Klik på foto for artikler om Covra - Hollands langtidsmellemlager for radioaktivt affald

søndag den 19. juli 2015

Atomaffald og fremtidige Ulykker - i Lyset af Thulesagen

Er der grund til bekymring angående eventuelle uheld med radioaktive og andre giftige stoffer i forbindelse med et kommende mellemlager eller slutdepot for radioaktivt affald fra Risø?

Vi skal i dette indlæg se på, hvordan danske regeringer og myndigheder har forholdt sig til de danske arbejdere, der blev syge efter oprydningen efter ulykken ved Thulebasen 21. januar 1968, hvor et B52 fly med 4 brintbomber styrtede nedHeldigvis blev der ikke udløst en atomeksplosion, men de almindelige sprængstoffer i bomberne eksploderede, og vragdele fra flyet blev spredt over et større område, ligesom brintbombernes indhold af radioaktivt materiale og giftige stoffer blev spredt.

Selvom der var tale om spredning af radioaktive stoffer og andre giftige stoffer er de danske Thule-arbejdere, der deltog i oprydningen, ikke blevet regelmæssigt helbredsundersøgt. Myndighederne har nemlig afvist, at de har været udsat for radioaktiv stråling. Arbejderne er heller ikke blevet undersøgt for andre farlige stoffer, da myndighederne hævdede, de ikke vidste, om der f.eks. var beryllium, et meget giftigt metal, tilstede.

Ud over diverse regeringsledere og sundhedsministre er de myndigheder, der har været indblandet i afvisningen af de syge Thule-arbejdere:

Vedr. evt. uheld under lastning, transport og fyldning af cirka 10.000 m3 radioaktivt og giftigt affald i mellemlager og/eller slutdepot

1. Hvis der sker et uheld under transport med en eller flere af de 250 lastbiler med anhænger med radioaktivt affald på vej til et nyt mellemlager eller til et slutdepot, eller hvis der sker uheld ved fyldning af mellemlager eller slutdepot, vil ovennævnte myndigheder så stå sammen om at afvise arbejdere og borgere, der evt. er blevet udsat for øget radioaktiv stråling og andre giftige stoffer som f.eks. beryllium? 

2. Når det i fremtiden siver fra et kommende slutdepot for atomaffald (hvad der if. forstudiet ikke kan undgås), skal borgerne i nærheden af slutdepotet til den tid udsættes for samme årelange stædige afvisning fra myndighedernes side, hvis de efterfølgende bliver syge, ligesom de syge Thule-arbejdere er blevet? 

3. Kan vi stole på, at myndighederne overholder Euratom direktivet om fastlæggelse af grundlæggende sikkerhedsnormer til beskyttelse mod de farer, som er forbundet med udsættelse for ioniserende stråling? F.eks. at udsatte personer sikres særlig lægekontrol? 

Eller skal der foretages samme krumspring for at afvise arbejdere eller borgere, fordi man ligesom i Thuleulykken ikke vidste præcist og heller ikke søgte viden om, hvilke giftige stoffer der var tilstede forbindelse med ulykken? 

Udover de radioaktive stoffer er følgende giftige stoffer tilstede i affaldet på Risø: 2 ton ubestrålet uran, 50-70 ton bly, omkring 200 kg cadmium, 80 kg beryllium og 40-50 ton bitumen (indeholdende radioaktive stoffer).
Eksempler på myndighedernes afvisning gennem 48 år af syge Thulearbejdere

Her følger 4 eksempler på, hvordan ovennævnte danske myndigheder har afvist arbejdere, der blev udsat for radioaktiv stråling og andre giftige stoffer, mens de udførte deres arbejde i forbindelse med oprydningen efter brintbombeflystyrtet ved Thule 21. januar 1968.

