Atomaffald: Høringsformand fortryder manglende Forskning i Mellemlagerløsning i Frankrig

Georges Mercadal, formand fra 2005-6 for det særlige udvalg for offentlig høring om håndtering af radioaktivt affald i Frankrig, fortalte 13.5.13 til avisen La Croix, at høringerne i 2005-2006 havde overbevist ham om, at man ikke sådan bare kunne affeje ideen om et langtids-mellemlager. 

Mens man dengang endnu havde tiden for sig, ønskede nogle, at man parallelt med det dybe geologiske depot (red. til det højaktive og langlivede mellemaktive affald (2)) også forskede i mellemlager over jorden eller i lille dybde.

Mercadal var positiv over for mellemlager og foreslog dengang, at man fandt et andet sted end landsbyen Bure (Meuse) til at undersøge mellemlager-hypotesen med henblik på at skabe et troværdigt alternativ til det dybe geologiske slutdepot. Mercadal siger: "Personligt bebrejder jeg mig selv ikke at have fået foretaget en mod-ekspertise på det tidspunkt, om ikke andet så for at støtte et muligt forskningsprojekt. Da mellemlageret forblev på idéplanet, blev det hurtigt afvist."

Fordelen ved en mellemlagerløsning er at sikre fuldstændig reversibilitet, fortæller Mercadal, der er civilingeniør. Denne reversibilitet er vigtig for naboer til radioaktivt affald, der selvfølgelig er bekymrede. Det er sociologisk relevant.

Ulempen ved et mellemlager er dog, at vi ikke kan få vished om samfundets evne at tage sig af en sådan byrde i århundreder, siger Mercadal og tilføjer, at det derfor ville have været nødvendigt at mobilisere sociologisk og ikke bare teknisk forskning for at udforske hypotesen om et mellemlager.

Man kan også forestille sig, at der ville have været interaktion med det tekniske. Måske kunne det if. Mercadal have udløst omfattende forskning i en beton, der bedre ville kunne modstå radioaktiviten i affaldet, eller i det mindste de bedste metoder til at løse det problem.

Mercadal siger til sidst til La Croix:

"Jeg foregriber ikke den endeligt valgte løsning, hvis vi havde forsket samtidigt i begge disse akser. Men jeg beklager bare, at vi kun havde tillid til geologien, og at omtalte forskning i mellemlagerløsning ikke fandt sted, inden loven blev definitivt vedtaget i 2006 om dyb geologisk deponering."

Refereret af Anne

Kilde:

1. La Croix 13.5.2013

2. Jeg fortæller lidt her om det dybe geologiske slutdepot i Bure. Der er også links til modstanden mod slutdepotet. I dag er der et underjordisk forskningslaboratorium i Bure.

3. Mercadal fortæller om Frankrigs energiomstilling

4. Biografi Georges Mercadal

5. Garantir le débat Revue Projet 2.5.2007

6. Om laboratoriet i Bure (Champagne-Ardenne)

7. Bure Le deuxième débat à nouveau empêché France 3 18.6.2013 

Gensvar til Sundhedsministerens Kommentar 3. Juni 2014 til Sundhedsudvalget vedr. mit Blogindlæg af 11. Maj 2014

Opdatering 20.8.14

Sundhedsministeriets svar på mit gensvar af 6.6.14 nedenfor kan læses her.

................................

Sundhedsministeren har med bidrag fra Dansk Dekommissionering (DD) svaret på et spørgsmål fra Sundheds- og Forebyggelsesudvalget om at kommentere mit blogindlæg af 11. maj 2014.

Mit gensvar

Vedr. utilstrækkelig dybde

Jeg skrev 11.5.2014: "Planen er at blande kortlivet og langlivet radioaktivt affald i utilstrækkelig dybde (ca. 30 meter) og med en utilstrækkelig sikkerhedshorisont (ca. 300 år), og bruge sikkerhedsanalyser som forsøg på legitimering."

Sundhedsministeren skriver i sit svar, at det ikke er korrekt, når jeg i mit indlæg nævner, at planen er at blande affaldet i utilstrækkelig dybde og med en utilstrækkelig tidshorisont, for der er endnu ikke taget beslutning om udformning og placering af et depot.

Det er rigtigt, der endnu ikke er taget beslutning om slutdepotkoncept og placering, men der er flere udtalelser, der peger i retning af et mellemdybt depot, cirka 30 - 100 meter under terræn:

Tidl. indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarders udtalte 4.5.2011 i en pressemeddelelse: "Samlet set peger forstudierne på, at et mellemdybt depot vil være den sikkerhedsmæssigt mest hensigtsmæssige løsning."

Og DD's projektleder sagde i Ingeniøren 4.5.11: "Der kan være lokale forhold, som kan ændre på nogle af de anbefalinger vi kommer med, men hvis man ønsker ét depot, hvor vi kan opbevare al det radioaktive affald, og samtidig bevarer muligheden for at kunne få det ud igen, så mener vi at et mellemdybt depot er den bedste løsning."

Når jeg skrev ca. 30 meter, skyldes det, at Dansk Dekommissionering over for mig har oplyst (på borgermødet i Rødbyhavn 31.3.2014), at de ikke er bekendt med, hvilken dybde GEUS har prøveboret i. Selv har jeg ikke kunnet finde frem til prøveboringer dybere end ca. 40 meter.

T.o. ligger det svenske slutdepot til kortlivet radioaktivt affald SFR i 50 meters dybde med en sikkerhedshorisont på 500 år. SKB planlægger udbygning af SFR med SFR 2 til kortlivet nedrivningsaffald, og det skal ligge i 120 meters dybde. Slutdepotet til langlivet mellemaktivt affald SFL kommer til at ligge i 300 meters dybde. Og det dybe geologiske slutdepot til brugt kernebrændsel, der pt. ansøges om, bliver i 500 meters dybde med en sikkerhedshorisont på 100.000 år. 

Danmark har alle 3 typer affald (kortlivet lav- og mellemaktivt, langlivet mellemaktivt og højaktivt), og disse 3 typer affald vil i Sverige aldrig komme i samme slutdepot til kortlivet affald, som er den danske plan. Desuden har Danmark langlivet lavaktivt grafitaffald, der f.eks. i Frankrig ikke kommer i deres slutdepot til kortlivet affald, men skal i et særskilt slutdepot til langlivet lavaktivt affald, der endnu ikke er opført.

Tyskland vil deponere samme slags affald som det danske lav- og mellemaktive affald i 800-1200 meters dybde. Affald som de 233 kg særligt affald, forsøgsbrændsel/spent fuel, skal dog i et andet dybt geologisk slutdepot.


