Sundhedsstyrelsen på Folkemødet (2)

På årets folkemøde har Sundhedsstyrelsen en ”event” (1), den beskriver således: 

Disse emner diskuteres af følgende panel:

• Kresten Breddam, Projektsekretariatsleder, Sundhedsstyrelsen, Strålebeskyttelse 
• Stinus Lindgreen, Forsker og medlem af Regionsrådet i Region Hovedstaden, Københavns Universitet 
• Mads Biering la Cour, Enhedschef, Sundhedsstyrelsen 
• Peter Larsen, Skuespiller, Debattør, deltidsbornholmer og modstander af atomaffald på Bornholm

Det bliver spændende at erfare, hvordan det er forløbet.

Men i stedet for oplæggets flom af enkeltstående oplysninger kunne man have indskrænket sig til nogle få, centrale punkter:

1. Der er stråling fra menneskabte, radioaktive kilder som for eksempel radioaktivt affald. Det er muligt at beskytte sig mod denne stråling ved at omgive kilden med et tilpas tykt lag af bly, beton eller lignende, som standser strålingen.
2. Der er stråling fra radioaktive stoffer i vores omgivelser, ja i vores egen krop. Denne stråling (baggrundsstrålingen) bliver vi ramt af under alle omstændigheder.

De to typer stråling er af samme slags, men den første kan vi undgå, den anden ikke.

1. Mange anvendelser af radioaktiv stråling har som nævnt i oplægget stor nytteværdi, både for den enkelte og for samfundet. Ved medicinske undersøgelser og behandlinger udsætter vi os frivilligt for stråling, fordi vi på den måde kan opnå noget, vi ikke kunne opnå på anden vis.
2. Takket være en stor forskningsindsats sker der en fortløbende forbedring af teknikken, således at den stråling, befolkningen gennemsnitlig udsættes for på grund af disse anvendelser, bliver stadig mindre.

Dette er ret uproblematisk, således som det nævnes i oplægget (2). 

Problemerne opstår, når en befolkningsgruppe får indtryk af, at den bliver udsat for mere stråling end resten af befolkningen, uden at den er blevet inddraget i beslutningerne. Disse problemer opstår i særdeleshed i forbindelse med a-kraft, som ikke bare producerer radioaktiv stråling, mens reaktoren kører og producerer energi. Atom-reaktorer efterlader også radioaktivt affald, som for en dels vedkommende er radioaktivt i tidsrum af ubegribelig længde (millioner eller milliarder af år).

Man burde derfor også diskutere følgende spørgsmål:

1. Borgerne i nærheden af et a-kraftværk eller et depot for radioaktivt affald kan være bekymrede for, om sikkerhedsforanstaltningerne er tilstrækkelige. De kan føle, at de og deres efterkommere bliver udsat for en større strålingsrisiko end andre.
2. Disse borgere kan føle sig forrådt af flertallet, som har en oplagt interesse i at bilde dem ind, at anlægget og opbevaringen af affaldet er helt sikre: Flertallet høster gevinsten, mindretallet bærer risikoen.
3. Nukleare anlæg kræver meget store investeringer. Hvis det senere viser sig, at økonomien og/eller sikkerheden ikke lever helt til forventningerne, opstår der en alvorlig interessekonflikt mellem investorerne og disse borgere. Skal man så forbedre økonomien ved at slække på kravene til sikkerheden? Eller skal man fastholde dem?

Disse problemer strejfes kun lige i slutningen af oplægget. Men det er her, de virkelige problemer ligger.

Ikke fordi jeg tror, at Sundhedsstyrelsen eller myndighederne generelt er blinde for truslen ved stråling. 

Men er de fuldstændig upåvirkelige af pression? Når store økonomiske og/eller politiske interesser står overfor en fåtallig befolkningsgruppe, kan vi så være sikre på, at de statslige myndigheder vil være helt ubøjelige i deres faglige vurderinger? Kan man fortænke borgerne i at være skeptiske overfor deres udmeldinger?

