Processen kører i 3 spor:
De strategiske miljøvurderinger (SMV) forberedes/påbegyndes.
Borgergrupperne inddrages fortsat ikke på trods af anbefalinger fra Dansk Center for Miljøvurdering.
2. Mellemlager
Vurdering af mulighed for etablering af mellemlager planlægges/påbegyndes i arbejdsgruppen.
3. Eksport
Sonderingerne m.h.p. deponering i udlandet planlægges/påbegyndes april/maj 2013.
2013/2014 beslutter politikerne, om de vil fortsætte slutdepotprocessen eller vælge at arbejde videre med en mellemlagerløsning som den hollandske.
Eksportsporet undersøges sideløbende med SMV og arbejdet under projekteringsloven.
I 2016 udpeges den endelige lokalitet, der skal huse et slutdepot.
Mellemlager
Det er fornuftigt at undersøge en mellemlagerløsning, da et mellemlager i modsætning til nedgravning giver mulighed for at holde øje med affaldet, hvis tønder tærer. Hvis affaldet graves ned, kan ind- og udsivning nemlig ikke undgås ifølge denne rapport side 12 og denne side 217.
Holland
har valgt et mellemlager. De har samme mængde radioaktive affald som Danmark, cirka 10.000 m3.
Alt det
hollandske affald er karakteriseret som langlivet mellemaktivt og skal efter
cirka 100 år i et dybt geologisk depot, dvs. ca. 500 meters dybde.
Holland er
derfor aktiv i ERDO,
hvor man arbejder for en fælleseuropæisk
løsning: et depot for højaktivt og langlivet mellemaktivt affald.
ERDO er
oprettet, fordi det er for stor en opgave for nogle lande selv at bygge et dybt
geologisk depot.
ERDO-samarbejdet er på forberedelsesstadiet, og man har endnu ikke fundet et land, der vil huse et dybt geologisk depot. (ERDO Working Group).
ERDO-samarbejdet er på forberedelsesstadiet, og man har endnu ikke fundet et land, der vil huse et dybt geologisk depot. (ERDO Working Group).
Man får ikke indtryk af, at de danske myndigheder er specielt motiverede for et mellemlager. Da repræsentanter for de 5 borgergrupper mødtes med
sundhedsministeren og hendes embedsmænd i marts 2013, fik repræsentanterne det
indtryk, at SIS aldrig vil godkende et mellemlager. Selv
overværede jeg i marts 2013 et foredrag om slutdepotprocessen, hvor en geolog fra GEUS heller ikke gav udtryk for den store
entusiasme. GEUS skal i løbet af 2013 give en redegørelse for et
mellemlager.
Dansk Dekommissionerings opgave er at beskrive, hvordan etablering af mellemlageret kan gennemføres, blandt andet i forhold til lagerenheder, sikkerhedskriterier og sikkerhedsanalyser samt drift af mellemlageret.
Eksport af alt affaldet
Daværende indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder fremførte i 2011 nogle indvendingerne mod eksport i et svar til folketingsmedlem Jeppe Kofod (S):
Risø/Dansk Dekommissionering har anført, at man under alle omstændigheder må formode, at der ved en eksport ville påløbe betydelige transportudgifter samt udgifter til opbevaring i modtagerlandet, og at man ville skulle indrette sig efter modtagerlandets acceptkriterier m.v. med mulige mer-udgifter til ompakning til følge. Den teoretiske depotudredning har således konkluderet, at: »det næppe vil være realistisk at bortskaffe det danske lav- og mellemaktive affald ved deponering uden for Danmark".
Et af argumenterne for eksport er, at det vil være bedre, at lande, der er vant til at slutdeponere radioaktivt affald, gør det, end Danmark der ingen erfaringer har på området.
Imidlertid er det danske radioaktive affald ikke en let opgave at slutdeponere, selv om mængden er relativt lille, da alt affaldet ikke kan komme i ét og samme slutdepot i udlandet, som det man påtænker at lave i Danmark. Et sådant findes ikke.
Affaldet består af både kort- og langlivet lav- og mellemaktivt affald samt højaktivt affald, de 233 kg særligt affald, brugt brændsel, der har været lavet forsøg på med høj udbrænding. De 233 kg indeholder bl.a. Plutonium-239, der er ultragiftigt. Plutonium-239 findes også i andet affald end de 233 kg.
Det kortlivede affald skal opbevares sikkert i cirka 300 år, det langlivede i længere tid, op til flere hundredtusinder af år. Desuden er der evigt giftigt affald, som bly, beryllium og cadmium.
Ifølge Beslutningsgrundlaget af 2008 skal der undersøges en mulighed for eksport af 233 kg affald, der kræver en særlig opbevaring, dvs. dyb geologisk deponering i 500 meters dybde eller dybt borehul i flere kilometer. Ifølge direktøren i Dansk Dekommissionering er 3-5 lande blevet spurgt, uden held.
Hvilke lande vil kunne tage alt Danmarks radioaktive affald?
Umiddelbart ser det sort ud, da mange lande har kapacitetsproblemer, som f.eks. Frankrig, eller tekniske problemer med deres eget slutdeponerede affald.
I udlandet findes der ifølge denne oversigt fra 2011 (side 56-59) pt. kun slutdepoter til kortlivet affald. Af oversigten ses, at det langlivede mellemaktive affald planlægges placeret i særlige depoter eller sammen med det højaktive, der skal placeres i dybe geologiske depoter. Dybe geologiske depoter findes endnu ikke, men påtænkes opført i Frankrig, Sverige og Finland. Det svenske dybe geologiske depot ansøges der pt. om, og kun hvis det kan godkendes, kan det finske godkendes, da det bygger på samme metoder. I Sverige skal der også opføres et slutdepot til langlivet mellemaktivt affald.
Det EU-direktiv af 19.7.2011 om sikker håndtering af kerneaffald, der skal implementeres i august 2013, giver mulighed for eksport til lande uden for EU, men i mange lande er der borgerprotester mod import af radioaktivt affald. Og hvor er garantien for, at radioaktivt affald opbevares på betryggende vis uden for EU?
Efter forgæves at have forsøgt at få sit radioaktive affald placeret i fjerne provinser forsøgte Italien i 2008 at eksportere sit radioaktive affald fra nedrivningen af sine atomreaktorer til USA. Men planerne strandede på grund af lokal modstand i staten Utah.
Dansk Dekommissionerings opgave er at beskrive, hvordan etablering af mellemlageret kan gennemføres, blandt andet i forhold til lagerenheder, sikkerhedskriterier og sikkerhedsanalyser samt drift af mellemlageret.
Eksport af alt affaldet
Daværende indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder fremførte i 2011 nogle indvendingerne mod eksport i et svar til folketingsmedlem Jeppe Kofod (S):
Risø/Dansk Dekommissionering har anført, at man under alle omstændigheder må formode, at der ved en eksport ville påløbe betydelige transportudgifter samt udgifter til opbevaring i modtagerlandet, og at man ville skulle indrette sig efter modtagerlandets acceptkriterier m.v. med mulige mer-udgifter til ompakning til følge. Den teoretiske depotudredning har således konkluderet, at: »det næppe vil være realistisk at bortskaffe det danske lav- og mellemaktive affald ved deponering uden for Danmark".
Et af argumenterne for eksport er, at det vil være bedre, at lande, der er vant til at slutdeponere radioaktivt affald, gør det, end Danmark der ingen erfaringer har på området.
Imidlertid er det danske radioaktive affald ikke en let opgave at slutdeponere, selv om mængden er relativt lille, da alt affaldet ikke kan komme i ét og samme slutdepot i udlandet, som det man påtænker at lave i Danmark. Et sådant findes ikke.
Affaldet består af både kort- og langlivet lav- og mellemaktivt affald samt højaktivt affald, de 233 kg særligt affald, brugt brændsel, der har været lavet forsøg på med høj udbrænding. De 233 kg indeholder bl.a. Plutonium-239, der er ultragiftigt. Plutonium-239 findes også i andet affald end de 233 kg.
Det kortlivede affald skal opbevares sikkert i cirka 300 år, det langlivede i længere tid, op til flere hundredtusinder af år. Desuden er der evigt giftigt affald, som bly, beryllium og cadmium.
