I rapporten fra det 5. review-møde, som alle der er med i den fælles konvention deltager i, kan man blandt andet læse om vigtigheden af
- at involvere lokalsamfundene og lytte til dem
- at den besluttende myndighed er uafhængig
- at opbygge en uafhængig ekspertise på dette område til gavn for lokalsamfundene
- at offentlighedens tillid til affaldshåndteringen styrkes
Involvering, lytten, uafhængig ekspertise og tillid! Tænk, hvis bare lidt af det var sandt.
Men her i landet ved vi, at det er løgn.
Vi kan harmes over misforholdet mellem de erklærede formål og realiteterne. Men gang efter gang har vi oplevet, at vreden prellede af på de ansvarlige politikere og embedsværket, som i årevis har gentaget de samme påstande om slutdeponeringens fortræffelighed, selvom de vidste, at ingen med kendskab til sagen troede på dem. De har i årevis kørt deres egen linje i denne sag, upåvirket af den lokale befolknings protester, og upåvirket af, at folketinget krævede undersøgelser af alternativer til deres discount-slutdepot.
Så det nytter ikke at hidse sig op endnu en gang. Til gengæld kan man reflektere over de langsigtede følger af den førte ikke-politik.
Den har undermineret tilliden til det politisk-administrative system, som ikke har vist nogen som helst forståelse for de berørte borgeres situation, og hvis overfladiske begrundelser for slutdepotets ufarlighed udelukkende har sigtet mod at give befolkningen i det øvrige land en følelse af, at sagen blev behandlet på betryggende måde. Uden at ryste på hånden har de skrevet under på svulstigheder som ovenstående i tillid til, at det store flertal lod sig berolige af vrøvlet.
Det har medført, at den vanskelige, men vigtige diskussion om, hvordan og hvor vi skal opbevare det radioaktive affald, er blevet til et spil om, hvordan de mere kloge snyder de mindre kloge. Hvor enhver, der viser lidt imødekommenhed, er sikker på at blive taget ved næsen.
Som Asger Jorn udtrykte det:
”HVIS DU SMILER TIL VERDEN, VIL DEN GRINE AD DIG”
Er det sådan et samfund, vi ønsker os? Måske ikke, men det er sådan et samfund, vi får.
Skrevet af Jens
Men her i landet ved vi, at det er løgn.
Vi kan harmes over misforholdet mellem de erklærede formål og realiteterne. Men gang efter gang har vi oplevet, at vreden prellede af på de ansvarlige politikere og embedsværket, som i årevis har gentaget de samme påstande om slutdeponeringens fortræffelighed, selvom de vidste, at ingen med kendskab til sagen troede på dem. De har i årevis kørt deres egen linje i denne sag, upåvirket af den lokale befolknings protester, og upåvirket af, at folketinget krævede undersøgelser af alternativer til deres discount-slutdepot.
Så det nytter ikke at hidse sig op endnu en gang. Til gengæld kan man reflektere over de langsigtede følger af den førte ikke-politik.
Den har undermineret tilliden til det politisk-administrative system, som ikke har vist nogen som helst forståelse for de berørte borgeres situation, og hvis overfladiske begrundelser for slutdepotets ufarlighed udelukkende har sigtet mod at give befolkningen i det øvrige land en følelse af, at sagen blev behandlet på betryggende måde. Uden at ryste på hånden har de skrevet under på svulstigheder som ovenstående i tillid til, at det store flertal lod sig berolige af vrøvlet.
Det har medført, at den vanskelige, men vigtige diskussion om, hvordan og hvor vi skal opbevare det radioaktive affald, er blevet til et spil om, hvordan de mere kloge snyder de mindre kloge. Hvor enhver, der viser lidt imødekommenhed, er sikker på at blive taget ved næsen.
Som Asger Jorn udtrykte det:
”HVIS DU SMILER TIL VERDEN, VIL DEN GRINE AD DIG”
Er det sådan et samfund, vi ønsker os? Måske ikke, men det er sådan et samfund, vi får.
Skrevet af Jens
Ingen kommentarer:
Send en kommentar