Myndighedernes afvisning af et terrænnært slutdepot

Når jeg nævner deponering i ca. 30 meter, er det også på baggrund af, at et terrænnært slutdepot flere gange er blevet nævnt som ikke egnet til alt affaldet.

1) I NOTAT til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg 2.2.2001 står:

"Langtidsoplagring kan blive nødvendig for noget affald af LILW-LL typen og især for de små mængder brugte brændselsstave fra Hot Cell undersøgelser, der p.t. er oplagret, og som ikke egner sig for anbringelse i et overfladenært LILW-SL lager. Om 10-20 år vil de politiske muligheder for at komme af med sådant affald til udlandet muligvis være ændret."

(red. LILW-LL betyder langlivet lav- og mellemaktivt. LILW-SL betyder kortlivet lav- og mellemaktivt affald).

2) På en minihøring 2005 fremgik det, at ikke alt affaldet vil kunne placeres i et terrænnært depot. Side 4 i referatet står:

"Det blev fremført, at hvis Danmark kunne eksportere de 233 kg forsøgsbrændsel kunne alt affaldet uden problemer deponeres terrænnært. Hertil blev svaret, at der også er andet langlivet affald, der vil kræve særlige overvejelser og foranstaltninger ved terrænnær deponering, bl.a. et antal store brugte alfa-kilder. Endvidere er der et sorteringsproblem, da noget af det langlivede materiale vil være blandet med kortlivet. Det er således ikke ligetil, at stille det langlivede affald til side og afvente en senere eller anden løsning."

3) Statens Institut for Strålebeskyttelse, SIS, der skal godkende slutdepotet,  kom i 2004 med flg. vurdering af depottyper:



Udformning af dansk slutdepot til radioaktivt affald SIS 2004

(LILW-LL: langlivet lav- og mellemaktivt. LILW-SL: kortlivet lav- og mellemaktivt affald.
HLW: højaktivt affald.)

Borehul til visse affaldstyper, herunder de 233 kg særligt affald

Sundhedsministeren/DD skriver: "Men det er en klar anbefaling at såfremt et terrænnært depot vælges bør det kombineres med et borehul til visse affaldstyper, herunder de 233 kg særligt affald. Dette er i overenstemmelse med internationale anbefalinger. Borehullet er i sikkerhedsanalyserne foreslået placeret i enten 100 til 150 meters dybde, eller 250 til 300 meters dybde."

Jeg spørger hvilke internationale anbefalinger?

If. international omtale er borehuller til affald som de 233 kg forsøgsbrændsel i meget større dybde, nemlig ml. 2-5 kilometer (1). Affald som de 233 kg forsøgsbrændsel skal holdes isoleret i flere hundredtusinder af år. Borehuller i den dybde, der nævnes i forstudiet (250 - 300 meter), er til langlivet mellemaktivt affald som langlivede brugte radioaktive kilder/disused sealed sources if. IAEA's hjemmeside

Grundlaget for opgaven: slutdepotets levetid op til 300 år 

Når jeg kritiserer, at slutdepotets sikkerhedshorisont er utilstrækkelig, er det fordi grundlaget for opgaven (jf. beslutningsgrundlaget) har været, at de skitserede depoter skulle have en levetid op til 300 år. (3)

Sundhedsministeren/DD skriver, at Danmark if. forstudiet vil lave én løsning for alt affaldet på grund af den lille mængde affald. Men det er netop det, der har vakt international kritik (4): at man påtænker at blande kortlivet lav- og mellemaktivt med langlivet lav- og mellemaktivt og 233 kg forsøgsbrændsel, omdefineret fra højaktivt til langlivet mellemaktivt.

Hverken Norge eller Sverige påtænker at komme affald som de 233 kg særligt affald i et slutdepot til kortlivet affald.

Institutt for Energiteknikk i Norge svarede 3.6.2013 på mit spørgsmål om, hvad Norge vil gøre med forsøgsbrændsel som de 233 kg: "Funksjonskravet gjør at muligheten for å benytte deponiet (red. til kortlivet affald) til brukt reaktorbrensel er i realiteten utelukket og Norge har heller aldri hatt planer om det. Det er anbefalt at dette avfallet skal plasseres i et mellomlager som skal være operativt i 50 – 100 år, hvorpå man så skal ta en avgjørelse om en deponiløsning."

Og Svensk Kärnbränslehantering svarede mig 9. maj 2014:

Hej Anne!

Allt svenskt använt kärnbränsle kommer att slutförvaras i samma geologiska slutförvar. SKB ansökte om tillstånd att få bygga slutförvaret för använt kärnbränsle i mars 2011 och myndigheternas prövning av ansökan pågår.

Mvh,

citat slut

Brug af sikkerhedsanalyser som legitimering

Sundhedsministeren/DD argumenterer i brevet for et slutdepot på baggrund af foreløbige sikkerhedsanalyser fra forstudiet maj 2011.

Man kan spørge, om det er rimeligt, at forstudiet konkluderer på baggrund af foreløbige sikkerhedsanalyser på et tænkt slutdepot, at "et slutdepot til det danske lav- og mellemaktive affald kan etableres sikkerhedsmæssigt forsvarligt"?  Der findes jo endnu ingen detaljerede oversigter over affaldets sammensætning.

Når slutdepotets levetid som nævnt er 300 år, er det kun et slutdepot til kortlivet lav- og mellemaktivt affald, og ikke til alt det danske affald, ligemeget hvor mange sikkerhedsanalyser, man laver, og selv om man laver dem frem til 1 mio. år.

Når sundhedsministeriet/DD vil deponere alt affaldet i én løsning på grund af den lille mængde, overholder man hverken forsigtighedsprincippet eller følger de sikkerhedsstandarder, der f.eks. er i Sverige.

DD henviser til at Danmark følger IAEAs retningslinjer ved klassifikation af affald, men IAEA's retningslinjer er sat så lavt, at alle lande kan være med.

Sundhedsministeren oplyser desuden, at "De enkelte landes myndigheder fastsætter grænser for den accepterede andel af langlivede isotoper i depoter til lav- og mellemaktivt affald." Dvs. hvis det passer Danmark at sætte endnu lavere standarder end IAEA's, er det også muligt, da IAEA's standarder kun er vejledende.

Selvom Norge if. SIS på et borgermøde 7.5.2014 ikke følger IAEAs standarder, har de aldrig haft planer om at komme brugt reaktorbrændsel i deres slutdepot til kortlivet affald, som Danmark påtænker med de 233 kg, jf. deres svar til mig ovenfor.

Vedr. 233 kg særligt affald - forsøgsbrændsel omdefineret fra højaktivt til langlivet mellemaktivt

Sundhedsministeren skriver: "Det nævnes i indlægget, at det særlige affald er omdefineret gennem fortynding eller fordeling. Det er ikke korrekt, idet affaldet ikke er ompakket siden dets oprindelige placering i de nuværende beholdere. I Danmark har vi valgt at følge IAEA's retningslinjer ved klassifikation af affaldet."

