Atomaffald og alternative Fakta

Siden maj 2012 har jeg gravet i sagen om det danske radioaktive affald på Risø. 

Jeg er undervejs i den proces blevet klar over, at mange af de svar, jeg har fået fra de involverede myndigheder om planerne for slutdeponering (nedgravning) af affaldet, i vid udstrækning har været copy-pastet fra gamle rapporter (1 og 2). Jeg ved, at andre borgere er blevet behandlet på samme måde.

Det tyder ikke på noget stort ønske om at informere og hjælpe de borgere, som har ønsket at forstå, hvad disse planer gik ud på. Jeg følte, jeg blev misinformeret og vildledt. Blandt andet blev jeg henvist til at læse IAEA’s mange og lange, teknisk komplicerede rapporter og til at læse en lærebog (på universitetsniveau) om reaktorfysik fra 1952 (3). The Elements of Nuclear Reactor Theory.

Jeg linker til Del I, hvis andre får samme svar og ikke vil købe den dyre bog.

4. maj 2011 bekendtgjorde sundhedsministeriet, at seks lokaliteter i fem kommuner var udpeget som mulige atomlossepladser. 

Det er skandaløst, at borgmestrene i de berørte kommuner måtte læse om det i en pressemeddelelse fra ministeriet, og at de måtte vente i mere end et år på et møde med sundhedsministeren.

Det var ikke en gang muligt at danne sig et præcist billede af, hvordan myndighederne havde tænkt sig at indrette deres slutdepot. De planer, der blev fremlagt, var helt overordnede (”generiske” med et fint ord). 

Kort fortalt: Forstudier til dansk slutdepot for radioaktivt affald 2011. Side 3 

Der blev åbenlyst spekuleret i, at man kunne spille de fem kommuner ud mod hinanden, så offentlighedens opmærksomhed ville blive rettet mod placeringen af slutdepotet, fremfor at man bekymrede sig om indretningen. Man har formodentlig regnet med, at offentligheden ville køre træt i denne diskussion, hvorefter man kunne gennemtrumfe en placering af slutdepotet der, hvor man hele tiden havde villet placere det, og kunne indrette det, så det blev så billigt som muligt for staten.

Det kom til at gå anderledes. Der blev hurtigt dannet borgergrupper i de fem truede kommuner (Skive, Lolland, Struer, Kerteminde og Bornholm). Borgergrupperne arbejdede sammen i stedet for at bekrige hinanden. De kontaktede udenlandske eksperter og søgte selv oplysninger om opbevaring af radioaktivt affald på nettet. 

De opdagede, at man i Holland havde fundet en løsning på opbevaringen af radioaktivt affald, der var langt bedre end den, man påtænkte herhjemme. Den består i at opbevare affaldet i et såkaldt mellemlager i ca. 100 år, hvor det holdes under opsyn, således at de beholdere, det opbevares i, kan repareres, hvis de viser tegn på rustdannelse eller lignende. På den måde kan man helt undgå udslip af radioaktive stoffer til omgivelserne. Hertil kommer at placeringen af mellemlageret kunne ske med den lokale befolknings accept, fordi det var tydeligt, at man fra myndighedernes side prioriterede sikkerheden så højt. (Mere om det hollandske mellemlager COVRA her).

Om COVRA - langtidsmellemlager for radioaktivt affald

Her i landet anbefalede man desværre i 2002 slutdeponering, og det har gjort problemerne endnu større, end de var til at begynde med. 

Borgerinddragelse anbefalet - men glemt

Det startede ellers så godt. 

• I 2002 anbefalede den dengang ansvarlige minister, Helge Sander (V), at der blev skabt ”maksimal åbenhed” om problematikken. Arbejdsgruppen bag rapporten: ”TEORETISK UDREDNING AF TEKNISKE KRAV TIL ET SLUTDEPOT 2002” anbefalede borgerinddragelse (side 26):"Det er en generel erfaring fra alle de beskrevne eksempler, at en god kontakt til lokalbefolkningen er en forudsætning for et rimeligt forløb af pladsvalget." 
• I Beslutningsgrundlaget fra 2008 lød det (side 47): ”processen omkring etablering af et slutdepot skulle være gennemsigtig, og der skulle arbejdes aktivt på at involvere lokale borgere og interesseorganisationer i processen”. 
• Og i 2011 sagde indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V): ”Det er også afgørende for regeringen, at hele processen mod et slutdepot foregår i åbenhed og enighed”. 