Ifølge Beslutningsgrundlaget af 2008 skal der undersøges en mulighed for eksport af 233 kg affald, der kræver en særlig opbevaring, dvs. dyb geologisk deponering i 500 meters dybde eller dybt borehul i flere kilometer. Ifølge direktøren i Dansk Dekommissionering er 3-5 lande blevet spurgt, uden held.
Hvilke lande vil kunne tage alt Danmarks radioaktive affald?
Umiddelbart ser det sort ud, da mange lande har kapacitetsproblemer, som f.eks. Frankrig, eller tekniske problemer med deres eget slutdeponerede affald.
I udlandet findes der ifølge denne oversigt fra 2011 (side 56-59) pt. kun slutdepoter til kortlivet affald. Af oversigten ses, at det langlivede mellemaktive affald planlægges placeret i særlige depoter eller sammen med det højaktive, der skal placeres i dybe geologiske depoter. Dybe geologiske depoter findes endnu ikke, men påtænkes opført i Frankrig, Sverige og Finland. Det svenske dybe geologiske depot ansøges der pt. om, og kun hvis det kan godkendes, kan det finske godkendes, da det bygger på samme metoder. I Sverige skal der også opføres et slutdepot til langlivet mellemaktivt affald.
Det EU-direktiv af 19.7.2011 om sikker håndtering af kerneaffald, der skal implementeres i august 2013, giver mulighed for eksport til lande uden for EU, men i mange lande er der borgerprotester mod import af radioaktivt affald. Og hvor er garantien for, at radioaktivt affald opbevares på betryggende vis uden for EU?
Efter forgæves at have forsøgt at få sit radioaktive affald placeret i fjerne provinser forsøgte Italien i 2008 at eksportere sit radioaktive affald fra nedrivningen af sine atomreaktorer til USA. Men planerne strandede på grund af lokal modstand i staten Utah.
Italien har 30.000m3 radioaktivt affald, hvoraf 10% er
højaktivt. Når dekommissoneringen/nedrivningen er færdig vil der være ca.
dobbelt så meget affald.
Nu overvejer Italien en teknologipark med et permanent
overfladeslutdepot for lav- og mellemaktivt affald og et mellemlager for det
højaktive. Forskerparken vil give 400 arbejdspladser.
Firmaet Sogin arbejder på det.
T.o. er miljøorganisationer som Greenpeace og Danmarks Naturfredningsforening ikke tilhængere af eksport af kerneaffald.
Konklusion
Myndighedernes tilsyneladende manglende motivation for et mellemlager og de dårlige eksportmuligheder gør, at slutdeponering/nedgravning fortsat må anses for at være myndighedernes favorit. Hvis det skulle lykkes at komme af med de 233 kg højaktivt affald omdefineret til langlivet mellemaktivt, vil der dog ikke kunne laves et overfladeslutdepot, da der stadig er langlivet mellemaktivt affald i affaldet på Risø. På en minihøring i 2005 kom følgende frem:
T.o. er miljøorganisationer som Greenpeace og Danmarks Naturfredningsforening ikke tilhængere af eksport af kerneaffald.
Konklusion
Myndighedernes tilsyneladende manglende motivation for et mellemlager og de dårlige eksportmuligheder gør, at slutdeponering/nedgravning fortsat må anses for at være myndighedernes favorit. Hvis det skulle lykkes at komme af med de 233 kg højaktivt affald omdefineret til langlivet mellemaktivt, vil der dog ikke kunne laves et overfladeslutdepot, da der stadig er langlivet mellemaktivt affald i affaldet på Risø. På en minihøring i 2005 kom følgende frem:
"Det blev fremført, at hvis Danmark kunne eksportere de 233 kg forsøgsbrændsel kunne alt affaldet uden problemer deponeres terrænnært. Hertil blev svaret, at der også er andet langlivet affald, der vil kræve særlige overvejelser og foranstaltninger ved terrænnær deponering, bl.a. et antal store brugte ά-kilder. Endvidere er der et sorteringsproblem, da noget af det langlivede materiale vil være blandet med kortlivet."
Det er derfor vigtigt at være på vagt
og argumentere for et mellemlager, hvor man kan holde øje med affaldet fremfor at grave det ned i 30-100 meters dybde og glemme det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar