Efter nogle hektiske døgn er regeringen blevet omdannet. Blandt ændringerne er, at ministeren for sundhed og forebyggelse, Astrid Krag, er blevet erstattet med Nick Hækkerup (A). Atomaffaldet har dermed fået en ny minister.
Vil han bevidstløst fortsætte kursen mod tvangsdeponering, eller vil han benytte lejligheden til et kursskifte? Det er umuligt at gætte på nuværende tidspunkt.
Til gengæld er der god grund til at se på forgængerens håndtering af sagen. Den har været karakteriseret ved et totalt fravær af politisk ledelse, som tydeligt kom til udtryk ved høringen på Børsen (22.10.12), hvor ministeren forlod salen (flygtede er måske mere dækkende) straks efter at have holdt sin tale, som højst sandsynligt var skrevet af hendes embedsmænd. Hvad politikeren Astrid Krag mente om det radioaktive affald, måtte de tilstedeværende gætte sig til.
Forholdet mellem ministre og embedsmænd diskuteres meget for tiden. Men i forbindelse med denne sag er der ikke noget at diskutere. Det er ministerens job enten offentligt at forsvare beslutningen om at grave affaldet ned eller at prøve at få beslutningen ændret. Det er ikke og må aldrig blive embedsmændenes sag.
Jeg håber naturligvis, at den nye minister for atomaffald mm. vil arbejde for et mellemlager. Men det vil allerede være et fremskridt, hvis han er parat til at mødes med de mennesker, hvis tilværelse er helt afhængig af, hvilken beslutning der bliver truffet, og forsvare sin politik over for dem.
Jeg vil også se det som et fremskridt, hvis denne sag blev diskuteret offentligt.
For det første, fordi der er gode argumenter mod slutdeponering og for mellemlagring.
For det andet, fordi andre end borgerne i de 5 udpegede kommuner bør tage stilling til denne sag, selvom den ikke berører dem direkte. Er slutdeponering en rimelig måde at behandle andre mennesker på, nu og i fremtiden?
For det tredje, fordi vi trænger til en bredere diskussion om alt, hvad der har med radioaktivitet og radioaktiv stråling at gøre. Radioaktive stoffer en del af vores teknologiske kultur, som vi bliver nødt til at forholde os til med både fornuft og følelse, hvad enten vi går ind for a-kraft eller ej.
Det sidste har været forsømt i alt for mange år. Resultatet er blevet mistillid til alt, hvad offentlige myndigheder udtaler om dette emne, og at deres (sikkert velmente) forsøg på at berolige befolkningen bliver opfattet som forsøg på at narre dem.
Det radioaktive affald er derfor en svær opgave for den nye minister. Ved at fortsætte forgængerens ikke-politik bliver den endnu sværere.
Jens
Ingen kommentarer:
Send en kommentar