Mange mennesker frygter slutdeponering af radioaktivt affald i nærheden af, hvor de bor. Eksperterne hævder, at denne frygt er stærkt overdrevet.
Dette er selve grundtemaet i striden om placeringen af det radioaktive affald: Eksperterne mener, at borgerne reagerer følelsesbetonet og overvurderer risikoen. Borgerne frygter, at eksperterne er afhængige af magthaverne, og at de mod bedre vidende prøver at tale problemerne ned.
Hvad skal man tro?
Mit forslag er at læse det materiale, myndighederne bruger som argument for slutdeponering: konsulentrapporter, beslutningsgrundlag osv. Så er tro overflødig.
Materialet er dårligt skrevet. Der er ingen forsøg på at formidle viden til udenforstående, men mange forsøg på at imponere dem.
Det signalerer stor naturvidenskabelig indsigt og en overbevisning om, at naturvidenskaben kan give svar på alt. Men der er ingen antydninger af den usikkerhed, som er karakteristisk for redelig naturvidenskab. Filosoffen René Descartes bliver ofte citeret for at sige, at ”man skal tvivle om alt” (1). Den tvivl ser man ikke meget til.
Der bruges fremmedord, hvis betydning forudsættes bekendt. Som filologen Victor Klemperer udtrykte det i en lidt anden sammenhæng: ”Fremmedord imponerer, de imponerer så meget mere, jo mindre de bliver forstået. Når de ikke bliver forstået, vildfører og bedøver de, de bedøver netop tænkeevnen” (2).
Hvis der mangler data, eller hvis data er ufuldstændige, appelleres der til autoritative vurderinger. Men ingen forskere lægger navn til disse vurderinger, og opfordringer til at lade de danske slutdeponeringsplaner underkaste en uafhængig undersøgelse (peer review) bliver afvist.
Der er ikke henvisninger til parallelle diskussioner i udlandet. For eksempel blev jeg overrasket over at opdage, at man i USA har diskuteret dette og lignende spørgsmål i årevis. Var det ikke rimeligt – i rapporter, der foregiver at være på videnskabeligt niveau – at henvise til, hvad andre har skrevet om samme emne? Og forholde sig til synspunkter, der allerede er kommet frem?
Borgerne har ikke kun grund til at frygte farligheden af affaldet. De har også grund til at frygte overfladiskheden hos eksperterne.
Jens
Kilder:
(1) René Descartes: Discours de la Méthode, Deuxième Partie, side 137. Fra “Oevres et Lettres” udgivet af André Bridoux, Bibliothèque de la Pléiade, 1953.
Mere udførligt er citatet (i fransk oversættelse): ”Le premier était de ne recevoir jamais aucune chose pour vraie que je ne la conusse évidement être telle; c’est-à-dire d’éviter soigneusement la précipitation et la prévention; et de ne comprendre rien de plus en mes jugements que ce qui se présentait si clairement et si distinctement à mon esprit que je n’eusse aucune occasion de le mettre en doute”.
(2) Victor Klemperer: ”LTI”, side 293. tekst og tale forlag 2010. Oversat og kommenteret af Henning Vangsgaard.
mandag den 24. februar 2014
fredag den 21. februar 2014
Atomaffald: Borgermøder om Slutdeponering
Nu er det besluttet, at der skal holdes borgermøder om slutdeponering af det radioaktive affald i de fem kommuner. SUM, DD, GEUS og SIS lever op til den danske tradition for borgerinddragelse og omsorg for, at også mindre mødevante deltagere får mulighed for at give deres mening til kende, mens Rambøll sørger for en problemfri mødeafvikling.
Ikke et ondt ord om det.
Heller ikke et ondt ord om panelet, som ifølge planen skal bestå af Jacob Krogh, John-Erik Petersen, Kaare Ulbak, Ole Kastbjerg samt Peter Gravesen. Også her satser man på det velkendte og afprøvede.
Ved borgermøderne bliver der mulighed for at stille spørgsmål til panelet fra ”den brede kreds”, igen i smuk overensstemmelse med traditionen fra Grundtvigs tid.
