Bliver man klogere af Dialogmøde om Kvanefjeldsprojektet i Narsaq?

Opdatering 9.3.19 Svar til Sofia Geisler - Kuannersuit 8.3.19

Kvanefjeldsprojektet, der bliver det største mineprojekt i Grønland, hvis det realiseres, kan komme til at udgøre en risiko for mennesker og miljø i årtusinder.

Ideen med et dialogmøde, hvor man som borger har mulighed for at møde eksperter og stille spørgsmål til projektet i en mindre gruppe er derfor en god ide. Hvis man får information og oplysning, vel at mærke.

Naalaakersuisut skriver, at den gode samtale oversteg alles forventninger i Nanortalik og Qaqortoq.

Læseren må ud fra udskriften nedenfor selv bedømme, om dialogmødet også var en succes i Narsaq i aftes ved Gruppebord 3.


Lydoptagelse kan hentes her.


En borger spørger ved bordet, hvor der sidder 

• landslæge Henrik L. Hansen og 
• ekspert i radioøkologi og strålebeskyttelse Violeta Hansen, Institut for Bioscience, Aarhus Universitet

hvad de sundhedsskadelige virkninger er af thorium, uran og natriumfluorid. Lægen vælger i sit svar at skelne mellem kemiske og radioaktive virkninger, hvorefter han kun taler om radioaktivitet. 

Borger 1: Kan du forklare, hvad urans, thoriums og natriumfluorids  sundhedsskadelige virkninger er?

Landslægen: Vi skal ligesom dele tingene op nok i, hvad der er radioaktiv stråling, og hvad der jo er andre effekter. Og det der jo er interessant her i Narsaq, det er det, der er radioaktivt. Og det tror jeg hellere, du skal sige noget om (henvender sig til radioøkologen).

Radioøkologen: Jeg tror (latter), jeg tror faktisk, vi skal tænke lidt på, hvilke radioaktive stoffer, det drejer sig om. Vi har også radon, og jeg giver igen ordet til Henrik, vil du sige noget om radon først?

Borger 1: Det er urandøtre, radon og sådan nogen ting. Det kommer jo fra uran.

Radioøkologen: Ja, radon, uran i malmen, jeg har en malm her fra Kvanefjeld, og uran og thorium, og det danner radon, det kan vi godt indånde. Når vi indånder det, så får vi det i blodet, og det er derfor, vi har lægen med.

Borger 1: Hvad er det for nogen sundhedsrisiko, vi kommer til at leve under, hvis minen skulle åbne?

Landslægen: Hvis nu vi tager radon først, radon som er en gas, som findes her i Narsaq lige nu, hvor vi er i forvejen. Det har det altid gjort. Og radon det kan medføre lungekræft. Men her i Narsaq er der ikke så meget, så der er nogen reel betydning af det. Der er ikke mere lungekræft i Narsaq, end der er i andre dele af Grønland. Den helt altovervejende grund til lungekræft både her og i resten af Grønland, det er rygning. Og det er sådan så, at den radon, der er i Grønland lige her, den kommer op nedefra. Der er ikke nogen grund til at tro,  det vil ændre sig, fordi der kommer en mine deroppe. Det vil ikke ændre radonrisikoen i Narsaq her af nogen betydning. 

Borger 1: Er du sikker?

Landslægen: Du kan aldrig være sikker på alt, og derfor skal det her selvfølgelig også følges. Det er et meget stort projekt, og der vil i sådan nogle projekter altid indtræde noget uforudsigeligt. Så ingen kan sige med sikkerhed, at alt er sikkert. Nej, det tror, det vil være naivt. Du styrer lige ikke? Også rækkefølgen? (henvender sig til ordstyrer)

Borger 2: Over ved det bord, ikke, der kunne vi snakke sammen på grønlandsk og lave et spørgsmål på dansk, som oversætteren gjorde. (...) 

Borger 3: Må jeg lige spørge, du er læge, ikke også?

Landslægen: Jo.

Ordstyrer: Du skal lige følge række... Er det din tur nu?

Borger 1: Jeg har jo ikke fået svar på alle de spørgsmål, som jeg stillede...

Ordstyrer: Ok, jamen, skal vi så ikke lade dig blive færdig.

