Sådan har det ikke altid været. Engang var her en masse grimt, giftigt og radioaktivt affald, som man ikke kunne have på sådant et fint og ambitiøst og innovativt og kreativt sted med fremragende kontorer og laboratorier. Man ville gerne behandle de mennesker ordentligt, der skulle arbejde her, så en dag pakkede man i nattens mulm og mørke tønderne og containerne fra Risø, der heldigvis var godkendt til slutdeponering, selv om de kun var lavet til mellemlager, og fragtede dem på 250 flotte blå lastbiler med anhængere til en lille mark på Nordfyn, der hedder Kertinge Mark. Undervejs dryppede det godt nok fra nogle af bilerne, men det var ikke noget, der var farligt, havde transportstudier vist. Strålingsdoser ved risikoen ved vejtransport kunne ikke begrænse valget af slutdepotstedet, lød konklusionen.
Lastbilerne bumpede afsted over Storebæltsbroen, hvor der dengang var grænsekontrol, og vognene blev undersøgt for, om der var flygtninge, der havde sneget sig ombord. Vognene kørte gennem Langeskov, Rynkeby, Revninge og op til Kerteminde. De turde ikke køre gennem Kølstrup og se folk i øjnene. De sneg sig ad Odensevej, Ladbyvej og Husgyden og ankom til Kertinge Mark ud på morgenen. Her blev alt affaldet hældt i et stort hul, dækket med cement og lukket til med en stor dør. 2 mand og en hund blev sat til at bevogte stedet. Der blev ikke noget besøgs- og oplevelsescenter i forbindelse med slutdepotet, da der ikke var penge til det alligevel.
I starten fortsatte livet som det plejede omkring slutdepotet, men drikkevandet begyndte at være grumset og lugte så mærkeligt. Det blev undersøgt, og Teknisk Udvalg sov ikke om natten. Hvad sagde vi, sagde de. Skal vi sige det til borgerne? Folk begyndte at føle sig utilpasse, nogle syntes det kriblede i fødderne, og mange turde ikke åbne vandhanerne. Køerne muh'ede ikke mere, og børnene og bønnerne hang så underligt.
Lidt efter lidt flyttede folk væk fra Kertinge Mark, Kølstrup, Munkebo og sågar Kerteminde. Årene gik.
Ude på Kertinge Mark er der nu kun et lille stuehus tilbage. Det har stået her i århundreder. Det havde været et dejligt sted, hvor folk lo og fortalte historier. Man dyrkede de dejligste kornsorter og grønsager. Bondemanden elskede sin jord, og når han kørte på sin traktor, følte han sig som jordens lykkeligste mand. Nu så huset trist og ked ud af det. Nogle tagsten var røget af, og det trængte til at blive kalket. Når man gik ind ad døren, måtte man bøje hovedet, og klinkegulvet var skævt. I stuen lå en kone på sofaen med dynen trukket op over ørerne. På gulvet sad hendes lille pige og legede med et brændestykke, som var hendes dukke. De havde ikke nogen ko mere. Den sidste havde set så underlig ud, og en morgen lå den død i stalden. Den lille pige græd, for hun elskede at putte sit hoved ind til dens varme hals.
Nu havde de kun nogle høns og en hane tilbage, der ikke kunne gale mere og havde 6 ben. Æggene var selvlysende, når pigen hentede dem, men de havde ikke andet at spise. Der var ikke noget, der hed offentlig hjælp. Folk skulle klare sig selv, så de rige kunne slippe billigere i skat.
Sommetider fortalte moren om affaldet, som kom kørende og blev begravet. Om tailings fra Grønland, der klagede sig, fordi de savnede at komme hjem til Kvanefjeld og det blå lys. Om det historiske affald, der drømte om at blive sendt til Sverige og ompakket, og om den lille brændselsstav, der var så ked af at blive omdefineret, så den kunne komme til at skade mennesker og miljø. Den lå sammen med resten af det særlige affald, bag en lukket dør med dødningehoved på og kamera, der overvågede den fra Wien.
Pigen vidste godt, at affaldet var noget grimt noget, for folk var flygtet fra egnen. Og det var svært for dem, der flygtede, for der hvor de kom hen, tog man ikke bekvemmelighedsflygtninge, som de blev kaldt. Hendes kusine havde skrevet, at de skulle aflevere alt, da de kom til lejren. Også Dagmar korset af guld, hun havde fået til sin dåb af sin moster, den lille piges mor.
