Atom Posten: Fra Thule til Narsaq: Hvem bekymrer sig om Grønlændernes Sundhed?

Da jeg hørte Landslægen udtale sig i Narsag ved dialogmødet om den evt. kommende REE/Uranmine i Kvanefjeld (her og her), kom jeg til at tænke på de grønlandske fangere og sømænd, der ryddede op efter bombeflystyrtet ved Thule Air Base 21. januar 1968. De måtte ligesom de danske Thulearbejdere også høre på udenomssnak og bagatellisering af faren ved radioaktive stoffer.

Efter flystyrtet var vi vidne til propaganda fra Risø og fra den danske regering, at ingen der medvirkede ved oprydning på Thulebasen var blevet skadet af at have inhaleret og indtaget genopslæmmet Plutonium-239.

Vi har i de senere år igen været vidne til propaganda fra tidl. Risømedarbejdere og GML om uranudvindingens uskadelige virkninger.

De der skal arbejde i den evt. kommende REE/Uranmine vil være beskyttet med egnede værnemidler, men hvis de bliver syge, hvordan vil de blive undersøgt, behandlet og fulgt efterfølgende? Arbejdstilsynet har ganske vist et kontor i Grønland, men de kan ikke være i og ved minen dagligt og tilse, at regler ikke overtrædes. Vil man sige, hvis minearbejdere bliver syge og får kræft, at det er, fordi de ikke har levet sundt nok?

Ekspert i radioøkologi og strålebeskyttelse Violeta Hansen DCE.dk nævnte i Narsaq 17.2.19 risikoen for støv på minevejene, der kan forurene.

Det vil være svært for tilsynsmyndighederne at kontrollere, at der ikke hvirvles støv op. Da man f.eks. på den tidligere Eternit (asbest) grund i Aalborg fik den vanvittige ide at opføre boliger (i Frankrig ville man kun anlægge en P plads såden et sted), advarede en overlæge på Arbejdsmedicinsk klinik, men hverken Arbejdstilsynet, Embedslægen eller Aalborg Kommune lyttede til advarslerne. Her blev der netop ikke sprøjtet med vand hver gang, som lovet af kommunen, når maskinerne kørte på vejene, og der var risiko for støvspredning.

På 3Fs hjemmeside kunne man læse, at 90 Vennelyst folk har været i berøring med asbest grunden i Aalborg: "Gravede direkte i asbesten". Jeg har samlet artikler om asbest i Danmark her, og man kan se, hvor mange gange regler overtrædes i Danmark.

Hvad med beboerne i Narsaq? Vil deres evt. helbredsproblemer blive taget alvorligt, som følge af at de udsættes for bl.a. støv fra minen? Vil de blive mødt med samme ligegyldighed og fortielse, som de grønlandske fangere, søfolk og Thulearbejdere blev mødt med?

Det er altid svært at påvise, at nogen bliver syge efter at have været udsat for radioaktiv stråling, for de kan være blevet syge af så meget andet. I tilfældet med Thulearbejderne blev disse kun undersøgt overfladisk og på forskellig måde på nogle arbejdsmedicinske klinikker, men de blev ikke fulgt løbende helbredsmæssigt efter oprydningen. De blev heller ikke undersøgt for påvirkning fra andre giftige stoffer, da myndighederne forsvarede sig med, at de ikke vidste, hvilke giftige stoffer, der var i flyet, brændstoffet og kernevåbnene.

Alligevel skrev en dansk EU ambassadør 14.1.2005 til Europarlamentet bl.a. (min fremhævning): "Several health investigations of the Thuleworkers were performed from the mid-1980s until 1995. The investigations carried out so far have not been able to demonstrate that the Thuleworkers have suffered adverse health effect as a result of exposure to radiation or to other hazardous substances".

8.10.1995 blev der afholdt høring i Cirkusbygningen i København. Høringen skulle kaste lys over, om der er sammenhæng mellem Thulefangernes og danske Thule-arbejderes dårlige helbred og det oprydningsarbejde, de deltog i efter styrtet af B 52-bombeflyet i 1968.

I forbindelse med høringen - som Thulefangerne ikke var inviteret med til - udtalte Landsstyremedlem for Sundhed og Miljø Marianne Jensen til AG, at man skulle være opmærksom på visse kræfttyper, der først viser sig senere.

Mig bekendt er der ingen, der har vist visse kræftformer opmærksomhed.

Lige efter bombeflyet var styrtet 21.1.1968, blev 13 grønlandske fangere, der var i området, inddraget i oprydningen. De måtte ikke snakke med de mange udenlandske journalister, der var på den amerikanske base i 1968.

Piniartut allat ilagalugit Mamarut Qujaukitsoq Dundas-ip eqqaani timmisartup qaartartunik usisup nakkarnerata kingorna saleeqataavoq. Illersuuteqartinnatik saliisinneqarnertik tamarmik tupigeqaat.

Mamarut Qujaukitsoq var sammen med andre fangere på vej hjem efter en fangstrejse, da de blev inddraget i oprydningsarbejdet efter flystyrtet. Fangere holdt uvidende om radioaktiv stråling AG 1995

I AG spørger lederskribenten:

DERFOR SPØRGER VI os selv : Hvem er egentlig eksperterne? Hvem ved, hvornår vi er syge, og hvornår det begyndte? Hvem ved noget om miljøet i Thule og om de vanskabte sæler, der blev fanget i året efter nedstyrtningen? Hvem er det, der bor og lever i området og kender det og lægger mærke til de forandringer der sker?

Det er ikke danske eksperter. Mennesker med måleinstrumenter og kuglerammelogik eller folk fra kulturer, hvor konklusioner og konsekvens er volapyk i forhold til Thule-folkets dømmekraft. Begivenhederne fandt nemlig sted i Thule, hvor man med tvang 15 år tidligere flyttede et helt folk til en afsides egn, hvor fangsten var dårligere. Ikke i Cirkusbygningen.

DET STÅR NU KLART for borgerne i vor nordligste kommune, at deres liv og tilværelse ikke regnes for noget i den verden, der omgiver dem. Der tages ikke hensyn til deres kultur og integritet. Det er nu blevet bekræftet af, at ingen regner det, de siger for noget. Eller tror dem.

Sømænd fik ødelagt helbred af fisk i Thule

I slutningen af juni 1968 kom Landshøvdingens rejsebåd »M/S Agtlantha« til Thule Air Base for at være med til at tage vandprøver og prøver af tang og fisk tæt på nedstyrtningsstedet. Den eneste beskyttelse var sorte plastikposer på dækket. »M/S Agtlantha« havde en besætning på fem medlemmer. 4, der var med på turen, var døde i 1995.

Skipper Lars Kristian Rosing »M/S Agtlantha«

Skipperen Lars Kristian Rosing fra »M/S Agtlantha« døde i 1991, kun 49 år gammel. Efter turene med »M/S Agtlantha«, fik han udslet på benene, og også andre steder på kroppen, svære åndedrætsproblemer og vrøvl med hjertet.

Et andet af besætningsmedlemmerne var Mathæus Kloster, der døde allerede i 1976 kun 53 år gammel. Hans datter fortæller til AG dybt bevæget: "Efter at min far døde, blev han afhentet af politifolk fra Nuuk, som sejlede liget ind til byen. Ingen måtte hverken se eller røre ham". "Men det der piner mig mest den dag idag, knap tyve år efter hans død, er, at lægerne aldrig har villet fortælle mig hvad han døde af", siger Susanne Jakobsen.

Jokum Heinrich fortryder dog ikke på trods af et ødelagt helbred, at han var med »M/S Agtlantha«.