I forlængelse af det svar er mit næste spørgsmål til sundhedsministeren: Hvad er så forklaringen på, at den 1m3, som de 233 kg særligt affald fyldte i opgørelsen over affaldet i 2005, i opgørelsen i Tabel NY 2008 nu kun optræder med deponeringsvolumen 65m3? 

Dansk radioaktivt affald: mængder, typer og aktivitetsindhold 3.5.2005 side 4:

12kg+222 kg = 3 spalte: 0.6m3+0.4m3=1m3 i rumfang - 4. spalte: deponeringsvolumen: 20m3+45m3= 65m3





Tabel 2 NY 1.7.2008 : Side 53 og 54 i Beslutningsgrundlag 2008:

12kg+222 kg - 3. spalte deponeringsvolumen 20m3+45m30=65m3






Under Kilder punkt 5 nederst kan man se, hvad de 234 kilo er.


De 233 kg særligt affald har samme egenskaber som brugt reaktorbrændsel



De brændselsstavestykker i de 233 kg, som blev bestrålet i forskningsreaktorerne i Halden og Risø, har ikke været brændsel i reaktorer, men de er blevet udsat for neutronbestråling, som simulerer, at de har været brændsel i en atomkraftreaktor.

Som affald har de 233 kg de samme egenskaber, som om de havde været brændsel i en reaktor, og skal, hvis de skal slutdeponeres, i dybe geologiske depoter ligesom højaktivt affald, altså i et depot dybere end de påtænkte danske 30-100 meter. Og hvis de skal i et borehul, da et borehul i 3-5 kilometers dybde. Det er meget mere end de borehulsdybder, der er nævnt i forstudiet.

Dansk Dekommissionerings Notat Det særlige affald - indhold af radioaktive stoffer, udbrænding og varmeudvikling 12.11.2013 forklarer ikke i tilstrækkelig grad omdefineringen af de 233 kg.

Notatet siger, at burn-up/udbrændingen af de enkelte dele af det bestrålede brændsel er mellem 3 og 42 MWd/kg (s. 4). Rapporten siger også, at typisk burn up i brugt kernekraftbrændsel er 40 MWd/kg (s. 2). Det er sandt i dag, men i den periode, Risø arbejdede med brændselsprøver, var de typiske burn up omkring 30 MWd/kg. Det meste af brugt nukleart brændsel i verden har en burn up på 30-35 MWd/kg.

Brugt brændsel er højradioaktivt affald. Altså er de mindste dele af det bestrålede brændsel højaktivt. Da DD stadig ikke ønsker at oplyse nærmere, hvor meget af det bestrålede brændsel, der er placeret i den nederste kant og øverste kant af udbrændingsområdet må det formodes, at det meste af det er i overkanten og dermed er højradioaktivt. Ellers må DD frigivet tal, hvis det bare er en lille del, som er over 25 MWd/kg. Desuden er det rimeligt at antage, at det meste af affaldet er nær den øvre grænse (25-42 MWd/kg), fordi de test, der anvendes på bestrålet brændsel ofte sker for at se, hvad der sker med brændslet, f.eks. skadeproblemer, når det bestråles mere, end hvad der normalt sker i en atomreaktor, dvs. med højere burn up end det var almindeligt dengang.

Det er helt uforståeligt, at DD fortsætter med at hævde, at materiale, der er det samme som anvendt kernebrændsel fra en atomkraftreaktor, ikke er højaktivt.

Sammensætningen af radioaktive isotoper og aktivitetsmængden i affaldet på Risø

Sundhedsministeren/DD skriver: "Af væsentlig større betydning end klassifikationen af affaldet er det at kende sammensætningen af radioaktive isotoper, og aktivitetsmængden i affaldet, når der skal udarbejdes sikkerhedsanalyser. Tal herfor er angivet i forstudierne, og ligger til grund for de foreløbige sikkerhedsanalyser."

Det er rigtigt, at det er vigtigere at kende til sammensætningen af affaldet. Indholdet i affaldet på Risø er imidlertid behæftet med stor usikkerhed, og derfor er det bekymrende, at denne usikkerhed har ligget til grund for de foreløbige sikkerhedsanalyser, der legitimerer et slutdepot i Danmark.

At der er usikkerhed om affaldet fremgår bl.a. af NOTAT af 2.2.2001 til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg (Brev til Martha (2)) og af en presentation af det historiske affald i Bryssel nov. 2012. Det historiske affald er ved at blive karakteriseret, men man gør ikke ligesom i Sverige, at man klassificerer det som langlivet mellemaktivt af forsigtighedsgrunde. I Sverige skal det historiske affald i det kommende slutdepot SFL i 300 meter under terræn.


Venlig hilsen,

Anne Albinus

6. juni 2014

Kilder

1.

Deep borehole disposal of nuclear waste: engineering challenges ICE 12.10.2013

2. 

Notat om affald fra Hot Cell anlægget 2.2.2001

Brev fra Risø til folketinget

Kære Martha

Hermed fremsendes notat om det højaktive affald fra Hot Cell. Det er blevet til ud fra tilgængelige oplysninger i arkiver og personers hoveder, men da meget af det, der er sket i Hot Cell ligger før nogen af de nuværende ansattes tid, må jeg nødvendigvis tage forbehold for, at noget kan være upræcist i detaljen.

Med venlig hilsen

3. 

Side 14 i Forstudier til slutdepot for lav- og mellemaktivt affald – sammendrag indeholdende hovedkonklusionerne og anbefalinger fra tre parallelle studier

4.

Pt. har 3 eksperter underkendt slutdepotkonceptet:

• direktøren i de svenske miljøorganisationers kerneaffaldsgranskning, MKG.se, Johan Swahn i JP 15.4.11, i Information 28.11.12 og P4 Bornholm 30.5.13
• professor i helsefysik Erling Stranden, Høgskolen i Buskerud, der var formand for det norske Stranden-udvalg vedr. slutdeponering af brugt brændsel og langlivet mellemaktivt affald (i Information 28.11.12)
• fysikeren Paul H. Gudiksen, Californien, i Skive Folkeblad 3.5.14. (Radioactive Waste Storage Issues in Denmark). Gudiksen har arbejdet på det statsejede Lawrence Livermore Labs og var med i the Nuclear Regulatory Commission's emergency response team og derfor en af de første på Three Mile Island efter ulykken og en af de første amerikanere i Chernobyl

5.

