Klik på foto for artikler om Covra - Hollands langtidsmellemlager for radioaktivt affald

torsdag den 23. juni 2016

Den gamle Slutdepotplan. Et Eventyr

Har du hørt historien om den gamle Slutdepotplan? Den er slet ikke så overordentlig morsom, men man kan altid høre den én gang. Det var sådan en skikkelig gammel Slutdepotplan, som i mange år havde gjort tjeneste, men nu måske skulle kasseres. Det var den sidste aften, den lå på hylde i kælderen i Uddannelses- og Forskningsministeriet i Børsgade, og den var til mode ligesom en gammel balletfigurantinde, som danser den sidste aften.  

Slutdepotplanen havde sådan en skræk for den dag i morgen, thi da vidste den, at den skulle på Ministerens bord og synes af ordførerne, om den var brugelig eller ikke brugelig. 




Da ville det blive bestemt, om den skulle sendes ned i den kolde kælder igen eller placeres i Udby i homogene lavpermeable aflejringer. 

Det pinte den, at den ikke vidste, om man beholdt erindringen om den, hvis den kom tilbage i kælderen, at den havde været Slutdepotplanen, den første af sin art i verden til både kort- og langlivet lav- og mellemaktivt affald og omdefineret højaktivt affald samt evigt giftigt affald som bly, beryllium og cadmium, alt gravet ned i ringe dybde med en kort sikkerhedshorisont. Billig - billig! Der var blevet talt meget om den på høringer og i den lokale presse. Den nationale presse turde ikke skrive om den. Den var bange for Hånden

Slutdepotplanen var blevet kritiseret af udenlandske eksperter og nabolande, da den ikke drog omsorg for affaldet, for mennesker og miljø.

Hvorledes det gik eller ikke, Slutdepotplanen ville blive skilt fra Mellemlagerplanen,  som lå ved dens side, hvem den betragtede ganske som sin familie. 

Der gik også andre tanker igennem den; der var så meget, den havde hørt og set, så meget, den havde lyst til, måske lige så meget som Ministeren, men det sagde den ikke, for det var en skikkelig gammel Slutdepotplan, den ville ingen fornærme, allermindst sin øvrighed. Den huskede så meget, og imellem blussede flammen op inde i den, det var som havde den en følelse af: "Ja, man husker også mig! der var nu den smukke Slutdepotplan, - ja, det er mange år siden! Den var så nydeligt skrevet, den sagde 'jeg er den lykkeligste Slutdepotplan! Ingen kan kritisere mig, for jeg er overordnet! Generisk! Det er nemlig endnu ikke bestemt, hvilket affald der skal i mig, det er ikke bestemt i hvilken rækkefølge affaldet skal ned, affaldet er ikke færdigkarakteriseret. Tønder og containere er godkendt til Mellemlager, og DD håber, de godkendes af SIS-manden til Slutdepot. Slutdepotbygningen er tænkt, geologien er tænkt, dybden er tænkt, monitoreringen er tænkt. Jeg er perfekt!"

I det samme kom vinden fra gadehjørnet, den susede gennem en lille rude, der var revnet i kældervinduet, og rev Slutdepotplanen ud af dens tanker. Vinden sagde til Slutdepotplanen: "Hvad er det for noget, jeg hører, vil du bort i morgen? Er det den sidste aften jeg skal træffe dig her? Ja så skal du have en present! nu lufter jeg op i din hjernekasse, så at du klart og tydeligt ikke alene skal kunne huske hvad du har hørt og set, men når der fortælles eller læses noget i din nærværelse, skal du være så klarhovedet, at du også ser det!"

"Ja det er grumme meget!" sagde den gamle Slutdepotplan, "mange tak! bliver jeg bare ikke valgt fra!"  


Mens Slutdepotplanen konverserede med vinden, lå Mellemlagerplanen roligt ved siden af. Den stolede trygt på, at folketingets partier ville pege på den i morgen fremfor at grave affaldet ned, når det if. Geoviden ikke var muligt helt at undgå at lægge et Slutdepot i Danmark i områder med drikkevandsinteresser.


Slutdepotet burde ligge i områder uden drikkevandsinteresser, stod der i hæftet, som overogundergeologenchefkonsulenten-denenestedermåudtalesigtilpressen i GEUS havde glemt på hylden, da han var på besøg i kælderen.

Mellemlagerplanen kunne ikke få ind i sit hoved, hvordan nogen ved deres fulde fem kunne finde på at forurene grundvand, der bruges til drikkevand til befolkningen. Rambøll skrev selv i et NOTAT til Roskilde Kommune, der ikke ville have affaldet, at det er dansk politik, at forurening af grundvand, der bruges til drikkevand til befolkningen mv. ikke må forekomme. 

Mellemlagerplanen havde godt hørt nogen hviske om en cleantechpark fra Risø til Københavns Lufthavn, Europas største, hvorfor affaldet skulle væk fra Risø. Men hvorfor det skulle til Udby forstod Mellemlagerplanen ikke. Den kunne sagtens realiseres i forbindelse med DTU Risø, hos de, der beskæftigede sig med radioaktivitet. 

