- skal det graves ned og glemmes i et slutdepot?
- skal der holdes øje med det på et nyt mellemlager?
Hvis folketinget vælger et slutdepot, vælger det katten i sækken, for slutdepotplanen er baseret på forenklinger og gætterier: den er nemlig generisk, dvs. overordnet.
Der mangler bl.a. detaljeret information mht.
- affaldets sammensætning
- hvilket affald der endeligt skal deponeres
- geologi: ler eller granit og
- dybde og monitorering.
Taberne er allerede udpeget på 6 steder i 5 kommuner: Østermarie på Bornholm, Thyholm, Thise, Skive Vest, Rødbyhavn og Kertinge Mark ved Kerteminde:
Mængden af det danske atomaffald er lille i forhold til atomkraft-lande. Hovedparten stammer fra cirka 40 års drift af nukleare anlæg. Resten stammer fra danske brugere af radioaktive stoffer. Desuden er der affald fra forretningsmæssige tiltag på Risø: forsøg med udvinding af uran af malm fra Kvanefjeldet i Grønland og egenproduktion af brændselsstave sammen med Helsingør Værft. Man håbede, at Danmark kunne blive selvforsynende med uran og brændselsstave, hvis vi fik atomkraft. Men drømmen blev slukket i 1985, da folketinget valgte at tilrettelægge den offentlige energiforsyning uden atomkraft.
I 2003 besluttede Folketinget, at anlæggene på Risø skulle afvikles senest 2023, samt at der skulle udarbejdes et beslutningsgrundlag for et slutdepot.
I januar 2009 blev beslutningsgrundlaget forelagt Folketinget, og 4. maj 2011 blev konklusioner og anbefalinger fra forstudierne offentliggjort, udarbejdet af COWI og Dansk Dekommissionering (en statslig organisation der afvikler de nukleare anlæg på Risø). Forstudierne udpegede 22 - og anbefalede 6 - mulige områder til placering af slutdepotet, der skal underlægges yderligere studier.
Borgergrupper i de 5 udpegede kommuner foreslog et alternativ, et mellemlager, som fik støtte fra deres borgmestre. Med et mellemlager som i Holland kan man holde øje med affaldet i cirka 100 år og have tiltro til, at forskning når frem til at kunne uskadeliggøre de dele af affaldet, der er radioaktive i mere end 300 år. Mellemlagerløsningen vakte genklang, og der blev udarbejdet et beslutningsforslag. Den 11.3.2015 besluttede partierne i folketinget, at et mellemlager skulle undersøges yderligere. 24.8. i år blev første del af de supplerende mellemlagerundersøgelser offentliggjort. Overslaget viser, at et mellemlager bliver dyrere end et slutdepot.
I november 2016 følger endnu en delrapport udarbejdet af GEUS om kriterier for lokalisering af et mellemlager samt de socioøkonomiske forhold, der bør inddrages i det videre arbejde med en langsigtet løsning på opbevaring af radioaktivt affald i Danmark. En samlet rapport på grundlag af de to delrapporter forelægges uddannelses- og forskningsministeren af en tværministeriel arbejdsgruppe inden udgangen af 2016. Herefter skal sagen behandles politisk i løbet af 2017.
Folketinget står over for et vanskeligt valg. Skal det vælge den billigste løsning: et slutdepot, der kan ende med at blive den dyreste, da ind- og udsivning ikke kan undgås? I Tyskland skal tønder, der lækker med atomaffald, tages op fra et slutdepot i en gammel saltmine ASSE II. Prisen bliver cirka 300.000 kroner pr. tønde.
Myndighedernes foretrukne løsning er tilsyneladende et slutdepot, men problemet er, at slutdepotplanen er generisk/overordnet. Derved har myndighederne kunnet afvise kritik med, at slutdepotet kun realiseres, hvis Sundhedsstyrelsen Strålesikkerhed (SIS) godkender det. Er det sandsynligt, at SIS ikke godkender slutdepotet? Indtil juni 2015 var sundhedsministeriet, hvorunder SIS hører, ansvarlig for slutdepotplanen. I juni 2011 repræsenterede en SIS-ansat sundhedsministeriet på et møde om affaldet i Kerteminde Kommune.
