lørdag den 28. januar 2017

Atomaffald og alternative Fakta


Siden maj 2012 har jeg gravet i sagen om det danske radioaktive affald på Risø. 


Jeg er undervejs i den proces blevet klar over, at mange af de svar, jeg har fået fra de involverede myndigheder om planerne for slutdeponering (nedgravning) af affaldet, i vid udstrækning har været copy-pastet fra gamle rapporter (1 og 2). Jeg ved, at andre borgere er blevet behandlet på samme måde.
Det tyder ikke på noget stort ønske om at informere og hjælpe de borgere, som har ønsket at forstå, hvad disse planer gik ud på. Jeg følte, jeg blev misinformeret og vildledt. Blandt andet blev jeg henvist til at læse IAEA’s mange og lange, teknisk komplicerede rapporter og til at læse en lærebog (på universitetsniveau) om reaktorfysik fra 1952 (3). The Elements of Nuclear Reactor Theory.


Jeg linker til Del I, hvis andre får samme svar og ikke vil købe den dyre bog.
















4. maj 2011 bekendtgjorde sundhedsministeriet, at seks lokaliteter i fem kommuner var udpeget som mulige atomlossepladser. 





Det er skandaløst, at borgmestrene i de berørte kommuner måtte læse om det i en pressemeddelelse fra ministeriet, og at de måtte vente i mere end et år på et møde med sundhedsministeren.
Det var ikke en gang muligt at danne sig et præcist billede af, hvordan myndighederne havde tænkt sig at indrette deres slutdepot. De planer, der blev fremlagt, var helt overordnede (”generiske” med et fint ord). 



Kort fortalt: Forstudier til dansk slutdepot for radioaktivt affald 2011. Side 3 


Der blev åbenlyst spekuleret i, at man kunne spille de fem kommuner ud mod hinanden, så offentlighedens opmærksomhed ville blive rettet mod placeringen af slutdepotet, fremfor at man bekymrede sig om indretningen. Man har formodentlig regnet med, at offentligheden ville køre træt i denne diskussion, hvorefter man kunne gennemtrumfe en placering af slutdepotet der, hvor man hele tiden havde villet placere det, og kunne indrette det, så det blev så billigt som muligt for staten.
Det kom til at gå anderledes. Der blev hurtigt dannet borgergrupper i de fem truede kommuner (Skive, Lolland, Struer, Kerteminde og Bornholm). Borgergrupperne arbejdede sammen i stedet for at bekrige hinanden. De kontaktede udenlandske eksperter og søgte selv oplysninger om opbevaring af radioaktivt affald på nettet. 
De opdagede, at man i Holland havde fundet en løsning på opbevaringen af radioaktivt affald, der var langt bedre end den, man påtænkte herhjemme. Den består i at opbevare affaldet i et såkaldt mellemlager i ca. 100 år, hvor det holdes under opsyn, således at de beholdere, det opbevares i, kan repareres, hvis de viser tegn på rustdannelse eller lignende. På den måde kan man helt undgå udslip af radioaktive stoffer til omgivelserne. Hertil kommer at placeringen af mellemlageret kunne ske med den lokale befolknings accept, fordi det var tydeligt, at man fra myndighedernes side prioriterede sikkerheden så højt. (Mere om det hollandske mellemlager COVRA her).



Her i landet anbefalede man desværre i 2002 slutdeponering, og det har gjort problemerne endnu større, end de var til at begynde med. 


Borgerinddragelse anbefalet - men glemt


Det startede ellers så godt. 

  • I 2002 anbefalede den dengang ansvarlige minister, Helge Sander (V), at der blev skabt ”maksimal åbenhed” om problematikken. Arbejdsgruppen bag rapporten: ”TEORETISK UDREDNING AF TEKNISKE KRAV TIL ET SLUTDEPOT 2002” anbefalede borgerinddragelse (side 26):"Det er en generel erfaring fra alle de beskrevne eksempler, at en god kontakt til lokalbefolkningen er en forudsætning for et rimeligt forløb af pladsvalget." 
  • I Beslutningsgrundlaget fra 2008 lød det (side 47): ”processen omkring etablering af et slutdepot skulle være gennemsigtig, og der skulle arbejdes aktivt på at involvere lokale borgere og interesseorganisationer i processen”. 
  • Og i 2011 sagde indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V): ”Det er også afgørende for regeringen, at hele processen mod et slutdepot foregår i åbenhed og enighed”. 

Men det var alt sammen glemt, da processen for alvor begyndte i maj 2011. Først i 2016 blev der oprettet det kontaktforum, der var lovet 8 år før. Da var sagen flyttet fra Sundhedsministeriet til Uddannelses- og Forskningsministeriet (UFM), formodentlig fordi Sundhedsstyrelsen Strålebeskyttelse (SIS), skal være uafhængig tilsynsmyndighed, hvor de tidligere rejste rundt og lavede reklame for slutdepotet. 
UFM oprettede i 2016 endeligt et kontaktforum, hvor repræsentanter for borgerne kan møde de embedsmænd, der arbejder med sagen. Ovenikøbet er der etableret et uvildigt ekspertpanel, der kan besvare spørgsmål fra borgerne. Hvordan det er gået, kan man læse om i Atom Posten.