Men det var alt sammen glemt, da processen for alvor begyndte i maj 2011. Først i 2016 blev der oprettet det kontaktforum, der var lovet 8 år før. Da var sagen flyttet fra Sundhedsministeriet til Uddannelses- og Forskningsministeriet (UFM), formodentlig fordi Sundhedsstyrelsen Strålebeskyttelse (SIS), skal være uafhængig tilsynsmyndighed, hvor de tidligere rejste rundt og lavede reklame for slutdepotet. 

UFM oprettede i 2016 endeligt et kontaktforum, hvor repræsentanter for borgerne kan møde de embedsmænd, der arbejder med sagen. Ovenikøbet er der etableret et uvildigt ekspertpanel, der kan besvare spørgsmål fra borgerne. Hvordan det er gået, kan man læse om i Atom Posten.

2017 skal folketinget vælge slutdepot eller langtidsmellemlager

I januar 2013 bakkede folketinget op om undersøgelser af et mellemlager, og i 2017 skal Folketinget så vælge mellem et slutdepot eller et langtidsmellemlager

Det er mit indtryk, at der på det sidste har været gjort meget for at forbedre processen og inddrage de berørte borgere. Problemet er bare, at borgernes tillid til myndighederne er blevet nedbrudt gennem de foregående fem år.

Som nævnt i indledningen skyldes det for en stor dels vedkommende, at myndighederne ikke har taget deres informationsforpligtelse overfor borgerne alvorligt. Man har enten snakket udenom eller betjent sig af det, der så rammende er kaldt ”alternative fakta”.

Alternative fakta

Jeg vil nævne nogle eksempler:

1/ Kanal Roskilde har været på besøg hos Dansk Dekommissionering (DD): Dansk atomforskning under afvikling Del 1, 30.6.2014.

Fra 13:45 i Del 1 fortælles om pakning til mellemlager og slutdepot. Lidt senere i interviewet smuttes der let henover, at det danske affald indeholder så meget langlivet affald, at det f.eks. IKKE kan komme i det svenske slutdepot til kortlivet affald. Der findes endnu ikke noget svensk slutdepot, der evt. ville kunne tage det danske atomaffald på grund af sammensætningen af kortlivet og langlivet lav-, mellem- og højaktivt affald (omdefineret til langlivet mellemaktivt).

På journalistens spørgsmål: "Hvad er halveringstiden ved det værst tænkelige materiale?"  

"Det er kulstof-14, der har en halveringstid på flere tusind år", svarer DD's sous-chef og nukleare ekspert. Hun nævner ikke plutonium-239, der har en halveringstid på cirka 24.110 år. 

Kulstof-14s halveringstid er 5.730 år. Plutonium-239 findes i bl.a de 233 kg særligt affald, men også i andet affald hos DD. Dvs. det skal holdes isoleret fra mennesker og miljø i mindst 100.000 år. Desuden er der urantailings, der er langlivet lavaktivt i milliarder af år. (DEL 2 kan ses her).

2/ I meget oplysningsmateriale henviser DD og GEUS til udenlandske slutdepoter, men det sløres, at disse er til kortlivet affald eller til meget lavaktivt affald (Rokkasho i Japan), hvorimod der er dele af det danske affald, der ikke kan komme i et slutdepot til kortlivet affald, da dette affald har aktivitet udover 1000 år. 

Hvorfor sløres Informationer om Slutdepot?

3/ I en artikel på dknyt.dk kunne man 13.1.2015 læse følgende udtalelse af en projektleder hos Dansk Dekommissionering Informationer om Slutdepot (min fremhævning): 

"Der er lavet forskning, som viser, at man kan lave et sikkert slutdepot i Danmark, men vi tror bestemt også på, at vi kan lave et sikkert mellemlager i Danmark." 

Jeg henvendte mig til DD for at bede om henvisninger til den omtalte forskning, der er ukendt for mig, og fik flg. svar 21.1.15:

Kære Anne Albinus
Hvis jeg skulle have været citeret korrekt skulle der i sætningen stå: Vi har udført forstudier som viser (…)

Det drejer sig selvfølgelig om forstudier til slutdepot som kan ses her: http://www.sum.dk/Temaer/Slutdepot/Rapporter-vedr-slutdepot-forstudier.aspx

Med venlig hilsen,
citat slut.

