Atomaffald og Public Service

I serien ”Videnskabens Verden” har Danmarks Radio P1 bragt en udsendelse (1) om det radioaktive affald (atomaffald), der opbevares på halvøen Risø ved Roskilde.

I udsendelsen bliver alle mulige emner rodet sammen: Tjernobyl, stråling i forbindelse med flyrejser, baggrundsstråling og medicinske anvendelser af radioaktive stoffer. 

Derimod er ikke tid til at fortælle, at man kun har et ufuldstændigt kendskab til atomaffaldets indhold af radioaktive isotoper. Men man ved (selvom det ikke fremgår ad udsendelsen) at en del af radioaktiviteten vil holde sig i mange millioner år.

Det nævnes heller ikke, at der udover affald fra forsøgsstationen også er:

• såkaldte ”tailings” (affald) fra udvinding af uran af malm fra Kuannersuit/Kvanefjeldet i Grønland
• radioaktivt affald fra et (mislykket) forsøg på at fremstille brændselsstave til a-kraftreaktorer
• NORM-affald fra olieboringerne i Nordsøen
• betydelige mængder af ikke-radioaktive, giftige stoffer (Cadmium, Bly, Beryllium)

Det er ellers oplysninger, som er offentligt tilgængelige (2).

Det påstås i udsendelsen, at 

”debatten har bølget frem og tilbage”

siden det blev besluttet at nedlægge atomreaktorerne på forsøgsstation Risø.

I virkeligheden skete der det, at man i 2011 (3) lovede det store flertal, at det kun var borgerne i de udpegede fem kommuner, der kunne komme til at hænge på atomaffaldet. Derefter var der næsten ingen interesse for sagen i de landsdækkende medier og heller ikke nogen debat, som kunne bølge.

Det er en kendsgerning, at radioaktiv stråling fremkalder angst hos mange, men i udsendelsen blev farerne ved denne stråling bagatelliseret, ikke forklaret. En vigtig del af bagatelliseringen er baseret på, hvad den interviewede helsefysiker kalder ”beregninger”. De kan – forstår vi – give den ultimative begrundelse for, at ingen vil lide overlast, når de radioaktive stoffer begynder at sive ud fra det sted, hvor de er slutdeponeret.

Muligheden af, at sådanne beregninger kunne være ufuldstændige eller måske ligefrem fejlagtige, nævnes ikke. Det nævnes heller ikke, at uafhængige sagkyndige har været stærkt kritiske overfor de danske slutdepot-planer (4).

Der reflekteres overhovedet ikke over, hvem der har bevisbyrden i den slags sager.

Udsendelsens kilder er udelukkende medarbejdere fra firmaet Dansk Dekommissionering (DD), der står for håndteringen af affaldet. Det bliver ganske vist nævnt, at borgerne i de udpegede kommuner ”er alt andet end begejstrede”, men de ansvarlige for udsendelsen har åbenbart ment, at der ikke var grund til at høre hvorfor.

DD’s holdninger, som udsendelsen kritikløst refererer, har vi andre kendt længe, og det mest bemærkelsesværdige ved dem er, at de har udviklet sig så lidt i årenes løb. Blandt andet er det åbenbart ikke gået op for dem, at de politisk ansvarlige – omend tøvende – har forlangt (5), at man skal undersøge en alternativ løsning, nemlig et såkaldt mellemlager (6), hvor affaldet opbevares under opsyn i en periode på ca. 100 år.

Udsendelsen er med til at tegne billedet af DR som public service-organ, og den holdning til mindretalssynspunkter, der demonstreres i udsendelsen, er ikke noget kønt syn.

Kommercielle kanaler må kunne klare mikrofonholderiet mindst lige så godt som DR og tjene penge samtidig, for pengestærke sponsorer til de synspunkter, der direkte og indirekte fremføres i udsendelsen, er der ingen mangel på.

Udsendelsen blev som nævnt sendt i serien ”Videnskabens Verden” sammen med et indslag om turistrejser til Månen.

Jeg har på fornemmelsen, at videnskabens verden ser lidt anderledes ud i virkeligheden.