Borger 1: Thorium, jeg har jo ikke fået svar på ...

Landslægen: Thorium (henvendt til radioøkologen): Det kan du få lov at svare på. 

Radioøkologen: Jeg er ikke læge (latter), men jeg tror, det kommer an på, hvordan thorium, uran og de andre stoffer de kommer ind i kroppen. Så længe vi sidder her ovenpå jorden, så er mange fra Kvanefjeld, og I kan også måle med den maskine, jeg har her, ikke måle stråling. Sålænge (...) det ikke kommer ind i kroppen, så er det ikke farligt.

Borger 1: Hvordan kan det komme ind i kroppen?

Radioøkologen: Det kommer ind i kroppen via vind og vand. Vind ved indånding af støv, som måske indeholder noget af thorium og uran, og det bliver inde i lungerne, og mere kan jeg ikke sige, og vi kan også spise dem via drikkevand eller drikke eller spise via fødevarer, og så får vi det ind i kroppen også på den måde, men når vi...

Borger 3: Kan du prøve lige at forklare grænseværdien for thorium? (...)

Skrevet af Anne 

Henvisninger

Where uranium and its decay products go to and how they harm us by Cindy Folkers 17.2.19

The impact of the nuclear crisis on global health Helen Caldicott Wednesday, April 30th, 2014 

Presentation by Dr. Gordon Edwards: Rare Earths and Radioactivity:

Et kongeligt Kvanefjeldsprojekt?

Kritikken var heftig i 2016 i forb. med HKH Kronprins Frederiks deltagelse i et dansk erhvervsfremstød. 

3.-6. marts 2019 skal HKH Kronprins Frederik lede en High-level Danish-Greenlandic Business Delegation to Canada til en minekonference i Toronto. For at undgå kritik denne gang klarer udenrigsministeriet det ved, at Kvanefjeldsprojektet ikke er en del af erhvervsdelegationen, men præsentationen af projektet finder sted parallelt, således at det omstridte mineselskab GME ikke er en del af erhvervsdelegationen. 





Hvor mange opdager, at Kvanefjeldsprojektet er adskilt fra det officielle arrangement?

Jeg skrev 7.2. til Dansk Industri (DI) og udtrykte min bekymring.

DI svarede mig 11.2. således (min fremhævning):

Kære Anne Albinus

Tak for din mail af 7. februar til Kim Graugaard og Peter Thagesen. Jeg besvarer din mail, idet jeg har ansvaret for det erhvervsfremstød, du omtaler.  

Erhvervsfremstødet med deltagelse af HKH Kronprinsen til Canada har fokus på erhvervsudvikling og investeringer i Grønland generelt. Derudover vil der blive sat fokus på en række konkrete infrastrukturprojekter. Af de mere end 30 små og store virksomheder i erhvervsdelegationen er der ingen repræsentanter fra Kvanefjeldsprojektet.

Det grønlandske selvstyre har inviteret det kinesisk-australsk ejede Greenland Minerals and Energy A/S (GME), som er involveret i Kvanefjeldsprojektet til at give en præsentation ved konferencen Greenland Day, der finder sted parallelt med programmet for erhvervsfremstødet. GME er ikke en del af erhvervsdelegationen.

Med venlig hilsen

Jens Holst-Nielsen

Markedschef / Director

CITAT slut

Kvanefjeldet set fra Narsaq. Det er det lave fjeld til venstre. Det høje fjeld til højre er Ilímaussaq, 1390m o.h., som har givet navn til komplekset. Foto: Henning Sørensen

Jeg svarede DI, at jeg alligevel er bekymret for den skygge, Kvanefjeldsprojektets parallelle tilstedeværelse evt. vil kunne kaste over Kongehuset på kort og på langt sigt ved HKH Kronprins Frederiks deltagelse i Erhvervsfremstødet.