4/ På en høring i Rødbyhavn i forbindelse med miljøvurderingen 31.3.14 nævnte jeg problemet med det historiske affald (tønder med ukendt indhold). En DD-ansat sagde til mig, at det meste historiske affald er kortlivet. Efter mødet skrev jeg til DD og bad om dokumentation for denne udtalelse. Af det skriftlige svar fremgår det, at det historiske affald endnu ikke var (og stadig ikke er) færdigkarakteriseret.

Foto fra borgermøde om Miljøvurderingen i Rødbyhavn 31.3.14

5/ Ikke blot danske borgere er blevet spist af med snik-snak. Det gælder også Sverige, Tyskland og Polen i de svar, som danske myndigheder gav i 2014 i forbindelse med ESPOO-høringen. De gennemgående svar var, at de danske myndigheder ikke kan svare specifikt på de stillede spørgsmål, da slutdepotplanen er overordnet: 

"Det er derfor ikke på nuværende tidspunkt muligt at svare specifikt på de stillede spørgsmål. Der kan alene henvises til de mere generelle studier i Danish Decommissioning, Pre-feasibility study for final disposal of radioactive waste. Disposal concepts, Main Report, May 2011". (2)

6/ Et af de grelleste eksempler på alternative fakta var på et møde i Kerteminde i 15.6.2011.

Her repræsenterede Sundhedsstyrelsen Strålebeskyttelse (SIS) sundhedsministeriet, der dengang var ansvarlig for slutdepotprocessen. Hvordan kan SIS repræsentere sundhedsministeriet og på samme tid være uafhængig tilsynsmyndighed? Den SIS-ansatte gjorde alt for at sno sig udenom, at de 233 kg særligt affald er højaktivt affald.

                         Borgermøde 15.6.2011. Foto: Kjerteminde Avis

Fra mit indlæg Atomaffald, Tågesnak og Politisk Tyranni:

Ordstyreren spørger (del 2  23:19):

"Nu har vi hørt om det mellemradioaktive affald og det lavradioaktive affald, som måske skal herover. Hvad med det højradioaktive affald, hvor bliver det af?"

Embedsmand fra SIS (Del 2  23:24):

“Det man kan betegne som højradioaktivt affald, det er selve det brændsel, som har været i reaktorerne på Risø. Der er det sådan, at det uran, der er indgået i det brændsel, man har brugt, det stammer fra USA og af hensyn til ikke-spredningsforholdene begrænser, hvor (...) uran i verden, så er det taget tilbage til USA. Dvs. de brændselselementer, der har været i DR2 og DR3, er ført tilbage til USA, og det er derfor, vi kan sige, vi har ikke højaktivt affald i Danmark.”

Sætning 1: “Det man kan betegne som højradioaktivt affald, det er selve det brændsel, som har været i reaktorerne på Risø.”

- Her informeres ikke om, at der ud over de brugte brændselselementer fra DR3, der er returneret til USA, befinder sig andre brændselsstave på Risø, nemlig i de 233 kg særligt affald. Disse brændselsstave har i forbindelse med forsøg været udsat for meget høj udbrænding, dvs. de har været meget længe i en reaktor. Hvad bl.a. 1,2 kg plutonium vidner om. (2)

Sætning 2: "Der er det sådan, at det uran, der er indgået i det brændsel, man har brugt, det stammer fra USA og af hensyn til ikke spredningsforholdene begrænser, man (...) uran i verden, så er det taget tilbage til USA." 

- Her oplyses ikke om uran købt andre steder. Se NOTAT 2.2.2001 til Folketinget (2):

“Der er dog f.eks. i elementerne, der blev bestrålet i Kahl-reaktoren anvendt naturlig uran købt i England. Nogen formel forpligtelse til, at leverandøren af uranet skulle tage det bestrålede og mere eller mindre udbrændte materiale tilbage foreligger ikke og blev ikke diskuteret på den tid eksperimenterne fandt sted, idet de stadig forventedes, at Danmark på et tidspunkt skulle have A-kraftværker, og derfor også ville skulle have eget slutdepot til højaktivt affald."

Sætning 3: "Dvs. de brændselselementer, der har været i DR2 og DR3, er ført tilbage til USA og det er derfor, vi kan sige, vi har ikke højradioaktivt affald i Danmark.”