Skrevet af Jens

Henvisninger:

1. www.dr.dk/p1/videnskabensverden. Udsendelsen er tilrettelagt af Charlotte Koldbye og Hisar Sindi og sendt den (21.03.17) kl. 13.33.
2. Se inventorieopgørelse fra Joint Convention on the Safety of Spent Fuel Management and on the Safety of Radioactive Waste Management, Fifth National Report from Denmark Sundhedsstyrelsen Oct. 2014
3. I maj 2011 meldte Indenrigs- og Sundhedsministeriet ud, at seks lokaliteter i fem kommuner var ”udvalgt” som mulige placeringer af et slutdepot for det radioaktive affald. Det var: Hvidbjerg, Thyholm i Struer Kommune, Skive Vest og Thise i Skive Kommune, Kertinge Mark i Kerteminde Kommune, Rødbyhavn i Lolland Kommune og Østermarie i Bornholms Regionskommune.
4. Se kommentar i Atom Posten: ”Oversigt over udenlandsk Kritik af dansk Slutdepotplan for Atomaffald” (22.03.15).
5. Se kommentarer i Atom Posten: ”Dobbeltspil om Atomaffald” (11.03.15) og ”Bekymringer ved et Mellemlager for Atomaffald” (14.03.15).
6. Et fungerende mellemlager (det hollandske mellemlager, COVRA) er beskrevet i Notatet: ”Mellemlager – Baggrundspapir”, som ligger på Annes hjemmeside www.atomaffaldklarhed.dk. Se også Covra’s hjemmeside og kommentar i Atom Posten: ”Besøg på Hollands Mellemlager for radioaktivt Affald” (01.10.13).

Kvanefjeldsprojektet. Den ideelle Løsning?

Kvanefjeldsprojektet i Sydgrønland vil ikke vil skade miljøet, fastholder direktøren i det australske mineselskab GME i et skriftligt svar til DR (1).

Formålet med Kvanefjeldsminen er at producere sjældne jordarters metaller, de såkaldte REE. Biprodukterne er uran, zink og fluor.

Kvanefjeldsprojektet mineteknisk set af chefkonsulent Per Kalvig GEUS

GMEs direktør vil ikke interviewes til DR, men har svaret skriftligt på miljøorganisationernes nylige kritik (2) af GMEs foreløbige miljørapport.

Direktørens udtalelser er meget upræcise. Det er bekymrende, men desværre også forventeligt. Der er meget, der skal skjules i dette projekt.

1. GMEs direktør: "I stedet for at drage forhastede konklusioner og indtage subjektive standpunkter, opfordrer vi miljøorganisationerne til at vente på den offentlige høring, hvor yderligere tekniske detaljer vil være tilgængelige." 

(..)

"For tidlig diskussion og debat før den offentlige høring vil underminere integriteten for licensprocessen i Grønland."

Min kommentar: Selvfølgelig skal projektet debatteres allerede nu, så indvendinger kan komme frem i tide og medvirke til at forbedre projektet. Det må være i alle andres interesse. Høringsperioden (8 uger) er for kort til en grundig debat.

2. GMEs direktør: "Vi har lavet en meget detaljeret undersøgelse, som viser, at stigningen i omfanget af stråling i forbindelse med minen vil være ubetydelig." 

Min kommentar mht. "ubetydelig stigning i omfanget af stråling": 

Ved brydningen sker der det, at klippen knuses og behandles kemisk. Enkelte uranefterkommere er opløselige i vand (radium) eller gasformige (radon). De kan derfor lettere komme ud i miljøet, end de kunne i den oprindelige bjergart.

Noget lignende gælder det fluoridholdige mineral, som også findes i Kvanefjeldet. (Se NOTAT om fluorider nedenfor (3). Risikoen for forurening af omgivelserne er derfor betydelig.

Lic. scient. Kim Pilegaard konkluderede i sin Risø-Miljørapport om Kvanefjeldsprojektet (udgivet i 1990), at F (fluorid) fra uranminen kan være tilstede i alt, hvad fårene indtager også som partikler i den inhalerede luft, således at fårene kan risikere at blive forgiftet med fluorid. (side 99)

Kilde: Illustration side 97 i Risø Miljørapport 1983

Kim Pilegaard er nu professor på DTU MILJØ Institut for Vand og Miljøteknologi 

3.  GMEs direktør: "Lokationen for deponiet er nærmest ideel, skriver John Mair og peger på at klippen under og rundt om søen er massiv og uden forekomst af ler eller andre ustabile materialer."

