Mellemlager – et ord, som ikke skal omdefineres

I den sidste tid er mellemlageret kommet ind i diskussionen om Risø-affaldet, og det må derfor være på sin plads at præcisere, hvad der efter Atom Postens mening bør være grundlaget for denne diskussion.

Udgangspunktet er, at radioaktive isotoper og giftige stoffer som bly, cadmium og beryllium skal opbevares, så de ikke skader levende væsener. Det kan enten ske ved slutdeponering, hvor affaldet anbringes i hulrum under jorden, og hvor det til syvende og sidst er de omgivende jordlag, som skal sikre mod udsivning af disse stoffer til omgivelserne. Eller det kan ske ved mellemlagring, hvor affaldet anbringes i en bygning ved jordoverfladen, og hvor det overvåges, således at man kan gribe ind, hvis noget er ved at gå galt.

Borgergrupper og lokalpolitikere har ved mange lejligheder påpeget det uansvarlige i at slutdeponere affaldet, mens de statslige myndigheder ved at fravælge geologisk set velegnede deponeringssteder i nærheden af tætbefolkede områder indirekte har bekræftet denne vurdering. Derfor er der grund til at vende opmærksomheden fra slutdepot til mellemlager.

Hvad angår det bygningsmæssige, må det være oplagt at lære af de erfaringer, man har gjort i Holland, hvis mellemlager (COVRA) har været i funktion i over 20 år. En beskrivelse af COVRA kan findes på dette link.

Borgergruppen i Struer besøger Hollands mellemlager, foto: Bendy Poulsen, Lyngs

Rekruttering af personale til mellemlageret er et større problem, fordi de sidste veteraner fra forsøgsstation Risø vil gå på pension om få år. Der er derfor et akut behov for uddannelse af mennesker med kompetence inden for det nukleare område, og ikke kun af hensyn til mellemlagerets drift.

Det må forventes, at radioaktive stoffer også i fremtiden vil blive brugt indenfor lægevidenskab, forskning og industri. Derfor skal der også i fremtiden være en kompetent kontrolmyndighed og faciliteter til opsamling af affald fra disse anvendelser. 

Da mange lande, heriblandt vores to nærmeste naboer, har A-kraft, bliver vi også nødt til at have et beredskab, som kan rykke ud i tilfælde af ulykker, hvor radioaktivt stof spredes over dansk område. Vi kan sige nej til A-kraft, men slippe for radioaktive stoffer her i landet kan vi naturligvis ikke. 

Ved at samle kontrolmyndigheden, beredskabet og mellemlageret i nærheden af et universitet vil det være muligt at opretholde den nukleare ekspertise, som samfundet har brug for, men som risikerer at gå tabt. 

En sådan placering vil have den yderligere fordel, at en talrig, veluddannet og indflydelsesrig befolkning i nabolaget vil kunne sikre, at mellemlager-løsningen bliver taget alvorligt. For mellemlageret er ikke, som slutdepotet, truet af udsivning af radioaktivt materiale, men af udvanding som følge af kortsigtede besparelser. 

Her i landet kan man slippe af sted med at omdefinere højradioaktivt affald til langlivet mellemaktivt affald. Det lyder mere tilforladeligt, men strålingen er naturligvis den samme.

Det er vigtigt at forhindre, at mellemlagerløsningen udvandes ved hjælp af den slags hokuspokus.

Jens