Joint Convention on the Safety of Spent Fuel Management and on the Safety of Radioactive Waste Management 4th National Report From Denmark 2011 Sundhedsstyrelsen. Side 26 (min fremhævning):

As a consequence of the decision taken by the Danish Parliament in 1985, there are, at present, no considerations or plans for taking any kind of nuclear reactors into operation in Denmark. Thus, there are no plans for siting, designing, constructing or operating spent fuel facilities or for systematic disposal of spent fuel. Spent fuel from the research reactors DR 2 and DR 3 has been transferred to USA’s jurisdiction according to an agreement with the US Department of Energy.

The only exemption from this is the less than 1 kg of spent fuel from the research reactor DR 1 and about 233 kg of experimentally produced and irradiated spent fuel of power reactor type remaining from post-irradiation investigations in the former Hot Cells. This amount of spent fuel is stored under safe and secure conditions awaiting a decision on the final management. The storage does not give rise to any discharges of radioactive materials to the environment and hence no exposure of the public.

Finding a solution for the spent fuel was mentioned as a challenge in the 2009 Rapporteur's report for Denmark. Denmark has since the Third Review Meeting been searching for an international solution regarding the spent fuel in question, but until now this effort has proven unsuccessful. If an international solution cannot be found, the option for Denmark will be to dispose this spent fuel in the planned Danish repository for low and intermediate level waste. The spent fuel is therefore considered part of the overall waste volume, which is being taken into account in the planning for establishing a final repository for Danish low and intermediate level waste; see section H for further details.

Sundhedsministeriets Vildledning om Atomaffaldet i Scoping til Myndighedshøring 3.6.2014

I dag har sundhedsministeriet og Rambøll som led i miljøvurderingen af ”Forslag til plan for etablering af slutdepot for dansk lav- og mellemaktivt affald”, sendt scopingen i myndighedshøring. (Høringsliste . SUM har glemt Øster Marie Kirke, da det fredede Sankt Margrethe Kapel ligger i det udpegede område og Nationalmuseet, da både dette kapel og Ladbyskibet på Kertinge Mark hører under museet.)

Side 11 kan man læse, hvad affaldet består af meget overfladisk:




Sundhedsministeriet vælger at omtale det særlige affald på Risø som "bare" "233 kg langlivet affald." Dette er særdeles upræcist, da de 233 kg er højaktivt affald omdefineret til langlivet mellemaktivt. Hvis man ikke vil benævne dem højaktivt, bør myndighederne i det mindste omtale dem som det, de selv har nedtonet dem til, nemlig "langlivet mellemaktivt" og ikke bare langlivet. Der findes jo også langlivet lavaktivt affald som f.eks. grafitaffaldet, som i Frankrig aldrig vil komme i et slutdepot til kortlivet affald som det påtænkte danske med en sikkerhedshorisont på 300 år.

I 2001 var de 233 kg højaktivt affald. Så blev de omdefineret til langlivet mellemaktivt ved at øge deponeringsvolumen fra 1m3 til 65m3, hvilket ingen andre lande gør if. en ekspert. (Jf. pkt 1 nedenfor). Nu omtaler sundhedsministeriet så de 233 kg som bare "langlivet affald". Man kan spørge hvad bliver det næste? Ender de 233 kg som helsekost?

Side 11 står dog lidt mere om affaldet, men stadig alt for overfladisk til at en myndighed, der skal høres, oplyses ordentligt om, hvad der skal i slutdepotet:

"1. Affaldstyper: Depotet skal kunne rumme alt det danske lav- og mellemaktivt, kort- og langlivet radioaktivt affald fra driften, forskningsaktiviteterne og dekommisionering af Risø, herunder også de 233 kg såkaldt særligt affald – bestrålet forsøgsbrændsel – såfremt der ikke findes en international løsning herfor. samt den nuværende og fremtidige radioaktive affaldsproduktion fra fx hospitaler, industri mv. jf. også beslutningsgrundlaget." citat slut

Det meste affald på Risø er kortlivet, dvs. det har aktivitet i cirka 300 år. Derudover er der langlivet affald, dvs. affald med aktivitet i mere end 300 år: langlivet lavaktivt som grafitaffaldet og langlivet mellemaktivt som de 233 kg særligt affald, der har aktivitet i cirka 240.000 år.

Af denne oversigt kan man se hvilket affald, der har aktivitet i mere end 500 år.

Det faktum at depotet, som der står ovenfor, skal kunne rumme alt det danske affald, er netop det, som flere udenlandske eksperter har kritiseret slutdepotkonceptet for. (Jf. pkt 2 nedenfor)

Man kan spørge, hvorfor myndigheder, der skal høres i en sag, ikke får præcise oplysninger om affaldets indhold, men i stedet får manipulerede informationer om f.eks. de 233 kg særligt affald, og hvor man ikke ved, hvilket affald, der skal i depotet. Tailings fra uranudvindingsforsøg skal/skal ikke i slutdepotet jf. side 11:

"I forbindelse med forstudierne er det anslået, at det færdige depot skal rumme 5000-10.000 m3 affald. Det store spænd i estimatet skyldes, at det endnu er usikkert, hvorvidt det oplagrede tailing-materiale fra uranudvindingsforsøg og det kontaminerede beton, som tailings opbevares i, skal i depotet. Derudover befinder sig i DD’s varetægt 3670 t lavaktivt uranmalm, som i Beslutningsgrundlaget er betegnet ’potentielt affald’. Hertil kommer, at den eksakte mængde af dekommissioneringsaffald først vil være kendt, når dekommissioneringen er afsluttet." Citat slut.

Uran-tailings, der nu opbevares i to vandbassiner på Risø, er problematisk at få i et slutdepot. Uran producerer datterprodukter/henfaldsprodukter, hvoraf nogle er vandopløselige og et enkelt (radon) er gasformigt. Og det gør de til evig tid.

Det de adspurgte myndigheder skal være opmærksom på, er den udsivning, der if. forstudiet maj 2011 side 216 vil finde sted. Udsivningen kan finde sted efter blot få årtier. Jeg spurgte for nylig en udenlandsk kemiker, der har indsigt i atomkraft, om sammensætningen af det danske radioaktive affald i slutdepotet.

Han svarede bl.a.:

"Important parameters are the solubility of the radionuclides in the waste. Due to the very complex composition of the waste, dozens of different radionuclides are present, each with its own chemical and physical properties, the behavior of the waste is difficult to describe in models. Important are also the the measurements: which variables are actually measured and in which way. Common radiation counters cannot see alpha and beta radiation.

Containers will deteriorate at a much higher rate than non-nuclear structures, because of the nuclear radiation. So they will go leaking, may be within a few decades or sooner. The contents are dangerous and many radionuclides are, or may become, chemically mobile.