1. Thulearbejderne er aldrig blevet undersøgt for påvirkning fra giftige stoffer som f.eks. det kræft- og allergifremkaldende beryllium


I en debat i DR i 1987 mellem 3 Thulearbejdere og 3 eksperter: daværende leder af Statens Institut for Strålebeskyttelse (SIS) cand. scient. Kaare Ulbak, overlæge Per Vagn Hansen fra Sundhedsstyrelsen og helsefysiker civilingeniør Ole Walmod-Larsen fra Risø siger de 3 eksperter tydeligt, at der kun blev ledt efter plutonium i 1968. Ole Walmod-Larsen oplyser imidlertid, da journalist og ordstyrer Bent Nørgaard vedholdende insisterer på tilstedeværelse af det meget giftige metal beryllium, at Risø tog en isprøve, der viste, at der var beryllium tilstede - "på grænsen".


Debatten kan ses via dette link, hvor man skal klikke på udsendelsen med navn TV Aktuelt. 19 år efter. (00:46:01 minutter). Debatten starter ca. 2 minutter inde og er et lærestykke i eksperternes manglende viden om og manglende vilje til indsigt i atomvåben, der kunne fremskaffes ved et enkelt biblioteksbesøg og ydermere - og meget alarmerende - en manglende vilje til at komme syge mennesker imøde.

Selvom Thulearbejderne aldrig er blevet undersøgt for andre giftige stoffer, har en dansk EU-ambassadør alligevel oplyst, at det var tilfældet, i et brev fra EU- Repræsentationen i Bruxelles 14.1.2005 til formanden for Udvalget for Andragender i Europa-Parlamentet i forbindelse med en tidligere Thule-arbejder Jeff Carswells henvendelse til Udvalget.

2. Vedr. urinprøve-lister til folketingets finansudvalg 3.kt.j.nr 95-074-60 §16, bilag 16 til aktstykke 47 over tritium-målinger på Thulebasen 7., 8., 9. og 10. marts 1968

I følgebrevet til finansudvalget af 3.11.1995 står, at det er 3 lister som helsefysiker Ole Walmod-Larsen, Risø, har skrevet af efter "print-out"s i det amerikanske målelaboratorium på Thulebasen fra 7. til 10.3.1968. I en håndskrevet afskrift kan man se tal, der viser tritium-målinger for de danskere, der var opført på tankfarmprotokollen. Tankfarmen var et lukket område, hvor sneen fra ulykkesstedet, der indeholdt bl.a. plutonium og andre giftige stoffer, blev fyldt over på lukkede tanke og senere sendt til deponering i Savannah River i USA. Tritium var en indikator. Hvis helsefysikerne fandt tritium ved kontrollen til fra tankfarmen, skulle de også lede efter plutonium. Tankfarmprotokollen er fortrolig, men Risøs notater vedrørende urinprøver fra Thule-arbejdere i anonymiseret stand er ikke fortrolige. 

Imidlertid bemærker jeg, at der ikke står opført tal for 13. og 14.marts 1968. If. Poul Brinks bog om Thulesagen ("Thulesagen Løgnens univers") står der i udgaven 2015 på side 47 og frem i forb. med Brinks besøg på Risø og samtalen her med  helsefysikerne Asker Aarkrog og Ole Walmod-Larsen, at Thulearbejderen Ruben Eriksen passerede kontrollen 15 gange, de to sidste gange, 13. og 14. marts, hvor han if. Brink ikke blev kontrolleret.
......
Opdatering 23.7.2015


Greenpeace og OOA (Hans Møller Kristensen og Lars Melgaard) skrev i deres rapport om "Thuleulykken 1968" Januar 1987, side 37:

"If. en rapport fra U.S. Airforce Radiological Health Laboratory fra 1968 kan urinprøver taget på dette tidspunkt højst afsløre om der er eller ikke er plutonium til stede. For at få et rimeligt billede af det organiske optag skal urinprøver tages i perioden 120 til 160 dage efter optagelsen, idet plutonium-udskillelsen når et maksimum i denne periode.(37)

Urinprøver er ikke taget på danske arbejdere på dette tidspunkt".

(37) Odland, Lawrence T.; et al.: Industrial medicine experience associated with the Palomares nuclear accident in: Journal of occupational medicine, vol. 10, nr.7 (July 1968), side 360

........



Professor Hugh Zachariae (5) behandlede på Marselisborg Hospital Ruben Eriksen, der havde deltaget i oprydningsarbejdet på isen på selve nedstyrtningsdagen, og som også havde flyttet nedstyrtningsmateriale og forurenet sne i 30-35 dage.

