Da medlemmerne folketingets sundheds- og miljøudvalg i december sidste år havde besøgt det hollandske mellemlager for radioaktivt affald, COVRA, gav flere deltagere, bl.a. Erling Bonnesen, udtryk for, at mellemlagring af affaldet var en god idé.
Ikke så sært, for i Holland har man gjort sig den ulejlighed at tænke sig om, før man valgte deponeringsmåden for landets radioaktive affald. Dens slags må gøre indtryk på danske politikere, som i mange år har måttet klare sig med tankeguldet fra det tværministerielle udvalg.
Om formiddagen den 11. marts var alle partiers ordførere derfor helt enige om, at det radioaktive affald skulle anbringes i et mellemlager.
Efter mødet med ministeren blev det meddelt, at nu skulle mellemlager-løsningen bare undersøges yderligere, (og slutdepotet lægges på hylden), mens det endelige valg mellem de to opbevaringsformer skulle træffes i løbet af et år. Ikke helt så godt, men dog et lille fremskridt.
Et halvt år senere får vi så at vide, at man endnu ikke har fået bevilget de penge, som undersøgelsen af mellemlagerløsningen skal koste. Ok, der har været et folketingsvalg og et regeringsskifte, og sagen om det radioaktive affald er flyttet fra sundhedsministeriet til Uddannelses- og forskningsministeriet. Men når alle partier er tilhængere af mellemlageret, skulle sagen ud fra en naiv betragtning være klar nok.
Forløbet har bare vist, at sagen ikke er spor klar. Så hvis man vil forstå, hvad der foregår, er det desværre nødvendigt med mindre naive betragtninger.
Tilsyneladende kører der to parallelle spil i denne sag.
Det ene spil foregår i det åbne og hylder mellemlagerløsningen. Det tjener til at styrke partiernes image som ansvarsbevidste på miljøområdet, og det har tjent til at sikre genvalget for partiernes kandidater i de områder, der er truet med slutdeponering.
Det andet spil foregår bag lukkede døre og går ud på at få det radioaktive affald skaffet af vejen så billigt som muligt. Forbilledet er deponeringen af Cheminovas – og statens – affald på Harboøre Tange (høfde 42), hvor de udgifter til oprensning mm., der er dukket op senere, bliver tørret af på lokalsamfundet.
Partistrategernes problem er, at de skal spille begge spil på en gang. Det er ikke let, men studiet af, hvordan de gør det, giver et interessant indblik i dansk politik.
Det mest nærliggende er at få sagkundskaben til at udtale, at slutdeponering er det eneste mulige, og derved tvinge politikerne til at vælge denne løsning. Med dyb beklagelse, naturligvis, men sagkundskaben må vi jo alle bøje os for.
Problemet er bare, at sagkundskaben uden for landets grænser (og dermed uden for myndighedernes rækkevidde) har helt andre ideer om opbevaring af radioaktivt affald.
Derfor må der etableres en særlig dansk sagkundskab, som kan anbefale den særlige danske løsning. De embedsmænd, der er betroet denne opgave, må derfor beskyttes, så discount-karakteren af deres ”løsning” ikke bliver alt for tydelig. Det kræver stor behændighed af de involverede, men det skal siges til deres ros, at de på dette ene punkt har gjort det godt.
Den næstbedste løsning er at trække tiden ud, og derved opnå, at nogle andre kommer til at sidde med aben, en abe, som efterhånden er på størrelse med en voksen bjerggorilla.
Også denne fremgangsmåde har sine ulemper, for jo længere tid, der går, jo tydeligere bliver det for alle og enhver, at affaldet sagtens kan blive på Risø.
Begge fremgangsmåder har været brugt af den foregående regering, og meget tyder på, at den nye regering ikke har fundet på noget nyt.
Vi kan ikke forhindre dette dobbeltspil. Men vi kan give udtryk for, at vi har gennemskuet det, og at vi synes, det er uværdigt.
Skrevet af Jens
Ingen kommentarer:
Send en kommentar