Atomaffaldet og Verden uden for Slotsholmen

Et mellemlager for radioaktivt affald er – som navnet siger – en midlertidig foranstaltning. Efter ca. 100 år skal man tage stilling til, hvordan det radioaktive affald skal behandles eller opbevares på længere sigt (1).

I den officielle fortælling er det blevet til, at affaldet under alle omstændigheder skal i et slutdepot, bare med ca. 100 års forsinkelse.

Signalet er klart: Når affaldet alligevel skal slutdeponeres, hvorfor så ikke gøre det nu? Er det, der ses som 100 års forsinkelse, ikke bare en dyr indrømmelse til pylrede miljø-flippere og ubeslutsomme politikere?

Nej, det er det ikke. Men for at forstå hvorfor, er det nødvendigt at se på denne sag i et større perspektiv. 

Radioaktivt affald fra uran-udvinding, a-kraftværker og anvendelser af radioaktive stoffer er ikke kun et dansk problem, så langt fra. 

Ude i verden findes radioaktivt affald af enhver art: høj-radioaktivt, mellem-radioaktivt og lav-radioaktivt, kortlivet og langlivet, fast, flydende og gasformigt. Det findes i store mængder, og der produceres mere af det hver eneste dag. 

Hvis man tænkte sig, at det alt sammen blev slutdeponeret, ville forureningskatastrofer, som det for eksempel er sket i det tyske depot Asse II (2), ikke kunne undgås. Slutdepoter har vist sig at være mindre sikre, end eksperterne lovede, og i nogen tilfælde vil det deponerede affald trænge ud og forurene omgivelserne trods alle forsikringer om det modsatte.  

Årsagen til disse problemer er, at man i 1940’erne gik i gang med at bruge den nukleare teknologi uden at have det fulde overblik over konsekvenserne. Situationen dengang tvang uforberedte politikere til at støtte den militære og senere den fredelige udnyttelse af de store energimængder, der frigøres ved kernespaltning. 

Som Niels Bohr udtrykte det i 1950 (3):

”Frygten for at blive ladt tilbage i kapløbet var i forskellige lande en stærk tilskyndelse til i hemmelighed at udforske muligheden for at udnytte sådanne energikilder for krigsmæssige formål”

Udnyttelsen af kerne-energien har givet store problemer, især med radioaktivt affald, som vi på nuværende tidspunkt ikke ved nok til at finde holdbare løsninger på. 

Problemer, hvis løsning kræver forskning og internationalt samarbejde. Og som kræver tid.

Det er på den baggrund, man skal se borgergruppernes krav om, at det radioaktive affald i Danmark skal opbevares i et mellemlager i 100 år (4). Mens affaldet ligger der, kan man så forske i, og samarbejde med andre lande om, hvordan det kan opbevares sikkert eller uskadeliggøres.

Men ikke nok med det. Som de sidste seks år har vist, kommer man ingen vegne med sådanne planer uden befolkningens forståelse og accept.

Det er derfor nødvendigt at formidle resultaterne af denne forskning til offentligheden på en måde, der bliver opfattet som fyldestgørende og upartisk. 

Radioaktiv stråling er et svært tilgængeligt emne, og det fremkalder angst hos mange mennesker. Det skyldes, i hvert fald til dels, mange års forsøg på at bagatellisere de risici, der er forbundet med denne form for stråling. 

Denne formidlingsopgave er vanskelig, men den må og skal løses.

Sortseerne hævder, at deres forslag til slutdeponering er den eneste realistiske mulighed for at komme af med affaldet.

De overser muligheden for at finde sikrere metoder til slutdeponering end dem, vi kender nu. De overser muligheden for at udvikle metoder til uskadeliggørelse af dele af det radioaktive affald ved grundstof-omdannelse. Derfor er de tvunget til at lukke øjnene for manglerne i deres eget forslag. 

De mangler tilsyneladende blik for potentialet i forskning og teknologiudvikling. En periode på hundrede år er måske kort tid for det langlivede radioaktive affald. Men i teknologisk sammenhæng er det lang tid (5). 

Verden er større, end den ser ud til, og en holdningsændring der, hvor beslutningerne tages, er mere påkrævet end nogensinde. Man bliver nødt til at indse, at tekniske fremskridt er mulige, i stedet for at foregive, at man allerede ved alt. 

Det, der ser ud som verdenshavet, er måske bare Frederiksholms Kanal.

Skrevet af Jens

Henvisninger:

1. Indlæg i diskussionen om mellemlager versus slutdepot kan findes på Annes hjemmeside. Den har også været behandlet i mange kommentarer i Atom Posten og i vores oplæg på borgermøder.
2. Se kommentarer i Atom Posten: ”Et dansk Asse II?” (05.03.13) og ”Kattegrus, Atomaffald og Sikkerhedsanalyser” (30.05.14).
3. Fra Niels Bohrs ”Åbent brev til De Forenede Nationer” (09.06.50). Optrykt i Niels Bohr: ”Naturbeskrivelse og menneskelig erkendelse”. Forlaget Rhodos, 1985, side 231 - 46.
4. Se for eksempel leder i Skive Folkeblad (10.06.17): ”Forstår ikke en Pind om atomaffaldet”.
5. I løbet af 100 år vil mængden af Plutonium-239 i affaldet kun være aftaget med ca. 0,3 %. Den teknologiske udvikling i de sidste 100 år har derimod, som alle ved, været overvældende. Der er, så vidt jeg kan se, ingen grund til at antage, at den ikke vil fortsætte i de næste 100 år.