Ved den efterfølgende event (3) i Sundhedsstyrelsens telt vil medarbejdere sikkert overraske de fremmødte med at påvise, at helt dagligdags ting, som for eksempel en spegepølsemad, udsender radioaktiv stråling.

Årsagerne til, at spegepølsemaden stråler, er ikke uinteressant set fra et fysisk synspunkt. 

Men dette stunt afleder opmærksomheden fra det egentlige problem: Hvor kan almindelige borgere gå hen og få råd om radioaktiv stråling? Råd, de kan stole på?

Skrevet af Jens

Henvisninger:

1. ”Hvorfor er du bange for stråling?” Sundhedsstyrelsens telt (J26) lørdag kl. 13.30 – 14.15. 
2. Denne fremgangsmåde har været forsøgt flere gange, uden at den har beroliget nogen. Se kommentar i Atom Posten (25.10.13): ”Brydning af Uran og Slutdeponering af radioaktivt Affald”.
3. ”Radioaktivitet og stråling i hverdagen” Sundhedsstyrelsens telt (J26) lørdag kl. 14.15 – 16.00. 

Sundhedsstyrelsens hjemmeside i forbindelse med folkemødet: http://www.sst.dk/fmdk 

Nedgravning / Opgravning

”Information” bragte i tirsdags en artikel (1) med overskriften: 

”Cheminova-depot skal graves op”

Andre medier fortæller onsdag, at man også vil påbegynde oprensningen af giftdepoterne i Kærgårds Plantage og undersøge, om de store mængder af giftige stoffer, der ligger under beboelseskvarterer i Grindsted, har haft en negativ virkning på helbredstilstanden for borgerne i byen.

Tidspunktet for disse initiativer er ikke tilfældigt. 

Oprensningerne vil koste flere hundrede millioner. Det har regionerne, som efter loven skal sørge for den slags, slet ikke råd til, og derfor må Staten betale en væsentlig del af omkostningerne efter regionsrådenes mening. Det var jo også Staten, der i sin tid tillod, eller i hvert fald så igennem fingre med, deponeringen. 

Med mindre end et år til næste folketingsvalg kan man håbe på, at der vil være forståelse for dette synspunkt på Christiansborg.

For mig har disse sager været en slags negativ inspiration til at beskæftige mig med atomaffaldssagen. 

Det kemiske affald på Harboøre Tange og i Kærgaards Plantage blev dumpet for 50 – 60 år siden, og det skal nu fjernes eller uskadeliggøres (så godt, det kan lade sig gøre) i de kommende år. 

Efter planerne skal atomaffaldet dumpes om nogle år, og det er sandsynligt, at det skal graves op igen, når der er gået et tidsrum af tilsvarende længde. 

For i takt med, at forståelsen af, hvordan giftige og radioaktive stoffer opfører sig i naturen, bliver større, vil miljø-kravene naturligvis blive strengere. At det, de statslige myndigheder går ind for i dag, når det drejer sig om atomaffaldet, om nogle årtier vil ligne det, de gik ind for i 1960’erne, når det drejede sig om kemisk affald.

De to sager er helt parallelle, og det er rystende, at så få kan se det.

Det er vanvittigt at grave affald ned, medmindre man er helt sikker på, at det nedbrydes til uskadelige stoffer i løbet af et overskueligt tidsrum. Det gælder måske for almindeligt haveaffald, men ikke for kemisk eller langlivet radioaktivt affald.

”Vi har kun en Jord”

synger Lars Lilholt (3). 

Den grumme kendsgerning er, at vi bliver flere og flere, samtidig med, at de beboelige dele af den ene Jord bliver mindre og mindre.  

Skrevet af Jens

Henvisninger:

1. ”Information” (12.06.18).
2. Giftig jord ved Cheminova flyttes for første gang i 37 år: Kan bane vejen for europæisk milliardforretning
3. Lars Lilholt Band: ”Kun en jord”

Farvel til de gamle Borgergrupper og Goddag til den nye

De fem borgergrupper mod slutdeponering af radioaktivt affald har besluttet at nedlægge sig selv og opfordrer nu til dannelse af den landsdækkende: 

Borgergruppen for en forsvarlig Håndtering af det danske Atomaffald

De fem oprindelige borgergrupper har spillet en vigtig rolle, og medlemmernes beslutning om at nedlægge dem kan kommenteres ud fra forskellige synsvinkler.

