Dette er den nedslående overskrift på Lasse Jensens kommentar i ”Information” sidste onsdag (1).
Det er svært for seriøse medier, selv BBC, at opretholde balancen i nyhedsdækningen, ja i det hele taget at præcisere, hvad det vil sige at ”holde balancen”, når det drejer sig om spørgsmål, der ikke bare kan besvares med et ”ja” eller et ”nej”.
De føler sig tvunget til at give taletid til ”eksperter”, hvis udtalelser de kun har begrænsede muligheder for at udfordre, og det slider på troværdigheden, når alle kan se, at disse personer slipper alt for let fra det.
Hertil kommer, at brugerne altid kan zappe hen til en nyhedskilde, der leverer lige netop det, de ønsker. Og mange ønsker desværre at ”plaske i sine egne fordommes lune badevand”, som det udtrykkes.
Men hvad kan man så gøre for at hælde koldt vand i badekarret?
Der er ingen lette løsninger. Internettet muliggør gentagelse, gentagelse og atter gentagelse af de samme, dumme udsagn, og det virker nedbrydende på den offentlige debat.
Det positive er den lette adgang til informationer af enhver art, som internettet også giver, og mange brugere interesserer sig for langt flere emner og har langt større forventninger til medierne, end de havde før i tiden. Brugere, som ikke allesammen ønsker at blive talt efter munden.
Det er derfor svært for det enkelte medie at imødekomme brugernes mangeartede behov med begrænsede journalistiske resurser og på en begrænset plads (2).
Det er også en del af det problem, LJ beskriver, og det kan der gøres noget ved.
For LJ’s betragtninger, hvor rigtige de end er, giver kun en ufuldstændig beskrivelse af virkeligheden i de net-baserede medier. Blandt de mange ”uautoriserede” nyhedskilder er der faktisk nogen, der prøver at tage deres ansvar alvorligt. Måske er de få, men de findes.
De ser det som deres opgave at skabe offentlig opmærksomhed om emner, de synes er underbelyst i de etablerede medier. De opretter hjemmesider med information om emnet, og de skriver kommentarer, der ofte har faglig tyngde, selvom de af og til kan virke monomane og skingre.
Disse ”niche-medier” har indsigt og tid, og de har noget at byde på, som burde interessere langt flere end de få, der allerede kender dem. Noget, der også kan hjælpe de seriøse medier til at fastholde deres centrale rolle i den offentlige debat.
Når de seriøse medier har givet taletid til tvivlsomme eksperter, kan niche-folkene efterfølgende afsløre dårlig argumentation og vigtigmåseri i deres udtalelser. Måske gør de det allerede, men da de tit arbejder isoleret, kommer deres kritik sjældent ud til ret mange.
De kan også udfordre institutioner, som har økonomisk mulighed for at få fremstillet forkromede lige-til-at-trykke-artikler, hvor det arrogante udtryk erstatter det reelle argument. Ved første blik vil sådanne partsindlæg, fabrikeret af folk, der har lært, hvordan man gør den slags, se afbalancerede, seriøse og trykkemodne ud. Omvendt vil mod-indlæg, skrevet af folk, der ikke har været på de samme kurser, ofte blive afvist som følelsesbetonede og useriøse, uanset indholdet. Niche-medierne har desværre lang erfaring med denne form for manipulation og kan bidrage til at sikre, at der bliver holdt fokus på indholdet i stedet for på indpakningen.
Et tættere samarbejde mellem de seriøse medier og niche-medierne kunne være vejen til en mere alsidig nyhedsdækning. De sidste kan hjælpe de første med at dække enkeltsagerne, mens de første kan hjælpe de sidste med at nå ud til mange flere.
Kulturforskelle gør utivlsomt, at det vil være svært at etablere et sådant samarbejde. Men det er værd at forsøge, og vi må teste de muligheder, der er, og ikke bare resignere overfor fordummelse og manipulation.
Det skal give mening at høre ”begge sider” i en sag. Men der skal også stilles spørgsmål, og der skal insisteres på, at de bliver besvaret ordentligt. Det handler ikke om at afbalancere sandhed med løgn, men om at afbalancere argumenter med modargumenter.
Skrevet af Jens Bjørneboe
Henvisninger:
- Kommentar i ”Information” (24.07.19). Ikke online.
- Se for eksempel overskrifterne i ovenstående udgave af ”Information”. De spænder vidt, kan man vist roligt sige.
Efterskrift. Ovenstående kommentar er skrevet på basis af Annes og mine oplevelser i sagen om det radioaktive affald i perioden 2012-18. Vi har ønsket, at Atom Posten spillede den rolle som niche-medie, der er skitseret ovenfor. Om det er lykkedes, må andre bedømme.