Forøvrigt var det via Jyllandsposten, at Ruben Eriksen 28.2.1987 fandt ud af, at han var blevet afvist af Sikringsstyrelsen. Sundhedsstyrelsen havde nemlig fortalt Jyllandsposten om afvisningen af Ruben Eriksen, uden at Ruben Eriksen selv havde fået beskeden først. (Spørgsmål S 794 om dette til daværende indenrigsminister Knud Enggaard (V) blev stillet af Kaj Poulsen (S) 6.3.1987 og svar kan findes her).


Operation stegepande på Thulebasen

De prøver, der blev taget på Thulebasen i 1968, blev taget under vanskelige forhold og var som følge heraf behæftet med usikkerhed. Alligevel blev de brugt til afvisning af de syge arbejdere. I sin bog Baser Grønland og den kolde krig (1) skriver Jens Zinglersen, der arbejdede på basen og var den første på ulykkesstedet, bl.a. på side 168:

"Jeg blev tilknyttet denne gruppe fra Risø, som i nogen tid samlede prøver af is og sne uden for nedstyrtningsstedet for at analysere disse for radioaktivitet. De havde indrettet et meget primitivt laboratorium i køkkenet på den nedlukkede Dining Hall 6. De indkøbte i Base Exchange alt, hvad der var af teflonpander, og på disse smeltede de sneprøverne og filtrerede det fremkomne vand gennem Melitta-kaffefiltre og målte så på resterne. Det er på baggrund af disse meget primitive analyser, at helsefysikerne i deres rapport konkluderede, at der ikke var nogen strålingsfare".




Denne metode afviger selvfølgelig stærkt fra de metoder der er brugt sidenhen til påvisning af plutonium. Alligevel har danske myndigheder lænet sig op ad disse første måleresultater.


Foto side 268 fra Til Samfundets Tarv - Forskningscenter Risøs historie 1998 (billedtekst kan ses under (2) forneden i henvisninger


3. Vedr. Sundhedsstyrelsens rapport om Plutoniumudskillelse hos tidligere Thulearbejdere fra 1988

Danmarks mest kompetente nuklear mediciner på daværende tidspunkt overlæge Troels Munkner (5) afviste med kvantitative skøn i Politiken 18.2.1995 Sundhedsstyrelsens rapport om Plutoniumudskillelse. Munkner stemplede rapporten som "komplet værdiløs og ubrugelig"

Formålet med rapporten var at analysere plutoniumudskillelse i urinen fra 78 af de Thule-arbejdere og Grønlændere, der skønsmæssigt havde været udsat for mest stråling i forbindelse med oprydningen efter Thuleulykken.



Undersøgelsen viste, at ingen Thulearbejdere var blevet udsat for radioaktiv stråling, og derfor kunne der if. SIS og Risø ikke påvises en sammenhæng mellem strålingen på ulykkesstedet og Thule-arbejdernes senere opståede sygdomme. Derfor er Thule-arbejderne heller aldrig blevet regelmæssigt helbredsundersøgt af specialister.

Munkners kritik i Politiken går ud på, at det slet ikke kan lade sig gøre at måle dosis efter 20 år. Usikkerheden i undersøgelsen er så stor, at Thule-arbejderne skulle have været udsat for mindst 100 gange den tilladte dosis stråling for at det overhovedet ville være muligt at måle den 20 år efter:

"Sundhedsstyrelsen anfører selv, at hvis man med bare en vis sikkerhed skulle kunne måle plutonium-aktivitet i en Thule-arbejders urin, skulle han have optaget mindst 100 mikrogram eller 100 gange den tilladte dosis. Undersøgelsen kan altså ikke påvise om Thule-arbejderne under oprydningen optog mere plutonium i kroppen, end de maksimale grænser foreskriver. Undersøgelsen er kort sagt komplet værdiløs, konkluderer overlægen."

Abonnenter på Politiken kan læse hele artiklen med Munkners kritik i arkivet under datoen 18.2.1995 side 1, 1. sektion. Ellers kan artiklen ses på biblioteket.