In my view the existing radioactive wastes should be stored in such way that reentry of radionuclides into the human environment is postponed as long as possible, consequently in very deep repositories in geologically very stable formations. Fortunately the amounts in Denmark are relatively small, but Denmark would need to buy room in a repository of another country, for example Sweden or Finland."

Skrevet af Anne


Links

1)

Jeg har spurgt en ekspert, om han kunne nævne nogle lande, der som Danmark omdefinerer højaktivt affald som de 233 kg særligt affald til langlivet mellemaktivt ved at pakke det om fra 1m3 til 65m3 (jf. Ny oversigt 1. juni 2008 side 53 og 54)

Vedkommende svarede mig, at han ikke kender nogen lande, der fortynder eller fordeler brugt brændsel for at få en lavere koncentration af varme eller af radioaktive isotoper.

2) Kritik fra udlandet:

Pt. har 3 eksperter underkendt slutdepotkonceptet:

• direktøren i de svenske miljøorganisationers kerneaffaldsgranskning, MKG.se, Johan Swahn i JP.4.11, iInformation 28.11.12 og P4 Bornholm 30.5.13 
• professor i helsefysik Erling Stranden, Høgskolen i Buskerud, der var formand for det norske Stranden-udvalg vedr. slutdeponering af brugt brændsel og langlivet mellemaktivt affald (i Information 28.11.12) 
• fysikeren Paul H. Gudiksen, Californien, i Skive Folkeblad 3.5.14. (Radioactive Waste Storage Issues in Denmark). Gudiksen har arbejdet på det statsejede Lawrence Livermore Labs og var med i the Nuclear Regulatory Commission's emergency response team og derfor en af de første på Three Mile Island efter ulykken og en af de første amerikanere i Chernobyl.

Desuden har jeg spurgt en 4. ekspert, Charles McCombie, Arius Association, om han kunne nævne nogle lande, der som Danmark omdefinerer højaktivt affald, de 233 kg særligt affald, til langlivet mellemaktivt. McCombie svarede mig, at han ikke kender nogen lande, der fortynder eller fordeler brugt brændsel for at få en lavere koncentration af varme eller af radioaktive isotoper.

Atomaffaldet: Mens vi venter på nyt Papir fra DD om de 233 Kilo særligt Affald

Dansk Dekommissionering (DD) fortalte mig på et borgermøde 7. maj 2014 i Kerteminde, at der vil komme et nyt papir om de 233 kg særligt affald, der er langlivet mellemaktivt, fordi de ikke har "været længe i en reaktor." I 2003 var de 233 kg højaktivt affald.

Normalt sidder brændselsstave 3 år i en reaktor, men noget af forsøgsbrændslet i de 233 kg ser ud til at have siddet i 7 år eller mere i en reaktor. Man kan frygte, at omdefineringen er sket for politikernes skyld af økonomiske og ikke af forsigtighedsmæssige grunde. Som langlivet mellemaktivt affald kan myndighederne "forsvare" at slutdeponere de 233 kg på en billigere måde, læs knapt så dybt nede i jorden, som hvis de havde været højaktive.

233 kg brugt brændsel er ikke meget i forhold til de enorme mængder højaktivt affald, der hober sig op ude i verden. Men det er ikke en god idé at slutdeponere de 233 kg sammen med det kortlivede affald og det andet langlivede affald, da de 233 kg skal holdes sikkert isoleret i mindst 100.000 år.

Jeg har spurgt en ekspert, om han kunne nævne nogle lande, der som Danmark omdefinerer højaktivt affald som de 233 kg særligt affald til langlivet mellemaktivt ved at pakke det om fra 1m3 til 65m3 (jf. Ny oversigt 2008 se pkt. 1 nedenfor).

Vedkommende svarede mig, at han ikke kender nogen lande, der fortynder eller fordeler brugt brændsel for at få en lavere koncentration af varme eller af radioaktive isotoper.

Hverken Norge eller Sverige påtænker at komme affald som de 233 kg særligt affald i et slutdepot til kortlivet affald:

Institutt for Energiteknikk i Norge svarede 3.6.2013 fl. på mit spørgsmål om forsøgsbrændsel som de 233 kg:

"Funksjonskravet gjør at muligheten for å benytte deponiet (red. til kortlivet affald) til brukt reaktorbrensel er i realiteten utelukket og Norge har heller aldri hatt planer om det. Det er anbefalt at dette avfallet skal plasseres i et mellomlager som skal være operativt i 50 – 100 år, hvorpå man så skal ta en avgjørelse om en deponiløsning."

Og Svensk Kärnbränslehantering svarede mig 9. maj 2014:

Hej Anne!

Allt svenskt använt kärnbränsle kommer att slutförvaras i samma geologiska slutförvar. SKB ansökte om tillstånd att få bygga slutförvaret för använt kärnbränsle i mars 2011 och myndigheternas prövning av ansökan pågår.

Mvh,

(citat slut)

Omdefineringsmanøvren af de 233 kg og DD's vedvarende vægren sig ved at udlevere udbrændingsdata på de enkelte stykker forsøgsbrændsel kunne give anledning til tvivl om, hvad der ellers kunne ligge skjult i denne sag om affaldet fra Risø.

"Ikke længe i en reaktor" - Hvad er længe?

Jeg kan se af Risøs Metallurgy Department Progress Reports fra 1971, 1976, 1978 og 1981, at nogle af brændselsstavene i de 233 kg særligt affald hos DD må have siddet i 7 år i en reaktor eller mere.

7 år i en reaktor er meget længe i betragtning af, at brændselsstave som nævnt normalt sidder i 3 år i en kernereaktor.

Jeg antager ud fra NOTAT af 2.2.2001, at nogle af de 233 kg, der er på Risø, er dem, der har deltaget i de forsøg med meget høj udbrænding, der er omtalt i Risø Metallurgy Department Progress Reports fra 1971, 1976, 1978 og 1981. I NOTATET til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg står:

"Nogle af de fremstillede brændselsstave blev i perioden fra 1967 til 1972 indsat til bestråling i materialeprøvningsreaktoren i Halden i Norge. De sidste stave blev udtaget af reaktoren i 1989 og returneret til Risø med henblik på, at man i Hot Cell kunne undersøge brændselet efter bestrålingen."

RISØ Metallurgy Department Progress Report 1971:

p.9 (min fremhævning):

Fuel Assembly Testing, Halden Irradiations

The status of the present Danish irradiation programme in HBWR is shown in fable I. All assemblies have uranium-dioxide/zircaloy fuel pins. The maximum local burn-up, 17,700 MWD/t UO2, was obtained with the assembly IF A 161.

p.10 (min fremhævning):

Fuel Fin Testing, DR 3 Irradiations

Uranium-dioxide/zircaloy fuel pins with lengths up to 0.6 m and an outer diameter of 14 mm are being irradiated in the DR3 Reactor in water- cooled rigs with nominal BWR conditions (70 atm,, 285° C). The current programme comprises: (a) long-term irradiation (target burn-up 40, 000 MWD/t UOg) of standard pins at heat loads simulating the fuel shuffling conditions in commercial power reactors, (b) fuel/clad interaction studies, with investigation of various levels of pellet height to diameter ratio, clad temper and wall thickness, fuel/clad gap and heat load, (c) evaluation of the criteria for rejection at the fabrication stage because of welding and autoclaving defects, etc.