Min kommentar vedr. Taseq som "nærmest ideel" lokation.

Ja, fra et virksomhedsøkonomisk perspektiv! Den er billig!

Kilde Kuannersuit Kvanefjeldet November 2015

Gerhard Schmidt, pensioneret ingeniør fra Öko-Institut, har udtalt følgende i en mail til mig om Taseq som tailingsdepot:

"Disposal in a lake, as proposed in Greenland and as not completely ruled out by the regulator there, is the Canadian way and is strongly competing to achieve the world championship for another worst case example for tailings waste management."

Og i et interview med Atom Posten 25.6.2015 svarede Gerhard Schmidt på følgende spørgsmål:

Q2 Anne: What are the advantages and disadvantages by using Taseq as a disposal for tailings? 

Gerhard Schmidt: The planned mining will result in large masses of mined materials and wastes, so the mine and tailings waste management is a relevant part of the operation and also of the environmental impacts to be expected by such mining. The potential impacts of such mine and tailings have to consider both radioactive as well as chemically toxic constituents. Both types of constituents are already available in the ore, but in an immobile form so that the hazards are currently either negligible or even non-existent. Mining and milling of the ore mobilizes those constituents, by crushing the ore and treating it with chemicals. So the end point after finishing mining has to be to immobilize those constituents to a form that is as immobile as those were before mining had started. So best-as-possible physical enclosure of those wastes, isolation from the environment and sustainable inertness of those wastes are the base requirements that should govern the selection process of waste management options.

By disposing tailings in a lake none of those basic requirements are respected and can be met. Natural lakes have a steady inflow and outflow of water, surface erosion is maximized by this flow, and disposed constituents are in a steady contact with large amounts of water so maximizing leaching of those constituents. Sustainable (long-term) isolation of the wastes from the environment is impossible under those conditions.
As the negative impacts of such disposed, but permanently leaking mining wastes are a well-known phenomenon, the European Mining Waste Directive requires the sustainable disposal of such wastes in mine openings, where those wastes can well be effectively isolated. Water flow though the disposed material has to be minimized by sustainable covers, designed to divert any surface water (e. g. rain water, melting water) away from those disposed tailings. The design has to guarantee that this installation fulfills its task over very long time (state-of-the-art are e. g. 1,000 years) without permanent active maintenance and repair. So it has to withstand natural climatic conditions, such as long dry periods as well as extreme rain, ice and snow events without eroding away. Hazardous waste constituents should not be able to travel through the installed cover, so the cover has to prevent upward diffusion by design. In a lake environment with its permanent high erosion rate, it is impossible to install such a sustainable cover as it is eroded away in e. g. less than ten years.

The only advantage of disposal in lakes is that it is a simple and a cheap management option in the short term, during operation. That is why this is preferred. But economic advantages can, in the long term, turn out to be the less economic option.Numerous examples can be cited where those costs then were transferred to the general public because the effects were only visible long after the company had left the place, and post-clean-up had to be financed publicly. Or, is not performed at all because the public is not willing to pay for that. Or, if the company still exists, the potential bankruptcy of the owner prevents mine waste regulators from enforcing more sustainable options. In both cases the consequence is a permanently leaking disposal facility. Citat slut

Tailings/affald fra en REE/uranmine vil være det største miljøproblem.

Der vil blive produceret næsten 1 mia tons, hvis alle ressourcer udvindes.

Kilde : Update regarding Kvanefjeldet as of June 2015. Se også Marts 2017

Tailings er langlivet lavaktivt affald, der producerer radioaktive efterkommere i mia. af år.

Når uranmine-tailings skal isoleres fra mennesker og miljø i al evighed, skaber de på en måde det mest vidtrækkende miljøproblem i det, der hedder den nukleare brændselskæde if. den canadiske atomenergikontrolkommission, AECB. (4)

Den nukleare brændselskæde eller brændselscirkel

Kilde: Courtesy of the IAEA; Photos from AREVA, Cameco, Fortum, Posiva, TVO, and WNA. Bemærk at tailings fra uranmøllen ikke optræder i brændselscirklen!