Vi gætter på, at der – helt uafhængigt af, hvem der bliver spurgt og om hvad – vil blive svaret, at depotet bliver indrettet, så radioaktivt materiale ikke kan sive ud i titusinder af år. Hvis naturen gør, som videnskaben forventer, bliver der overhovedet ingen problemer med slutdepotet. Vi gætter også på, at der ikke bliver tid til at svare på, hvad man vil gøre, hvis naturen ikke gør, som videnskaben forventer. Mødetilrettelæggelse er en kunst, der har sin egen skønhed.
Ikke et ondt ord om borgermøder, gruppearbejde, plenum, planche-øer, te eller kaffe. Jeg synes bare, at borgerne i de fem kommuner har fortjent, at de bare en eneste gang får mulighed for at diskutere selve sagen med den minister, som har ansvaret for beslutningen om slutdeponering af det radioaktive affald.
Slutdeponering er forsøgt begrundet med tekniske og naturvidenskabelige argumenter. Fint, så lad os høre uafhængige eksperters vurdering af disse argumenter. Og hvis ministeren ikke vil det, så lad os høre hvorfor.
Slutdeponering vil få store befolkningsmæssige og økonomiske konsekvenser for den egn, det går ud over. Skal de ikke undersøges, før beslutningen tages? Og hvis ministeren ikke mener det, så lad os høre hvorfor.
Endelig er der de etiske spørgsmål: Er der ikke grænser for, hvordan et flertal kan behandle et mindretal? Er der ikke grænser for, hvordan de nulevende kan behandle deres efterkommere i mange generationer? Og hvis ministeren ikke mener det, så lad os høre hvorfor.
Beslutningen om at slutdeponere det radioaktive affald er en vigtig politisk beslutning, og her bør ministeren være nærværende og uden omsvøb forklare regeringens politik.
Hvis ministeren og hans embedsværk havde argumenterne i orden, ville dette være en vindersag, og møder mellem ministeren og borgerne i de fem kommuner ville allerede være fastlagt.
Møderne er ikke fastlagt.
Jens
Ikke et ondt ord om det.
Heller ikke et ondt ord om panelet, som ifølge planen skal bestå af Jacob Krogh, John-Erik Petersen, Kaare Ulbak, Ole Kastbjerg samt Peter Gravesen. Også her satser man på det velkendte og afprøvede.
Ved borgermøderne bliver der mulighed for at stille spørgsmål til panelet fra ”den brede kreds”, igen i smuk overensstemmelse med traditionen fra Grundtvigs tid.
Vi gætter på, at der – helt uafhængigt af, hvem der bliver spurgt og om hvad – vil blive svaret, at depotet bliver indrettet, så radioaktivt materiale ikke kan sive ud i titusinder af år. Hvis naturen gør, som videnskaben forventer, bliver der overhovedet ingen problemer med slutdepotet. Vi gætter også på, at der ikke bliver tid til at svare på, hvad man vil gøre, hvis naturen ikke gør, som videnskaben forventer. Mødetilrettelæggelse er en kunst, der har sin egen skønhed.
Ikke et ondt ord om borgermøder, gruppearbejde, plenum, planche-øer, te eller kaffe. Jeg synes bare, at borgerne i de fem kommuner har fortjent, at de bare en eneste gang får mulighed for at diskutere selve sagen med den minister, som har ansvaret for beslutningen om slutdeponering af det radioaktive affald.
Slutdeponering er forsøgt begrundet med tekniske og naturvidenskabelige argumenter. Fint, så lad os høre uafhængige eksperters vurdering af disse argumenter. Og hvis ministeren ikke vil det, så lad os høre hvorfor.
Slutdeponering vil få store befolkningsmæssige og økonomiske konsekvenser for den egn, det går ud over. Skal de ikke undersøges, før beslutningen tages? Og hvis ministeren ikke mener det, så lad os høre hvorfor.
Endelig er der de etiske spørgsmål: Er der ikke grænser for, hvordan et flertal kan behandle et mindretal? Er der ikke grænser for, hvordan de nulevende kan behandle deres efterkommere i mange generationer? Og hvis ministeren ikke mener det, så lad os høre hvorfor.
Beslutningen om at slutdeponere det radioaktive affald er en vigtig politisk beslutning, og her bør ministeren være nærværende og uden omsvøb forklare regeringens politik.
Hvis ministeren og hans embedsværk havde argumenterne i orden, ville dette være en vindersag, og møder mellem ministeren og borgerne i de fem kommuner ville allerede være fastlagt.