RISØ Metallurgy Department Progress Report 1976:

side 16 (foto)

Irradiation of the five test fuel elements in the Halden reactor (Norway) was continued. They have now reached the following burn-ups (average assembly):

Risø Metallurgy Department Progress Report 1978:

p. 25 (min fremhævning)

FUEL ELEMENTS

The Danish fuel elements in the Kahl and Halden reactors continue to perform well and to demonstrate the adequacy of the design and manufacturing processes.

The irradiation of U02-Zr fuel pins in the DR 3 reactor at Risø includes standard BWR and PWR type tests irradiated to very high burn-ups. Special tests such as power ramp tests are also being made.

(....)

Fotos pp. 25 og 26:

Og burn-up/udbrændingsgraden er endnu højere i Metallurgy Department Progress Report for the Period 1 January to 31 December 1981:

p.31

Danish fuel element irradiations in the Kahl and Halden reactors

The four Danish fuel elements in the German BWR power reactor went on power for the first time in 1975. Irradiation was continued and these elements have now achieved their design burn-up and were discharged at 19,700 MWD/tU. Two short tests fuel pins, manufactured from the same UO2 and Zr materials as the Kahl fuel pins, have now reached a burn-up of 50,000 MWD/tU in the DR 3 reactor. 

Irradiation of the four test fuel elements in the Halden reactor (Norway) was continued. They have now reached the following estimated burn-ups (average assembly, after correction for fuel depletion) 

p.31

Fig. 15. Longitudinal cross-section of high-burnup, transient tested U02_Zr fuel. Left, as polished. Right, beta/gamma auto-radiograph.

 "Ikke brugt i en reaktor"

På Borgermødet i Hvidbjerg på Thyholm hævdede DD, at de 233 kg "ikke havde været brugt i en reaktor". Jeg skrev flg. på Atom Posten i den anledning:

Vedr. de 233 kg særligt affald

Direktøren i Dansk Dekommissionering/DD, sagde, at de 233 kg særligt affald ikke havde været brugt i en reaktor, men at der kun var lavet forsøg med dem på Risø:

"Så har vi så de her 233 kg forsøgsbrændsel. Det har ikke været brugt i en reaktor, men der har været lavet forsøg med det i et af de andre anlæg nede på Risø. Det der hedder Hot Cell (...red. kan ikke høre ordet). Og det er de små brændsel, uranbrændsel.

Og derudover: hvor kommer affaldet ellers fra?"

Brændselsstavene har været inde i en reaktor fremgår det af NOTAT til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg 2.2. 2001 om bl.a. de 233 kg højaktivt affald: "Nogle af de fremstillede brændselsstave blev i perioden fra 1967 til 1972 indsat til bestråling i materialeprøvningsreaktoren i Halden i Norge. De sidste stave blev udtaget af reaktoren i 1989 og returneret til Risø med henblik på, at man i Hot Cell kunne undersøge brændselet efter bestrålingen.

Parallelt hermed blev der i DR3 udført forsøgsbestrålinger til udvikling og forbedring af dansk fremstillede brændselsstave. Som demonstration af det dansk fremstillede brændsels kvalitet blev der i 1975 leveret 4 danske stavelementer til kraftreaktoren Kahl i Tyskland. Heraf blev det sidste udtaget i 1981 og sendt tilbage til Risø til undersøgelse i Hot Cell." citat slut.

t.o. er DR3 en forsøgsreaktor.

Det er korrekt, som direktøren siger, at der er lavet forsøg med brændselsstave på Risø i DR3. Og nogle af brændselsstavene i de 233 kg har som nævnt i NOTAT 2.2.2001 siddet i en forsøgreaktor bl.a. i Halden i Norge, hvorefter de kom til Risø til undersøgelse i Hot Cell. Mængden af 1,2 kilo plutonium i 233 kg forsøgsbrændsel er et tegn på, at brændselsstavene har været meget længe inde i en reaktor. Man kan læse en svensk eksperts kritik her af DD's klassifikation af de 233 kg. DD nægter at vise data for de 233 kg til den svenske ekspert og mig, så vi kan vurdere omdefineringen fra højaktivt til langlivet mellemaktivt affald.

De brændselsstavestykker, som blev bestrålet i forskningsreaktorerne i Halden og Risø, har ikke været brændsel i reaktorer, men de er blevet udsat for neutronbestråling, som simulerer, at de har været brændsel i en atomkraftreaktor.

Og brændslet i forsøgsstavene er blevet brugt, som om de var brændsel i en reaktor. Og som affald har de samme egenskaber, som om de havde været brændsel i en reaktor, og skal, hvis de skal slutdeponeres, i dybe geologiske depoter ligesom højaktivt affald.

Det er sørgeligt, at hverken DD eller andre i Danmark vil erkende, at sådan er det.

t.o. Interview med mig på P4 Bornholm v/ journalist Torsten Raagaard 13.4.14

Skrevet af Anne

Kilder

1. Sammenfatning af mængder og omtrentligt behov for deponeringsvolumen samt aktivitetsindhold i dansk radioaktivt affald per 1. juni 2008 Tabel 2 NY: Side 53 og 54 i Beslutningsgrundlag 2008

Links

NOTAT Dansk Dekommissionering Det særlige affald - indhold af radioaktive stoffer, udbrænding og varmeudvikling 12.11.2013

Notatet siger, at burn-up/udbrændingen af de enkelte dele af det bestrålede brændsel er mellem 3 og 42 MWd/kg (s. 4). Rapporten siger også, at typisk burn up i brugt kernekraftbrændsel  er 40 MWd/kg (s. 2). Det er sandt i dag, men i den periode, Risø arbejdede med brændselsprøver var de typiske burn up omkring 30 MWd/kg. Det meste af brugt nukleart brændsel i verden har en burn up på 30-35 MWd/kg.