- Mit spørgsmål er:  Hvordan kan man udlede, at man ikke længere har højradioaktivt affald på Risø, fordi man i 2002 har returneretbrugte brændsels-elementer til USA, når der fortsat er brugte brændselselementer på Risø, hvoraf nogle har været meget længe inde i en reaktor, dvs. været udsat for meget høj udbrænding (3)? Se NOTAT fra 2.2.2001 (2):

"Udover de dansk fremstillede brændselsstave befinder der sig rester af udenlandsk fremstillede brændselsstave på Risø. Som bidrag til sikkerhedsforskningen vedrørende kraftreaktorbrændsel blev der i perioden 1980 - 90 under Risøs ledelse gennemført tre internationale projekter til undersøgelse af bl.a. frigørelse af fissionsgasser fra kraftreaktorbrændsel med høj udbrænding. Bestrålet prøvemateriale hidrørende fra General Electric, American Nuclear Fuel og Battelle (alle USA) kom fra en række lande til undersøgelse i Hot Cell. Heller ikke i disse sammenhænge var der - af samme grunde som anført ovenfor - indgået aftale om returnering af prøvematerialet til leverandørerne."

Skrevet af Anne 

Henvisninger


1) TEORETISK UDREDNING AF TEKNISKE KRAV TIL ET SLUTDEPOT 2002 - RAPPORT AF EN ARBEJDSGRUPPE NEDSAT AF IT- OG FORSKNINGSMINISTERIET

2) Danish Decommissioning Pre-feasibility study for final disposal of radioactive waste. Disposal concepts Main Report May 2011

Forstudier hovedrapport (2011)

Resumé: hovedkonklusioner & anbefalinger (2011)

Kort fortalt: Fakta om forstudierne (2011)

Redegørelse til Folketinget (2009)

Beslutningsgrundlag (2008)

Folder om slutdepot (2005)

3) "Demokratiet er i denne sag sat fuldstændig ud af spil", sagde Skives daværende borgmester Flemming Eskildsen (V) i en 

pressemeddelelse 12.10.12: "Lad jer ikke presse af Astrid Krag".  "Det er yderst uheldigt og i den grad påfaldende, at sundheds- og forebyggelsesminister Astrid Krag presser de politiske ordfører til skriftligt at bekræfte, at de står ved en tidligere beslutning om en placering af et slutdepot for atomaffaldet fra Risø, netop nu, få dage før vi inviterer til en høring om emnet".

Politiskole og Atomaffald

Så blev det afgjort, at den nye politiskole skal ligge i Vejle. 

Medierne har fulgt sagen nøje, og dommen er klar: Thulesen Dahl er vinderen, og Løkke er taberen.

Hvor skal det radioaktive affald ligge? Ingen kender svaret, og hvad der er endnu værre: få ved, at det radioaktive affald overhovedet findes og er et problem. De har læst og hørt så meget om politiskolen og alle de andre sager, hvor politikere taber eller vinder, at der ikke er plads til mere. 

Men hvad betyder mest – placeringen af politiskolen eller placeringen af atomaffaldet?

Det er næsten overflødigt at spørge, men vi prøver alligevel:

• Hvordan vil det påvirke samfundsudviklingen, at politiskolen kommer til at ligge i Vejle i stedet for i Herning? Ikke ret meget, hvis vi skal være ærlige (og det skal vi, når vi bor i Herning).
• Hvordan vil det påvirke det lokalsamfund, der får påtvunget det radioaktive affald? Det vil være ødelæggende.

Og hvad med det lange perspektiv:

• Ligger politiskolen i Vejle om 300 år? Findes der overhovedet politi og politiskoler til den tid? Ingen kender svaret.
• Er det radioaktive affald også farligt for mennesker og dyr om 300 år, hvis det bliver gravet ned som myndighederne har planlagt? Ikke en gang de sikkerhedsanalyser, som myndighederne ærligt og redeligt har betalt for, kan skjule, at der er en betydelig risiko for udsivning af radioaktive og giftige stoffer med deraf følgende skader på mennesker og dyr.

Medierne har dækket historien om politiskolen ned i de mindste detaljer. Vi ved alt om, hvad hvert enkelt folketingsmedlem og hver enkelt borgmester mener om denne sag. Hvem, der er glade, og hvem, der er sure.

Mediernes dækning af historien om det radioaktive affald har, på få undtagelser nær, været helt overfladisk og har i mange tilfælde begrænset sig til kritikløs afskrivning af myndighedernes partsindlæg. De har i stor udstrækning afvist læserbreve og debatindlæg fra borgerne om denne sag. Trods forskelle i stil og holdning medierne i mellem har der været udbredt enighed om at holde dette emne ude af den offentlige debat.