Møderne er ikke fastlagt.
Jens
søndag den 9. februar 2014
Udsivning af radioaktivt Affald - igen
Frankrigs første slutdepot for kortlivet radioaktivt affald er Centre de Stockage de La Manche (CSM), som åbnede i 1969 og blev lukket i 1994. (1)
På kortet kan man se, at CSM ligger i det nordvestligste hjørne af Frankrig ved La Hague. ”Udkantsfrankrig” kan man vist godt kalde det.
I 6 - 8 meters dybde opbevares 527.225 m3 eller 930.000 ton affald, heraf 100 kg plutonium og 24 ton bly. Depotet er bygget til kortlivet affald, dvs. affald, der er radioaktivt i ca. 300 år, men det har altså ikke afholdt de franske myndigheder fra at lægge langlivede radioaktive og giftige stoffer i depotet.
Når man ser bort fra, at affaldsmængderne er større og dybden mindre, ligner CSM derfor på mange måder det slutdepot, man planlægger i Danmark.
Efter planen skal udsivningen af radioaktivt materiale fra CSM overvåges i flere hundrede år, og overvågningen er lagt i hænderne på ANDRA, det nationale agentur for håndtering af radioaktivt affald.
På kortet kan man se, at CSM ligger i det nordvestligste hjørne af Frankrig ved La Hague. ”Udkantsfrankrig” kan man vist godt kalde det.
Kort med tak til Eric Gaba Sting Wiki Commons
Når man ser bort fra, at affaldsmængderne er større og dybden mindre, ligner CSM derfor på mange måder det slutdepot, man planlægger i Danmark.
Efter planen skal udsivningen af radioaktivt materiale fra CSM overvåges i flere hundrede år, og overvågningen er lagt i hænderne på ANDRA, det nationale agentur for håndtering af radioaktivt affald.
Amtsrådet i La Manche bestilte imidlertid i 2012 en rapport hos den uafhængige NGO Acro, der kontrollerer radioaktivitet i Vestfrankrig. Rapporten viser, at udsivningen af radioaktivt brint (tritium) fra depotet er væsentlig større end det, ANDRA’s undersøgelser viser. Rapporten blev medfinancieret af ASN, den nationale myndighed for nuklear sikkerhed.
Det kan vel kun forstås på den måde, at mindst en af parterne har pyntet på sine resultater. Hvem der har gjort det, må fagfolk diskutere, og det gør de forhåbentlig.
Under alle omstændigheder viser dette forløb fordelene ved, at et slutdepot overvåges løbende, og at overvågningen udføres af to institutioner, som er uafhængige af hinanden.
Hvis de to institutioner kommer til nogenlunde samme resultat, er der langt større grund til at fæste lid til det, end hvis kun en institution havde stået for undersøgelsen. Hvis resultaterne er helt forskellige, må de to parter hver især forklare offentligheden, hvorfor de mener, at deres metode er mere pålidelig end den anden parts.
Noget andet er, hvad man kan gøre, hvis det fastslås, at der sker udsivning. Et slutdepot er jo indrettet ud fra den tankegang, at man kan overlade det til naturen at holde affaldet på plads. Hvis naturen mod forventning ikke gør det, er der ikke så meget, man kan stille op, som eksemplet med det tyske depot Asse II viser.
Et dansk slutdepot skal ifølge planerne kun overvåges, så længe det er åbent, dvs. i de første ca. 30 år, og der er ingen planer om at tillade uafhængige kontrolundersøgelser.
De danske myndigheder har åbenbart stor tillid til naturen. Spørgsmålet er så, om borgerne kan have lige så stor tillid til de danske myndigheder.
Skrevet af Anne og Jens
Info
(1) Da CSM lukkede, tog Centre de Stockage de l'Aube i Soulaines CSA over. Det er til kortlivet lav- og mellemaktivt affald og bygget efter strengere regler end CSM. 1 mio. m3 kortlivet radioaktivt affald skal overvåges i 300 år. Ved siden af CSA i kommunerne Morvilliers og La Chaise findes Centre de Stockage Cires, der er til meget lavaktivt affald. - Bemærk at i Danmark er planen at lave et depot til både kortlivet lav- og mellemaktivt affald, langlivet lav- og mellemaktivt affald og højaktivt affald (de 233 kg særligt affald) omdefineret til langlivet mellemaktivt affald i cirka 30 meters dybde med en en sikkerhedshorisont på 300 år.