Brugt brændsel er højradioaktivt affald. Altså er de mindste dele af det bestrålede brændsel højaktivt. Da DD stadig ikke ønsker at oplyse nærmere, hvor meget af det bestrålede brændsel, der er placeret i den nederste kant og øverste kant af udbrændingsområdet må det formodes, at det meste af det er i overkanten og dermed er højradioaktivt . Ellers må DD frigivet tal, hvis det bare er en lille del som er over 25 MWd/kg. Desuden er det rimeligt at antage, at det meste af affaldet er nær den øvre grænse ( 25-42 MWd/kg ), fordi de test, der anvendes på bestrålet brændsel ofte sker for at se, hvad der sker med brændslet, fx skadeproblemer , når det bestråles mere end hvad der normalt sker i en atomreaktor, dvs. med højere burn up end det var almindeligt dengang .

De nukleare tilsynsmyndigheders kommentar "Det særlige affald - indhold af radioaktive stoffer, udbrænding og varmeudvikling" 26.11.2013. Sundhedsstyrelsen, Statens Institut for Strålebeskyttelse

Svensk kritik om atomskrot: Bevidst vildledning P4 Bornholm 15.1.2014

Min side om de 233 kg særligt affald

Min side Gæt om data

Ekspertkritik af klassificering

DD's svar på kritik af klassificering

David Rehlings 7 artikler i Information om bl.a. det højaktive affald på Risø

Kattegrus, Atomaffald og Sikkerhedsanalyser

I et dybt geologisk depot, WIPP, i New Mexico i USA, opbevares lav- og mellemradioaktivt affald med transuraner fra det amerikanske militærs forskning og produktion af kernevåben. I februar eksploderede en affaldstønde i depotet, og radioaktivt materiale sivede ud i omgivelserne. 

Årsagen til eksplosionen er formodentlig en kemisk reaktion mellem nitrater i affaldet og cellulose i det kattegrus, man har tilsat tønderne for at opsuge væsker. Man frygter, at noget lignende kan ske i mere end 300 andre tønder.

Hvad kan vi i Danmark lære af denne begivenhed? Vi kan naturligvis lære, at man ikke skal bruge kattegrus indeholdende cellulose til at opsuge væsker i affaldsbeholdere, der indeholder nitrat. Men begivenheden viser også, hvor svært det er at gardere sig mod alt det, der kan gå galt i et slutdepot for radioaktivt affald.

Ved slutdeponering opgiver man kontrollen med affaldet, og derfor er det nødvendigt på forhånd at tage højde for alt, hvad der kan gå galt senere hen, og som kan føre til, at affaldet siver ud i omgivelserne, mens det stadig er radioaktivt.

Det kan man ikke. For det første, fordi man ikke kender alle de processer, som kan forekomme i slutdepotet efter lukningen. For det andet, fordi de mange af de processer, man ved kan forekomme, kun er kendt til en vis grad. For det tredje, fordi selv processer, man kender og kender godt, alligevel risikerer at blive overset. Det sidste er, hvad ulykken i WIPP har vist. Den voldsomme reaktion mellem nitrat og organiske stoffer som cellulose er velkendt og beskrevet i elementære kemibøger.

Myndighederne har i vid udstrækning henvist til sikkerhedsanalyser, når de skulle begrunde, at slutdepotet var sikkert. Ulykken i WIPP har endnu en gang mindet os om, hvor usikker denne begrundelse er.

Sikkerhedsanalyser er ellers ikke så lette at gennemskue, fordi de indeholder formler og langstrakte computerberegninger, der får dem til at se objektive og uangribelige ud. Det er besværligt for kritikere at sætte sig ind i de mange enkeltheder og tekniske finesser, og skulle det alligevel ske, kan eksperterne bare producere analyser med endnu flere enkeltheder og endnu flere tekniske finesser. Kritikerne skal nok blive hægtet af, før eller siden. Sikkerhedsanalyserne ligner derfor det ultimative våben i kampen mod genstridige borgere.

Men det er slet ikke nødvendigt at undersøge disse sikkerhedsanalyser i detaljer. De hviler på et usikkert grundlag, og denne usikkerhed vil forplante sig til resultatet, uanset, hvor mange enkeltheder og tekniske finesser, beregningerne indeholder. Det er en gammel erkendelse, at matematik nok kan bruges til at organisere viden om naturen, så den bliver lettere tilgængelig, men ikke kan skabe en sådan viden. Ny viden om naturen får man naturligvis kun ved at iagttage den.

Matematik kan bruges til meget, men ikke til alt. Ligesom kattegrus.

Skrevet af Jens

Kilder

Nuclear-waste facility on high alert over risk of new explosions Nature 27.5.2014

WIPP

Atomaffald og Geologi: Jorden er ikke en dvask og stabiliseret Lagkage

I sagen om et slutdepot for radioaktivt affald fra Risø kan man undre sig over, hvorfor der kun er én statsansat geolog i Danmark, der må udtale sig til pressen.

Hvis man vil have en second opinion om geologiske forhold og mulighederne for deponering af radioaktivt affald i Danmark, må man derfor gå tilbage til debatten om atomkraft i 1970erne og 1980erne. Den er grundigt beskrevet i lektor, cand.polyt., lic. tech. i fysik, Oluf Danielsens doktordisputats "Atomkraften under pres. Dansk debat om atomkraft 1974-85", 2006. 

Dengang debatterede man deponering af det brugte brændsel, hvis Danmark fik atomkraft. Man kan i dag godt drage nytte af den viden, geologerne  fremkom med dengang, for udover det kortlivede radioaktive affald på Risø, der har aktivitet i cirka 300 år, skal der også deponeres affald med radioaktivitet i længere tid, noget i op til cirka 240.000 år samt evigt giftigt affald, som bly, beryllium, cadmium og uran.

Afdelingsgeolog: "Radioaktivt affald er ikke let at gemme"

“Jorden er ikke en dvask og stabiliseret lagkage,” skrev afdelingsgeolog Arne Dinesen i Politiken den 1. maj 1976 i artiklen “Radioaktivt affald er ikke let at gemme”. Artiklen var en del af den daværende atomkraftdebat, hvor det ofte lød, at problemerne om det radioaktive affald var overdimensionerede.

Arne Dinesen skrev, hvor vanskeligt det er at finde stabile geologiske formationer, der “kan hindre skadelige stoffer i at nå frem til biosfæren”. Dinesen skrev, at på grund af “ændringerne der altså både optræder i rumlig og tidsmæssig forstand, vil enhver geologisk arbejdsmodel bygge på antagelser eller skøn. Dette indebærer, at grundige og omfattende beregninger f.eks. af transportmulighederne for affaldsstoffer ikke kan gøres nøjagtigere end modellen tillader.”

Når man deponerer affald, griber man ind i herskende tryk- og temperaturforhold, og man ved lidt om virkningerne af sådanne indgreb, fortsætter Dinesen. Klaus Kühn, en vesttysk affaldsforsker, har sammenlignet det med isbjerge, hvor man kun ser toppen.

