Noget tyder på, at det snart vil blive besluttet, at det radioaktive affald fra den nedlagte Forsøgsstation Risø skal slutdeponeres på en af de lokaliteter, som i maj 2011 blev udpeget til dette formål af de statslige myndigheder.
Der er ingen tvivl om, at et slutdepot vil få ødelæggende virkninger for den egn, det bliver placeret i. Slutdeponering er bare et fint ord for nedgravning, og når de menneskeskabte affaldsbeholdere er nedbrudt (det kan ske i løbet af få årtier), er det de omgivende jordlag, som skal sørge for, at radioaktivt materiale ikke slipper ud i omgivelserne.
Alle ved, at der ikke er nogen garanti for, at denne forventning holder stik. Så udpeges et sted som fremtidig atomlosseplads, kan man være sikker på, at enhver økonomisk aktivitet i omegnen vil gå i stå, og at folk vil flytte derfra så hurtigt, de kan.
Uafhængige sagkyndige og de borgergrupper mod slutdeponering, som er dannet i de truede områder, har da også fremført en hård og væsentlig kritik af disse planer. De har desuden fundet et alternativ til slutdeponering, som myndighederne ikke havde nævnt, men som fungerer udmærket i et af vores nabolande.
Man kan desværre frygte, at denne - efter vores mening særdeles berettigede - kritik vil blive ignoreret, uden at hverken offentligheden eller folketinget har fået mulighed til at diskutere den ordentligt.
Det er uacceptabelt og skyldes efter min mening den måde, sagen har været behandlet på gennem de sidste mange år.
For det første er slutdeponering som nævnt en opbevaringsform, der på sigt overlader kontrollen med, at det radioaktive affald ikke slipper ud i miljøet, til de omgivende jordlag. Da de geologiske processer i disse lag ikke kan forudses præcist, medfører det en usikkerhed mht. slutdepotets tæthed, en usikkerhed, som myndighederne ikke vil anerkende, fordi den rejser tvivl om hele ideen bag slutdeponering det radioaktive affald.
Hertil kommer den usikkerhed, som skyldes, at jordlagene omkring de udpegede lokaliteter af økonomiske grunde kun er undersøgt nødtørftigt. De vurderinger af sikkerheden, som myndighederne præsenterer under den fine betegnelse ”generiske analyser”, er derfor baseret på grove gennemsnitsbetragtninger, ikke på nøjagtige data.
Hvis senere vurderinger, baseret på et bedre kendskab til forholdene omkring slutdepotet, skulle vise en betydelig større risiko for udsivning af radioaktivt materiale, er det formentlig for sent at gøre noget ved det. Så vil befolkningen i nærheden (hvis der stadig skulle være nogen tilbage) være tvungent til at leve med den forøgede risiko for bestråling.
For det andet har vurderingen af depotets sikkerhed indtil nu været lagt i hænderne på anonyme eksperter, hvoraf de fleste er ansat i konsulentvirksomheder, som er hyret til at løse delopgaver i forbindelse med slutdeponeringen. Så vidt jeg ved, har ingen videnskabsmand (M/K) med dokumenterede kvalifikationer på dette område sagt god for myndighedernes planer – derimod er der flere med sådanne kvalifikationer, der har sagt fra.
De borgere, som har været engageret i denne sag, har derfor haft den sælsomme oplevelse, at planer, der er blevet præsenteret, som om de var udtryk for den højeste tekniske kunnen, ikke blev forsvaret af nogen videnskabsfolk her i landet. Ingen var parate til at satse deres videnskabelige omdømme ved at støtte disse vurderinger. Til gengæld blev de angrebet af kompetente folk fra udlandet. Det er svært ikke at reflektere lidt over, hvordan det står til med tankefriheden på de højere læreanstalter i Danmark.
På det politiske område har situationen ikke været meget anderledes. I 2003 vedtog et enigt folketing, at det radioaktive affald skulle slutdeponeres, men siden har det været så godt som umuligt at finde et medlem af det høje ting, som turde forsvare denne beslutning offentligt. De få medlemmer, der ytrede sig om den, var til gengæld kritiske.
For det tredje udpegede man i maj 2011 som nævnt seks lokaliteter i fem kommuner, der for de flestes vedkommende lå i landets udkant, som mulige placeringer af et slutdepot. På den måde bibragte man befolkningen i det øvrige land det indtryk, at de var sluppet, ikke bare for få et slutdepot i nærheden, men også for at tænke mere over, hvad der skulle ske med det radioaktive affald. Et problem, som indtil da havde været fælles for hele samfundet, og som også burde være det, var gjort til et problem for sagesløse borgere i de fem kommuner.
Det førte også til, at de landsdækkende medier stort set droppede sagen og nøjedes med kritikløst at efterplapre myndighedernes udmeldinger, samtidig med, at det blev meget svært for de engagerede borgere at komme til orde i disse medier. De oplevede det, som om sagen om det radioaktive affald var omgivet af en mur af tavshed.
Jeg synes, at man i denne sag har udnyttet befolkningens frygt for radioaktiv stråling til et kortsigtet politisk formål på en ualmindelig gemen måde.
Og jeg mener, det er folketinget, der bærer ansvaret for, at det er gået sådan, hvor meget man end prøver at gemme sig bag embedsmænd og teknikere.
Gennem flere valgperioder har det udviklet en ikke-politik, når det drejer sig om det radioaktive affald. Det har bevidst undgået at tage stilling til de problemer, sagen har rejst, og det har forsøgt at tørre dem af på en fåtallig gruppe af medborgere.
Vurderingen af, hvordan slutdeponering af det radioaktive affald vil påvirke det lokalsamfund, som får det påtvunget, er blevet erstattet af en vurdering af, hvordan en sådan beslutning vil påvirke stemmetallene ved næste valg.
Det er ynkeligt og pinligt at se landets vigtigste politiske forsamling i den rolle.
Men først og fremmest er det foruroligende. For hvis folketinget frivilligt afgiver noget af sin magt, som det er sket i denne sag, så vil andre overtage den. Hvem kontrollerer de nye magthavere? Og hvordan kan vi overhovedet se, hvem de er? Vil denne praksis brede sig til andre politik-områder, hvor der er vanskelige problemer?
En gang var alle enige om, at ingen var over eller ved siden af folketinget. I fremtiden vil det ikke være nogen given sag.
Skrevet af Jens