Næste dag lå så Slutdepotplanen og Mellemlagerplanen og ventede på at komme op til Ministeren. Begge var nervøse. Bladene sitrede lidt. Det var jo rigtignok i en kælder de boede, to alen nede i jorden; der var lidt koldt, men rent og net så her ud; gardiner over de små vinduer, hvor der oppe på karmene stod to underlige urtepotter; matros Christian havde bragt dem hjem fra Ostindien eller Vestindien, det var af lertøj to elefanter, hvis ryg manglede, men i dennes sted blomstrede der ud af jorden, som var lagt deri. På væggen hang billeder af de sundhedsministre, der igennem årene havde haft ansvaret for affaldet. Et bornholmsk ur med tunge blylodder gik "tik! tak!" og altid for gesvindt, men det var bedre end at det skulle gå for langsomt.


Dagen var noget særligt. I udenrigsministeriet var der bestilt to røde fløjlspuder samt to medarbejdere fra Kontoret for Grøn Vækst, der sagde, de i årevis havde slidt med eksportforsøg af det særlige affald. Medarbejderne var "rigtigt" danske, for når udenrigsministeriet sponsorerede fløjspuder, var det vigtig, at um kunne være sikre på, at de der bar puderne nu også var "rigtigt" danske. Slutdepotplanen turde ikke protestere over det vrøvl, for sidst den havde sagt noget, da en medarbejder fra um var tilstede i kælderen, var der blevet sladret opad, og den havde fået en tur på gulvtæppet, så alle siderne røg ud, og de måtte samles op og hæftes på ny.


Kulturministeren havde valgt den sang, der skulle synges, når Slutdepotplanen og Mellemlagerplanen blev båret op til Ministeren: "I Danmark er jeg født der har jeg hjemme", for om nogen var Slutdepotplanen født i Danmark - uden hjælp fra udenlandske eksperter. Kun Studsvik havde hjulpet lidt med forstudiet, men det var en hemmelighed, hvor de havde hjulpet, for i det lille kongerige findes de lykkeligste mennesker i verden, der laver ting i verdensklasse - uden at lytte til indvendinger.


Slutdepotplanen og Mellemlagerplanen lå musestille, selv om det var svært, når det var så koldt i kælderen. De hørte trin komme ned ad stentrappen. Den tunge kælderdør blev åbnet langsomt. Det knagede i hængslerne. Der var ikke råd til at smøre dem. Ministeriet skulle spare. De to medarbejdere fra Kontoret for Grøn Vækst pjattede og talte om, hvor de skulle gå hen og drikke caffe latte, når de havde båret puderne op til Ministeren. De havde aldrig hørt om Slutdepotplanen og Mellemlagerplanen før. Hvordan skulle de også det, når ingen medier talte om dem. De var tilhængere af atomkraft og var ligeglade med atomaffald, der skulle til Udby. 


De drømte om en karriere i um. En af dem havde dummet sig, da han udarbejdede et svar til et grønlandsk folketingsmedlem, men det var hurtigt glemt. Det var ikke hans skyld, at um ikke brugte sagkyndige, men foretrak stud. scient.pol.er til at besvare kernefysiske spørgsmål. 


De hev Slutdepotplanen og Mellemlagerplanen ned fra hylden og sjaskede dem oven på puderne. De gik grinende ud ad kælderen, men tav, da kulturministeren tyssede på dem. Han var dukket op i egenskab af tidligere ansvarlig indenrigs-og sundhedsminister for atomaffaldssagen og ville selv synge for på "I Danmark er jeg født".


Forrest gik de to "rigtigt" danske medarbejdere fra um, så fulgte den syngende Kulturminister efterfulgt af ordførerne. De havde andre ting at tænke på end atomaffaldssagen. Ingen af dem havde vælgere i Udby og var derfor sikre på genvalg, selv om de pegede på Slutdepotplanen. 


Øverst på trappen stod Ministeren for Uddannelse og Forskning og lyste. Hun kunne bringe møgsagen til ophør, så folk igen kunne sælge deres huse alle andre steder end i Udby.  Delegationen gik ind ad døren, der blev lukket langsomt af en sekretær. Ude på gangen kunne man høre de sidste verslinjer:


Du danske, friske strand
med vilde svaners rede,
I grønne ø'r, mit hjertes hjem hernede!
Dig elsker jeg! - Dig elsker jeg!
Danmark, mit fædreland!


Det var eventyret om den gamle Slutdepotplan. Affaldet blev med hjerte dumpet i Udby. Og Mellemlagerplanen? Den blev kastet i papirkurven.


Og hvem er den lykkeligste? Ja, det må du sige, jeg har sagt nok!


Skrevet af Anne


Frit efter H.C.Andersen: Den gamle gadelygte


Andre eventyr om atomaffaldet på Risø

Ingen kommentarer:

Send en kommentar