Dinesen skrev tilbage i 1976, at man ud over Vesttyskland var igang med affaldsundersøgelser i USA, Canada, Sverige, Belgien og Italien, og at det ville tage mange år at nå frem til et forsvarligt beslutningsgrundlag. I 2014 forsker man stadig i dybe geologiske depoter (500 m under jorden) til opbevaring af højaktivt affald, brugt reaktorbrændsel, og langlivet mellemaktivt affald. Finland er ved at bygge et dybt geologisk depot. Danmark påtænker at lave et slutdepot for både det kortlivede og det langlivede, hvilket er blevet kritiseret af flere udenlandske eksperter. (Se nedenfor under link 1.)

Granit og ler

I Danmark er der lavet geologiske undersøgelser for at finde det bedst egnede sted blandt 6 udpegede lokaliteter til at huse et slutdepot. Granit (Bornholm) og ler (de 5 andre udpegede steder) er blevet fremhævet som egnet materiale til at forhindre radioaktive stoffer i at sive ud i miljøet. 

I bogen "Maîtriser le Nucléaire" (At beherske kernekraft) fra 2012 af Jean-Louis Basdevant, fransk højenergi- og astrofysiker og pensioneret forskningsdirektør på CNRS, kan man læse følgende om granit side 126:

“Granit har et lavt vandindhold, men udviser en høj mekanisk styrke. Til gengæld har den mange brud og åbninger af varierende størrelse, der spiller omfattende ind på dens gennemtrængelighed. Tektoniske bevægelser vil også påvirke, og der vil ikke være nogen genlukning.”

Og samme side om ler som opbevaring for radioaktivt affald:

“Ler indeholder i almindelighed meget vand, men gennemstrømningen er langsom. Endvidere er migrering af kationer nedsat i forhold til vandets hastighed på grund af ionbytning med det faste stof. Og endelig har ler en plastisk adfærd, hvis det ikke er for konsolideret, og revner repareres let. Det er imidlertid en dårlig varmeleder. Det er derfor nødvendigt at opbevare affald af type C i 50 år, inden man deponerer det i denne type miljø. Problemet med ler er, at det konsoliderer sig og mister sin plasticitet, hvorved der kan forekomme revner.”

t.o. er type C-affald højaktivt affald. Det har vi ikke i Danmark, hævder Dansk Dekommissionering. Det højaktive affald er nemlig blevet omdefineret – af hensyn til politikerne og økonomien? - til langlivet mellemaktivt. Det drejer sig om 233 kilo brændselsstave, der er lavet forsøg på. Dette “særlige affald” indeholder bla. transuraner, som plutonium-239, der skal opbevares i mindst 200.000 år if. Risøs tidl. reaktorchef. Det meste af affaldet fra Risø er dog kortlivet lav- og mellemaktivt affald, der skal opbevares sikkert i mindst 300 år, men udover dette og det “særlige affald” er der også en mindre del langlivet affald, der skal opbevares sikkert i mere end 1000 år.

Jordskorpen i Danmark et særdeles uroligt sted

3 andre geologer skrev en kronik i Politiken "A-affaldets veje" 29.12.1974: "Set med geologiske øjne kan jordskorpen i Danmark være et særdeles uroligt sted, når man arbejder med et tidsperspektiv på ca. 20.000 år. (...) Dette tidsperspektiv er så langt, at man ikke med nogen rimelig sikkerhed kan vide noget som helst om, hvad der kan være indtruffet af geologiske hændelser (...)." 

Dengang ville man deponere det radioaktive affald i salthorste, og

sidst i kronikken forholdt de 3 geologer elværkerne, at deres to-årige undersøgelser ville være helt utilstrækkelige til at sige noget detaljeret og afgørende om, hvordan salthorstene vil opføre sig over lange åremål. Deres næste spørgsmål var: Hvor længe skal affaldet opbevares? Det var efter geologernes opfattelse det mest politisk betonede spørgsmål at stille, idet de fandt at den danske jordskorpe ville være et særdeles uroligt sted stort set i det 20.000 års perspektiv affaldsdeponeringen ville kræve.

T.o. vil der efter 20.000 år stadig være aktivitet i en mindre del af det affald fra Risø, der skal slutdeponeres.

Med ovennævnte geologers udtalelser in mente kan det undre, at man i Danmark er så forhippet på at slutdeponere det radioaktive affald fra Risø, når man ved, det vil sive på et tidspunkt.

Desværre er de gode gamle dage forbi, hvor mere end én statsansat geolog måtte udtale sig.

Skrevet af Anne

Kilder:

"Atomkraften under pres Dansk debat om atomkraft 1974-85" doktordisputats af cand.polyt., lic.tech i fysik fra DTU, lektor på Roskilde Universitet Oluf Danielsen, Roskilde Universitetsforlag, 2006

"Radioaktivt affald ikke let at gemme" af afdelingsgeolog Arne Dinesen, Politiken 1.5.1976, 2. sektion side 7. Abonnenter kan finde artiklen i arkiv eller fås på biblioteket.

"Maîtriser le nucléaire", Jean-Louis Basdevant, deuxième édition, Eyrolles, 2012

"A-affaldets veje" kronik af Jens Morten Hansen, Eckart Håkansson og Claus Andersen, Politiken 29.12.1974

Eget blogindlæg 10.9.2012 "Jorden er ikke en dvask og stabiliseret lagkage"

Link:

1)

Pt. har 3 eksperter underkendt slutdepotkonceptet:

• direktøren i de svenske miljøorganisationers kerneaffaldsgranskning, MKG.se, Johan Swahn i JP 15.4.11, i Information 28.11.12 og P4 Bornholm 30.5.13
• professor i helsefysik Erling Stranden, Høgskolen i Buskerud, der var formand for det norske Stranden-udvalg vedr. slutdeponering af brugt brændsel og langlivet mellemaktivt affald (i Information 28.11.12)
• fysikeren Paul H. Gudiksen, Californien, i Skive Folkeblad 3.5.14. (Radioactive Waste Storage Issues in Denmark). Gudiksen har arbejdet på det statsejede Lawrence Livermore Labs og var med i the Nuclear Regulatory Commission's emergency response team og derfor en af de første på Three Mile Island efter ulykken og en af de første amerikanere i Chernobyl

Desuden har jeg fået den information fra en 4. ekspert, Charles McCombie, Arius Association, at han ikke kender nogen lande, der fortynder eller fordeler brugt brændsel for at få en lavere koncentration af varme eller af radioaktive isotoper. Jeg spurgte McCombie, om der er lande, der omdefinerer affald som de 233 kg særligt affald på Risø fra højaktivt til langlivet mellemaktivt ved at fordele 1m3 på 65m3.

2)

Interview med Jean-Louis Basdevant, 25.6.2012, France Culture