Etude des niveaux de tritium dans les eaux souterraines du Centre de Stockage de la Manche - Résumé non technique - NGO'en ACRO
Centre de stockage de la Manche : Présentation à la CLI des résultats des mesures de tritium réalisées par l’Acro. PM fra ANDRA 6.6.
The waste disposal facility in the Aube district
Under alle omstændigheder viser dette forløb fordelene ved, at et slutdepot overvåges løbende, og at overvågningen udføres af to institutioner, som er uafhængige af hinanden.
Hvis de to institutioner kommer til nogenlunde samme resultat, er der langt større grund til at fæste lid til det, end hvis kun en institution havde stået for undersøgelsen. Hvis resultaterne er helt forskellige, må de to parter hver især forklare offentligheden, hvorfor de mener, at deres metode er mere pålidelig end den anden parts.
Noget andet er, hvad man kan gøre, hvis det fastslås, at der sker udsivning. Et slutdepot er jo indrettet ud fra den tankegang, at man kan overlade det til naturen at holde affaldet på plads. Hvis naturen mod forventning ikke gør det, er der ikke så meget, man kan stille op, som eksemplet med det tyske depot Asse II viser.
Et dansk slutdepot skal ifølge planerne kun overvåges, så længe det er åbent, dvs. i de første ca. 30 år, og der er ingen planer om at tillade uafhængige kontrolundersøgelser.
De danske myndigheder har åbenbart stor tillid til naturen. Spørgsmålet er så, om borgerne kan have lige så stor tillid til de danske myndigheder.
Skrevet af Anne og Jens
Info
(1) Da CSM lukkede, tog Centre de Stockage de l'Aube i Soulaines CSA over. Det er til kortlivet lav- og mellemaktivt affald og bygget efter strengere regler end CSM. 1 mio. m3 kortlivet radioaktivt affald skal overvåges i 300 år. Ved siden af CSA i kommunerne Morvilliers og La Chaise findes Centre de Stockage Cires, der er til meget lavaktivt affald. - Bemærk at i Danmark er planen at lave et depot til både kortlivet lav- og mellemaktivt affald, langlivet lav- og mellemaktivt affald og højaktivt affald (de 233 kg særligt affald) omdefineret til langlivet mellemaktivt affald i cirka 30 meters dybde med en en sikkerhedshorisont på 300 år.
Kilder
Soupçons de fuites dans un centre de déchets nucléaires Le Point 7.6.2013
Centre de stockage de la Manche : Présentation à la CLI des résultats des mesures de tritium réalisées par l’Acro. PM fra ANDRA 6.6.
Conclusion du rapport d'experts de la CLI du CSM sur les résultats des mesures tritium de l'ACRO Andra
Gestion des déchets radioactifs : les leçons du Centre de Stockage de la Manche Rapport bestilt af Greenpeace Frankrig 25.6.2009
Centre Sans Mémoire, Centre Sans Avenir? Acro 2009 bestilt af Greenpeace
40 Years of operation of Near Surface Repositories. Andra Experience. 2009 CEG WORKSHOP FEB 24-26 BOMMERSVIK
mandag den 3. februar 2014
Ny Minister for Atomaffald
Efter nogle hektiske døgn er regeringen blevet omdannet. Blandt ændringerne er, at ministeren for sundhed og forebyggelse, Astrid Krag, er blevet erstattet med Nick Hækkerup (A). Atomaffaldet har dermed fået en ny minister.
Vil han bevidstløst fortsætte kursen mod tvangsdeponering, eller vil han benytte lejligheden til et kursskifte? Det er umuligt at gætte på nuværende tidspunkt.
Til gengæld er der god grund til at se på forgængerens håndtering af sagen. Den har været karakteriseret ved et totalt fravær af politisk ledelse, som tydeligt kom til udtryk ved høringen på Børsen (22.10.12), hvor ministeren forlod salen (flygtede er måske mere dækkende) straks efter at have holdt sin tale, som højst sandsynligt var skrevet af hendes embedsmænd. Hvad politikeren Astrid Krag mente om det radioaktive affald, måtte de tilstedeværende gætte sig til.