4. Vedr. Registerundersøgelsen af K. Juel, G. Engholm og H. Storm 2005

I 2005 forsøgte en statistiker fra Syddansk Universitet samt en statistiker og en overlæge fra Cancerregisteret at afvise de syge Thule-arbejdere med statistik i en registerundersøgelse. I konklusionen bruger forfatterne bl.a. den ifølge Munkner værdiløse og ubrugelige Plutonium rapport fra 1988 som et af argumenterne for afvisningen af en sammenhæng mellem udsættelsen for plutonium og Thule-arbejdernes efterfølgende sygdomme:

"I perioden 1986-1995 blev gennemført en række undersøgelser af helbredsforholdene blandt Thule-arbejderne. De dengang foretagne registerundersøgelser af dødelighed, kræft, hospitalsindlæggelser og fertilitet kunne ikke påvise nogen forskelle mellem Thule-arbejderne fra oprydningsperioden og Thule-arbejderne kun ansat uden for. I en undersøgelse af plutonium udskillelsen blandt personer, som var beskæftiget på Thule-basen i oprydningsperioden påvistes ikke plutonium over detektionsgrænsen i de analyserede urinprøver."


Svaghed ved statistik

Men statistik kan kun vise, at der ikke sikkert er nogen sammenhæng. Den kan ikke udelukke, at der er en sammenhæng. Sagen om de syge Thule-arbejdere rammer gråzonen mellem det, der med sikkerhed kan fastslås, og det, der med sikkerhed kan afvises.

Professor Otto Kofoed-Hansen, Risø, har i sin dagbog i 1987 reflekteret over statistikkens svagheder (kan læses via dette link). Han deltog på det første hold, der blev sendt til Thule af de danske myndigheder i anledning af B 52-styrtet:

“Jeg har været ude på isen, er blevet målt med geigertæller og har fået prøve af min næseslim undersøgt. Man fandt intet. I 1972 blev jeg opereret for urinvejskræft. Jeg blev igen behandlet for det samme i 1978."


Til sidst skriver Kofoed-Hansen: "Men for mig er det klart, at den fremtidige undersøgelses resultat vil være behæftet med tvivl."

5. Kritik fra norsk professor i epidemiologi og medicinsk statistik

I Tidskrift for den norske legeforening nr. 21 1996 skrev professor i epidemiologi og medicinsk statistikk Eilif Lund Institutt for Samfunnsmedisin på Universitetet i Tromsø følgende (6):

Litt etterpåklokskap

"De mulige negative helseeffekter av plutoniumsforurensning vill stort sett forbli ukjente. Det skyldes at myndighetene ikke på et tidlig tidspunkt traf de tiltak som skulle till for å få kunnskap om individuell eksposisjon. Videre ble de yrkesmedisinske undersøkelser ikke benyttet som utgangspunkt for videnskapelige studier".

En skamplet

Afvisningen af de syge Thulearbejdere en en skamplet for de involverede ministre og myndigheder. Tidligere statsministre og andre ministre håber formodentlig på, at sagen går i glemmebogen, når de sidste 100 Thule-arbejdere er døde. Men sagen om de afviste Thule-arbejdere vil ikke dø, for afvisningen af dem er oprørende og kritisabel. 

Både

1. fra et fagligt synspunkt:

de arbejdsmedicinske undersøgelser var utilstrækkelige, og myndighederne har bevidst undladt at søge viden om de giftige stoffer (bl.a. beryllium), der var i bomberne og kunne være forklaringen på nogle af de helbredsgener, som arbejderne har klaget over

2. og fra et etisk synspunkt:

Myndighederne har behandlet mennesker udsat for en ulykke, hvor radioaktive stoffer og andre giftige stoffer var tilstede, på en kynisk og umenneskelig måde.

Skrevet af Anne Albinus

Henvisninger

1. Baser, Grønland og den kolde krig, Jens Zinglersen, forlaget Kahrius

2. Billedtekst i Til Samfundets Tarv - Forskningscenter Risøs historie, , Henry Nielsen (red.) Keld Nielsen, Flemming Petersen, Hans Siggaard Jensen, 1998 , Forskningscenter Risø, side 268 figur 98:

"Operation stegepande på Thulebasen. Når man undersøgte en prøves indhold af plutonium, kiggede man først og fremmeste efter alfastråling, der blev udsendt af det radioaktive plutonium. Alfastråling standses dog let af lidt sne eller få centimeter luft. De mange prøver af sne, der blev undersøgt efter Thule-ulykken, skulle derfor først præpareres.

Til det formål blev der indkøbt en del teflonpander i Thulebasens butik. Sneen fra en prøve blev smeltet og delvis kogt ind. Det resterende vand blev hældt gennem et filter, der tilbageholdt ca. 90 % af plutoniumpartiklerne. Filteret blev tørret og brændt og asken opløst i salpetersyre. Opløsningen blev tørret ind på en skive af rustfrit stål. Det var nu muligt at måle aktiviteten af alfapartiklerne på en sådan måde, at man kunne regne sig frem til hvor meget plutonium, der havde været i sneprøverne. (Den beskrevne fremgangsmåde afviger stærkt fra de teknikker, man idag bruger til påvisning af plutonium (Kilde: Project Crested Ice (1970) s.58).

3. Afvisninger fra overlæger

- Tidligere Thulearbejder blev afvist af en overlæge på Arbejdsmedicinsk klinik i Storstrøms Amt januar 2005.

Vedkommende blev henvist af sin praktiserende læge til arbejdsmedicinsk klinik i Storstrøms amt, men blev afvist af overlægen her i januar 2005 med begrundelsen, at der allerede var lavet talrige undersøgelser og "konklusionen af disse er blevet, at man undersøgelsesmæssigt ikke kan påvise sygdom efterfølgende, dog med undtagelse af, at der måske er en let øget risiko for udvikling af mycosis fungoides."

Da han gik til egen læge igen, blev han hasteindlagt på Rigshospitalet, opereret og fik 30 x kemo. Overlægen anmeldte kræften (cancer oropharyngis DC09.0) som arbejdsbetinget lidelse (oprydningsarbejde - mulig strålepåvirkning) i december 2006. Patienten døde et par år senere efter frygtelige lidelser. Dokumentation findes i Thulearbejdernes arkiv på Aalborg Stadsarkiv.

- En tidligere Thulearbejders misdannelser på lungen blev afvist som helt ufarlige. Omkring 1990 bliver vedkommende, en tidl. lastbilchauffør, der deltog i oprydningen efter ulykken, undersøgt på en arbejdsmedicinsk klinik og får konstateret misdannelser på lungerne. Men fra klinikken modtager han et brev, at der ingen grund er til bekymring, da forandringerne er helt ufarlige. Omkring 2006 søger han egen læge for vedvarende tør hoste. Han henvises til hospital, hvor man ved en undersøgelse finder en kræftsvulst i lungen så stor som en knyttet barnehånd. Svulsten har metastaseret sig med udløbere ud og ind imellem hans ribben, således at tilstanden er inoperabel. Han tilbydes livsforlængende kemobehandling og lever derefter under store pinsler og skrappe bivirkninger, indtil han endelig dør. Dokumentation findes i Thulearbejdernes arkiv på Aalborg Stadsarkiv.

- To strålingseksperter i Sundhedsstyrelsen (overlægerne Harriet Dige-Petersen og Nils Rosdahl) lagde pres på retspatolog Jørgen Thomsen for at få ham til at ændre en konklusion i en obduktionsrapport: "Følger af ioniserende stråling kan ikke udelukkes".  Efterfølgende måtte medicinaldirektøren sætte de to overlæger fra tilsynet med Thulesagen.

