Kernefysik i Udenrigsministeriet!

Folketingsmedlem Doris Jakobsen (Siumut) spurgte i december 2013 daværende udenrigsminister Holger K. Nielsen, om der havde været problemer med den mobile atomreaktor, som det amerikanske militær brugte på deres nu nedlagte base under indlandsisen, Camp Century. Lejren lå ca. 250 km øst for Thule.

Svaret var, som man kunne vente: Der var overhovedet ingen problemer, alt var i overensstemmelse med de aftaler, den amerikanske og den danske regering havde indgået, og som danske sagkyndige havde sagt god for. 

                   Hallen til reaktoren kilde: Thule, tidsskriftet Grønland 1977

Men Doris Jakobsen havde læst, at der havde været problemer med en anden mobil reaktor, der var placeret i Antarktis, og med henvisning til det stillede hun endnu et spørgsmål: Kunne det tænkes, at der havde været lignende problemer i Grønland? 

Det udenrigsministerielle svar var køligt, definitivt og videnskabeligt: Mens reaktoren under den grønlandske indlandsis brugte uran-235 som brændsel, brugte reaktoren på sydpolen strontium-90. De to reaktorer, som i øvrigt var produceret af forskellige firmaer, kunne derfor overhovedet ikke sammenlignes. Det er tydeligvis et spørgsmål, udenrigsministeriet ikke har lyst til at svare på. 

Problemet er bare, at svaret, trods sin prætentiøse form, er skrubforkert. At ville bruge strontium-90 som brændsel i en atomreaktor svarer til at ville bruge aske som brændsel i en brændeovn. Det foranledigede Doris Jakobsen til efterfølgende at spørge udenrigsministeren, om dette virkelig kunne have sin rigtighed, og svaret herpå var en slukøret beklagelse af det oprindelige svar.

Jeg ønsker Doris Jakobsen held med sin fortsatte graven i denne sag. Men det er nødvendigt at dvæle lidt ved det oprindelige svar.

Da folketinget fik et forkert svar om et besøg på Christiania, måtte justitsministeren gå af. Men når man prøver at bilde folketinget ind, at man kan bruge strontium-90 som brændsel i atomreaktorer, sker der intet. Intet ministerskifte, ingen selvransagelse, kun en halvhjertet beklagelse. Folketingets medlemmer har åbenbart valgt at se denne sag fra den humoristiske side.

Det skal de ikke høre for. Men når man ikke tager emner som dette alvorligt i det politiske system og centraladministrationen, er det knap så morsomt. Det betyder, at hvis folketingsmedlemmer eller almindelige borgere har brug for pålidelig information i den slags sager, så er de nødt til selv at skaffe sig den. Det betyder, at vigtige beslutninger risikerer at blive truffet på et forkert grundlag.

Det er ikke betryggende.

Skrevet af Jens 

Links

Minister gav forkert besked om amerikansk atomreaktor Politiken 31.7.14

Camp Century - en by under isen Polarfronten nr. 1 2014 side 14

Side om radioaktivt affald i Grønland:

I  Den glemte reaktor Ingeniøren 28.7.1995 kan man læse (min fremhævning): "Radioaktivt spildevand blev opsamlet i en særlig tank, og aktiviteten blev målt, inden det blev ledt til at afløb. Der blev fastsat en øvre grænse for,  hvor meget radioaktivt spildevand, der måtte ledes til afløbet, og hvor stor aktiviteten af  dette spildevand måtte være. Fra dansk side blev det krævet, at der ikke måtte deponeres  mere end 50 milliCurie lavradioaktivt vandigt affald i indlandsisen pr. år. Rent faktisk blev der  i reaktorens femårige drift- og nedtagningsperiode deponeret i alt 72 milliCurie.

Høringssvar om et Slutdepot for radioaktivt Affald (2)

De sidste høringssvar fra Sverige og Polen er nu lagt på sundhedsministeriets hjemmeside.

Det svenske svar er en sønderlemmende kritik af de danske slutdepotplaner. Den er velkendt for borgergrupperne, som hele vejen har støttet sig til MKG’s ekspertise, men det er godt, at den nu via SUM’s hjemmeside kommer ud til mange flere.

SUM har også lagt Polens svar ud, dateret 15. juli. Det er på polsk, og der er endnu ingen oversættelse.

