A-Kraft og radioaktivt Affald

Det er ikke Atom Postens opgave at diskutere, om Danmark skal have a-kraft eller ej. 

Atom Posten kommenterer sagen om det radioaktive affald, og det er nok. 

Ikke fordi vi bliver overvældet af kendsgerninger, skarpsindige ræsonnementer og klare udtalelser fra de ansvarlige. Tværtimod: Vi har måttet kæmpe en hård kamp for ikke at synke til bunds i det kviksand af prætentiøse udmeldinger fra den selvbestaltede sagkundskab, gådefulde politiker-udtalelser og det ganske almindelige vrøvl, som er, hvad flertals-Danmark mener at kunne spise befolkningen i de fem kommuner (1) af med. 

Sådan er betingelserne, og det har vi accepteret, omend med beklagelse.

Men sagen om det radioaktive affald hænger uløseligt sammen med a-kraft-spørgsmålet.

Vi har derfor behov for at vide, hvordan tilhængerne af a-kraft forestiller sig, at det radioaktive affald skal opbevares i fremtiden. Både det affald, der allerede findes (og som i seks år har ødelagt nattesøvnen for borgerne i de fem kommuner) og det, der vil blive produceret, hvis vi får a-kraft på et senere tidspunkt. 

Mere præcist vil vi gerne vide, hvordan tilhængere af a-kraft stiller sig til følgende spørgsmål:

• skal det radioaktive affald anbringes i et mellemlager, eller skal det slutdeponeres? 
• hvor skal mellemlageret, henholdsvis slutdepotet, placeres, og hvordan skal det indrettes? 
• skal en kommune kunne sige nej til at få et mellemlager, henholdsvis et slutdepot, på sit område?

Vi har ikke kunnet finde klare svar på disse spørgsmål på de – i øvrigt meget velredigerede og professionelle – danske hjemmesider (2), som tilhængerne af a-kraft råder over. 

Det er vores indtryk, at disse spørgsmål er uvelkomne, at de ikke passer ind i tilhængernes billede af virkeligheden.

Det er legitimt at kæmpe for a-kraft, hvis man mener, det er det rigtige. Men legitimiteten undermineres, hvis man lukker øjnene for, at myndighederne har til hensigt at slutdeponere radioaktivt affald på en måde, som vil blive en stor byrde for nogle af vores medborgere i en helt uoverskuelig fremtid.

Det var fint at pege på, at det radioaktive affald fra Risø kunne have været opbevaret i den gamle reaktorbygning. Men den blev som bekendt revet ned, så det hjælper ikke i den nuværende situation.

Det er i orden at arbejde for udvikling af a-kraft-teknologier, der forhåbentlig vil producere mindre radioaktivt affald. Men vi må se, hvordan disse teknologier virker i praksis. Beslutninger vedrørende fremtidens energiproduktion skal baseres på kendsgerninger, ikke forhåbninger. 

Disse initiativer må derfor ikke fjerne opmærksomheden fra det radioaktive affald.

Man kan ikke både blæse på det radioaktive affald og have a-kraft i munden.

Skrevet af Jens

Henvisninger:

1. De fem kommuner, som risikerer at få påtvunget et slutdepot for radioaktivt affald er (med de udpegede lokaliteter i parentes): Struer Kommune (Hvidbjerg/Thyholm), Skive Kommune (Skive Vest og Thise), Kerteminde (Kertinge Mark), Lolland Kommune (Rødbyhavn) og Bornholms Regionskommune (Østermarie).
2. Hjemmeside for REO: http://www.reo.dk/. Hjemmeside for Seaborg Technologies: https://seaborg.dk/about/

A-kraft uden CO2?

I ”Politiken” den 1. maj har lektor i fysik og energi ved Danmarks Tekniske Universitet, Holger Skjerning (HS), en interessant kommentar til et debatindlæg (26.04.17) af SF’s formand, Pia Olesen Dyhr (POD).

I kommentaren er der pæne ord om vindmøller og distributionssystemet for energi, og – hvad der er mere forbløffende – kritik af, at POD ønsker mere forskning på energi-området.

Og sidst i kommentaren får vi – igen, igen, igen – påstanden om, at a-kraft ikke udleder CO2.

Det interessante er, at det denne gang er en fysiker, og ikke en underordnet funktionær i a-kraft-lobbyen, der fremsætter denne påstand.

Jeg synes derfor, at tiden må være inde til, at HS forklarer offentligheden, hvordan det kan gå til, at

• brydning af Uran- og Thorium-holdig malm 
• udvinding af Uran og Thorium fra malmen 
• fremstilling af brændselsstave 
• nedlæggelse (dekommissionering) af nedslidte reaktorer 

ikke udleder CO2.

Vi ved godt, at selve kernespaltningen er CO2-fri, men hvad med de processer, der går forud, og de processer, der følger efter? Processer, som er forudsætninger for, eller en nødvendig følge af, kernespaltningen?

De teknologier, man indtil nu har brugt til disse formål, udleder alle CO2 i et eller andet omfang, se for eksempel (1).

Men hvis HS har kendskab til andre teknologier, som ikke gør det, så synes jeg, at han skulle gøre rede for det.

Jeg synes også, HS skulle benytte lejligheden til at forklare offentligheden, hvor meget radioaktivt affald, de nye, Thorium-baserede a-kraft-teknologier forventes at producere, og hvordan han forestiller sig, at dette affald skal opbevares i fremtiden.

Spørgsmålet om, hvad vi skal stille op med det radioaktive affald her i landet, er jo langt fra ukontroversielt, som HS utvivlsomt ved.

