Klik på foto for artikler om Covra - Hollands langtidsmellemlager for radioaktivt affald

tirsdag den 2. april 2013

Kerneaffald og kritisk journalistik

Risøs affald interesserer medierne i de udpegede slutdepot-kommuner, cirka 400 artikler er det blevet til siden sommeren 2012. (Link på min hjemmeside). 

Til gengæld viser de store dagblade ulyst ved sagen. Kun Information har bragt en kronik fra de 5 borgergrupper samt nogle artikler, hvor udenlandske eksperter er kommet til orde med kritik af slutdepotkonceptet. David Rehling fra Information er den journalist, der har bidraget med flest kritiske artikler om Risø, i alt 7 i 2001 om bl.a. det højaktive affald, de 233 kg “særligt affald”.



Der er flere gode grunde til at grave i affaldet, især fordi der i Danmark ikke findes et uafhængigt kontrolorgan - karakteristisk for et retssamfund - der kan stille kritiske spørgsmål til Dansk Dekommissionering. 

Her er nogle grunde:


Det "fredsommelige" affald



Risøs tidligere chef for affaldshåndteringen omtalte affaldet som ”fredsommeligt” i et læserbrev i Politiken 18.2.13, men affaldet er ikke “fredsommeligt”. Det kortlivede affald stråler i 300 år, det langlivede i op til flere hundrede tusinder år. 1,2 kg plutonium på Risø er f.eks. nok til at slå en million mennesker ihjel, og da udsivning fra depotet iflg. forstudiet fra maj 2011 ikke kan undgås, kan beboerne ved slutdepotet om 100 år risikere at drikke vand med alfa-stråling. Til den tid er beslutningstagerne selv nedgravede.



Omdefineringen af de 233 kg højaktive brændselsstave




Noget andet, der kunne graves i, er omdefineringen af de 233 kg “særligt affald” fra højaktivt til langlivet mellemaktivt.

Dansk Dekommissionering hævder, at de 233 kg brændselsstave, der er lavet forsøg på, ikke er højaktive, fordi de ikke afgiver varme. Men da de 233 kg indeholder så meget som 1,2 kg plutonium, tyder det på, at nogle af brændselsstavene har opholdt sig mange år i en reaktor og derfor er højaktive, hvordan man end udregner varmeudvikling. Dansk Dekommissionering kan  ikke eller ønsker ikke at udlevere data, når man henvender sig, ligesom de benægter at have højaktivt affald: 23.8.12 skrev Dansk Dekommissionering til mig: ”Det affald, der skal deponeres i det kommende danske depot er lav- og mellemaktivt. Det meste er kortlivet, og en mindre del er langlivet. Vi har ikke højaktivt affald i Danmark. International praksis er, at man deponerer højaktivt affald i dybe geologiske depoter. Lav- og mellemaktivt affald deponeres i andre typer depoter.”


I Teoretisk Udredning af de tekniske krav til et dansk slutdepot for radioaktivt affald fra 2002 kan man læse side 35: (min fremhævning): "I princippet er der tale om højaktivt affald, indeholdende væsentlige mængder radioaktive isotoper med en meget lang halveringstid (se nederste linje i tabel 9). Det meste er oplageret på en måde, sådan at materialerne er holdt for sig selv, men noget kan være vanskeligere at sortere ud fra andet affald."


Men hvad enten de 233 kg kaldes højaktive eller langlivet mellemaktive, vil de i f.eks. Sverige aldrig komme i et depot som det kommende danske, da de indeholder hele det spektrum af fissionsprodukter (f.eks. Cæsium-137, Strontium-90) og aktinider (bl.a. uran og plutonium) som findes i brugt kernebrændsel. 

Forgæves forsøg på eksport af de 233 kg


Endelig kunne en journalist bede om aktindsigt i udenrigsministeriet i forbindelse med de mange forsøg på eksport af de 233 kg. En sådan aktindsigt er mulig. 


Politikens valg

Politiken vælger i en leder 16.7.12 at være kritisk over for borgerne i de udpegede kommuner - ikke over for nedgravning af affaldet - ved at hævde, at debatten om slutdepotet er præget af følelser. Men fakta er, at borgere og borgergrupper har stillet mange af de samme spørgsmål til Dansk Dekommissionering og Sundhedsministeriet som andre lande via Det Internationale Atomenergi Agentur har stillet til Danmark i ti år: bl.a. om de 233 kg “særligt affald”, om borgerinddragelse og om tidsplan. Svarene fra myndighederne til både borgere og IAEA blafrer uklart i vinden. (Kan læses her fra 200320062009, 2012).


Ukritisk journalistik og/eller tavshed


Sagen er alvorlig, når journalister vælger at møde slutdepotsagen med ukritiske artikler og/eller tavshed. Ud fra et demokratisk synspunkt, fordi regeringen ikke inddrager borgere, kommuner og uafhængig ekspertise førend meget sent i processen. Men også ud fra et sundhedsmæssigt synspunkt, fordi slutdepotet vil udgøre en risiko for mennesker og miljø, når kortlivet og langlivet radioaktivt affald blandes i et slutdepot med en sikkerhedshorisont på 300 år, formodentlig 30 - 100 meter under terræn. Den billigste løsning.

Slutdepotsagen og manglen på kritisk journalistisk er ikke enestående. Det samme ses i anden forbindelse med et australsk selskabs ønske om uranudvinding på Kuannersuit/Kvanefjeldet. Det er velkendt, at uranudvinding ødelægger miljø og menneskers heldbred, ligesom det er svært at kontrollere, om restproduktet fra berigning af uran ikke vil blive brugt til den særdeles farlige du-ammunition (depleted uranium ammunition). Alligevel har det ikke vakt danske journalisters interesse at forholde sig kritisk til uranudvinding og danske politikeres positive holdning til uraneksport.

Anne

link

Svensk rapport 2007

Som natt och dag trots samma kärnas ursprung

Om (o)likheter och opinioner i nationella och lokala/regionala mediers hantering
av kärnavfallsfrågan

Ingen kommentarer:

Send en kommentar