Her er vores oversættelse af et afsnit i brevet fra miljøministeriet (1):

”Ifølge IAEA’s retningslinjer kan kun kortlivet lav- og mellemaktivt affald bortskaffes i depoter, som det er foreslået fra dansk side. (Jf. IAEA Surface Disposal, Near Surface Disposal, eventuelt med Boreholes Disposal.) Langlivet affald og brugt nukleart brændsel lagres kun i dybe depoter (Geological Disposal). I denne forbindelse anmoder den polske part om en afklaring af dette spørgsmål.”

Hvis ministeriet er uenig i denne oversættelse, hører vi gerne fra dem. Hvis ministeriet ikke har til hensigt at følge IAEA’s anbefalinger, hører vi også gerne fra dem.

Høringssvarene har, samlet set, stor bredde og faglig styrke, og det bliver spændende at se, hvordan ministeriet reagerer på dem. Vil man skifte holdning og støtte et mellemlager, eller vil man forsøge at aflede opmærksomheden fra sagens kendsgerninger ved endnu en gang at trække en kanin op af hatten?

Vi kan håbe på det første, men må være forberedt på det sidste. Derfor er der grund til at repetere sagens gang indtil nu.

Kommuner og borgergrupper har en interesse i denne sag, nemlig at redde deres egn fra at blive stemplet som atom-losseplads. Det har de ikke lagt skjul på, men de har gjort langt mere end blot at forsvare lokale interesser.

De har sat sig ind i sagen og hentet hjælp hos udenlandske sagkyndige. De har besøgt det hollandske mellemlager COVRA og lært af de erfaringer, man har gjort der. De har arrangeret møder og høringer, hvor borgerne kunne komme til orde med deres spørgsmål, argumenter og bekymringer. De har forsøgt at brede diskussionen ud, så den ikke kun handlede om det rent tekniske. De har påvist det uforsvarlige i at slutdeponere radioaktivt affald, uanset hvor.

Sundhedsministeriet har, bistået af DD, GEUS og SIS, forsøgt at optræde som repræsentanter for den neutrale, videnskabeligt underbyggede sagkundskab, og det er de ikke sluppet godt fra.

Som bl. a. høringssvarene viser, er der mangler, udeladelser og fejl i deres materiale. De har ikke magtet eller ønsket at give befolkningen ordentlig information om sagen. De har arrangeret propaganda-møder for slutdeponering, tilrettelagt med det åbenlyse formål at beskytte de udsendte eksperter mod ubekvemme spørgsmål. De har intet gjort for at forstå reaktionerne hos de borgere, der risikerer at få et slutdepot i baghaven.

Jeg håber ikke, ministeriet vil prøve at snakke sig fra det.

Skrevet af Jens

Uddrag af brev (15.07.14) side 3 fra vicedirektør i det polske miljøministerium, Katarzyna Twardowska:

”Zgodnie z wytycznymi IAEA tylko odpady krótkożyciowe nisko i średnioaktywne mogą być składowane w składowiskach, które są proponowane przez stronę duńską (zgodnie z IAEA Surface Disposal, Near Surface Disposal, ewentualnie Boreholes Disposal). Odpady długożyciowe i wypalone paliwo jądrowe można składować tylko w składowiskach głębokich (Geological Disposal). W związku z tym strona polska prosi o wyjaśnienie tej kwestii,”

Høringssvar om et Slutdepot for radioaktivt Affald

Sundhedsministeriet har sendt sit forslag om et dansk slutdepot for (det, ministeriet kalder) lav- og mellemaktivt affald til høring hos de involverede ministerier, regioner, kommuner, stifter, provstier, menighedsråd, borgergrupper samt hos vores nabolande.

Flere af de adspurgte har negative kommentarer, nogle har ingen kommentarer, og ikke et eneste svar er positivt over for disse planer. Det burde gøre indtryk der, hvor den endelige beslutning i denne sag skal træffes.

Sundhedsministeriet har udsendt sit forslag til løsning af det, ministeriet ser som et teknisk problem. Noget, der kan klares med sort snak om bygningsværker og generiske analyser samt ved brug af kreativ mødetilrettelæggelse.

Svarene peger på problemer af meget forskellig art ved slutdeponering, problemer, der rækker langt ud over den snævre tekniske ramme, som sundhedsministeriet bevæger sig inden for.