Danske Læger mod Kernevåben afviste i 2007/8 en henvendelse fra 
Foreningen af stråleramte Thulearbejdere, der henvendte sig via en amerikansk advokat Ian Anderson (IA). I DLMK's formandsberetning 2007/8 står flg. (min fremhævning): 

"Thulearbejdernes forening har haft kontakt med en advokat i New York, Ian Anderson, som har henvendt sig til Cæcilie for at få hende til at indgå i søgsmålet. Cæcilie har henvendt sig til vore kolleger i Norge og Sverige og også forsøgt at få kontakt med Harriet Dige-Pedersen, vores ekspert i strålehygiejne, uden held. Cæcilie måtte svare tilbage til IA, at hun heller ikke så sig i stand til at stille op til at levere en tilbundsgående vurdering af disse svære spørgsmål. Advokaten har herefter syrligt bemærket, at han da troede, at IPPNW/DLMK var oprettet for at kunne hjælpe de stakkels mennesker, der pådrager sig sygdom som følge af radioaktiv eksponering ved fremstillingen eller ulykker med atomvåben."

4. Erik Stubbe-Teglbjærg (chef for det lokale arbejdstilsyn på Thulebasen) afviste Thule-arbejderne i Ingeniøren 24.3.1995, men under artiklen skrev en tidl. Thulearbejder Bent Pedersen i 2014 flg.:

"Jeg har ført opdaget denne side nu og jeg er rystet over de udtalelser denne herre kommer med ..Jeg blev beordret til at møde i base hausing hvor der blev oprettet en sluse hvor de fourenede amerikanske soldater var visiteret til efter endt arbejde på isen, de afklædte sig og jeg skulle komme deres forurenet tøj i sorte plastikposer til afbrænding hvor de derefter gik i bad og fik udleveret nyt tøj .Jeg skulle efter hvert hold vaske meget omhyggeligt .Mit andet arbejde bestod i at bortskaffe og vaske stålfade med smeltevand fra boreprøver .Jeg bad om et gummiforklæde og et par gummihansker men det kunne jeg ikke få Jeg er operet for kræft og fået konstanteret hvilende svulster i lungerne som Holbæk sygehus mener stammer fra Thule tiden."

5. Overlæge Troels Munkner blev fyret fra Rigshospitalet,
 fordi han havde kritiseret dets manglende atomberedskab. (Det kan undre, bl.a. fordi vi i 1986 (Tjernobyl ulykken) jo i Danmark endnu ikke havde et automatisk måle- og varslingssystem).

Munkner skal efter sigende være blevet afskediget, fordi han havde en viden om forholdene i Thule, som man ikke ønskede fokus på, måske af hensyn til relationerne til USA og af ”sikkerhedsmæssige” årsager. I en artikel i Grønlandsposten i 1999 refereres Munkner for at udtale, at Thulesagen er "farlig". Munkner siger også flg. om nogle isprøver, som han efterspurgte, der viste sig at være blevet væk:

"Der var ganske vist gået 25 år, men nu kender jeg arbejdsforholdene på Risø særdeles godt. Jeg ved, at der bliver holdt utroligt godt kontrol med arkiveringen af sådanne materialer, og det forekommer mig meget ejendommeligt, at netop disse isprøver forsvandt. Jeg har al respekt for Risø, men i denne sag er det meget blakket." (t.o. var Munkner tidl. medlem af Risøs bestyrelse).

5. Professor Hugh Zachariaes og overlæge Helmer Søgaards undersøgelse

To meget erfarne læger og kapaciteter på deres områder, overlægerne Hugh Zachariae og overlæge Helmer Søgaard, undersøgte en gruppe Thulearbejdere med hudsymptomer.

Undersøgelsen er omtalt i Ugeskrift for læger 1990, 152: 2920-3, og den giver  anledning til mistanke om, at hudforandringerne kan have relation til oprydningsperioden i 1968 if. resuméet. Der blev nemlig fundet en større forekomst af en hudsygdom blandt gruppen af undersøgte Thulearbejdere end i en normalgruppe.

Professor Zachariae nævner i sine erindringer, "Hudløs" 2000, at tvivlen, som det normalt er tilfældet ved en række erhvervssygdomme, burde komme patienten til gode.

6. Helseeffekter av plutoniumsforurensning - vurderinger etter Thuleulykken i 1968, 1996 av E. Lund Institutt for Samfunnsmedisin Universitetet i Tromsø, Tidsskrift for den norske legeforening nr 21 1996, 116, 2588-90

Ingen kommentarer:

Send en kommentar