Befolkningen, som for bare 3 måneder siden stemte for en stram udlændingepolitik, gør nu en stor indsats for at hjælpe dem.
Det er godt, at stemningen er slået om, og at mange ønsker at hjælpe. Det er mindre godt, at vi har været helt uforberedte på denne situation, og det er et stort problem, at så få tør se den i europæisk perspektiv.
Det er uholdbart, at lande i Europa, som tidligere har taget mange flygtninge, nu får endnu flere, mens lande, der sagde nej, får få eller ingen. Men flygtningene søger naturligvis derhen, hvor de har familie, et netværk eller bare chancen for at få et rimeligt liv. Ikke derhen, hvor de ingen kender, hvor der bliver set skævt til dem, eller hvor der bliver sat ild til deres bolig.
Der er et stort, stort behov for en fælles europæisk løsning, hvor alle flygtninge sikres en rimelig behandling, og hvor alle medlemslande bidrager i forhold til deres størrelse og økonomi.
Alligevel tøver regeringen.
En vigtig årsag hertil er den danske befolknings holdning til europæisk samarbejde i almindelighed. I 1972 tilsluttede vi os en traktat, hvor deltagerne forpligtede sig til et søge mod et stadig tættere samarbejde, og dette samarbejde er faktisk blevet stadig tættere siden 1972.
I årevis har vi brugt Grundlovens elastiske bestemmelse om suverænitetsafgivelse (1), og dansk politik har i stor udstrækning handlet om at holde overførelsen af magt til EU’s institutioner skjult for befolkningen.
Vi har bildt hinanden ind, at vi stadig levede i en selvstændig stat, og at vi kunne sige nej til diktater fra Bruxelles, hvis vi ville. Olsen Bandens verdensbillede er blevet vores.
Meget tyder på, at denne illusion ikke kan opretholdes længere. Vi kan se frem til, at vi må bøje os for en flertalsafgørelse i denne sag, der har stor offentlig bevågenhed.
Men når illusionen er væk, bliver de virkelige problemer tydeligere.
I første omgang handler det om at tage imod nogle tusinde flygtninge, og det vil befolkningens store flertal utvivlsomt acceptere, som stemningen i landet er nu. Det kan forhåbentlig forbedre Danmarks noget ramponerede image ude i verden.
Men vi må også diskutere, hvordan vi kan integrere alle disse mennesker i det danske samfund. Vi må gøre os klart, hvilke krav, vi vil stille til dem, og hvilke krav, vi vil stille til os selv. Alle tidligere erfaringer med integration, gode som dårlige, må tages i brug.
Under alle omstændigheder kommer det til at koste penge, og det er nødvendigt at sige klart og tydeligt, at det ikke skal gå ud over de mennesker, der allerede mangler et job eller en bolig.
Vi må for alt i verden undgå, at integrationen af flygtningene bliver brugt til at spille forskellige svage grupper ud mod hinanden. Jeg tror, at mange i blå blok med glæde vil give afkald på nogle skattelettelser for at bidrage til dette gode formål.
Vi må også tænke større. Ude i verden – i Mellemøsten, Rusland osv. – spekuleres der åbenlyst i, at flygtningestrømmen vil svække det europæiske samarbejde, for set udefra har dette samarbejde været en stor succes. Så stor, at den er blevet et problem for udemokratiske og korrupte regimer.
Hvis vi kan vise, at flygtningestrømmen ikke har svækket, men tværtimod styrket det europæiske samarbejde, har vi fjernet et motiv for magthaverne i disse lande til at lade konflikterne fortsætte.
Så bliver det forhåbentlig lettere at finde politiske løsninger og opnå, at der ikke længere er grund til at flygte.
Skrevet af Jens
Illustration 15.9.15 med tak til tegneren Michel Kichka. Hjemmeside på engelsk.
Bemærkning: Denne kommentar er inspireret af længere tids beskæftigelse med sagen om det radioaktive affald. Denne sag har i mindre målestok, men med stor tydelighed, demonstreret utilbøjeligheden i vide kredse til at se ubekvemme realiteter i øjnene.
Henvisning: Jf. Grundlovens §20. Som ikke-jurist har jeg med stort udbytte læst om dette i Ole Stig Andersens erindringer, side 328 – 32 (”En PET-chefs erindringer”, Forlaget Sohn, 2012).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar