Udflytning af Jobs – Udflytning af Atomaffald

I de sidste dage har medierne været fyldt med sagen om udflytningen af statslige arbejdspladser. Hvilke aktiviteter, der skal flyttes, og hvilke konsekvenser, den vil få for de ansatte, som pludselig ser deres arbejdsplads blive flyttet langt væk.

Mange af dem er i vildrede med, hvad de skal gøre:

• Skal de flytte med og håbe på, at ægtefællen kan få et job i nærheden, at børnene vil falde til i skolen, og at familien i det hele taget kan finde sig tilrette i provinsen? 
• Eller skal de sige deres job op og håbe på, de kan finde et andet i det storkøbenhavnske område? 

Dilemmaet er alvorligt, for det er en stor beslutning, og hvad man end bestemmer sig for, kan det senere vise sig at være forkert.

Der har været forståelse og sympati for disse mennesker i vide kredse. Alene mediedækningens omfang viser, at man i vide kredse har forstået, hvor vanskelig deres situation er.

Jeg kunne ønske, at der også i vide kredse var forståelse og sympati for de mennesker, der er truet af at få et slutdepot for radioaktivt affald i nærheden af det sted, hvor de bor og arbejder.

Da slutdeponering bare er et fint ord for nedgravning, kan der ikke være tvivl om, at udflytningen af det radioaktive affald til et slutdepot vil give alvorlige problemer for den egn, det går ud over, fordi 

• hvem vil flytte til, og hvem vil starte virksomhed i en sådan egn? 
• hvem vil købe økologiske fødevarer, som er produceret i nærheden af et slutdepot? 
• hvem vil holde ferie med sine børn et sted, hvor store mængder af radioaktive og giftige stoffer ligger bare 30 meter under jordoverfladen? 

Situationen for beboerne i de områder, der er udpeget som mulige placeringer af et slutdepot, har derfor lighedspunkter med situationen for de udflyttede statsansatte. I begge tilfælde kommer et fåtal til at lide under ulemperne ved beslutninger, der efter myndighedernes mening vil gavne samfundet som helhed.

Er der ikke grund til at nære forståelse og sympati for de mennesker, der uforskyldt er kommet i denne situation? Står de ikke over for samme dilemma, når de skal beslutte, om de skal flytte nu (ofte fra et hus, der er blevet usælgeligt), eller om de skal tage chancen og forblive i et område, der kan blive stemplet som atomar losseplads?

For disse mennesker bliver der endda føjet spot til skade: det er nemlig slet ikke nødvendigt at slutdeponere det radioaktive affald.

Der findes et alternativ, som er langt bedre, men som myndighedernes eksperter havde glemt eller undladt at tage med i deres oprindelige plan, og som først er kommet ind i overvejelserne, efter at de involverede borgere selv havde fundet frem til det.

I Holland har man i over 30 år anbragt sit radioaktive affald i et mellemlager (COVRA). Her opbevares det i en bygning ved jordoverfladen, således at man kan inspicere de beholdere, det opbevares i, og på den måde sikre sig, at det ikke slipper ud og forurener omgivelserne. 

Covra Hollands mellemlager for radioaktivt affald

Denne løsning kan let tilpasses danske forhold og bliver nu undersøgt, men kun af den ene part i sagen, nemlig de embedsmænd, som i årevis har talt for slutdeponering af det radioaktive affald.

Hvad de finder frem til, må tiden vise.

Men der er ingen grund til optimisme, for slutdepotet har nemlig en og kun en fordel frem for mellemlageret: Det er billigere, dvs. billigere for staten. Omkostningerne for de omkringboende har man ikke ulejliget sig med at gøre op.

For en københavner kan det se ud som et stort problem at skulle flytte til Jylland eller andre fjerne egne. Men det, naboerne til et muligt – og unødvendigt – slutdepot bliver udsat for, er dog langt værre.

Skrevet af Jens

Oplysninger om slutdepot, mellemlager og sagen om det radioaktive affald i øvrigt kan findes på Annes hjemmeside: atomaffaldklarhed.dk