2017 skal folketinget vælge slutdepot eller langtidsmellemlager

I januar 2013 bakkede folketinget op om undersøgelser af et mellemlager, og i 2017 skal Folketinget så vælge mellem et slutdepot eller et langtidsmellemlager
Det er mit indtryk, at der på det sidste har været gjort meget for at forbedre processen og inddrage de berørte borgere. Problemet er bare, at borgernes tillid til myndighederne er blevet nedbrudt gennem de foregående fem år.
Som nævnt i indledningen skyldes det for en stor dels vedkommende, at myndighederne ikke har taget deres informationsforpligtelse overfor borgerne alvorligt. Man har enten snakket udenom eller betjent sig af det, der så rammende er kaldt ”alternative fakta”.


Alternative fakta

Jeg vil nævne nogle eksempler:

1/ Kanal Roskilde har været på besøg hos Dansk Dekommissionering (DD): Dansk atomforskning under afvikling Del 1, 30.6.2014.

Fra 13:45 i Del 1 fortælles om pakning til mellemlager og slutdepot. Lidt senere i interviewet smuttes der let henover, at det danske affald indeholder så meget langlivet affald, at det f.eks. IKKE kan komme i det svenske slutdepot til kortlivet affald. Der findes endnu ikke noget svensk slutdepot, der evt. ville kunne tage det danske atomaffald på grund af sammensætningen af kortlivet og langlivet lav-, mellem- og højaktivt affald (omdefineret til langlivet mellemaktivt).

På journalistens spørgsmål: "Hvad er halveringstiden ved det værst tænkelige materiale?"  


"Det er kulstof-14, der har en halveringstid på flere tusind år", svarer DD's sous-chef og nukleare ekspert. Hun nævner ikke plutonium-239, der har en halveringstid på cirka 24.110 år. 

Kulstof-14s halveringstid er 5.730 år. Plutonium-239 findes i bl.a de 233 kg særligt affald, men også i andet affald hos DD. Dvs. det skal holdes isoleret fra mennesker og miljø i mindst 100.000 år. Desuden er der urantailings, der er langlivet lavaktivt i milliarder af år. (DEL 2 kan ses her).

2/ I meget oplysningsmateriale henviser DD og GEUS til udenlandske slutdepoter, men det sløres, at disse er til kortlivet affald eller til meget lavaktivt affald (Rokkasho i Japan), hvorimod der er dele af det danske affald, der ikke kan komme i et slutdepot til kortlivet affald, da dette affald har aktivitet udover 1000 år. 





3/ I en artikel på dknyt.dk
 kunne man 13.1.2015 læse følgende udtalelse af en projektleder hos Dansk Dekommissionering Informationer om Slutdepot (min fremhævning): 


"Der er lavet forskning, som viser, at man kan lave et sikkert slutdepot i Danmark, men vi tror bestemt også på, at vi kan lave et sikkert mellemlager i Danmark." 

Jeg henvendte mig til DD for at bede om henvisninger til den omtalte forskning, der er ukendt for mig, og fik flg. svar 21.1.15:

Kære Anne Albinus
Hvis jeg skulle have været citeret korrekt skulle der i sætningen stå: Vi har udført forstudier som viser (…)

Det drejer sig selvfølgelig om forstudier til slutdepot som kan ses her: http://www.sum.dk/Temaer/Slutdepot/Rapporter-vedr-slutdepot-forstudier.aspx

Med venlig hilsen,

citat slut.


4/ På en høring i Rødbyhavn i forbindelse med miljøvurderingen 31.3.14 nævnte jeg problemet med det historiske affald (tønder med ukendt indhold). En DD-ansat sagde til mig, at det meste historiske affald er kortlivet. Efter mødet skrev jeg til DD og bad om dokumentation for denne udtalelse. Af det skriftlige svar fremgår det, at det historiske affald endnu ikke var (og stadig ikke er) færdigkarakteriseret.




5/ Ikke blot danske borgere er blevet spist af med snik-snak. Det gælder også Sverige, Tyskland og Polen i de svar, som danske myndigheder gav i 2014 i forbindelse med ESPOO-høringen. De gennemgående svar var, at de danske myndigheder ikke kan svare specifikt på de stillede spørgsmål, da slutdepotplanen er overordnet: 

"Det er derfor ikke på nuværende tidspunkt muligt at svare specifikt på de stillede spørgsmål. Der kan alene henvises til de mere generelle studier i Danish Decommissioning, Pre-feasibility study for final disposal of radioactive waste. Disposal concepts, Main Report, May 2011". (2)


Her repræsenterede Sundhedsstyrelsen Strålebeskyttelse (SIS) sundhedsministeriet, der dengang var ansvarlig for slutdepotprocessen. Hvordan kan SIS repræsentere sundhedsministeriet og på samme tid være uafhængig tilsynsmyndighed? Den SIS-ansatte gjorde alt for at sno sig udenom, at de 233 kg særligt affald er højaktivt affald.