AECB har også udtalt at:

"Den totale radioaktivitet i tailings, for en given mænge uran, er sammenlignelig med radioaktiviteten i atomkraftens højradioaktive affald.

Man kan derfor gøre den konstatering at der er blevet udvist utilstrækkelig opmærksomhed overfor de langsigtede aspekter af tailingsbehandling, og at disse bør gøres til genstand for samme opmærksomhed, som den der er blevet givet det højradioaktive affald." (4)

Skrevet af Anne

Henvisninger

Andre indlæg på Atom Posten om Uran og Grønland

1. Mineselskab: Ny uranmine i Grønland giver ubetydelig stigning i stråling DR 20.3.17

2. Miljøorganisationer offentliggør hemmeligstemplet rapport om uranmine i Grønland DR 10.3.17

En række miljøorganisationer frygter alvorlige konsekvenser for miljøet, hvis Grønland giver tilladelse til uranmine. Mineselskabets foreløbige miljørapport blåstempler ellers projektet.

3. NOTAT OM FLUORIDER (skrevet af Jens)

Fluorider, der er opløst i vand, er giftige for mennesker og dyr.

I naturen findes fluorider i form af calciumfluorid (CaF2, flusspat), som er tungt opløseligt i vand (ca. 0,002 g per 100 mL vand). De findes også i kryolit (Na3AlF6), der også er tungt opløseligt i vand.

Men i Kuannersuit / Kvanefjeldet findes en del af fluoriderne som natriumfluorid (NaF, villiaumit), der har en vis opløselighed i koldt vand (ca. 4g per 100 mL). Ikke så let opløseligt som natriumchlorid (almindeligt salt) (ca. 40 g per 100 mL), men nok til, at fluorid-forurening kan blive et problem, hvis der sker råstofudvinding i området.

Ved minedrift sker der det, at bjergarten knuses, så overfladen bliver umådelig meget større end før. Natriumfluorid i bjergarten vil derfor opløses langt hurtigere end før knusningen.

4. Anon., 1978: The Management of Uranium mill tailings an appraisal of current practices, AECB-1156. Advisory Panel on Tailings, Atomic Energy Control Board, Canada, 31.p

5. Måske tager nogen Fusen på Narsak  Atom Posten 7.6.2015


6. Så kom borgermødet om uran endelig til Narsaq Sermitsiaq 31.5.2015

Nyd Sommeren ved Danmarks Discount-Slutdepot for Atomaffald!

Atomaffald kan være positivt for en kommune, skriver en journalist fra DR P4 Bornholm. Han vil gerne overbevise læseren om, at et slutdepot kan være en turistattraktion - ligesom i Sverige. Det lyder forjættende! Det kan komme med i Visit Denmark's brochure:

Atomaffald og Ladbyskibet

REKLAME : Kombiner familiens besøg i Joboland, Lalandia eller på Vikingemuseet Ladby med et besøg i oplevelsescentret på det danske discount-slutdepot for radioaktivt affald! Der er naturligvis grænser for, hvad I som familie kan opleve, da affaldet er gravet ned. Men i oplevelsescentret, hvortil der er gratis adgang, kan voksne få udleveret en kuglepen og børnene en kasket med logo. 

DRs journalist glemmer i artiklen at fortælle, at den danske slutdepotplan er blevet gennemkritiseret af udenlandske eksperter og nabolande i forb. med Espoo høringen. I forstudiet (maj 2011) står, at ind- og udsivning ikke kan undgås. Hvornår denne ind- og udsivning finder sted, ved ingen.

Journalisten har illustreret sin artikel med et foto af det svenske slutdepot for kortlivet affald i Forsmark, SFR, med denne tekst (min fremhævning):

"På atomaffaldslageret i Forsmark 150 kilometer nord for Stockholm modtager de blandt andet radioaktivt affald fra sygehuse, forskningsinstitutioner og industrien - præcis som det er planen med det danske atomaffaldslager." 