Kvanefjeldsprojektet vil, hvis det realiseres, blive det største industriprojekt i Grønland nogensinde, og risikoen ved at placere urantailings/affald fra uranudvinding i en sø Taseq indebærer en stor miljørisiko. Jeg henviste til de interviews, jeg har lavet tidligere med internationale eksperter:

• Interview med seniorforsker Gerhard Schmidt Öko-Institut om Kvanefjeldsprojektet
• Interview med kemiker og teknologivurderingsekspert Jan Willem Storm van Leeuwen om Kvanefjeldsprojektet 
• Interview med læge Helen Caldicott om uranmineprojektet i Kvanefjeld/Kuannersuit
• Interview med fransk antropolog Joëlle Robert-Lamblin

Vinden, der blæser hen over Taseq, kan føre radioaktive og giftige stoffer ud i området i titusinder af år og bl.a. skade drikkevandsressourcer. Narsaq by ligger tæt på Taseq. Desuden er det spørgsmålet, om dæmningen i Taseq vil kunne holde i uendelig tid. 

kilde: Kvanefjeld Project Environmental Impact Assessment

October 2018 

Urantailings er langlivet lavaktivt affald, hvis aktivitet holder sig i mlliarder af år. Hvis alle ressourcer i Kvaenfjeldsprojektet udnyttes, vil det generere 1 mia. tons tailings. 

De danske myndigheder har endnu ikke formået efter årtiers bestræbelser at udarbejde en langsigtet plan for opbevaring af den relativt lille mængde urantailings (1130 tons), der befinder sig i to bassiner på Risø efter forsøg med udvinding af uran af malm fra Kvanefjeld. (Se her)

Desuden truer Kvanefjeldsprojektet verdenarvområdet i Kujataa. Se her

Kort tegnet af Marine Duc

Skrevet af Anne Albinus

Links 

Foto øverst: læserbrev fra Mariane Paviasen Narsaq fra Sermitsiaq 14.2.19

Lang vej før uran ender i Kina interview med Cindy Vestergaard Sermitsiaq 14.2.19

http://royalcentral.co.uk/europe/crown-prince-frederik-to-travel-to-toronto-with-danish-greenlandic-business-delegation-115647


Mine indlæg om uranmineprojektet i Kvanefjeld og interviews med udenlandske eksperter

Har Naalakkersuisut allerede givet Kina adgang til Kuannersuit? IA 26.1.19

Atomkraft i Medierne

Det sidste led – indtil videre – i den lange række af indlæg i danske medier til fordel for atomkraft er en artikel på dr.dk.viden (1), skrevet af videnskabsjournalist Søren Bjørn Hansen (SBH).

Atom Posten forsøgte i begyndelsen at svare på disse indlæg et for et, men antallet blev for stort i forhold vores resurser. Desuden gør ensartetheden af indlæggene det nærliggende at samle sig om nogle få, gennemgående temaer i dem:

1. Påstanden om atomkraftens CO₂-frihed (2). Alle ved, den er forkert, fordi de processer, der er nødvendige forudsætninger for eller uundgåelige følger af kernespaltningen, udleder CO₂. Når Anne og jeg protesterede mod denne påstand, var det højeste, vi kunne opnå, en lavmælt indrømmelse af, at atomkraften næsten ikke udleder CO₂. Et – synes vi selv – rimeligt forslag (3) om, at tilhængere og modstandere satte sig sammen og i fællesskab fandt ud af, hvor meget CO₂ de forskellige energiteknologier producerer, er blevet mødt med tavshed. 
2. Opbevaring af det radioaktive affald. Alle ved, at det vil få meget alvorlige følger for en egn at blive påtvunget et slutdepot for radioaktivt affald. Men da man i 2011 bekendtgjorde, at disse problemer ville blive tørret af på en af de fem ”prikkede” kommuner (4), som hovedsagelig lå i landets udkant, lod det store flertal i landets 93 andre kommuner sig straks berolige af myndighedernes dårligt underbyggede påstande om sikkerheden af depotet. Hvis atomkrafttilhængerne bifalder denne fremgangsmåde, så synes jeg, de skulle sige det højt.
3. Tiljublingen af firmaet Seaborg Technologies. Jeg underkender ikke værdien af ungdom og engagement, så langt fra. Men deres projekt er stadig under udvikling, og ingen ved, hvordan mødet med virkeligheden kommer til at forme sig. Jeg ved derimod, at private investorer er inde i billedet og mangler derfor en præcisering af, hvad man vil gøre, hvis det økonomiske resultat ikke svarer til det forventede. Vil man svække kravene til afkastet for at fastholde sikkerheden, eller vil man svække kravene til sikkerheden for at fastholde afkastet (5)?
4. Debatten. Skribenterne ser sig selv som en forfulgt minoritet, som kæmper mod overtro og bevidst vildledning fra et flertal, hovedsagelig bestående af gamle 68’ere. Jeg ser i stedet indlæg, der har mange fælles træk, fra en gruppe mennesker, som har let adgang til medierne, og som sjældent bliver stillet over for kritiske spørgsmål. Selvom de føler sig som en forfulgt minoritet, er der i deres indlæg meget lidt om, hvordan de vil sikre alsidigheden i den fremtidige debat om atomkraft, specielt om, hvordan de vil sikre, at atomkraftmodstanderne også kommer til orde (6).