Forholdet mellem ministre og embedsmænd diskuteres meget for tiden. Men i forbindelse med denne sag er der ikke noget at diskutere. Det er ministerens job enten offentligt at forsvare beslutningen om at grave affaldet ned eller at prøve at få beslutningen ændret. Det er ikke og må aldrig blive embedsmændenes sag.
Jeg håber naturligvis, at den nye minister for atomaffald mm. vil arbejde for et mellemlager. Men det vil allerede være et fremskridt, hvis han er parat til at mødes med de mennesker, hvis tilværelse er helt afhængig af, hvilken beslutning der bliver truffet, og forsvare sin politik over for dem.
Jeg vil også se det som et fremskridt, hvis denne sag blev diskuteret offentligt.
For det første, fordi der er gode argumenter mod slutdeponering og for mellemlagring.
For det andet, fordi andre end borgerne i de 5 udpegede kommuner bør tage stilling til denne sag, selvom den ikke berører dem direkte. Er slutdeponering en rimelig måde at behandle andre mennesker på, nu og i fremtiden?
For det tredje, fordi vi trænger til en bredere diskussion om alt, hvad der har med radioaktivitet og radioaktiv stråling at gøre. Radioaktive stoffer en del af vores teknologiske kultur, som vi bliver nødt til at forholde os til med både fornuft og følelse, hvad enten vi går ind for a-kraft eller ej.
Det sidste har været forsømt i alt for mange år. Resultatet er blevet mistillid til alt, hvad offentlige myndigheder udtaler om dette emne, og at deres (sikkert velmente) forsøg på at berolige befolkningen bliver opfattet som forsøg på at narre dem.
Det radioaktive affald er derfor en svær opgave for den nye minister. Ved at fortsætte forgængerens ikke-politik bliver den endnu sværere.
Jens
Vil han bevidstløst fortsætte kursen mod tvangsdeponering, eller vil han benytte lejligheden til et kursskifte? Det er umuligt at gætte på nuværende tidspunkt.
Til gengæld er der god grund til at se på forgængerens håndtering af sagen. Den har været karakteriseret ved et totalt fravær af politisk ledelse, som tydeligt kom til udtryk ved høringen på Børsen (22.10.12), hvor ministeren forlod salen (flygtede er måske mere dækkende) straks efter at have holdt sin tale, som højst sandsynligt var skrevet af hendes embedsmænd. Hvad politikeren Astrid Krag mente om det radioaktive affald, måtte de tilstedeværende gætte sig til.
Forholdet mellem ministre og embedsmænd diskuteres meget for tiden. Men i forbindelse med denne sag er der ikke noget at diskutere. Det er ministerens job enten offentligt at forsvare beslutningen om at grave affaldet ned eller at prøve at få beslutningen ændret. Det er ikke og må aldrig blive embedsmændenes sag.
Jeg håber naturligvis, at den nye minister for atomaffald mm. vil arbejde for et mellemlager. Men det vil allerede være et fremskridt, hvis han er parat til at mødes med de mennesker, hvis tilværelse er helt afhængig af, hvilken beslutning der bliver truffet, og forsvare sin politik over for dem.
Jeg vil også se det som et fremskridt, hvis denne sag blev diskuteret offentligt.
For det første, fordi der er gode argumenter mod slutdeponering og for mellemlagring.
For det andet, fordi andre end borgerne i de 5 udpegede kommuner bør tage stilling til denne sag, selvom den ikke berører dem direkte. Er slutdeponering en rimelig måde at behandle andre mennesker på, nu og i fremtiden?
For det tredje, fordi vi trænger til en bredere diskussion om alt, hvad der har med radioaktivitet og radioaktiv stråling at gøre. Radioaktive stoffer en del af vores teknologiske kultur, som vi bliver nødt til at forholde os til med både fornuft og følelse, hvad enten vi går ind for a-kraft eller ej.
Det sidste har været forsømt i alt for mange år. Resultatet er blevet mistillid til alt, hvad offentlige myndigheder udtaler om dette emne, og at deres (sikkert velmente) forsøg på at berolige befolkningen bliver opfattet som forsøg på at narre dem.