SFR i Forsmark er ikke et mellemlager, men et slutdepot til kortlivet affald. "Avfallet måste hållas isolerat från människor och miljö i minst 500 år" står der på SKB's hjemmeside. 

I det danske affald er der både kortlivet og langlivet radioaktivt affald, det sidste med aktivitet i mere end 1000 år. Alligevel opereres der kun med en "levetid på 300 år" i forstudiet maj 2011 side 14-15: "Grundlaget for opgaven har jf. Beslutningsgrundlaget været, at de skitserede depoter skulle have en levetid på 300 år."

Der mangler den vigtige information i DRs artikel, at det danske radioaktive affald ikke kan komme i et slutdepot som SFR, da der er for mange langlivede isotoper i det danske affald, bl.a. de 233 kg særligt affald og tønderne med historisk affald (ukendt affald). Ved en fejl har man kommet tønder med historisk affald i SFR, og de skal tages op igen. (Radioaktivt avfall felmärkt, UNT.se Östhammar, 16.2.13). Artiklen viser problemet med langlivede isotoper i depoter til kortlivet affald som det svenske i Forsmark SFR, som kun er til kortlivet affald. Disse tønder har præcis samme problem som mange tønder i Risø. Man ved ikke rigtigt, hvad der er i dem og bør derfor anvende forsigtighedsprincippet og ikke komme dem i et slutdepot til kortlivet affald.

DR-journalisten fortæller, at borgerne i Östhammar Kommune er positive over for SFR, slutdepotet for kortlivet affald. Også i Oskarshamns kommune er flertallet af borgere positive overfor slutdepoter.

Det er der forskellige grunde til. Begge kommuner har i lang tid haft atomkraftværker, og det har givet arbejde og vænnet borgerne til atomkraft.

Begge kommuner har anlæg, der håndterer atomaffald. Det blev besluttet i 80erne. I Östhammar ved Forsmarks atomkraftværk findes som sagt et slutdepot til kortlivet radioaktivt affald, SFR. Ved Oskarshamns atomkraftværk findes et mellemlager til det svenske brugte brændsel CLAB. Sverige har endnu ikke slutdepot til langlivet affald, som der også er i det danske atomaffald. Det findes kun som koncept.

Desuden har den virksomhed der tager sig af atomaffaldet, skb.se, integreret sig i kommunerne med massive informationskampagner og støttet idræt og kultur.

At gøre det samme i Danmark - bortset evt. ved eller tæt på Risø - bliver svært.

Det der kan gøres i Danmark er at føre en åben proces uden skjulte dagsordener og med en dialog med kommunerne.

Det bør være helt klart, at et nyt langtidsmellemlager på ingen måde må relateres til et muligt fremtidigt slutdepot. Desuden bør der gives god økonomisk støtte til infrastruktur og andet i den kommune, der kan tænke sig at tage imod et langtidsmellemlager. Dette kan selvfølgelig opfattes som bestikkelse. Men i den danske sag vil den kommune, der tager imod et langtidsmellemlager, gøre en indsats for hele Danmark. Også selv om der ikke er nogen væsentlig risiko for en kommune ved at have et langtidsmellemlager for radioaktivt affald.

Hvem har narret DR-journalisten til at tro, at den danske slutdepot-plan er teknisk-faglig forsvarlig?

Skrevet af Anne

Lykken er hverken Gods eller Guld

Tidsskriftet ”Scientific American” bragte 27.02.17 en artikel af Jonathan Foley og Christine Arena med den markante titel: 

“Hvordan slår vi dem, der fører krig mod naturvidenskaben”

Artiklen er velskrevet og velargumenteret, og den er kun en i en lang række af initiativer mod Trump-administrationens hærgen. 

Artiklen beskriver de strategier, den nye amerikanske administration anvender, når det drejer sig om at slippe for at tage naturvidenskab alvorligt. Den beskriver blandt andet:

• en sprogbrug, der systematisk forsøger at så tvivl om veletablerede naturvidenskabelige ideer
• brugen af tilforladeligt lydende, men helt uforpligtende udsagn om, at ”det må vi se nærmere på”, når man bliver stillet overfor modargumenter, der ikke er til at komme udenom
• brug af alternative ”eksperter”, som kan forplumre debatten uden at bekende kulør.