For at vende tilbage til SBH’s artikel: Jeg skal for god ordens skyld oplyse, at jeg ikke har spillet nogen form for musik i demonstrationer eller andre arrangementer mod atomkraft. Det samme gælder min (nu afdøde) far. 

Min skepsis over for atomkraft stammer fra iagttagelsen af tilhængerne.

Skrevet af Jens Bjørneboe

Henvisninger:

1. ”Atomkraft, Ja tak”. dr.dk.viden
2. Om atomkraftens påståede CO₂-frihed, se kommentarer i Atom Posten: ”Atomaffald før og nu” (12.12.15), ”Atomkraft og Villagrunde” (03.03.16), ”A-kraft uden CO₂?” (02.05.17), kommentar (11.10.18) til Bent Lauritzen ”Kernekraft udleder ikke CO2” Berlingske (09.10.18).
3. Se kommentar i Atom Posten: ”Dialog om A-kraft” (06.06.18).
4. De fem ”prikkede” kommuner var: Struer, Skive, Kerteminde, Lolland og Bornholm. Planen om tvangsdeponering blev taget af bordet i september 2017, se kommentar i Atom Posten: ”Glædens dag – og Eftertankens” (10.11.17).
5. Se Boganmeldelse: Per Wimmer: ”Den grønne Boble”, Atom Posten (30.01.15). 
6. Se kommentar i Atom Posten: ”Nutidens Atomaffald, og Fremtidens” (25.05.18).

Kommentar til "Uran var på dagsordenen ved borgermøde i Narsaq" og "Ekspertgruppe skal forberede borgere i Sydgrønland på minehøringer"

Her er mine kommentarer til 2 artikler på KNR.gl 26.1.19:

• Uran var på dagsordenen ved borgermøde i Narsaq og 

• Ekspertgruppe skal forberede borgere i Sydgrønland på minehøringer 

- Der er brug for al den uafhængige information, der kan fremskaffes, og brug for oplysning, inden der tages beslutning om et REE/uranmine mineprojekt, så ingen bliver forført af gyldne løfter.

I 2016 skrev jeg: Uran i Kvanefjeld, Guld og Grønne Skove :

Bag den lovende fremtid lurer at en mine for sjældne jordarters metaller/REE kan svine:

"Historien bag markederne for produktion og salg af Rare Earth Elements er helt speciel. Da udvinding af sjældne jordarter, især hvis der følger uran med, kan føre til miljøsvineri og true miljøsikkerheden for arbejdere og omgivende samfund, blev REE-miner fra USA til Europa og Australien lukket på stribe frem til år 2000. Konsekvensen var, at Kina satte sig på stort set hele produktionen og pressede priserne i vejret, ofte til astronomisk niveau." Berlingske 11.10.13.


Mineselskabets har ikke været ødsel med information og oplysning

1/ F.eks. er hjemmesiden gme.gl ikke blevet opdateret siden 2015.

I 2017 skrev jeg til Ib Laursen og Johannes Kyed fra GME, at det uranhæfte fra GEUS, der lå på hjemmesiden gme.gl var kommet i en ny udgave. Jeg fik aldrig svar - og der blev aldrig lagt link til det nyeste uranhæfte.

Min mail til Ib Laursen og Johannes Kyed:

"For ca. 1 1/2 år siden skrev jeg til info@gme.gl, at den udgave der ligger på GME's hjemmeside af GEUS-hæftet er forældet (fra 2012).

