Atom Posten: Lykken er hverken Gods eller Guld

Tidsskriftet ”Scientific American” bragte 27.02.17 en artikel af Jonathan Foley og Christine Arena med den markante titel:

“Hvordan slår vi dem, der fører krig mod naturvidenskaben”

Artiklen er velskrevet og velargumenteret, og den er kun en i en lang række af initiativer mod Trump-administrationens hærgen.

Artiklen beskriver de strategier, den nye amerikanske administration anvender, når det drejer sig om at slippe for at tage naturvidenskab alvorligt. Den beskriver blandt andet:

en sprogbrug, der systematisk forsøger at så tvivl om veletablerede naturvidenskabelige ideer
brugen af tilforladeligt lydende, men helt uforpligtende udsagn om, at ”det må vi se nærmere på”, når man bliver stillet overfor modargumenter, der ikke er til at komme udenom
brug af alternative ”eksperter”, som kan forplumre debatten uden at bekende kulør.

Artiklen skitserer også en modstrategi. Det er vigtigt at indse:

at naturvidenskaben er dybt politisk trods alle påstande om det modsatte
at der er stor skepsis, ja modvilje, overfor eksperter i vore dage, og den må tages alvorligt, men at der til gengæld er potentielle allierede i grupper, blandt andet religiøse, som tidligere har været skeptiske over for det naturvidenskabelige projekt
at det er vigtigt at satse på den gode historie og ikke kun på eksperimenternes kolde facts: naturvidenskaben kan give sammenhængende forklaringer og ikke kun svar på enkelt-spørgsmål
at kampen bliver hård, for modstanderne har både snuheden, viljen og styrken til at trumfe deres meninger i gennem.

Det er interessant at sammenligne med situationen her i landet.

Vi ser de samme anti-rationelle tendenser her som i USA. De udtrykkes forskelligt, men viser samme mangel på respekt for møjsommeligt opsamlet viden og kunnen, og den samme brug af ”eksperter”, som mod betaling er klar til at så tvivl om etablerede videnskabelige opfattelser uden at gå ind på de iagttagelser, der ligger til grund for dem.

Men hvor udviklingen i USA er sket næsten eksplosivt, har den her i landet været langsom, næsten tøvende. Til gengæld har den været særdeles effektiv.

Vi måtte helt op i nullerne, før den daværende statsminister kunne starte sin kampagne mod smagsdommere og eksperter. Til gengæld er det lykkedes at skræmme mange af disse ”smagsdommere og eksperter” fra vid og sans.

Tesen om, at a-kraft er CO₂-fri, er måske heller ikke nogen dansk opfindelse, men også her er vi godt med (2). For eksempel kunne Københavns Universitet (3) for få dage siden tilbyde et foredrag om Thorium-reaktorer med netop CO₂-friheden som den lysende pointe.

I sagen om det radioaktive affald er det lykkedes at bilde flertallet ind, at den tilsyneladende ikke angik dem. Hvis de bare holdt deres mund og troede på myndighedernes discount-argumentation, ville de slippe for at blive belemret med det. Det er også lykkedes at synliggøre statens ejer-rolle i forskningsinstitutioner, hvis ansatte kunne have bidraget til en ordentlig debat om dette emne.

Danmark er et lille land, og vores radioaktive affald er beskedent i forhold til andre landes. Men når man ser på, hvordan danske myndigheder gennem årene har censureret, intimideret, kamufleret, korrumperet, manipuleret og omdefineret, så må man erkende, at her er der tale om en indsats på et højt, internationalt niveau.

Danmark er lykkedes med at udvikle ideer og metoder, der siden er blevet brugt med stor succes i andre lande. Og hvor man i USA er i fuld gang med at organisere modstanden mod fordummelse og overtro, accepterer offentlighed og medier her i landet stort set alt, hvad statsansatte funktionærer kommer med.

Nogle statistikere mener at have fundet ud af, at danskerne er verdens lykkeligste folk, og det lyder naturligvis rart. Knap så rart er det at tænke på, hvorfor vi er så lykkelige.

Skrevet af Jens

Henvisninger: