ualmindelig frastødende måde (1).

Det gælder om at passe på Danmark, som statsministeren udtrykker det.

Men ingen spørger, hvad det præcist er, vi skal ”passe på”. Er det vores velfærd, eller er det også de medmenneskelige værdier, som velfærdsstaten hviler på? Skal vi acceptere, at vores sociale sikkerhedsnet bliver lavet om til en forsikringsordning, hvor der kun er adgang for dem, der har betalt kontingentet?

Der tales meget om, at vi skal begrænse tilstrømningen af asylansøgere, og meget lidt om, hvor de afviste asylansøgere så skal gå hen.

Muligheden af, at vi selv kan blive flygtninge, som kan blive tvunget til at søge asyl i et andet land, tales der aldrig om. Det til trods for, at danske statsborgere for godt halvfjerds år siden måtte flygte til Sverige for at undgå forfølgelse og kz-lejre.

Hvordan kan mennesker, hvis politiske synspunkter indtil for nylig lå inden for normal-området, nu gå med til, at flygtninge ved grænsen skal fratages deres sidste værdigenstande?

Jeg tror, at disse mennesker er bange, slet og ret. Og det er ikke kun islamisk stat, de er bange for, det er fremtiden.

De oplever, at deres medborgere kun har overskud til at tænke på sig selv og deres allernærmeste og er ligeglade med, hvordan det går andre. De frygter, at de skal betale for asylansøgernes ophold med forringet velfærd, mens andre får skattelettelser. De frygter at blive tabere i alles kamp mod alle.

De ser, hvordan europæiske lande, som hidtil har været anset for civiliserede, nu prøver at slippe for at tage imod flygtninge med pigtrådshegn, skræmmekampagner og nedværdigende behandling af mennesker, der beder om beskyttelse. De frygter, at det en dag kan blive dem, der står på den forkerte side af pigtråden.

For os, der har fulgt sagen om det radioaktive affald, kan denne udvikling ikke overraske. Allerede i 2011 oplevede borgerne i de fem prikkede kommuner (2) i mindre målestok det, flertallet oplever nu: At være alene med et problem, der burde være fælles.

Af frygt for selv at få et slutdepot i baghaven har borgerne i landets øvrige 93 kommuner været fuldstændig ligeglade med, at slutdeponering af radioaktivt affald vil ødelægge det lokalsamfund, det går ud over, bare det ikke blev deres eget. De har helt ukritisk accepteret myndighedernes let gennemskuelige sludder om, at det foreslåede discount-slutdepot vil være sikkert i al evighed.

Men i de prikkede kommuner har man demonstreret, at det nytter at stå sammen. At det nytter at kæmpe for et standpunkt, man kan være bekendt, og at holde ud, som borgergrupperne mod slutdeponering af radioaktivt affald nu gør på femte år.

Den politiske udvikling i 2015 har både vist styrken i sammenhold og tålmodighed og tomheden i slagordet: ”Enhver er sig selv nærmest”.

Anne og jeg ønsker alle et godt 2016.

Skrevet af Jens

Henvisninger:

1. Se Annes hjemmeside: ”Om regeringens forslag om at konfiskere flygtninges smykker”. 
2. De fem kommuner, der er udpeget som mulige placeringer af et slutdepot for radioaktivt affald (de ”prikkede” kommuner) er: Struer, Skive, Kerteminde, Lolland og Bornholm. Se Annes hjemmeside: atomaffaldklarhed.dk