Den 22. april demonstrerede et stort antal naturvidenskabsfolk mod den nedvurdering af naturvidenskabelige argumenter, som desværre er blevet udbredt i det politiske liv, både i USA og i andre lande (2).

HS kunne støtte denne bestræbelse ved at vise, at det også i denne sag er argumenterne, der tæller.

Skrevet af Jens


Henvisninger:

1. Se rapporten: ”Can nuclear Power slow down Climate Change?” af Jan Willem Storm van Leeuwen. Se kommentar i Atom Posten (19.11.15). 
2. Se kommentar i Atom Posten: ”Marchen for Naturvidenskab” (02.05.17).

Marchen for Naturvidenskab

Den 22. april blev der demonstreret over store dele af verden mod den mistænkeliggørelse af naturvidenskab (1), som har været i gang længe, men som er blevet særdeles tydelig efter valget af Donald Trump til præsident i USA (2). 

Det er opmuntrende, at så mange har vendt sig mod det, der så rammende er kaldt: ”Krigen mod Kendsgerninger” (3), hvor de politisk ansvarlige er parate til at se stort på grundigt efterprøvede kendsgerninger, hvis de står i vejen for indflydelsesrige gruppers eller virksomheders kortsigtede økonomiske interesser.

Alligevel er jeg ikke tryg ved, at der marcheres for naturvidenskab. Marcher signalerer enighed, mens naturvidenskab trives i uenighed, i fri diskussion. 

Det er fint at demonstrere mod den afstumpethed, der ligger bag afvisningen af klimaforskernes advarsler, mod en lovgivning, der vil øge forureningen til skade for det store flertal, og så videre. 

Men hvad er det præcist, man demonstrerer for, når man demonstrerer for naturvidenskab?

Selvfølgelig vil man mistænkeliggørelsen til livs – det siger sig selv. Men når demonstrationen er slut, og deltagerne er gået hjem, melder spørgsmålet sig:

Hvordan opnår man, at naturvidenskab bliver taget alvorligt på længere sigt?

Tidsskriftet ”Scientific American” har i en ledende artikel (4) foreslået, at flere med naturvidenskabelig baggrund går ind i politik, og at endnu flere organiserer sig med det formål at lægge pres på politikere i spørgsmål, der involverer naturvidenskab. 

Disse tiltag vil uden tvivl være nyttige, men de kan ikke stå alene. 

Det store problem er, at naturvidenskabens udøvere og den store offentlighed meget ofte taler forbi hinanden.

Jeg ved, det følgende er generaliseringer, og at mine meninger i hovedsagen bygger på iagttagelse af danske forhold, især sagen om det radioaktive affald, som den har udspillet sig gennem de sidste seks år. 

Men alligevel:

På den ene side står naturvidenskab for det store flertal som en beskæftigelse for nørder. En beskæftigelse, der har meget lidt at gøre med det almindelige, praktiske liv. 

Dette afspejlede sig i pressedækningen af marchen. 

Herhjemme bragte ”Politiken” en tegning (5), der viste, at tegneren og redaktionen må have forstået meget lidt af, hvad marchen drejede sig om. Eller snarere, at de ikke anså det for vigtigt at forstå, hvad den drejede sig om (se også (2)).

På den anden side har nogle af naturvidenskabens udøvere vist beskeden interesse for at formidle det, de er eksperter i, til offentligheden (6). 

Om årsagen til dette er skyhed, manglende evne til at formidle eller arrogance overfor mennesker, der beskæftiger sig med noget andet, end de selv gør, er uvæsentligt. Det skaber en kløft, der isolerer dem fra befolkningen. En kløft, der hæmmer offentlighedens forståelse for, at naturvidenskaben har meget at byde på i samfund som vores (7). 

Dette problem må og skal løses, og det kræver noget af begge parter. 

Jeg håber, at marchen for naturvidenskab kan blive starten på denne proces.

Skrevet af Jens

Henvisninger mm:

1. Jeg har valgt at oversætte ”science” til ”naturvidenskab”.
2. Science News Staff: ”Boffins and their VERY academic chants”. How the media covered the March for Science” (25.04.17). http://www.sciencemag.org/news/2017/04/boffins-and-their-very-academic-chants-how-media-covered-march-science?utm_campaign=news_daily_2017-04-26&et_rid=16750007&et_cid=1295430
3. Kommentar af Jonathan Foley: “The War on Facts Undermines Democracy”, Scientific American, maj 2017, side 7.
4. Kommentar af redaktørerne: “A March for Science Is Not Enough”, Scientific American, maj 2017, side 6. 
5. Tegning i “Politiken” (22.04.17) af Philip Ytournel.
6. Det af Uddannelses- og Forskningsministeriet nedsatte “uvildige ekspertpanel” har illustreret denne problemstilling meget præcist, formodentlig uden at de selv har været klar over det. Se UFM’s hjemmeside og kommentarer i Atom Posten: ”Kommentar til det uvildige Ekspertpanels 2. svar …” (09.10.16), ”Atomaffald og Uvildige Eksperter” (05.11.16), ”Det særlige Atomaffald – igen, igen” (07.12.16) og ”Uvildig Omdefinering eller omdefineret Uvildighed” (16.12.16). 
7. Kløften mellem naturvidenskabens udøvere og mennesker med anden akademisk baggrund er beskrevet af Sir Charles Snow i hans berømte essay: ”The Two Cultures” fra 1956. Kløften mellem naturvidenskabens udøvere og den brede offentlighed i vore dage er nært beslægtet med Snow’s.
8. Leder i Science 4.5.17:  http://science.sciencemag.org/content/356/6337/467?utm_campaign=toc_sci-mag_2017-05-04&et_rid=16750007&et_cid=1309437