Der er en ny opdateret udgave fra 2015: http://mima.geus.dk/udgivelser/uran-temahaefte/

t.o. er der ukorrekte oplysninger i DCE's rapport mht Frankrig, som Peer Review har overset:

http://atomposten.blogspot.dk/2017/01/hvilke-uranerfaringer-til-arktis.html

Den franske nukleare tilsynsmyndighed er jo kommet med en lang række anbefalinger til AREVA, der står for naturgenopretningen."


2/ GGG.gl hjemmesiden har fået nyt design med flotte fotos, hvor alt ser fint ud. Der loves guld og grønne skove mht. miljøpåvirkning, der vil være 'minimal':

ENVIRONMENT - MINIMAL IMPACT (min fremhævning)

Environmental impact studies have been completed which show the project does not create significant issues for the local environment or residents of nearby communities. Extensive radiation studies show the increase in radiation exposure caused by the project is negligible. The level of dust generated by the project are very low and well below European standards. All process water is controlled and isolated from the environment with the impact on the fjords studied in detail. There is no competing land use for the project area.


- Hvordan kan man tro på det, når planen for deponering af uranmineaffald, de såkaldte tailings, er deponering i en sø Taseq? (ikke Tasaq som GME skriver her).

kilde: Kvanefjeld Project Environmental Impact Assessment

October 2018 

Kvanefjeldsprojektet er også blevet idylliseret fra danske forskeres side.


Således stod der i GEUS' Uranhæfte fra 2014, at Taseq er en "fysisk sikker måde for deponering af tailings".

Jeg spurgte en af de eksperter, der også har været på info tur om mineprojektet i Sydgrønland, Gert Asmund fra Aarhus Universitet: (min fremhævning). Han svarede:

Fra: Gert Asmund

Dato: 14. apr. 2015 14.09.02 CEST

Til: "Anne Albinus"

Emne: FW: Forespørgsel om udtalelse i GEUS hæfte om uran 2014_Taseq en fysisk sikker måde for deponering af tailings

Kære Anne Albinus.

Bemærkningen om at Taseq er en fysisk sikker deponeringsmåde er skrevet af forfatterne til det uranhæfte fra 2014 du nævner (Per Kalvig og mig). Den er baseret på:

side 46 til 61 i følgende Risørapport:


Skitseprojekt Mine og oparbejdningsanlæg af Gisli Erlandsson, Jørgen Jensen, Susanne Koefoed, Jette L Paulsen Forsøgsanlæg Risø, 4000 Rodkilde Danmark November 1983.

I dette beskrives søens fysiske forhold som volumen, areal, permeabilitet af undergrunden, funderingsforhold for dæmning ved søens udløb med videre.


Jeg har måske udtrykt mig uklart ved at skrive at søen er fysisk sikker, det vil sige mekanisk holdbar.


Fysisk sikker handler således ikke om kemisk sikkerhed. Dette skal undersøges særskilt.


Det skal desuden bemærkes at Taseq således vurderes at være fysisk sikret mod kollaps (ikke nødvendigvis kemisk sikret) så længe der ikke skal bygges dæmninger, og den citerede vurdering ” at søen er fysisk sikker” vedrører således ikke evt. deponering der indebærer dæmningsbyggeri. En sådan vurdering ville kræve nøje viden om dæmningen.


Jeg vil tro at Risø har scannet ovennævnte rapport og at du kan få et kopi ved henvendelse til Risø.

Med venlig hilsen


Gert Asmund


CITAT SLUT

Foto nedenfor: de to dæmninger i Taseq: Kvanefjeld Project Environmental Impact Assessment October 2018 

Vedr. holdbarhed af tailings dæmninger se Wise Uranium:

Chronology of major tailings dam failures

og

Chronology of uranium tailings dam failures

Ovenstående blogindlæg/kommentar er skrevet af Anne Albinus


Henvisninger:


1/ Mine indlæg om uran og Grønland

2/ Greenland Minerals & Energy A/S
Kvanefjeld Project Environmental Impact Assessment
October 2018 

Fuld Skrue

Jesper Møller Grimstrup (JMG) har i en kommentar (1) med titlen:

”Sæt fuld Skrue på Udvikling af moderne Atomkraft og syntetisk Kød”

anbefalet, at der satses på forskning i en række emner, som efter hans mening kan hjælpe os ud af den nuværende alvorlige miljø- og klimakrise.