"Hvorfor fik vi affaldet?" spurgte den lille pige.
"Fordi nogle mennesker skulle af med noget affald, så de kunne få det rart. Men fordi de ikke havde råd til at grave det ordentligt ned, lavede de noget sjusk. Men der er noget, de passer særligt meget på, de to mand og en hund, og det er det særlige affald. Hvis bare vi kunne få fat på det, ville vi kunne få penge til mad, og jeg kunne betale lægen."
Moren faldt i søvn, men den lille pige kunne ikke glemme det særlige affald. Penge til mad og lægehjælp! Da hun kunne høre moren trække vejret tungt, tog hun morens støvler og morens frakke på og sit uldtørklæde om hovedet. Uden for sneede det lidt. Hun gik rask afsted og mærkede snefnuggene lande på sit ansigt, stak tungen ud og smagte på dem. En dejlig frisk smag. Det var ikke som det grønne, lumre drikkevand fra vandhanen.
I det fjerne kunne hun se de to mand og en hund gå væk i modsat retning af hende. Hun gik hen til slutdepotet og prøvede at tage i døren. Den var ikke låst. Der kom jo aldrig nogen mere til Kertinge Mark. Hun kiggede sig omkring, og der, hvor det største dødningehovede var, gik hun ind, åbnede et skrin og tog noget af det særlige affald op og puttede det i sine lommer. Heldigvis havde hun tykke skindluffer på, for stavene var meget varme. I det fjerne hørte hun hunden gø, men hun vidste, det var en gammel og blind hund, så hun var ikke bange.
Hun løb afsted, mens sneen dalede. Hun ville ind til Odense, hvor der var folk, der kunne købe stavene. Pludselig hørte hun bag sig en bil hakke og hoste. Hun gemte sig bag et træ, og mens chaufføren, der var den ene af vagtmændene, gik ud for at kigge ned i motoren, sneg hun sig ind på bagsædet og gemte sig i bunden af bilen.
Det lykkedes manden at få bilen igang igen. Bilen humpede afsted mod Odense, hvor han satte den i Nørregade for at hente to pizzaer. Den lille pige steg ud. Hun fulgte efter en familie, der var på vej hen til Sankt Hans kirke. Her strømmede folk ind til aftengudstjeneste. Deres ansigter lyste, og der lød dejlig musik fra kirken. Pigen gik lidt videre og satte sig på en trappe foran en gammel kro. Hun ville vente her. Måske der kom nogen ud, som ville købe en brændselsstav. De varmede så dejligt i lommerne, og hun tog en i hånden i håb om bedre at kunne sælge den. Den lyste i mørket.
Inde fra kroen kunne hun høre nogle synge og skåle. Det lød rart. Snefnuggene dalede langsomt og lagde sig på morens lange frakke. Hun begyndte at svede og ville tage frakken af, men den sad fast. Brændselsstavene glødede i lommerne, og hun blev varmere og varmere. Hun drømte, hun gik ind i en tunnel, hvor det lyste hvidt med tusinder af stjerner, der blinkede. Hun gik længere og længere ind, mens et smil tegnede sig på hendes lille ansigt. De lyse lokker bølgede ud under tørklædet.
Krodøren gik op, og ud kom en flok muntre kvinder og mænd. Det var det tværministeriellenyudnævnteogatternyudnævnteudvalg, der havde holdt møde angående det nye slutdepot. Danmark skulle have atomkraft, og det nye slutdepot skulle ligge ved siden af det gamle på Kertinge Mark. Der var allerede lavet plads til det i Beslutningsgrundlaget i 2009.
“Se den lille pige!” sagde SIS-manden. “Hun smiler og lyser, men hun kan da ikke ligge der i kulden”. Han bøjede sig for at løfte hende op og bære hende blidt til hospitalet, men udvalgsformanden råbte: “Rør hende ikke! Det er måske en af dem fra Kertinge Mark!”
“Se den lille pige!” sagde SIS-manden. “Hun smiler og lyser, men hun kan da ikke ligge der i kulden”. Han bøjede sig for at løfte hende op og bære hende blidt til hospitalet, men udvalgsformanden råbte: “Rør hende ikke! Det er måske en af dem fra Kertinge Mark!”
SIS-manden trak skræmt hænderne til sig og plantede dem dybt i sine lommer. “Kom!” sagde udvalgsformanden, og udvalget gik ned mod Odense Å, hvor minibussen holdt parat til at køre dem tilbage til hovedstaden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar