Forskning og Krænkelser

Lederen i denne uges udgave af ”Ingeniøren” (1) har overskriften:

”Når forskernes frihed trues, bør alle lytte”

Forskerne føler sig med lederens ord styret, overvåget og underlagt uklare regler for, hvad de må sige og gøre. De klager over topstyring blandt andet på grund af de mange sager, hvor studerende har følt sig krænket over indholdet af universitetslærernes forskning, undervisning og optræden i det hele taget.

I den tunge ende er der historien om statistikeren, som følte sig presset til at holde op med at skelne mellem mænd og kvinder i sin forskning. I den lette ende er der klagen over underviseren, der kom til at sige et grimt ord (2), og protesten mod afsyngelsen af ”Den danske Sang er en ung, blond Pige” (3).

Disse sager er uden tvivl belastende for dem, det bliver klaget over, og lederens konklusion, at kun dialog, ikke regler, kan løse problemer af denne art, er de fleste vist helt med på. Man ved, hvem parterne er, man kan sætte dem over for hinanden, bede dem om at diskutere sagen og finde en mindelig løsning. 

Men topstyringen af dansk forskning er kun i mindre grad forårsaget af sager om krænkelser. Den skyldes i høj grad den måde, forskningen finansieres på. Ministerier og andre offentlige myndigheder har ofte en klar interesse i, at den rådgivning, de modtager fra forskerne, understøtter regeringens politik. Samtidig er universiteterne og de enkelte forskere helt afhængige af de bevillinger, de modtager fra de samme ministerier og myndigheder (4). Der mangler kort sagt ”armslængde” i tildelingen af forskningsmidler.

Dette er et langt større og langt mere kompliceret problem, end når det drejer sig om enkeltpersoner, der føler sig krænket. Desværre er ”Ingeniøren” tavs om denne side af sagen.

Den enkelte forsker kan let føle, at han/hun er udsat for et pres til at se på sit forskningsområde under en bestemt synsvinkel, at opprioritere bestemte dele af det på bekostning af andre og i det hele taget overtage holdningerne hos de myndigheder, der betaler. De risikerer at blive servile medspillere og ikke kritiske modspillere til myndighederne, og det kan have skadelige følger på langt sigt. 

Omvendt kan myndigheder og universitetsledelse bedyre, at de aldrig har lagt det mindste pres på nogen forsker, og at de tværtimod har stor respekt for forskningsfriheden. De er bare nødt til at prioritere og i en given sag udvælge den forsker, som efter deres vurdering er bedst kvalificeret til at løse opgaven, og det er jo borgernes penge, de administrerer. Forskningsfriheden er ikke, og kan aldrig blive, ubegrænset. Der må altid ske en udvælgelse af, hvad der er relevant at forske i. 

Og hvis det benægtes, at der overhovedet er et problem, nytter det ikke at bringe parterne sammen.

”Ingeniøren” har valgt at diskutere de lette spørgsmål: om universitetsansatte i deres arbejdstid må skelne mellem mænd og kvinder, om de må bruge grimme ord, eller om de må synge om unge, blonde piger. 

I stedet burde man have taget den vanskelige diskussion af, hvad forskningsfrihed indebærer, og vel at mærke under de betingelser, der gælder i nutiden. Ikke ud fra en illusion om, at universiteterne ledes af vise oldinge med langt hvidt skæg, som udelukkende tænker på de højeste materier, og som er hævet over ethvert materielt hensyn. 

Man bør nøgternt se på, hvordan disse institutioner faktisk fungerer, og så godt som muligt forhindre, at kortsigtede hensyn får for høj prioritet i forhold til langsigtede. Forskningen skal tjene hele samfundet, ikke kun den siddende regering.

”Ingeniøren” bør gå ind i den diskussion. Måske nogen vil føle sig krænkede, men når forskningsfriheden trues, bør alle lytte. Ikke mindst ”Ingeniøren”.

Skrevet af Jens

Henvisninger:

1. Leder i ”Ingeniøren” (01.03.19) under mærket thd.
2. Det ord, underviseren brugte, da han stødte sin tå mod en stol, var grimt (se sidst i lederen). Men enhver, der har prøvet det, ved, at den slags gør nederdrægtig ondt, og for mig er det ubegribeligt, hvordan den episode har kunnet afstedkomme en klage.
3. Se Højskolesangbogen, hvor sangen i 17. udgave (2000) har nr. 132. Kai Hoffmann’s tekst fra 1924 er måske ikke den helt store poesi, men hvis alt vrøvlet skulle fjernes fra Højskolesangbogen, så ville der ikke blive ret meget tilbage.
4. Dette problem dukker op i medierne fra tid til anden. Et velskrevet indlæg er Rasmus Ejrnæs’ kronik i Politiken (03.01.14): ”Videnssamfundet skranter”. Se også Atom Posten (07.01.14).