                         Borgermøde 15.6.2011. Foto: Kjerteminde Avis
Ordstyreren spørger (del 2  23:19):

"Nu har vi hørt om det mellemradioaktive affald og det lavradioaktive affald, som måske skal herover. Hvad med det højradioaktive affald, hvor bliver det af?"

Embedsmand fra SIS (Del 2  23:24):

“Det man kan betegne som højradioaktivt affald, det er selve det brændsel, som har været i reaktorerne på Risø. Der er det sådan, at det uran, der er indgået i det brændsel, man har brugt, det stammer fra USA og af hensyn til ikke-spredningsforholdene begrænser, hvor (...) uran i verden, så er det taget tilbage til USA. Dvs. de brændselselementer, der har været i DR2 og DR3, er ført tilbage til USA, og det er derfor, vi kan sige, vi har ikke højaktivt affald i Danmark.”

Sætning 1: “Det man kan betegne som højradioaktivt affald, det er selve det brændsel, som har været i reaktorerne på Risø.”

- Her informeres ikke om, at der ud over de brugte brændselselementer fra DR3, der er returneret til USA, befinder sig andre brændselsstave på Risø, nemlig i de 233 kg særligt affald. Disse brændselsstave har i forbindelse med forsøg været udsat for meget høj udbrænding, dvs. de har været meget længe i en reaktor. Hvad bl.a. 1,2 kg plutonium vidner om. (2)

Sætning 2: "Der er det sådan, at det uran, der er indgået i det brændsel, man har brugt, det stammer fra USA og af hensyn til ikke spredningsforholdene begrænser, man (...) uran i verden, så er det taget tilbage til USA." 

- Her oplyses ikke om uran købt andre steder. Se NOTAT 2.2.2001 til Folketinget (2):


“Der er dog f.eks. i elementerne, der blev bestrålet i Kahl-reaktoren anvendt naturlig uran købt i England. Nogen formel forpligtelse til, at leverandøren af uranet skulle tage det bestrålede og mere eller mindre udbrændte materiale tilbage foreligger ikke og blev ikke diskuteret på den tid eksperimenterne fandt sted, idet de stadig forventedes, at Danmark på et tidspunkt skulle have A-kraftværker, og derfor også ville skulle have eget slutdepot til højaktivt affald."

Sætning 3: "Dvs. de brændselselementer, der har været i DR2 og DR3, er ført tilbage til USA og det er derfor, vi kan sige, vi har ikke højradioaktivt affald i Danmark.”

- Mit spørgsmål er:  Hvordan kan man udlede, at man ikke længere har højradioaktivt affald på Risø, fordi man i 2002 har returneretbrugte brændsels-elementer til USA, når der fortsat er brugte brændselselementer på Risø, hvoraf nogle har været meget længe inde i en reaktor, dvs. været udsat for meget høj udbrænding (3)? Se NOTAT fra 2.2.2001 (2):
"Udover de dansk fremstillede brændselsstave befinder der sig rester af udenlandsk fremstillede brændselsstave på Risø. Som bidrag til sikkerhedsforskningen vedrørende kraftreaktorbrændsel blev der i perioden 1980 - 90 under Risøs ledelse gennemført tre internationale projekter til undersøgelse af bl.a. frigørelse af fissionsgasser fra kraftreaktorbrændsel med høj udbrænding. Bestrålet prøvemateriale hidrørende fra General Electric, American Nuclear Fuel og Battelle (alle USA) kom fra en række lande til undersøgelse i Hot Cell. Heller ikke i disse sammenhænge var der - af samme grunde som anført ovenfor - indgået aftale om returnering af prøvematerialet til leverandørerne."

Skrevet af Anne 


Henvisninger


1) TEORETISK UDREDNING AF TEKNISKE KRAV TIL ET SLUTDEPOT 2002 - RAPPORT AF EN ARBEJDSGRUPPE NEDSAT AF IT- OG FORSKNINGSMINISTERIET

2) Danish Decommissioning Pre-feasibility study for final disposal of radioactive waste. Disposal concepts Main Report May 2011


Forstudier hovedrapport (2011)

Resumé: hovedkonklusioner & anbefalinger (2011)

Kort fortalt: Fakta om forstudierne (2011)

Redegørelse til Folketinget (2009)

Beslutningsgrundlag (2008)

Folder om slutdepot (2005)


3) "Demokratiet er i denne sag sat fuldstændig ud af spil", sagde Skives daværende borgmester Flemming Eskildsen (V) i en 
pressemeddelelse 12.10.12: "Lad jer ikke presse af Astrid Krag".  "Det er yderst uheldigt og i den grad påfaldende, at sundheds- og forebyggelsesminister Astrid Krag presser de politiske ordfører til skriftligt at bekræfte, at de står ved en tidligere beslutning om en placering af et slutdepot for atomaffaldet fra Risø, netop nu, få dage før vi inviterer til en høring om emnet".


Ingen kommentarer:

Send en kommentar