Det radioaktive affald er derfor en svær opgave for den nye minister. Ved at fortsætte forgængerens ikke-politik bliver den endnu sværere.
Jens
onsdag den 15. januar 2014
Atomaffald og Forsøg med høj Udbrænding
DR Bornholm bringer dd en udsendelse og en artikel om de 233 kg særligt affald på Risø, der er omdefineret fra højaktivt til langlivet mellemaktivt. Artiklen kan læses her: Svensk kritik af atomskrot: Bevidst vildledning.
Det undrer mig, at sektionschefen på Dansk Dekommissionering/DD ikke kan huske de forsøg, der er lavet med høj udbrænding, da Risø netop var berømt for disse forsøg: "Nu kan jeg ikke huske de forsøg, der blev lavet. Jeg kan ikke redegøre nærmere for dem. Men vort affald er ikke højaktivt", siger sektionschefen.
Jeg har tidligere lavet en side, hvor der er links til disse forsøg: "Gæt om data for de 233 kg særligt affald".
De 233 kg's historik - forsøg med høj udbrænding
På nettet kan man finde rapporter, der viser, at der på Risø er lavet forsøg med brændselsstave med høj udbrænding/burn-up, dvs. brændselsstave, der har været længe i en reaktor. Det faktum, at der i 233 kg affald er 1,2 kg plutonium vidner om, at brændselsstavene har været meget længe i en reaktor.
I Notatet fra 2001 kan man læse følgende i afsnittet om de 233 kg:
Notat om højaktivt affald fra undersøgelser i Risøs Hot Cell anlæg
"I Risøs Hot Cell blev der i perioden ca. 1968 til 1990 udført forskellige typer undersøgelser af eksperimentelt fremstillede og bestrålede brændselsstave til kraftreaktorer. Rester fra disse forsøg er oplagret på Risø. Det drejer sig om i alt ca. 233 kg lavt beriget uran med et betydeligt indhold af fissionsprodukter og transuraner (bl.a. 1.2 kg plutonium isotoper). Størsteparten er underlagt IAEAs og EURATOMs safeguards kontrol."
Af samme Notat fremgår det også, at der er lavet forsøg på Risø med høj udbrænding (min fremhævning):
"Udover de dansk fremstillede brændselsstave befinder der sig rester af udenlandsk fremstillede brændselsstave på Risø. Som bidrag til sikkerhedsforskningen vedrørende kraftreaktorbrændsel blev der i perioden 1980 - 90 under Risøs ledelse gennemført tre internationale projekter til undersøgelse af bl.a. frigørelse af fissionsgasser fra kraftreaktorbrændsel med høj udbrænding."
Her er 2 af de rapporter, der er tilgængelige på nettet, der fortæller om forsøg med høj burn-up/udbrænding:
1) Risø-R-473 Metallurgy Department Progress Report for the Period 1 January to 31 December 1981 side 30 og frem. Bl.a. side 31: U02-Zr irradiations at Risø "In the test fuel irradiation programme at the DR 3 reactor, standard fuel pins have reached max. burn-up levels of 68,500 and 55,000 MWD/tU for BWR and PWR type fuel, respectively."
2) Risø-M-2185: Calculation of heat rating and burn-up for test fuel pins irradiated in DR3, 1980
Rapport 2) er udarbejdet for at kunne beregne udbrænding/burn-up for bestrålet brændsel i reaktor DR3 ud fra bestrålingstid og berigning af brændstoffet. De anvendte brændselsstave er Risøs egne fremstillet i samarbejde med Helsingør Værft. Dvs. det er nogle af de brændselsstave, der i dag findes på Risø i de 233 kg.
Rapporten viser, at det brændsel, der blev bestrålet i DR3, formodentligt er kortlagt i detaljer mht. burn-up.
Tabel A1 side 39 i Appendix A gør det muligt at vurdere den omtrentlige burn-up baseret på bestrålingstid i reaktoren.
I tabel 4 på side 25 sammenlignes burn-up af nogle brændselsstykker i en beregning og fra eksperimentelle data. Alle delene har meget høj burn-up 27.000 til 46.000 MWd/tU. (tU = ton uran = tHM = ton heavymetal). Til sammenligning har brugt kernebrændsel fra en atomkraftreaktor i 1980'erne en burn-up på 33.000 MWd/tU.