De fleste er vel enige med JMG i, at der er brug for mange nye ideer og megen forskning på det vidtstrakte område, han peger på. Der er heller ingen tvivl om, at det haster.

Alligevel mangler der noget vigtigt i det storslåede perspektiv, JMG ruller ud for vores blikke. 

Der er helt sikkert brug for udvikling af ny teknologi, men ofte vil det jo være sådan, at teknologi under udvikling, og som ikke er gennemprøvet, tager sig bedre ud end gamle teknologier, hvis skavanker befolkningerne verden over har lært at kende på den hårde måde. 

Det gælder i særdeleshed for atomkraft, men jeg har det indtryk (uden at vide det, indrømmet), at noget lignende er tilfældet for nogle af de andre teknologier, som nævnes i JMG’s kommentar. 

Derfor er det er ikke tilstrækkeligt at udvikle nye teknologier. Før man beslutter sig for at bruge dem, er det nødvendigt at kunne præsentere et troværdigt overblik over alle fordele og alle ulemper ved dem. 

Vi mangler ikke begejstrede beskrivelser af alt det, moderne atomkraft, CO₂-lagring, syntetisk kød osv. tilsyneladende kan gøre for menneskeheden. 

Men kritiske redegørelser og debat er der knap så meget af: Lever de nye teknologier op til de store ord i avisartikler og bevillingsansøgninger? Er alt så uproblematisk, som det ser ud for de mennesker, der arbejder med disse ting, og som (helt forståeligt) brænder for dem? Hvordan sikrer man, at nye teknologier også bliver vurderet af uvildige og kompetente folk, så vi undgår de overraskelser, der har plaget den ”gamle” atomkraft? Hvor er den uafhængige forskning og den debat, som kan identificere de svage punkter i tilhængernes udmeldinger? Og som vel at mærke kan gøre det, før noget går galt?

Forskerne i firmaet Seaborg Technologies (2), der efter eget udsagn forsker i a-kraft, som er intet mindre end ”bæredygtig, sikker og billig”, har utvivlsomt lært meget ved at studere det, der gik galt for deres forgængere. 

Men de er ikke de eneste, der har lært af den historie. Store befolkningsgrupper har lært – direkte eller indirekte – hvordan det kan gå, når store teknologi-projekter bliver virkeliggjort. Hvor de små meget ofte bliver kørt over af de store, men hvor det er de små, der hænger på den, hvis noget går galt (3). 

Befolkningernes tillid til officielle udmeldinger og forsikringer er for længst slidt op, især når det drejer sig om atomkraft, og den tillid skal genopbygges, hvis de politiske beslutninger skal kunne holde i de mange år, der skal til for at realisere løsningerne. Klima- og miljøkrisen er også en tillidskrise.

Siden den første industrielle revolution i slutningen af 1700-tallet har teknologien påvirket Jordens klima og dermed livsbetingelserne for både mennesker og andre levende væsener. Nu er der ingen vej tilbage, og kun teknologien kan redde os. Men den skal anvendes på en måde, det store flertal kan forstå og acceptere, og det kræver regeringer med demokratisk legitimitet (4). Andre styreformer er (udover at være uacceptable af andre grunde) for ustabile til at kunne gennemføre en indsats i den størrelsesorden.

Det kræver borgere, som er velinformerede om disse ting. Men det kræver først og fremmest offentlige myndigheder, der kan overbevise borgerne om, at der bliver forsket i alle relevante emner, og at man i det hele taget kan stole på dem. Det sidste er desværre ingen selvfølge, som Aalborg-undersøgelsen (5) klart har vist.

Hvis borgerne får oplevelsen af, at de i stedet for upartiske og afvejede vurderinger bliver spist af med propaganda, fremført af et prekariat, der ikke har andre steder at gå hen for at tjene daglønnen, så er projektet dømt til at mislykkes.

Løsningen på den nuværende klima- miljø- og tillidskrise kræver en forskningsindsats, hvor der med JMG’s ord bliver sat ”fuld skrue på”. Men befolkningerne skal have tillid til, at skruen drejer den rigtige vej rundt. 