Den svenske strålesikkerhedsmyndighed udtalte i forbindelse med ESPOO-høringen i 2014, at Danmark bør beskrive sammensætningen og indholdet af affaldet mere grundigt og præsentere de forskellige slutdepotkoncepter med større teknisk detalje. Kritik lød også fra Slesvig-Holstens Energiministerium (SHE), fordi det af de fremlagte høringsdokumenter ikke fremgik, hvilke radioaktive udslip, der kan forekomme ved uheldsscenarier. Derudover mangler der if. SHE dybtgående informationer om affaldsegenskaber, slutdepotkoncept, sikkerhedssystem, den fremtidige drift, mulige uheld og transport af affald til slutdepot.
Umweltinstitut München e.V, et uafhængigt miljøinstitut, kritiserede den strategiske miljøvurdering på grund af dens vaghed. Den giver ikke tilstrækkelig vurdering af de 6 udpegede steder. Instituttet afviste planen om at slutdeponere de 233 kg højaktivt affald, det særlige affald, i samme slutdepot som det lav- og mellemaktive affald. Det må ikke finde sted under nogen omstændigheder if. instituttet.
Slutdepotplanen er desuden blevet kritiseret af direktøren i de svenske miljøorganisationers kerneaffaldsgranskning, Johan Swahn, fordi Danmark kommer til at deponere også langlivet mellemaktivt affald samt 233 kg højaktivt affald i et slutdepot til kortlivet affald. Ingeniør Gerhard Schmidt fra Öko-Institut mener ikke, det planlagte danske slutdepot vil kunne holde farlige radioaktive isotoper væk fra mennesker og miljø. Kun to typer affald er ufarlige efter 10.000 år, en kræver lidt længere tid. De resterende 18 typer affald skal isoleres fra biosfæren i 100.000 år eller mere.
Atomaffaldssagen har ud over manglende information til offentligheden om affaldet og om slutdepotplanen været præget af manglende borgerinddragelse. Da uddannelses- og forskningsministeriet (UFM) overtog sagen i juni 2015, blev der indledt en dialog. 3 repræsentanter for de 5 borgergrupper i de 6 udpegede slutdepotområder og formanden for Veddelev Grundejerforening deltager sammen med myndigheder og repræsentanter for miljøorganisationer, KL og Danske Regioner i et kontaktforum, hvor affaldsplanerne diskuteres.
Egentlig borgerinddragelse er der ikke tale om. F.eks. opfattes borgerne med en UFM-embedsmands ord som tilskuere til en fodboldkamp, når den tværministerielle arbejdsgruppe skal forelægge anbefalinger til ministeren i slutningen af 2016.
For at imødekomme borgergruppernes ønske er der nedsat et uvildigt ekspertpanel. På et spørgsmål om omdefineringen af det højaktive affald på Risø (de 233 kg særligt affald) til langlivet mellemaktivt, forsvarer to medlemmer af det uvildige ekspertpanel omdefineringen i et svar den 5.9.16. De finder det i orden at omdefinere højaktivt affald på baggrund af varmeafgivelsen fra affaldet, men brændselsstave, der har siddet i en reaktor - hvad enten det har været med henblik på energiproduktion eller forsøg (de 233 kg særligt affald) - bør altid betragtes som højradioaktivt affald. Gør man ikke det, bliver det muligt at nedklassificere alt brugt brændsel til langlivet mellemradioaktivt affald ved at blande det med ikke-radioaktivt materiale. Se min kommentar til eksperternes svar. Deres svar af 6.10. og min seneste kommentar af 9.10.
Skrevet af Anne
Ingen kommentarer:
Send en kommentar