Nedgravning af Atomaffald

Fire elever fra 2Z på Roskilde Gymnasium har skrevet en opgave med ovenstående titel, som de har lagt ud på nettet. Opgaven er et led i et AT-forløb.

Deres løsning består i at grave affaldet ned i Moseløkken Granitbrud ved Allinge-Sandvig. Efter 300 år skal det være muligt at tage affaldet op igen.

Elevernes begrundelse for at vælge dette emne er:

”Regeringen har ikke besluttet sig for en endelig løsning på dette problem, og der bliver ikke rigtigt taget hånd om problemet længere. Regeringen tager ikke rigtigt noget konkret initiativ, og sagen er lige nu frosset rent politisk. Så lige nu, er der fra regeringens side, ikke nogen løsning.”

Det er klar tale. Både den nuværende og den tidligere regering har været handlingslammede i denne sag, men det er 2Z absolut ikke, og de har flere løsninger på lager, hvis Moseløkken af en eller anden grund ikke kan bruges.

De spørgsmål, man som udenforstående kan stille til opgavebesvarelsen, skal derfor ikke rettes til eleverne. De har vist, at de har gå-på-modet til at tage et vanskeligt og omstridt emne op, og det er et godt udgangspunkt. Det er prisværdigt, at de har påtaget sig at gøre det, som mange andre har givet op overfor: at begrunde, hvorfor det radioaktive affald skal fjernes fra Roskilde nu efter at have ligget der i over 50 år.

Spørgsmålene skal rettes til deres lærere og vejledere: 

• Har de tilskyndet deres elever til at bruge deres kendskab til radioaktive stoffer og radioaktiv stråling, som er relevant i denne sammenhæng? Det kunne have gjort besvarelsen mere overbevisende.
• Har de bedt deres elever om at gennemtænke deres begrundelse for at anbringe affaldet i granit? Enhver, der har set den bornholmske granit, må da også have set sprækkerne i den.
• Har de opfordret deres elever til at se på, hvorfor man på Bornholm er så stærkt imod slutdeponering af affaldet? 

• Har de forklaret deres elever, at man i et demokratisk samfund bør vise respekt for modparten ved at argumentere i stedet for at propagandere? At man bør præcisere, hvilke forudsætninger ens besvarelse bygger på?

Og mere alment: Er det ikke de gymnasiale uddannelsers opgave at udvide elevernes horisont? At stille spørgsmål til holdninger, der er bestemt af vanetænkning og smålig lokalpatriotisme?

Det håber jeg i hvert fald.

Skrevet af Jens


Link:

Gymnasieelever vil gemme a-affald Roskilde Avis 26.10.15

GEUS

Nu har GEUS i det seneste Informations- og Faktahæfte om uran henvist til Atom Posten!

Det er nyt.

I mange år har GEUS, DD, SIS og de ministerier, der har haft (SUM) og nu har (UFM) ansvaret for det radioaktive affald på Risø, ladet, som om modstanden mod slutdeponering af affaldet ikke eksisterede eller bare skyldtes nogle få højtråbende og uvidende personer.

Så henvisningen til Atom Posten ville have været et fremskridt, hvis ikke GEUS' link atomposten.dk var dødt. 

Det korrekte link er: http://atomposten.blogspot.dk/

Anne og jeg var også blevet gladere, hvis vores netavis var blevet præsenteret som det, den er (se ovenfor), og ikke som en side, der er kritisk overfor a-kraft jf. side 28 i uranhæftet. (Se foto tv.)

Nu er GEUS en videnskabelig institution, og disse smuttere er måske udslag af den distraktion, som videnskabsmænd jo er kendt for. 

Men GEUS er ikke kun en videnskabelig institution. På hjemmesiden kan man læse, at

”GEUS er en forsknings- og rådgivningsinstitution i Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet”

Desværre står der ikke noget om, hvordan forsknings- og rådgivningsopgaverne prioriteres. 

• Er GEUS’ ansatte underlagt den loyalitetsforpligtelse, som gælder for andre ansatte i ministerierne og de institutioner, der hører under dem? 
• Og kan denne forpligtelse uden problemer forenes med forskerens hellige pligt til at søge sandheden? 

Disse spørgsmål trænger sig på, fordi vi har oplevet, at medarbejdere fra GEUS på den ene side har rejst landet tyndt for at reklamere for ministeriets plan om slutdeponering af det radioaktive affald, og at de på den anden side har været helt tavse, når der var problemer med slutdepoter i udlandet, for eksempel med det tyske slutdepot Asse 2.

De har heller ikke ønsket at gå ind i den principielle diskussion af, om geologien som videnskab overhovedet er egnet til at give prognoser om geologiske processer i fremtiden. Dette spørgsmål burde dog interessere enhver, der forsker i geologi, og det er helt centralt i denne sammenhæng.

De problemer, der forbundet med, at en forskningsinstitution er underlagt et ministerium, er fint beskrevet af Rasmus Ejrnæs i hans kronik i Politiken (03.01.14).

Desværre gav kronikken ikke anledning til nogen som helst debat i offentligheden, og det kan vel kun forstås på den måde, at der er en udbredt ulyst blandt de involverede til at diskutere dette emne.

Men ulyst eller ej: Det er nødvendigt at kende de betingelser, de ansatte ved GEUS og lignende forskningsinstitutioner arbejder under. 

• Skal de kompromisløst søge sandheden, 
• eller skal de file den til, så den passer i ministeriets kram? 

Når Anne redigerer sin hjemmeside (atomaffaldklarhed.dk), må hun vide, om GEUS skal præsenteres som en institution, der tjener videnskaben, eller som en institution, der tjener ministeriet. Men hun skal nok sørge for, at linket virker.

Skrevet af Jens

Udflytning af Jobs – Udflytning af Atomaffald

I de sidste dage har medierne været fyldt med sagen om udflytningen af statslige arbejdspladser. Hvilke aktiviteter, der skal flyttes, og hvilke konsekvenser, den vil få for de ansatte, som pludselig ser deres arbejdsplads blive flyttet langt væk.

Mange af dem er i vildrede med, hvad de skal gøre:

• Skal de flytte med og håbe på, at ægtefællen kan få et job i nærheden, at børnene vil falde til i skolen, og at familien i det hele taget kan finde sig tilrette i provinsen? 
• Eller skal de sige deres job op og håbe på, de kan finde et andet i det storkøbenhavnske område? 

Dilemmaet er alvorligt, for det er en stor beslutning, og hvad man end bestemmer sig for, kan det senere vise sig at være forkert.

Der har været forståelse og sympati for disse mennesker i vide kredse. Alene mediedækningens omfang viser, at man i vide kredse har forstået, hvor vanskelig deres situation er.

Jeg kunne ønske, at der også i vide kredse var forståelse og sympati for de mennesker, der er truet af at få et slutdepot for radioaktivt affald i nærheden af det sted, hvor de bor og arbejder.

Da slutdeponering bare er et fint ord for nedgravning, kan der ikke være tvivl om, at udflytningen af det radioaktive affald til et slutdepot vil give alvorlige problemer for den egn, det går ud over, fordi 

• hvem vil flytte til, og hvem vil starte virksomhed i en sådan egn? 
• hvem vil købe økologiske fødevarer, som er produceret i nærheden af et slutdepot? 
• hvem vil holde ferie med sine børn et sted, hvor store mængder af radioaktive og giftige stoffer ligger bare 30 meter under jordoverfladen? 

Situationen for beboerne i de områder, der er udpeget som mulige placeringer af et slutdepot, har derfor lighedspunkter med situationen for de udflyttede statsansatte. I begge tilfælde kommer et fåtal til at lide under ulemperne ved beslutninger, der efter myndighedernes mening vil gavne samfundet som helhed.

Er der ikke grund til at nære forståelse og sympati for de mennesker, der uforskyldt er kommet i denne situation? Står de ikke over for samme dilemma, når de skal beslutte, om de skal flytte nu (ofte fra et hus, der er blevet usælgeligt), eller om de skal tage chancen og forblive i et område, der kan blive stemplet som atomar losseplads?

For disse mennesker bliver der endda føjet spot til skade: det er nemlig slet ikke nødvendigt at slutdeponere det radioaktive affald.

Der findes et alternativ, som er langt bedre, men som myndighedernes eksperter havde glemt eller undladt at tage med i deres oprindelige plan, og som først er kommet ind i overvejelserne, efter at de involverede borgere selv havde fundet frem til det.

I Holland har man i over 30 år anbragt sit radioaktive affald i et mellemlager (COVRA). Her opbevares det i en bygning ved jordoverfladen, således at man kan inspicere de beholdere, det opbevares i, og på den måde sikre sig, at det ikke slipper ud og forurener omgivelserne. 

Covra Hollands mellemlager for radioaktivt affald

Denne løsning kan let tilpasses danske forhold og bliver nu undersøgt, men kun af den ene part i sagen, nemlig de embedsmænd, som i årevis har talt for slutdeponering af det radioaktive affald.

Hvad de finder frem til, må tiden vise.

Men der er ingen grund til optimisme, for slutdepotet har nemlig en og kun en fordel frem for mellemlageret: Det er billigere, dvs. billigere for staten. Omkostningerne for de omkringboende har man ikke ulejliget sig med at gøre op.

For en københavner kan det se ud som et stort problem at skulle flytte til Jylland eller andre fjerne egne. Men det, naboerne til et muligt – og unødvendigt – slutdepot bliver udsat for, er dog langt værre.

Skrevet af Jens

Oplysninger om slutdepot, mellemlager og sagen om det radioaktive affald i øvrigt kan findes på Annes hjemmeside: atomaffaldklarhed.dk