Atomaffald og Bakterier

Modstanderne af slutdeponering af radioaktivt affald har ofte fremhævet, at man ved alt for lidt om de processer, der sker i og omkring et slutdepot, og som har betydning for dets evne til at tilbageholde de radioaktive stoffer. Derfor bør man lade forsigtighedsprincippet råde og anbringe det i et mellemlager i ca. 100 år.

Tilhængernes svar har ikke været at godtgøre, at man havde det fulde overblik over disse processer. De har i stedet støttet sig til indviklede matematiske modeller, kaldet ”sikkerhedsanalyser”, som (naturligvis) altid viste, at risikoen for udsivning og skader på mennesker og andre levende væsener ville være ubetydelig i meget lange tidsrum.

Den oplagte indvending mod dette er, at hvis man ikke har det fulde overblik over, hvad der kan ske med depotet, så vil resultaterne af sikkerhedsanalyser nødvendigvis være usikre, fordi (1) 

• der kan forekomme geologiske, fysiske og kemiske processer, som ikke er kendt på det tidspunkt, analysen blev lavet, og som man derfor ikke kan få med i analysen 
• der kan også være processer, som man kun kender til en vis grad og derfor kun kan få med i begrænset omfang 
• der kan ske menneskelige fejl, således at eksisterende viden ikke bliver udnyttet optimalt 

Det engelske tidsskrift ”New Scientist” har for nylig bragt en artikel (2), som endnu en gang illustrerer denne problemstilling.

Den refererer til forskning, som viser, at ikke bare geologiske, fysiske og kemiske, men også mikrobiologiske processer er af betydning, når man skal bedømme sikkerheden af et slutdepot.

Sagen er, at et slutdepot, udover affaldet selv, indeholder cement (beton) samt træ og andet cellulose-holdigt materiale.

På grund af cementen vil miljøet i et sådant depot være stærkt basisk (pH = ca. 11), og det betyder, at cellulosen nedbrydes. Et af nedbrydningsprodukterne (3) kan danne komplekse forbindelser med tunge metaller, heriblandt uran og de transuraner, som er til stede i depotet.

Da disse komplekse forbindelser er vandopløselige, giver det mulighed for, at radioaktive stoffer kan vandre ud i omgivelserne, og det svækker naturligvis tilliden til, at slutdepotet kan holde affaldet isoleret i de mange, mange år, som er nødvendige for at undgå radioaktiv forurening af omgivelserne.

Dette har været kendt i længe. 

Men nu har forskere fra University of Manchester fundet ud af, at nedbrydningsproduktet selv kan nedbrydes af bakterier, der mod forventning kan leve under de barske forhold i slutdepotet.

Tilstedeværelsen af disse bakterier vil derfor virke hæmmende på udsivningen af radioaktive stoffer.

Kommentaren i ”New Scientist” udtrykker begejstring over opdagelsen, fordi forskning på dette område hidtil har været koncentreret om det, der anses for ”negative effekter”, nemlig nedbrydningen af cellulose (4).

Nu er der kommet fokus på de mikrobiologiske processer, der modvirker dannelsen af vandopløselige forbindelser, og som derfor skulle forbedre depotets sikkerhed. Det er det, der i ”New Scientist” kaldes de ”positive effekter”.

I artiklen citeres Cherry Tweed, som er den videnskabelige chefrådgiver ved ”Radioactive Waste Management” i UK dog også for den besindige udtalelse:

”De positive effekter er blevet ignoreret, men vi er nødt til at lave meget mere forskning, før vi er sikre på, at disse positive effekter bliver ved med at være der, og at de opvejer alle former for negative effekter på længere sigt i forbindelse med opbevaring af radioaktivt affald.”

Altså: kunne der – udover den undersøgte proces – tænkes at være andre, hvor bakterier direkte eller indirekte påvirker sikkerheden af et slutdepot? Og som ikke er kendt på nuværende tidspunkt? For det er vel først, når man har det fulde overblik over denne type af processer, at man (måske) kan hævde, at de forøger sikkerheden af et slutdepot.

Det er derfor på ingen måde sikkert, at mikrobiologiske processer, alt i alt, vil bidrage til at gøre slutdeponering sikrere, selvom vi i den kommende tid nok vil høre nogen påstå det.

Men det er helt sikkert, at den nye opdagelse har gjort det endnu sværere at overskue alt det, der kan ske i et slutdepot efter lukningen. Problemet med vurderingen af sikkerheden har fået en ny dimension: Hvor man tidligere skulle have styr på alle tænkelige geologiske, fysiske og kemiske processer, skal man nu også have styr på alle tænkelige mikrobiologiske processer.

Den bevisbyrde, tilhængere af slutdeponering skal løfte, er blevet endnu tungere.

Som demonstranterne i Science Marchen udtrykker det:

”Der er intet alternativ til fakta”

Skrevet af Jens


Henvisninger: 

1. Dette emne har vi kommenteret ved flere lejligheder. Se notaterne: ”Baggrundsartikel om Risikovurdering, ”Bemærkning om matematiske Modeller til Risikovurdering” samt debatoplæg holdt på folkemødet i Allinge, (15.06.13).

Fra Atom Posten: ”Kerneaffalds-håndtering og legitimitet” (04.05.13), ”Nu er den gal igen” (14.05.13), Boganmeldelse: ”Burying Uncertainty” (02.03.14), ”Kattegrus, Atomaffald og Sikkerhedsanalyser” (30.05.14), ”Decide, Denounce, and Defend” (20.06.14), ”Kommentar til PLAN FOR ETABLERING AF SLUTDEPOT FOR DANSK LAV- OG MELLEMRADIOAKTIVT AFFALD – MILJØRAPPORT” (19.10.14).

2. Artikel i ”New Scientist” af Sam Wong (11.04.17): ”Waste-munching bacteria could make nuclear stores safer”. Se også artikel i ”Ingeniøren” af Mads Nyvold, (18.04.17): ”Bakterie kan gøre urandepoter mere sikre”.

3. Isosaccharinsyre, hvis systematiske navn er 2,4,5-trihydroxy-2-(hydroxy= methyl)pentansyre. Det ser indviklet ud, men organisk kemi er indviklet. 

4. Hvor man i DK ”kun” har ca. 10 000 m3 radioaktivt affald, har man i UK Ifølge artiklen ca. 4,5 mio m3, så på en måde er begejstringen let at forstå.