For eksempel: 

• Hvordan vil et slutdepot påvirke erhvervene i den egn, der skal huse et eventuelt slutdepot? 
• Hvordan vil et slutdepot påvirke til- og fraflytningen? 
• Hvordan vil et slutdepot påvirke menneskers oplevelse af naturen i det berørte område? 
• Er det rimelig at vurdere slutdepot og mellemlager hver for sig? 
• Er slutdeponering en rimelig måde at behandle senere generationer på? 

Høringssvarene fra de fem kommuner (Struer, Skive, Kerteminde, Lolland og Bornholm), fra borgergrupperne og biskopperne i Lolland-Falsters og Viborgs Stift er på et indholdsmæssigt niveau, som er langt over ministeriets.

Det er imponerende, men samtidig må jeg spørge mig selv: Er denne rollefordeling rimelig?

Er det rimeligt, at en regering kan true med at gennemføre en urimelig og dårligt underbygget plan og lægge byrden ved at påvise urimeligheden og finde et brugbart alternativ over på de borgere, hvis tilværelse er truet af planen? Hvis slutdepotet bliver erstattet af et mellemlager, så har hele samfundet jo vundet, ikke kun borgerne i de fem kommuner.

Er det rimeligt, at en regering åbenlyst spekulerer i, at når det store flertal er ligeglade med en sag, så kan man tage det let med begrundelsen for sin plan?

Er det rimeligt, at en regering på den ene side lader sine embedsmænd prale med, at deres påstande er videnskabeligt underbygget, og på den anden side intimiderer videnskabsfolk, der kunne bidrage med væsentlige, omend ubekvemme synspunkter?

Som mangeårigt medlem af et af regeringspartierne er det ikke let at stille sådanne spørgsmål. Men jeg har på fornemmelsen, at en anden regering kunne handle på samme måde. Problemet ligger i selve den politiske kultur.

Skrevet af Jens

Opdatering: Efter udgivelse af dette blogindlæg er der kommet høringssvar fra de svenske miljøorganisationers kerneaffaldsgranskning, fra Strålsäkerhetsmyndigheten og fra Länsstyrelsen Skåne. Alle svar kan læses her

Rundt i Manegen med NORM-affaldet

"Undersøgelser og drift af olie- og gasfelterne i Nordsøen medfører en ny type affald med indhold af naturligt forekommende radioaktive stoffer, i fagkredse kaldet NORM-affald," kunne man i 2005 læse i sundhedsministeriets brochure om et slutdepot for radioaktivt affald. "Der foregår p.t. vurderinger af mulighederne for deponering af denne type affald." (Min fremhævning).

4 år senere i 2009 var man ikke kommet videre i overvejelserne. Indenrigs- og sundhedsministeriet/SUM skrev (min fremhævning): 

"Endvidere er der endnu ikke en endelig afklaring vedrørende den fremtidige håndtering af NORM-affald (Natural Occuring Radioactive Material). Det er naturligt forekommende radioaktivt materiale i havbunden, stammer primært fra udvinding af olie og gas i Nordsøen. Der produceres på nuværende tidspunkt ca. 15-20 m3 affald pr. år, som håndteres af producenterne. NORM-affald har generelt lav aktivitet."

Da det franske firma Total nu skal foretage en prøveboring efter skifergas i Dybvad ved Frederikshavn, satte jeg mig for at finde ud af, om man i SUM har gjort sig overvejelser om, hvad man vil gøre med NORM-affald fra evt. kommende skifergasboringer. På min hjemmeside kan man følge mailkorrespondancen fra jeg stillede det første spørgsmål den 30.6.14 til SUM:

"Er der overvejelser om, at lavaktivt affald fra kommende skifergasboringer i Danmark skal i et evt. kommende slutdepot for lav- og mellemaktivt affald?"

Fra SUM blev jeg dirigeret til Energistyrelsen, derfra videre til Statens Institut for Strålebeskyttelse/SIS og tilbage til SUM igen for at få det svar, at man efter 9 år stadig ikke har fundet ud af, hvad man vil gøre ved NORM-affald fra olie- og gasfelterne i Nordsøen. 

8.7.14 svarede SUM mig flg.:

Kære Anne Albinus 

Ved mail af 4. juli 2014 har du stillet spørgsmål vedrørende NORM affald. Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse har ikke tilføjelser i forhold til oplysningerne i 2009 redegørelsen. 

Med venlig hilsen

Sygehuspolitik
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse

Vinmarker og naturgas

På Totals danske hjemmeside under "Spørgsmål og Svar" henvises til Jurançon i det sydvestlige Frankrig med flere berømte vingårde, hvor selskaber sammen med Total har udvundet naturgas, og hvor der ikke af den grund har været nedgang i turismen. T.o. har Frankrig forbud mod hydraulisk fakturering (fracking). 

Helt i tråd med det australske mineselskab GME's forsøg på at idyllisere uranminedrift i Kvanefjeldet ved at kæde den sammen med vinmarker i Frankrig. Jeg gravede lidt i den markedsførings-strategi og skrev et blogindlæg om sagen.

Skrevet af Anne

Links

Min side om NORM-affald

Skifergas skaber radioaktivt affald T. Haaland Information 5.3.13

Les enjeux environnementaux du complexe industriel de Lacq (1957-2005)
(kort engelsk resumé af disputats)

Den formodentligt kommende formand for EU Kommissionen er imod fracking RTCC 9.7.14

Greenpeace klage til Natur - og Miljøklagenævnet over VVM - redegørelse og miljørapport – efterforskningsboring Vendsyssel-1 skifergas ved Dybvad 18.7.14

Skifergas skaber radioaktivt affald Tarjei Haaland Information 5. 3.2013

Atomaffald og Tillid til Myndighederne

Sagen om slutdeponering af det radioaktive affald i udkantsdanmark har været usædvanlig på flere måder. 

Beslutningen om slutdeponering blev truffet af et enigt folketing i 2003, men efter at antallet af mulige deponeringssteder i 2011 blev reduceret til seks, har det været så godt som umuligt at finde et folketingsmedlem, der var parat til at forsvare denne løsning. Ingen ville stå ved, at man havde skubbet et nationalt problem over på et mindretal, nemlig borgerne i de fem udvalgte kommuner: Struer, Skive, Kerteminde, Lolland og Bornholm.

En arbejdsgruppe bestående af embedsmænd fra flere ministerier har fået til opgave at håndtere sagen på grundlag af folketingets beslutning. For at lette byrden med at forsvare det uforsvarlige har de med stor behændighed udvalgt, sorteret og omdefineret de oplysninger om sagen, som de mente, befolkningen kunne tåle at se.

Statens institut for strålebeskyttelse (SIS), som har været med hele vejen, når det gjaldt om at få borgerne i de udvalgte kommuner til at sluge kamelen, bliver uafhængig tilsynsmyndighed, når slutdepotet skal bygges til sin tid. SIS kender selvfølgelig sagen og ved hvilke hensyn, der skal tages, men uafhængigheden er det svært at få øje på.

På nuværende tidspunkt er det usikkert, hvordan det ender: Om affaldet bliver slutdeponeret med vold og magt, eller om det bliver anbragt i et mellemlager.

Til gengæld er det sikkert, at forløbet har skabt mistro til myndighedernes forsikringer, når det drejer sig om radioaktive stoffer og radioaktiv stråling, og det gælder ikke kun for borgerne i de udpegede kommuner.

At der er frygt for stråling, der ikke kan registreres af vores sanser, men som kan fremkalde alvorlige sygdomme og ændringer i arveanlæggene, er forståeligt. At frygten bliver til panik, hvis det viser sig, at politikere og myndigheder ikke spiller med åbne kort, er desværre også forståeligt.

Hvilke muligheder er der herefter for at finde frivillige løsninger i sager, der har med anvendelse af radioaktive stoffer at gøre? For eksempel til medicinske eller andre formål, hvis nytte er hævet over enhver tvivl?

De statslige myndigheder mener åbenbart, at dette skyldes overdreven frygt hos borgerne. De forstår ikke, at de selv har styrket denne frygt med arrogant optræden og manglende indlevelse i deres situation.

De er blevet en del af problemet, ikke en del af løsningen.

Skrevet af Jens

link

Beslutningsgrundlag  2008

Atomaffald: Hvad gør Sverige? - Hvad gør Danmark?

Sverige har "på mange måder været et foregangsland inden for affaldsdeponering," skrev en arbejdsgruppe i 2001 i en rapport udgivet af Dansk Dekommissionering (DD): Teoretisk udredning af tekniske krav til et dansk slutdepot for radioaktivt affald.

Man kan spørge, hvorfor Danmark så alligevel har valgt de lavere IAEA- standarder for sit kommende slutdepot for radioaktivt affald? Hvorfor lykkes eksperternes strategi tilsyneladende over for politikerne? 

En forhenværende SF-miljøminister udtalte på folkemødet i år, at affaldet er totalt ufarligt, og statsministerens svar til mig på folkemødet 2013 stod som et mene tekel: "Affaldet er ikke farligt, hvis det opbevares rigtigt."

Jeg vil fortælle om, hvordan Sverige lagrer og deponerer sit radioaktive affald.

SKB

Svensk Kärnbränslehantering AB, SKB, står for håndteringen af det radioaktive affald fra de svenske atomkraftværker. SKB driver et slutdepot for kortlivet radioaktivt affald, SFR, i Forsmark og et mellemlager for brugt brændsel, Clab, uden for Oskarshamn.

Fungerende system i drift (förvar betyder: depot)

SKB medvirker fra 29.6. - 6.7. i det svenske folkemøde, Almedalsugen, for at oplyse om sit arbejde. Jeg foreslog sidste år - uden held - Dansk Dekommissionering, at de deltog på folkemødet på Bornholm.

SKB's stand på folkemødet i Almedalen 2013

I år skal det nye transportskib Sigrid m/s fungere som SKB's udstillings- og seminarlokale ved kajen i Almedalen. 

Hvad gør Sverige med sit radioaktive affald?

Det kortlivede lav- og mellemradioaktive affald deponeres i SFR i Forsmark, der ligger 50 meter under jorden i klippe under Østersøen. SFR blev taget i brug i 1988 og er det første af sin slags i verden. Her er plads til 63.000 m3 affald, og depotet er i dag halvt fyldt.

Efter cirka 500 år er det meste af radioaktiviteten i det kortlivede affald væk. For det affald, der er tilbage, hvor der stadig er aktivitet, må der vises, at sikkerheden kan opfyldes i titusinder år. Det gøres ved hjælp af sikkerhedsanalyser. De seneste kan ses her.

SFR skal udbygges, da man skal have plads til nedrivningsaffald fra udtjente atomkraftværker. Et nyt depot til kortlivet affald vil kunne stå klar tidligst fra 2023. Det skal fuldt udbygget kunne tage ca. 200.000 m3 affald.

2844 tønder må tages op igen fra SFR

SKB informerede i begyndelsen af marts 2013 den svenske strålesikkerhedsmyndighed om, at der kunne være affald i SFR, der ikke skulle have været deponeret der. Det drejer sig om 2844 tønder, der i 1994 blev placeret i SFR, og som man må tage op igen for at finde ud af, hvad tønderne indeholder, da dokumentationen er misvisende.

Illustration SFR under jord

Slutdepot til langlivet mellemaktivt affald, SFL 

Sverige har endnu ikke et slutdepot til langlivet mellemaktivt affald. Man regner med, at et sådant vil kunne stå klar fra 2050. Det betegnes som SFL, og man kan se lidt om det her i Loma programmet og læse lidt mere her. Det skal ligge i ca. 300 meters dybde.

Mellemlager for brugt brændsel

Når brændslet har siddet 5 år i en reaktor, bliver det taget ud og placeret i SKB's mellemlager for brugt brændsel, Clab. Her lagres brændslet i to dybe vandbassiner 30 meter nede i bjerget. Det brugte brændsel er dækket af 8 meter vand, der skærmer effektivt for stråling og samtidig afkøler. Via mellemlagring bliver brændslet lettere at håndtere i det fremtidige slutdepot.

Bassin i CLAB

Da det brugte brændsel skal isoleres i meget lang tid, vil man bygge et dybt geologisk depot flere hundrede meter under jorden med en sikkerhedshorisont på 100.000 år. 

Slutdepot for brugt brændsel

Alt brugt brændsel - hvad enten det har været brugt i en reaktor, eller der er lavet forsøg på det - skal deponeres i et dybt geologisk depot med en sikkerhedshorisont på 100.000 år. Der ansøges pt. om et sådant. Den teknik, der bruges, er KBS-3 udviklet af SKB, hvor affaldet deponeres i 500 meters dybde med 5 separate barrierer. 

Hvad gør Danmark?

Danmark har samme slags radioaktive affald som Sverige, dog i mindre mængde (10.000 m3):

1. kortlivet lav- og mellemaktivt
2. langlivet mellemaktivt
3. højaktivt (de ca. 233 kg særligt affald omdefineret til langlivet mellemaktivt)

Derudover har Danmark langlivet lavaktivt affald:

graffitaffald (17 tons) og uranmineaffald 1.130 tons

Af forstudiet fremgår det, hvilket affald der har aktivitet i mere end 500 år.

