Svaret indledes med en bemærkning om, at
”AA hævder, at voluminet af affaldet er 0,0233 m3”
Begrundelsen for dette tal kommenteres ikke, hvilket ellers skulle være let nok:
De brugte brændselsstave vejer 233 kg og har en massefylde på ca. 10 000 kg/m3. Forelagt disse oplysninger vil en elev i 7. klasse uden at ryste på hånden nå frem til, at rumfanget har ovenstående værdi (3).
De brugte brændselsstave vejer 233 kg og har en massefylde på ca. 10 000 kg/m3. Forelagt disse oplysninger vil en elev i 7. klasse uden at ryste på hånden nå frem til, at rumfanget har ovenstående værdi (3).
DUE’s eksperter forholder sig til det faktuelle, og det er naturligvis godt. Mindre godt er det, at det faktuelle i denne sammenhæng er oplysninger fra den ene part i sagen (Dansk Dekommissionering, DD), nemlig at rumfanget af det særlige affald kan sættes til 1 m3 (4).
Det nævnes ikke, at denne forøgelse af rumfanget i forhold til udgangspunktet (de brugte brændselsstave) skyldes de ikke-radioaktive materialer, som affaldsbøtterne er lavet af, og som hverken gør strålingen fra affaldet større eller mindre. Men det medfører – bekvemt nok – at rumfanget vokser fra 0,0233 m3 til 1 m3, altså til mere end det 40-dobbelte.
DUE nævner heller ikke, at hvis affaldet bliver tvangsdeponeret i en af de 5 udpegede kommuner (5), så vil ”deponeringsvoluminet” ifølge DD vokse yderligere til 65 m3, altså til mere end 2800-dobbelte af det oprindelige. Det kunne da ellers være beroligende for dem, der accepterer DUE’s tankegang.
DUE omtaler ikke det grundlæggende: at volumen og specifik aktivitet af en given mængde radioaktivt materiale er omvendt proportionale (6). Et lille rumfang svarer til en stor specifik aktivitet, og et stort rumfang til en lille. Den specifikke aktivitet af en given mængde radioaktivt materiale kan derfor gøres så lille, det skal være, hvis man bare gør rumfanget stort nok.
Realiteten er, at DD står med 233 kg affald i form af bestrålet brændsel, hvori der sker 758 000 000 000 000 radioaktive omdannelser hvert sekund. Affald, der indeholder stoffer, som ikke bare er radioaktive i meget lang tid, men som også er meget giftige. Når bøtterne er nedbrudt, og affaldet slipper ud i miljøet (det kan ske om få årtier, hvis uheldet er ude, eller hvis man har sparet på indretningen af slutdepotet), er det farligt for mennesker og andre levende væsener uafhængigt af, hvordan det har været emballeret i sin tid.
Når det drejer sig om mængden af affaldet, målt i kilo, er der ikke noget at rafle om: Det er særdeles farligt og skal håndteres og opbevares med allerstørste forsigtighed.
Rumfanget af affaldet, derimod, kan inden for meget vide grænser bestemmes af de myndigheder, der har kontrollen med det (7). Hvis man for eksempel blandede det op med kolossale mængder af havregryn, ville det formentlig være tilladt at sælge det som helsekost. Om nogen ville købe det, er så en anden sag.
DUE forsøger på flere måder at aflede læsernes opmærksomhed fra sagens enkle kendsgerninger:
- Det sker ved hjælp af sprogbrugen. For eksempel: AA ”hævder”, hvor DD ”oplyser”.
- Det sker ved at undlade at nævne elementære og relevante dele af den viden, eksperterne er eksperter i.
- Det sker ved i overskriften til svaret at fremhæve den (for nogle) komiske omstændighed, at AA er bosat i Herning. Ikke det langt mere relevante, at hun har redigeret og i høj grad selv skrevet Atom Posten gennem de sidste fire år.
Men disse manøvrer til trods kan DUE ikke komme udenom, at de i dette svar accepterer fortynding som legitim begrundelse for omdefineringen af det særlige affald. Det er en kovending i forhold til DUE’s svar (5.10.2016, hvor det skinhelligt anføres, at affaldet
”bør bevares eller oparbejdes til så koncentreret form som muligt”
Min mening om denne sag vil næppe interessere DUE, for jeg bor også i Herning. Men jeg er godt nok forundret over, at DUE på bare en måned kan skifte fra det ene principielle synspunkt til det modsatte: I oktober skulle rumfanget være lille, i november skulle det være stort.
- Betyder grundlæggende holdninger så lidt for DUE?
- Tror de virkelig, at læserne glemmer så hurtigt?
Alle burde være enige om, at samfund som vores ikke kan klare sige uden eksperter, som kan tale frit, når de fremsætter deres faglige vurderinger.
Men eksperter, der præsenteres som uvildige, burde i det mindste forsøge at overbevise offentligheden om, at de også er det.
Jens Bjørneboe, seniorkommentator (emeritus) ved Atom Posten
Henvisninger
- Det uvildige Ekspertpanels tredje svar til Anne (03.11.16), se Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside. Forfatternes navne nænner jeg ikke at nævne.
- Se kommentar i Atom Posten og kommentar til det uvildige ekspertpanels tidligere svar
- Betegnelser som ”1m3” står for 1 kubikmeter, som er lig med 1000 liter. En massefylde på 10 000 kg/m3 betyder, at affaldets massefylde (vægtfylde) er 10 gange så stor som vands. Denne værdi er stor, og skyldes affaldets indhold af tunge grundstoffer som Uran (U), Plutonium (Pu) mfl. Værdien er efter min mening et forsigtigt gæt – den reelle værdi er formentlig noget højere. Værdien er ikke oplyst af myndighederne.
- Det uvildige Ekspertpanels tredje svar til Anne (03.11.16) på UFM’s hjemmeside.
- De fem kommuner, som risikerer at få påtvunget et slutdepot, er: Struer kommune, Skive kommune, Kerteminde Kommune, Lolland Kommune og Bornholms Regionskommune.
- Ifølge DD’s opgivelser har det særlige affald en aktivitet på 758 TBq. Enheden Bq (Bequerel) beskriver aktiviteten af en radioaktiv kilde, dvs. antallet af henfald per sekund. 1 Bq svarer til, at der sker 1 radioaktivt henfald hvert sekund. Enheden 1 TBq (terabequerel) svarer til, at der sker 1 000 000 000 000 = 10^12 henfald i kilden hvert sekund. Enheden 1 GBq (gigabequerel), som også er nævnt i teksten, svarer til, at der sker 1 000 000 000 = 10^9 henfald hvert sekund. Den specifikke aktivitet er aktiviteten per m3 affald.
- Dette trick har været anvendt i forbindelse med affaldet fra skifergasboringerne ved Frederikshavn (som nu er opgivet), se kommentar i Atom Posten (23.08.15). Det skete med Sundhedsstyrelsens velsignelse.