Artiklen skitserer også en modstrategi. Det er vigtigt at indse:

• at naturvidenskaben er dybt politisk trods alle påstande om det modsatte
• at der er stor skepsis, ja modvilje, overfor eksperter i vore dage, og den må tages alvorligt, men at der til gengæld er potentielle allierede i grupper, blandt andet religiøse, som tidligere har været skeptiske over for det naturvidenskabelige projekt
• at det er vigtigt at satse på den gode historie og ikke kun på eksperimenternes kolde facts: naturvidenskaben kan give sammenhængende forklaringer og ikke kun svar på enkelt-spørgsmål
• at kampen bliver hård, for modstanderne har både snuheden, viljen og styrken til at trumfe deres meninger i gennem.

Det er interessant at sammenligne med situationen her i landet. 

Vi ser de samme anti-rationelle tendenser her som i USA. De udtrykkes forskelligt, men viser samme mangel på respekt for møjsommeligt opsamlet viden og kunnen, og den samme brug af ”eksperter”, som mod betaling er klar til at så tvivl om etablerede videnskabelige opfattelser uden at gå ind på de iagttagelser, der ligger til grund for dem.

Men hvor udviklingen i USA er sket næsten eksplosivt, har den her i landet været langsom, næsten tøvende. Til gengæld har den været særdeles effektiv.

Vi måtte helt op i nullerne, før den daværende statsminister kunne starte sin kampagne mod smagsdommere og eksperter. Til gengæld er det lykkedes at skræmme mange af disse ”smagsdommere og eksperter” fra vid og sans.

Tesen om, at a-kraft er CO₂-fri, er måske heller ikke nogen dansk opfindelse, men også her er vi godt med (2). For eksempel kunne Københavns Universitet (3) for få dage siden tilbyde et foredrag om Thorium-reaktorer med netop CO₂-friheden som den lysende pointe.

I sagen om det radioaktive affald er det lykkedes at bilde flertallet ind, at den tilsyneladende ikke angik dem. Hvis de bare holdt deres mund og troede på myndighedernes discount-argumentation, ville de slippe for at blive belemret med det. Det er også lykkedes at synliggøre statens ejer-rolle i forskningsinstitutioner, hvis ansatte kunne have bidraget til en ordentlig debat om dette emne. 

Danmark er et lille land, og vores radioaktive affald er beskedent i forhold til andre landes. Men når man ser på, hvordan danske myndigheder gennem årene har censureret, intimideret, kamufleret, korrumperet, manipuleret og omdefineret, så må man erkende, at her er der tale om en indsats på et højt, internationalt niveau. 

Danmark er lykkedes med at udvikle ideer og metoder, der siden er blevet brugt med stor succes i andre lande. Og hvor man i USA er i fuld gang med at organisere modstanden mod fordummelse og overtro, accepterer offentlighed og medier her i landet stort set alt, hvad statsansatte funktionærer kommer med.

Nogle statistikere mener at have fundet ud af, at danskerne er verdens lykkeligste folk, og det lyder naturligvis rart. Knap så rart er det at tænke på, hvorfor vi er så lykkelige.

Skrevet af Jens

Henvisninger:

1. “ How to Defeat Those Who are Waging War on Science” https://blogs.scientificamerican.com/guest-blog/how-to-defeat-those-who-are-waging-war-on-science/?WT.mc_id=SA_WR_20170301
2. Se for eksempel Atom Posten (12.12.15) og (30.11.16)
3. ”Foredrag: Thorium - Atomkraft i det 21.århundrede | University of Copenhagen Geological Museum | mandag, 27. februar 2017”. Fra programmet: ” Atomkraft er for tiden meget omdiskuteret som et led i kampen mod klimaforandringer, da det ikke udleder CO2”
4. Can nuclear power slow down climate change

Atomaffaldet: 233 kg særligt affald og Informations artikler

Information er den landsdækkende avis, der har skrevet mest om slutdeponerings-planen for det radioaktive affald på Risø. Ellers har det journalistiske engagement i sagen ligget hos regionale medier: journalist Torsten Raagaard, tidl. P4 Bornholm og Skive Folkeblad.