Beslutningen er forståelig

Problemet med det radioaktive affald er nu et problem for alle i dette land. Sådan burde det naturligvis have været fra begyndelsen, men som alle ved, har det været de aktive i Struer, Skive, Kerteminde, på Lolland og Bornholm, som i over syv år har måttet trække læsset alene. Det har kostet mange resurser for de engagerede, som ved siden af et almindeligt arbejds- eller pensionistliv skulle bruge tid og kræfter på at sætte sig ind i en sag, der er så indviklet (1). Desuden skulle man hele tiden være i beredskab, fordi der var meget lidt gennemsigtighed i myndighedernes behandling af sagen, og nye beslutninger kunne blive meldt ud når som helst. Nu er de fem kommuner ikke længere alene om at være i farezonen, og så er det rimeligt, at andre tager over.

Forløbet har vist, hvordan borgerne kan forsvare sig i den slags situationer

De statslige myndigheder har skamløst har udnyttet deres ”serve-ret” i atomaffaldssagen. De har selv kunnet vælge tidspunktet for deres udmeldinger. De har forsøgt at spille borgerne i de fem kommuner ud mod hinanden, og de har kunnet lade, som om modstanden mod deres planer var følelsesbetonet og ukvalificeret, selvom det var dem, der tog fejl. Mens borgerne har måttet bruge deres fritid på sagen, har offentligt ansatte kunnet bruge deres arbejdstid på at trække tiden ud og fylde folketingsmedlemmer og landsdækkende medier med vrøvl. De har kunnet øve indflydelse på, hvad studerende på de videregående uddannelser skrev om sagen i deres projektrapporter. 

Trods alle disse forhindringer har borgerne i de fem kommuner demonstreret, at de med en blanding af sammenhold, seriøsitet og hjælp udefra har kunnet klare sig mod overmagten. De kan derfor med god samvittighed overlade rorpinden til andre.

Forløbet har vist, at debatniveauet er blevet hævet, ikke sænket, som følge af borgernes medvirken 

Borgerne har opnået, at de oprindelige planer for slutdeponering er taget af bordet, i hvert fald for en tid. Men samtidig er der sket en betydelig opsamling af viden om radioaktivt affald, og om, hvordan man har grebet problemerne med atomaffald an i andre lande. En viden, som vel at mærke er samlet af borgerne selv, ikke af myndighederne. De har opnået, at mange andre end de aktive medlemmer af borgergrupperne nu ved, hvad denne sag egentlig drejer sig om. At de unge på de videregående uddannelser ganske vist stadig skriver, hvad de bliver presset til at skrive, men at de for længst har gennemskuet ynkeligheden i denne form for pression. Den nye borgergruppe starter derfor fra et langt bedre udgangspunkt end de oprindelige fem. 

Risikoen for, at kravet om slutdeponering af vores allesammens radioaktive affald i en udkantskommune vil dukke op igen er ikke desto mindre betydelig.

Spørgsmålet er, hvor og hvornår det sker. 

Vil det være en af de oprindelige ”prikkede” kommuner, eller vil det være et nyt sted, som pludselig oplever at blive udnævnt til fremtidig atomlosseplads? Bliver det i vores levetid, eller bliver det vores børnebørn, der må tage sig af det?

Denne usikkerhed vil stille store krav til, hvordan man organiserer sig i den nye borgergruppe. Men den indsigt og viden, der er opsamlet af borgerne om denne sag, vil stadig findes og kan hurtigt formidles til mange andre, hvis eller når det bliver aktuelt. 

Atom Posten siger farvel til de fem ”gamle” borgergrupper og takker for et samarbejde, vi har været meget glade for. Vi ønsker den nye, landsdækkende borgergruppe alt muligt held i de kommende år.

Skrevet af Jens

Henvisning:

1. Anne har ved en rundspørge til de fem borgergrupper gjort op, at borgerne har brugt 40 - 50 000 ulønnede arbejdstimer på denne sag.

Dialog om A-kraft

Heri landet har der i mange år været både tilhængere og modstandere af a-kraft, og begge parter har oplevet at være inde i varmen hos den offentlige mening og ude i kulden. 

I slutningen af 1950’erne blev a-kraft set som et stort fremskridt, mens modstanderne blev karakteriseret som følelsesbetonede og uvidende. 

I 1970’erne vendte vinden, og nu var det tilhængernes tur til at blive mobbet. Ulykker med a-kraftværker (bl. a. Tjernobyl) og den hurtige udvikling af vedvarende energikilder forstærkede tendensen.

På det sidste er tilhængerne vendt tilbage med fornyet styrke, hjulpet på vej af opgøret med de gamle 68’ere og bekymringen for den globale opvarmning.

Men hvad er slutresultatet?

• Er det en erkendelse hos begge parter af, at modparten også havde lidt ret? At også de andres måde at se tingene på havde en vis berettigelse? At det måske var en god ide at tale med disse mennesker, ikke for at omvende dem, men for bedre at forstå kompleksiteten af problemerne?
• Eller er der opstået to lejre, hvor man internt har fuldstændig homogeniserede meninger om, hvorfor vi skal have, henholdsvis ikke have, a-kraft? Hvor man kender alle de grunde, der taler for ens eget synspunkt, og hvor man kan snakke sig fra alle de grunde, der taler for de andres?

Jeg har fornemmelsen af, at det sidste er tættere på virkeligheden end det første. 

Det har medført, at flertallet føler, at de slet ikke kan mene noget om dette emne. De kan simpelthen ikke bestå optagelsesprøven til hverken det ene eller det andet af de to trossamfund.

De magter ikke at tilegne sig al den viden og al den uvidenhed, alle de meninger og alle de holdninger, man nødvendigvis må beherske for at blive fuldgyldig tilhænger/modstander. 

Og kan man ikke det, så skal man være forsigtig med at åbne munden. Gør man det alligevel, vil der blive vendt øjne og kommet med antydninger af, at det vist ikke er den forreste del af fjerde division, vi har udsigt til her. 

For de to parter er der givetvis kortsigtede fordele forbundet ved denne tingenes tilstand, og det er sikkert forklaringen på, at det er endt sådan.

Men de må kunne se, at på langt sigt kan de ikke være tjent med det. 

Hvis man ikke vil diskutere med modparten, fordi man grundlæggende ikke anerkender dens legitimitet, mangler der en stimulus til fornyelse og forbedring af ens egen argumentation. Det svækker ens mulighed for at overbevise det store flertal om, at a-kraft-spørgsmålet er et, alle bør tage stilling til. 

Hvis man satser på kampagner, ført af professionelle kommunikationseksperter, kommer det let til at ligne mange andre kampagner, hvor de samme eksperter reklamerer for alle mulige andre emner. Deres ekspertise består jo netop i, at de kan argumentere for næsten hvad som helst. Men de gør det på samme måde hver gang, og så bliver det hurtigt kedeligt og føles uvedkommende.

Hvis begge parter sænkede paraderne og gik i dialog med modparten, ville man sende et signal om, at det er store og alvorlige problemer, debatten drejer sig om. Ved at gøre det selv i stedet for at overlade det til professionelle meningsmagere ville man sende et signal om, at indholdet er vigtigere end formen.  

Baggrund for Kommentaren:

Atom Posten er en netavis, der beskæftiger sig med radioaktivt affald, ikke med a-kraft-spørgsmålet som sådan. Men de to emner er nært forbundet, og vi har ikke kunnet undgå at se, hvordan dialogen mellem tilhængere og modstandere af a-kraft er tørret ud og ikke længere tjener sit demokratiske formål. 

Det nytter ikke at spørge, om denne dialog er mulig. Emnet er så vigtigt, at den skal være mulig. 

Tilhængere og modstandere har en fælles forpligtelse til at holde den i gang.

Skrevet af Jens