Skrevet af Jens Bjørneboe

Henvisninger:

1. Jesper Møller Grimstrup, PhD og forsker i teoretisk fysik. Kommentaren var i Information (05.01.19).
2. Seaborg Technologies, Titangade 11, 2200 København. Hjemmeside: https://seaborg.dk/intro
3. Sagen om det danske radioaktive affald kan illustrere denne problemstilling. Se Annes hjemmeside (atomaffaldklarhed.dk). Men der er andre eksempler.
4. Det er naturligvis svært at forklare, hvad ”demokratisk legitimitet” helt præcist vil sige. Men i Mats Andréns bog: ”Nuclear Waste Management and Legitimacy”, Routhledge Explorations in Environmental Studies (2012), kan man finde en dybtgående analyse af dette begreb. Den er omtalt i Atom Posten: ”Kerneaffaldshåndtering og Legitimitet” (04.05.13).
5. Se: ”Kommentar til Spørgeskemaundersøgelse omkring Deponi af radioaktivt Affald”, Atom Posten (23.09.14).

Grøn A-kraft?

Kasper Støvring (KS) har for nylig i en kommentar i Berlingske (1) argumenteret for a-kraft som et led i generationspagten:

”at vi har taget jorden fra de døde, og skal give den videre til de endnu ufødte”

som han udtrykker det.

Kommentaren kan ses som et led i den kampagne for a-kraft (2), der har kørt gennem de senere år, og hvor det har været interessant at se, hvad hvert nyt indlæg føjede til denne i forvejen vidt forgrenede debat. 

Det originale i KS’ indlæg er sammenkoblingen af a-kraft og indvandringspolitik. Det kan måske give a-kraft-spørgsmålet en opmærksomhed i offentligheden, det hidtil har måttet savne. Personligt tror jeg dog, det vil vare længe, inden vi får a-kraftens svar på Inger Støjberg at se. Men hvem ved.

Det er ikke Atom Postens opgave at kommentere a-kraft-spørgsmålet i sin helhed. Men vi har fulgt sagen om det danske radioaktive affald gennem en årrække og har derfor kommenteret forhold, som også er relevante i forhold til dette spørgsmål (3).

Den første begejstringsbølge for a-kraft i 1950’erne og 60’erne efterlod en anseelig mængde af radioaktivt og giftigt affald (4), som ingen tilsyneladende følte sig ansvarlige for. Den løsning, man valgte, var slutdeponering (dvs. nedgravning) af affaldet på et sted, hvor der var få til at protestere. Man søgte at minimere de politiske omkostninger og håbede på, at de miljømæssige omkostninger først ville vise sig senere. Ingen var stolte ved denne beslutning, og det forstår jeg (5).

Da den næste begejstringsbølge for a-kraft skyllede ind over os for nogle år siden, var det oplagte spørgsmål til de begejstrede tilhængere naturligvis: ”Hvad vil I stille op med det radioaktive affald fra de nye a-kraft-teknologier?” Svaret var, at disse teknologier producerer langt mindre af dette stads per energi-enhed. Det ”gamle” affald havde man ingen lyst til at tale om. 

Sidstnævnte stammer for størstedelens vedkommende fra RISØ’s tre forsøgsreaktorer, mens det ”nye” affald, vi (måske) får, vil komme fra reaktorer, som skal dække en stor del af DK’s energiforbrug. Så selv om disse reaktorer er smartere end de gamle, er affaldsregnestykket derfor ikke helt så enkelt, som det præsenteres. Noget affald kommer der, og før en eventuel beslutning bliver taget, må vi have præcise svar på, hvor meget, det bliver, og hvordan man vil opbevare det. Sporene skræmmer.

Som KS så malende beskriver det i sin kommentar, er mange mennesker på forhånd afvisende overfor a-kraft og lukker helt af, når emnet bliver bragt på bane. Vi har vist alle mødt denne reaktion, men hvad er årsagen? Skyldes den bare de venstreorienteredes rænkespil, eller er der andre forklaringer? Forklaringer, der ikke er helt så letkøbte?

Jeg synes, at de offentlige myndigheder i høj grad har forsømt den forpligtelse, de har (eller i det mindste burde have) til at give borgerne retvisende, upartisk og forståelig information om disse vanskelige emner, når de dukker op i den offentlige debat. Det kunne i det mindste have formindsket problemerne. 