I 2001 skrev journalist David Rehling, Information, 7 artikler/ledere:

• Der er en gæld at indfri 16.2.01
• Regning for farligt atom-affald glemt 17.2.01
• A-kraft flop efterlod højradioaktivt affald 19.2.01
• Samfundstarveligt 19.2.2001
• Dansk A-ophug I/S 21.2.2001
• Langvarig afvikling af dansk a-kraft 24.2.01
• Politisk uro om a-kraft-afvikling 12.3.01

I Regning for farligt atom-affald glemt 17.2.01 står bl.a. (min fremhævning)

Da forskningsminister Birte Weiss (S) i maj måned sidste år orienterede Folketinget om prisen 200 millioner kr. for deponering af atom-affald fra det statslige forskningscenter Risø, omfattede tallet ikke udgifterne ved lagring af det allerfarligste affald, nemlig 233 kilo højradioaktivt affald, der befinder sig på Risø.

Det bekræfter Risøs reaktorchef, Mogens Bagger Hansen, over for Information:

»I de 200 millioner er ikke inkluderet, at man skal tage sig af de 233 kilo,« siger han. De højradioaktive 233 kilo affald indeholder blandt andet 1,2 kilo plutonium og rester af uran-235.

Det er stoffer, der skal opbevares sikkert i op til en halv million år?

»Det kan man sige. Men om vi snakker 1.000 år eller én million år, er for mig ret uoverskueligt. Prisen på de 200 millioner kr. dækker ifølge Bagger Hansen kun udgifterne til deponering af de 7.200 ton »lav- og mellemradioaktivt materiale,« der også befinder sig på Risø. »Her snakker vi om nedbrydningstid på 200-300 år,« siger reaktorchefen. For disse affaldstyper har Risø peget på en »overfladenær deponering«. 

Fra 2014 og frem har journalist Ulrik Dahlin på baggrund af bl.a. interviews med internationale eksperter samt aktindsigt skrevet flere artikler i Information om sagen. Senest 2.3.2017:

Ingen OECD-lande vil modtage radioaktivt Risø-brændsel

Forud for indstillingen om en løsning på spørgsmålet om deponering af det danske atomaffald, som snart afleveres til forskningsminister Søren Pind, har embedsmændene forgæves forsøgt at få eksporteret 233 kg bestrålet brændsel fra reaktorforsøgene på Risø.

Dahlin har fået aktindsigt i den tværministerielle arbejdsgruppes mødereferater. Af mødereferatet af 6.1.2017 fremgår det, at der ikke er realistisk mulighed for at afsætte det særlige affald til andre OECD-lande.

Mine kommentarer:

• vedr. eksportforsøg af de 233 kg særligt affald

Når det er svært at afsætte de 233 kg særligt affald til udlandet, er det fordi ingen lande endnu har slutdepoter til højaktivt affald (brugt brændsel) som de 233 kg særligt affald. Som man kan læse i David Rehlings artikler var de 233 kg oprindeligt klassificeret som højaktivt. Rehlings kilde er et NOTAT fra 2001 til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg samt interview med den tidligere reaktorchef på Risø.

• vedr. omdefinering af de 233 kg særligt affald

De 233 kg er, som Dahlin nævner 2.3.17, blevet omdefineret til (red. langlivet) mellemaktivt. Dahlin henviser til det uvildige ekspertpanels forsvar af myndighedernes omdefinering. 

Jeg har stillet flere spørgsmål i den anledning til 2 medlemmer af det uvildige ekspertpanel, men de holder fast i omdefineringen og afslår at fortsætte diskussionen.

Omdefineringen, som jeg for første gang hørte om i 2012, var årsagen til, at jeg begyndte at interessere mig for sagen om slutdeponering af Risø-affaldet, da det er alment kendt, at brugt brændsel (i dette tilfælde brugt brændsel der er lavet forsøg på med høj udbrænding) internationalt klassificeres som højaktivt. Brugt brændsel skal, hvis det slutdeponeres, i dybt geologisk slutdepot i flere hundrede meters dybde og ikke ml. 30-100 meter, som er den påtænkte dybde for det danske slutdepot. Pt. er de 233 kg på mellemlager på Risø, og det kan de fortsætte med at være ligesom i Holland. Måske der i løbet af de næste 100 år kommer metoder til at uskadeliggøre de langlivede isotoper.