Alle disse 4 slags radioaktive affald påtænker man at slutdeponere sammen med giftigt affald: 50-70 tons bly, ca. 200 kg cadmium, 80 kg beryllium, 2 tons ubestrålet uran og 40-50 tons bitumen i samme slutdepot med en levetid på cirka 300 år, enten et terrænnært slutdepot med borehul eller et mellemdybt 30-100 meter. 

En del af affaldet på Risø er historisk affald, dvs. tønder med ukendt indhold. Her kunne Danmark med fordel indlede et samarbejde med svenske SVAFO, der vil bygge et anlæg til at åbne, karakterisere og ompakke det historiske affald.

Sverige har også affald som de 233 kg særligt affald fra laboratoriet i Studsvik. Det lagres på Clab, inden det skal i et dybt geologisk slutdepot til brugt brændsel.

Det danske slutdepot er til kortlivet affald

Det er tydeligt, at det danske slutdepotkoncept er til kortlivet affald. Danske myndigheder henviser da også ofte til udenlandske slutdepoter til kortlivet affald. I Sverige kunne man aldrig komme i tanke om at komme så meget affald med langlivede isotoper inklusiv brugt brændsel i et slutdepot som det kommende danske. 

Man beroliger med, at kun hvis sikkerhedsanalyser kan vise, at det danske slutdepot er sikkert, bliver det til noget. Det er Statens Institut for Strålebeskyttelse, SIS, der er en del af sundhedsministeriet, der har ansvar for slutdepotsagen, der skal godkende slutdepotet.

SKB's arbejde granskes hele tiden i modsætning til Danmark, hvor der ingen granskning er af DD's arbejde ud over SIS.

En løsningsmulighed for det langlivede lav- og mellemaktive affald

Det kan undre, at man i Danmark er så forhippet på at slutdeponere alt det danske affald, for i et dokument fra NKS fra 2001 (1) kan man læse, at et langvarigt langtids-mellemlager kunne være en løsningsmulighed for Danmark for det langlivede lav- og mellemaktive affald. 

Hvorfor har man ikke valgt denne løsning? Er grunden, at der er for meget langlivet affald, der er blandet med kortlivet affald? Er det det, man vil skjule?

I denne rapport fra IAEA om depoter for langlivet lav- og mellemaktivt affald står side 13, at et mellemlager som i Holland kan være en løsning i 100 år eller mere for lande med mindre mængder langlivet lav- og mellemaktivt affald, da det er dyrt at bygge et dybt geologisk depot. Alternativt kan flere lande gå sammen om et fælles dybt geologisk depot (min fremhævning):

t.o. LILW-LL betyder langlivet lav- og mellemaktivt affald.

"3.5. POTENTIAL VARIANTS

For countries with a limited amount of LILW-LL, disposing the waste in a regional repository shared with other countries can be attractive [21]. Since underground disposal, especially deep disposal, have high fixed costs that are independent of the volume of waste, significant economies could be achieved if a repository were shared between several countries.

For relatively small volumes of waste, long term storage for up to 100 years and more can be considered an option. Such a solution may contradict the principles of sustainability and intergenerational equity, and assumes the fulfilment of a number of prerequisite conditions [22]. It may, however, be the best available solution at a given time until a repository becomes available. Such an interim storage has been implemented in the Netherlands, where a final solution for radioactive waste is not available at present."

ERDO samarbejdet - et fælleseuropæiske slutdepot 

Danmark er med i en arbejdsgruppe ERDO-WG, der virker for et fælleseuropæisk slutdepot for brugt brændsel og langlivet mellemaktivt affald. Projektet er styret af COVRA (det hollandske mellemlager) og Arius Association på vegne af dens medlemmer. Det har dog lange udsigter, for man skal først finde et land, der vil huse et dybt geologisk slutdepot.

Skrevet af Anne Albinus

Links

1 Side 4:

Experiences of Storage of Radioactive Waste Packages in the Nordic Countries
April 2001

2 Avfall Strålsäkerhetsmyndigheten

3 Deponeringsdjupets betydelse vid slutförvaring av högaktivt kärnavfall i berggrunden --- en karakterisering av grunda och djupa slutförvar --- Karl-Inge Åhäll - Rapport till Kärnavfallsrådet Januari 2011

4 Miljöorganisationernas kärnavfallsgranskning MKG.se

5 Avfallskjedjan.se

6. Mit svar til sundhedsministeren 6.6.2014