Medierne har ikke gjort noget for at forklare, endsige forsvare denne vanvittige prioritering.

Så hvad er det helt præcist, danske medier bebrejder og har bebrejdet folk som Silvio Berlusconi, Marine le Pen og Donald Trump? 

At disse mennesker bare siger det, folk gerne vil høre? 

At de udnytter det faktum, at flokmentaliteten betyder så meget for meningsdannelsen? 

At de giver udtryk for en stærkt forenklet opfattelse af, hvordan samfundet fungerer?

Måske. Men hvad gør de selv?

Skrevet af Jens

”Science is real”

Det var et af de slagord, der blev brugt ved demonstrationerne i forbindelse Donald J. Trump’s indsættelse som præsident i fredags.

Slagordet sigter tydeligvis til den foragt for naturvidenskabelig tankegang, som præsidenten har givet udtryk for ved flere lejligheder, især når naturvidenskabelige argumenter er blevet brugt til at kritisere økonomisk givtige, men miljømæssigt set betænkelige, initiativer. 

Slagordet rammer noget helt centralt, men kræver en præcisering, som slagord ofte gør. 

Det er ikke en påstand om, at naturvidenskaben er ufejlbarlig, eller at den kan give svar på alt. Mange spørgsmål, herunder nogle af de mest påtrængende, når det drejer sig om miljøet, har naturvidenskabsfolk enten ikke villet besvare definitivt, eller kun gjort det tøvende. 

For eksempel varede det længe, inden realiteten af den globale opvarmning blev almindeligt anerkendt i det naturvidenskabelige miljø. Mange tvivlede, så længe data var ufuldstændige, men så heller ikke længere. Tvivlen er en vigtig del af den naturvidenskabelige proces, men skyldes ikke ulyst til at se virkeligheden i øjnene. 

Det er heller ikke sådan, at der altid er enighed blandt naturvidenskabens udøvere. Tværtimod kan der være voldsomme diskussioner mellem dem, selvom alle har adgang til de samme data. Det handler ikke kun om, hvad man ved, men også om, hvordan man fortolker det, man ved. Naturvidenskaben trives, når dens udøvere skændes.

Det, der adskiller den naturvidenskabelige tankegang fra præsidentens, er, at den forsøger at frigøre sig fra forudfattede meninger, personlige interesser, ønsketænkning og så videre. At forstå naturen på dens egne betingelser, så at sige.

Det er meget, meget svært. 

Men det er tankevækkende, at allerede bestræbelserne på at klarlægge sammenhængene mellem menneskelige aktiviteter og det globale miljø, så ufuldkomne de end måtte være på nuværende tidspunkt, er blevet opfattet som åbenlyse udfordringer i de kredse, Mr. Trump repræsenterer. 

Det er fristende at betragte ham som et enkeltstående, bisart tilfælde. Men dels er han valgt til et job, som anses for at være det mest indflydelsesrige i verden. Dels er de holdninger, han giver udtryk for, langt fra nye, selvom hans stil og ordvalg er frækkere, end vi har set og hørt indtil nu. 

Han har gjort sig til talsmand for et uartikuleret oprør mod den etablerede fornuft, ikke for en gennemtænkt kritik af den, og det har mange gjort før ham.

I Danmark har vi allerede i mange år hørt om smagsdommere, eksperter, elite osv. Vi har oplevet, hvordan disse etiketter blev hæftet på folk, uden at der blev taget stilling til, hvad de mente, eller hvordan de begrundede deres synspunkter. 

Måske har ingen herhjemme svinet deres modstandere til i det omfang, Donald Trump har gjort. Men de har opnået omtrent det samme. 

Hvis nogen mener noget, man ikke bryder sig om, er det blevet legitimt at råbe: ”smagsdommer”, ”ekspert”, ”elite” eller lignende efter dem. 

Man behøver ikke længere forholde sig til, hvorfor andre mener det, de mener. Alene måden, de udtrykker sig på, er nok til at afvise dem som partnere i en ligeværdig diskussion. Bare det at have adresse på Østerbro i København er nok til, at en person kan stemples som et udskud af det menneskelige samfund.

Nu kan vi se, hvad alt dette skal bruges til. 