 Højaktivt affald på Covra, det hollandske langtids-mellemlager

I artiklen Svensk opbakning til tysk kritik af dansk atomaffald 2.12.14 udtaler direktøren i de svenske miljøorganisationers kerneaffaldsgranskning Johan Swahn flg. om de 233 kg særligt affald:

»Det skal betragtes som højaktivt affald, anvendt kernebrændsel, på samme måde som det gøres i Sverige.«

(...)

"Johan Swahn har tidligere kritiseret de danske myndigheders planer om et slutdepot til alt affald. Forud for, at Sundhedsministeriet skulle udarbejde en strategisk miljøvurdering af de seks lokaliteter, der er udpeget som egnede til et overfladenært atomaffaldsdepot, skrev han i juli 2014 et notat til det svenske Naturvårdsverket med henblik på videresendelse til danske myndigheder, hvori det bl.a. hed om de 233 kg særligt affald:

»Udbrændingsgraden i det danske bestrålede brændsel er højt, og affaldet må betragtes som højradioaktivt affald.«

Johan Swahns bekymring rækker som sagt videre end de 233 kg bestrålet brændsel. Også i forhold til dele af det ’historiske’ affald fra atomforsøgsstationens tidligste periode, som ligesom det øvrige affald indtil videre opbevares i forede tønder eller containere på Risø, er der ifølge Johan Swahn grund til skærpet opmærksomhed."

Johan Swahn er en af de 4 internationale eksperter, som de danske myndigheder indbød til at kommentere på COWI's rapport om mellemlager offentliggjort 3.11.2016.

Swahn skriver i sine kommentarer pp. 3-4:

"Författaren har förstått att det funnits en tendens att i Danmark definiera det högaktiva långlivade avfallet i form av bitar av bestrålat/använt kärnbränsle som medelaktivt långlivat radioaktivt avfall. Detta går emot internationell praxis. Det är naturligtvis möjligt att ompaketera bränslestavarna i kollin så attvärmeutvecklingen per volymsenhet blir lägre än den för själva bränslestavarna och att det då enligt en definition baserat endast på värmeutveckling konverteras till medelaktivt långlivat avfall. Men det är inte en riktigt agerande. Annars skulle ju all det använda kärnbränslet i världen på ett enkelt sätt kunna omdefinieras från högaktivt till medelaktivt bara genom att stoppa det i stora behållare."

Vice- og forskningsdirektør Ewoud Verhoef fra det hollandske langtidsmellemlager COVRA er på linje med Swahn: "Det særlige affald bør klassificeres som højaktivt" (Se Verhoefs kommentar side 16-17 i COWIs rapport). 

I DD's præsentation på et møde i Kontaktforum af de indkomne kommentarer står følgende på et slide. (JS er Johan Swahn/MKG.se og EV er Ewoud Verhoef/Covra.nl):

kilde: referat fra møde 14.10.2016 i kontaktforum

Skrevet af Anne

Henvisninger

1/ I Forslag til folketingsbeslutning Fremsat den 28. november 2002 af videnskabsministeren (Helge Sander) om afviklingen af de nukleare anlæg på Forskningscenter Risø

"Særlige forhold gør sig dog gældende for så vidt angår 233 kg bestrålet forsøgsbrændsel, der er en rest efter undersøgelser udført på Risøs Hot Cell anlæg fra midt i 1960’erne til midt i 1980’erne. Da disse 233 kg uranbrændsel rummer en relativt stor mængde langlivede isotoper, vil der skulle stilles særlige krav til en slutdeponering heraf. 

Spørgsmålet om en slutdeponering af dette materiale her i landet bør derfor afvente, om der kan findes en eventuel international løsning på linie med de tidligere løsninger vedrørende andet brugt brændsel fra Risø.
Når der foreligger en afklaring af mulighederne herfor, vil videnskabsministeren forelægge sagen for Folketinget."

2/ Min side : Gæt om data om de 233 kg særligt affald.