Hertil kommer, at repræsentanter for disse myndigheder ved forskellige lejligheder over for borgerne har optrådt på en måde, der er blevet opfattet som arrogant og bedrevidende. Det har givet anledning til vrede og utryghed i befolkningen (6). 

Et andet problem i denne forbindelse er a-kraft-tilhængernes argumentation. Debatskrifter for a-kraft har udviklet sig til en særlig litterær genre (7), hvor det tilsyneladende gælder om at opremse så mange som muligt af alle de velsignelser, vi går glip af, hvis vi siger nej til a-kraft, i stedet for stille og roligt at give en sammenhængende redegørelse for fordele og ulemper ved denne måde at producere energi på, og ærligt fortælle om hvilke ting, man ikke ved. Ingen tror alligevel på, at denne teknologi er helt uden problemer, så tilhængerne burde spørge sig selv, om denne måde at skrive på virkelig tjener sit formål (8).  

Så er der spørgsmålet om, hvordan forskningen i de nye a-kraft-teknologier skal organiseres. Det ligger i luften, at private investorer skal inddrages, og den slags sker ikke uden betingelser, især når det drejer sig om afkast (9). Mange er utrygge ved disse betingelser, og med god grund. 

Men kunne universiteterne ikke stå som garanter over for offentligheden, når det drejer sig om at sikre bredden i forskningen og sikre, at der også bliver forsket i de negative sider af a-kraften, og således at vi får et afbalanceret billede af det enormt store og komplicerede projekt, som a-kraften udgør? 

Når man tænker på, hvordan universiteter burde være, ville denne løsning være oplagt. Når man tænker på, hvordan universiteter ledes og financieres i dagens Danmark, er den ubrugelig.

KS’ kommentar genopliver flere af de betænkeligheder, mange af os nærer overfor a-kraft. 

Vi har fået atomkraften fra de døde, ja. Men skal vi også give den videre til de endnu ufødte?

Skrevet af Jens Bjørneboe

Henvisninger:

1. Kasper Støvring, Ph.D. og forfatter: ”Hvorfor prøver vi ikke med atomkraft?” kommentar i Berlingske (20.11.18)
2. Blandt mange andre kan nævnes: Bent Lauritzen ”Vi løser ikke klimakrisen uden kernekraft”, Berlingske (09.10.18), kommenteret i Atom Posten (11.10.18): ”Kommentar til Bent Lauritzen: Kernekraft udleder ikke CO2”. Holger Skjerning: ”Haves: teknik til at modvirke klimaændringer. Søges: politisk vilje”, Politiken (01.05.17), kommenteret i Atom Posten (02.05.17) (”A-kraft uden CO2”)
3. Se kommentarer i Atom Posten: ”A-kraft og Modstand mod Slutdeponering” (18.05.14) og ”A-Kraft og radioaktivt Affald” (29.05.17) 
4. SeDanskDekommissionering,UFM.dk og Annes hjemmeside atomaffaldklarhed.dk bl.a. med link til Danmarks 2. rapport til EU-Kommissionen afleveret 20.8.18 men endnu ikke offentliggjort på sis.dk
5. Regeringen tog den af bordet i september 2017, se kommentarer i Atom Posten: ”Atomaffaldet: Glædens Dag – og Eftertankens” (10.11.17), ”Atomaffald i Folketinget!” (27.03.18) og ”Sagen om det radioaktive Affald – en personlig Beretning” (25.07.18)
6. Emnet er kommenteret i Atom Posten: ”Radiofobi” (18.10.18)
7. KS nævner Thomas Grønlund Nielsens bog: ”Den grønne Atomkraft” (forlaget Kahrius 2018), som jeg desværre ikke har haft mulighed for at anmelde. Jeg har tidligere anmeldt en anden bog af samme forfatter, som illustrerer denne problemstilling: ”Niels Bohr må vende sig i sin grav” (forlaget Kahrius 2013), se Atom Posten (14.01.14)
8. Mit eget forslag er fremsat i kommentaren: ”Dialog om A-kraft”, Atom Posten (06.06.18).
9. Se for eksempel Per Wimmer: ”Den grønne Boble” (Gyldendal Business, 2014), anmeldt i Atom Posten (30.01.15).