• Vi kan se, hvordan naturvidenskabelige argumenter bliver radbrækket, så de tjener magthavernes interesser. 
• Vi kan se, hvordan dens udøvere tvinges til at underordne sig en magtstruktur, der er i konflikt med grundlæggende træk ved naturvidenskabelig tankegang. 
• Vi kan se, hvordan tvivlen bliver styret, så den kun rammer modpartens synspunkter, aldrig magthavernes egne.
• Vi kan se, hvordan formidling af naturvidenskabelige emner bliver nedprioriteret, så befolkningens muligheder for at kigge magthaverne i kortene begrænses.

Man kan frygte for, hvilken indflydelse denne udvikling vil have på vores demokratiske styreform. Men måske miljø-ødelæggelserne kommer så hurtigt og så voldsomt, at det med demokratiet bliver et mindre problem.

For hverken milliardærerne i Trump-administrationen eller deres meningsfæller verden over kan komme uden om, at naturvidenskaben har meget at sige om klodens nuværende tilstand, og det den siger, er ikke rart. Science is real. 

Skrevet af Jens

Hvilke Uran-erfaringer til Arktis?

Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE) og Grønlands Naturinstitut har for Miljøstyrelsen for Råstofområdet i Grønland lavet en rapport på 242 sider udgivet i januar 2017 med en gennemgang af processen omkring udvinding af radioaktive materialer, miljøproblemer og mulige løsninger, lovgivning og regulering: "Exploitation of radioactive minerals in Greenland, management of environmental issues based on experience from uranium producing countries". 

På baggrund af rapporten er der udarbejdet et kort notat, som beskriver nogle af de generelle miljøproblemer, som udvinding af radioaktive stoffer kan medføre.

Skønmaleri af uranudvinding 

Jeg har tidligere skrevet, hvordan GME og en foredragsholder fra DCE på infoturene i Sydgrønland laver skønmaleri af uranudvinding. Desværre er der også eksempler både i notatet og i selve rapporten.

Notatet

Tailings/affaldet er det største problem ved uranudvinding, da tailings er langlivet lavaktivt affald med aktivitet i milliarder af år. Milliarder af år bliver i notatet til "i mange år"!  En klar underspilning af problemerne:

Udvaskning af forurenende stoffer fra tailingsdepoter kan fortsætte i mange år og have en uønsket påvirkning af dyrelivet i vandløb, søer og fjorde og af drikkevand. Der skal derfor være stort fokus på design og etablering af tailingsdepoter. 

Rapporten

I forordet i rapporten står side 7: It is the aim of DCE and GINR that the information in the report is correct and up-to-date. 

Men omtalen på side 204-5 af naturgenopretningen af franske uranminer er en karikatur med fejl mht. opfølgning og kilder if. en fransk miljøjurist med indsigt i emnet. 

Det er selskabet AREVA, der står for miljøovervågning og naturgenopretning ved de mange lukkede uranminer i Frankrig. Men i DCEs rapport nævnes intet om den franske nukleare myndigheds (ASN) kritik i februar 2016 af Areva.

ASN kom med en lang række anbefalinger og krav til AREVA (1):

AREVA skal 

• udarbejde en undersøgelse i forhold til håndtering af gråbjerg (ikke-knuste bjergarter), der er anvendt uden for minens område 
• ajourføre opgørelsen over 165 gråbjergsdepoter
• lave en statusrapport for firmaets strategi for udviklingen i vandbehandlingen fra tidligere uranmineområder, der hører under Arevas ansvar
• undersøge udslip og ophobning i markerede sedimenter i floder og i søer
• sammenligne feltdata og modelleringsresultater af de dosimetriske konsekvenser på langt sigt på uranminestederne
• undersøge vandbehandlingen fra steder med tidligere uranminer
• undersøge behovet for dimensionering af tailingsdække for hvert tailingsdepot 
• undersøge langtids-stabiliteten i dæmningerne ved tailingsdepoterne og 
• lave en handlingsplan, så der kan udarbejdes geotekniske rapporter for hver dæmning.

Forfatterne skriver i forordet til rapporten, at de ønsker at øge forståelsen. Det er en sandhed med modifikationer. Så vidt jeg har forstået.

Skrevet af Anne Albinus

Henvisninger

1. Frankrigs lukkede Uran-miner giver Problemer.
2. I Grønland bør man være kritisk over for rådgivning, der udgiver sig for at være uvildig. Jeg henviser til sagen om slutdeponering i Danmark af radioaktivt affald.