På side 7 nederst tales der om "selv for bestrålinger der varer flere år."
Ifølge tabel A1 giver en bestrålingstid på et år en burn-up på 20.000 MWd/tU.
På side 37 nederst står "burn-up af stykket var lille", når vi taler om 8.000 MWd/tU.
En betydelig del af det bestrålede brændsel er formodentligt blevet testet for holdbarhed (lang tid i reaktoren) og er dermed direkte lig med anvendt
kernebrændsel fra et atomkraftværk, og altså højaktivt.
Skrevet af Anne
Links
Svensk kritik af atomskrot: Bevidst vildledning P4 Bornholm 15.1.14
NOTAT fra DD SIS' kommentar
NOTAT fra DD SIS' kommentar
Danmark har svært ved at slippe af med højradioaktivt affald fra Forskningscenter Risø
Læs også David Rehlings 7 artikler om bl.a. det højaktive affald
tirsdag den 14. januar 2014
Boganmeldelse: ”Niels Bohr må vende sig i sin grav”
af Thomas Grønlund Nielsen, Forlaget Kahrius.dk, 2013, 126 sider.
Bogens undertitel er: ”Om fornægtelsen af kernekraften”, og den er ganske rigtig et debatskrift for indførelse af a-kraft. Men den kommer langt omkring. Det 20. århundredes fysikhistorie skildres levende og suppleres med personlige oplevelser, uden at det bliver privat eller irrelevant.
TGN kæmper for sin sag med en veloplagthed og en viden om sit emne, som gør indtryk, og en af hans pointer: at fysikfaget har været skandaløst nedprioriteret i uddannelsessystemet siden 1980’erne, er mange enige med ham i, heriblandt undertegnede.
Andre sider af fremstillingen er mindre overbevisende.
For det første titlen. Mig bekendt er der ingen, der sætter spørgsmålstegn ved Niels Bohrs indsats, hverken på det videnskabelige eller det politiske område. Men han døde i 1962, og efterhånden som årtierne går, bliver det mere og mere risikabelt at bruge hans navn til legitimering af synspunkter, der angår nutidige problemer.
For det andet karakteristikken af modstanderne. Her gentager TGN fejlen fra a-kraftdebatten i 1970’erne: at man hæfter psykologiske karakteristikker på modstanderne og på forhånd afskriver deres argumenter som underlødige og deres betænkeligheder som hysteriske. Det fører næsten med sikkerhed til, at ens egen argumentation tørrer ind, fordi man ikke vil se behovet for fornyelse.
For det tredje nedlæggelsen af forsøgscenter Risø. Det var måske en fejl, men det er langt ude at sammenligne denne begivenhed med den behandling, en vis J. Kristus fra Nazareth var blevet udsat for to tusind år tidligere. Desuden finder jeg hans bemærkninger om demokratiet betænkelige.
Centralt i enhver argumentation for indførelse af a-kraft må være redegørelsen for, hvad man vil stille op med det radioaktive affald. Bogens største svaghed som debatskrift for a-kraft er, at den udover at henvise til en kortfattet litteraturliste nøjes med at konstatere, at det radioaktive affald i Frankrig (hvor a-kraft dækker en stor del af energiforbruget) ikke fylder mere, end at det kan opbevares i en sportshal, svarende til en 1-krone per franskmand. De problemer, der har været og er med opbevaring og slutdeponering af radioaktivt affald i Frankrig og andetsteds, diskuteres overhovedet ikke.
Men for os, der er optaget af sagen om det danske radioaktive affald, er det interessant at få at vide, at radioaktivt affald fylder så lidt. Når vi læser kundgørelserne fra Dansk Dekommissionering, bliver vi ellers imponeret over, at højradioaktivt affald kan bringes til at fylde så meget. Så meget, at det kan klassificeres som mellemaktivt.
Thomas Grønlund Nielsen skriver godt, ingen tvivl om det. Jeg kunne bare ønske mig, at han tænkte lidt mere over, hvad han skrev.
Skrevet af Jens
Bogen er også anmeldt i Weekend-Avisen af Frede Vestergaard (03.01.14).
Den franske plan for slutdeponering af højradioaktivt affald og modstanden mod denne er beskrevet her
Abonner på:
Opslag (Atom)