Klik på foto for artikler om Covra - Hollands langtidsmellemlager for radioaktivt affald

fredag den 19. september 2014

Radioaktivt Affald og Formidling

Når man borer efter skifergas, får man alunskifer med op. Alunskifer indeholder radioaktive stoffer, og derfor skal det opborede materiale kontrolleres løbende.

Ifølge Sundhedsstyrelsens og Euratoms regler er ”undtagelsesniveauet” for den slags affald 0,5 Bq/g. Er strålingen over denne grænse, skal materialet behandles som lavradioaktivt affald, ellers kan det behandles som almindeligt, ikke-radioaktivt affald.

Jeg skal ikke tage stilling til, om grænsen er rigtigt sat. Radioaktive stoffer findes overalt, og vi bliver ramt af radioaktiv stråling uafbrudt, så en grænse på nul er i hvert fald ikke realistisk.

Men jeg har noget imod den måde, love og regler bliver præsenteret på. De er naturligvis skrevet, så specialister, der er beskæftiget på dette område, ved, hvad de har at rette sig efter. Det er nødvendigt, men efter min mening ikke tilstrækkeligt.

Offentligheden har en berettiget interesse i at vide, ikke bare hvor grænserne går, men også, hvad de betyder. Borgere og politikere skal uden for meget besvær kunne sammenligne grænserne på et område med grænserne på et andet, for eksempel når de skal vurdere, om der er balance mellem de strålingsrisici, forskellige befolkningsgrupper udsættes for. Reglerne må suppleres med ikke-tekniske redegørelser, som kan læses af mennesker, der ikke arbejder med disse ting til daglig.

Når det drejer sig om affald, der som det opborede materiale indeholder en ”naturlig” blanding af radioaktive stoffer, burde man dog først forklare, hvad en ”naturlig” blanding af radioaktive stoffer vil sige. For det andet burde man forklare forbindelsen mellem de tre størrelser:

  • Indholdet af uran i en boreprøve 
  • Den samlede aktivitet af en boreprøve 
  • Den målte aktivitet af en boreprøve 

Sammenhængen er ikke enkel, og jeg savner en u-teknisk forklaring på, hvordan de hænger sammen.

Den målte aktivitet er aktiviteten af en enkelt, udvalgt isotop og er velegnet til sammenligning af radioaktiviteten i boreprøver af samme type. ”Undtagelsesniveauet” på 0,5 Bq/g er en grænse for den målte aktivitet, ikke for den samlede.

Vil man sammenligne den målte aktivitet af en boreprøve med aktiviteten af et andet uran-holdigt mineral med kendt uran-indhold, skal man kunne beregne uran-indholdet af boreprøven.

Vil man sammenligne aktiviteten af en boreprøve med aktiviteten af et stof, der indeholder andre radioaktive isotoper end uran, skal man kunne beregne den samlede aktivitet.

Jeg savner en offentligt tilgængelig og læselig redegørelse for, hvordan man gør det. Mit eget forsøg på at finde rundt i emnet findes i notatet:  ”Radioaktivitet af Uran-holdige Bjergarter”, som ligger på Annes hjemmeside.

Jeg er nået til den konklusion, at der er en regnefejl i VVM-redegørelsen for prøveboringen ved Dybvad. Jeg mener også, at svaret til Per Clausen (EL) fra 2013 er under det niveau, man kan forvente, når en offentlig myndighed besvarer et spørgsmål fra et medlem af folketinget. Det synes jeg er bekymrende.

Præsenterer man tal for uran-indhold, målt aktivitet og samlet aktivitet uden nogen som helst forklaring, bliver læserne ladt i stikken, forvirrede over at se noget fremstillet som selvfølgeligt, der bestemt ikke er det.

Og forvirring er et dårligt udgangspunkt for politisk stillingtagen. Det skaber mistillid til specialisterne, fordi de – med rette eller urette – mistænkes for at opretholde forvirringen for at vise deres uundværlighed. Det skaber en afmagtsfølelse i befolkningen, som kan føre til mistænkeliggørelse af naturvidenskab som sådan. Det vanskeliggør arbejdet med at finde langsigtede løsninger på denne type miljøproblemer.

Siden a-kraften blev droppet i midten af 1980’erne, har radioaktive stoffer og radioaktiv stråling haft en beskeden plads i den offentlige debat, og behovet for formidling af dette emne har derfor været nærmest usynligt.

Det dukkede op igen i forbindelse med udpegningen (i 2011) af seks lokaliteter til slutdeponering af det radioaktive affald fra Risø. Sagens udvikling har vist, at de ansvarlige myndigheder og medierne har været ualmindelig dårligt forberedt til at tage debatten om, hvorvidt det radioaktive affald skal anbringes i et slutdepot eller et mellemlager, ja bare til at forklare deres egne synspunkter.

På det seneste har forvirringen om radioaktiviteten i det opborede materiale fra en eventuel skifergas-udvinding vist, at de ansvarlige tilsyneladende intet har lært af sagen om atomaffaldet.

I nær fremtid vil kravet om indførelse af a-kraft dukke op igen, og det vil for alvor stille krav til vidensniveauet i befolkningen. Der vil blive brugt store resurser på at præsentere nye og angiveligt sikre a-kraft-teknologier som ultimative løsninger på problemerne med CO2-udledningen og afhængigheden af russisk gas, mens de miljø-organisationer, der skulle forsvare det modsatte synspunkt, stadig kører på slagord fra a-kraft-debatten i 1970’erne.

Radioaktive stoffer og radioaktiv stråling vil vende tilbage til den offentlige debat, vær sikker på det. Det må være en offentlig opgave at sikre, at debatten om dette emne sker på et ordentligt grundlag.

Skrevet af Jens

Ingen kommentarer:

Send en kommentar