Klik på foto for artikler om Covra - Hollands langtidsmellemlager for radioaktivt affald

tirsdag den 7. februar 2017

Det, der kan siges klart


Der skal ske store ændringer i uddannelsessystemet, hvis det står til uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) (1) og undervisningsminister Merete Riisager (LA).

Politikens uddannelsesredaktør, Jacob Fuglsang, går så vidt som til at sige (2), at

”Pind og Riisager svinger spanskrøret i takt”

Udfordringerne er store, og robotter, kunstig intelligens osv. er i færd med at ændre vores liv. Demokratiet viser tegn på stress og skal genopfindes. Filosofikum skal genindføres, selvom det ikke kan ske lige med det samme.

Det liberale Danmark har løsningen, som er de ”inderste værdier”:

”Frihedsidealerne. Vidensidealerne. Nysgerrigheden. Stræbsomheden. Fliden.”

Det lyder som Bertel Haarder i 1980’erne, og manglen på egentligt indhold er det samme. Ministrene leverer godt nok overskrifterne, men lærerne forventes at levere løsningerne, og det er ikke helt så let.

Det er nok derfor, de to ministre med Jacob Fuglsangs ord ”svinger spanskrøret” over lektorer og andre, der står med problemerne til hverdag.

Men de er ikke imod det, de to ministre har gang i, tværtimod. De går bestemt ind for frihedsidealerne. De er overvist om værdien af at vide noget om deres fag. De er nysgerrige, stræbsomme og flittige.

Det virkelige problem er, at eleverne ikke er med på den. Det må bare ikke siges højt, så den arme rektor, der kom til at sige, at hans elever anser dansk-faget for at være nederen, får en ekstra omgang med spanskrøret.

Som uddannelsesredaktøren og de to ministre utvivlsomt ved, blev brugen af spanskrør forbudt for mange år siden. Af to grunde, en ideel og en, der er mere jordbunden: 


  • Det er en brutal og ydmygende form for afstraffelse, som er uværdig for et demokratisk samfund. 
  • Det virker ikke. Ingen kan lære noget fornuftigt, tænke selvstændigt eller få gode ideer, hvis de bliver pryglet samtidig. 
Men alle ved, hvad spanskrøret gør ved dem, der får kløene: de lærer at fedte for dem, der har det i hånden, at indordne sig og at tale magthaverne efter munden. De lærer også at knytte hænderne i lommerne og stemme på partier, der foregiver at tale ”den lille mands” sag.

Hetz mod lærere virker omtrent som spanskrøret, selvom det ikke efterlader røde striber på enden. Det fører til en overfladisk disciplinering og en skjult fjendtlighed, som forhindrer enhver produktiv diskussion om problemerne.

Så før de går i gang med at revolutionere uddannelsessystemet, vil jeg opfordre de to ministre til at se på, hvordan deres egne embedsmænd har løst deres opgaver i årenes løb. Jeg vil nævne to eksempler, som jeg har oplevet på nært hold, og som desværre ikke har fået den opmærksomhed, de fortjener.

Hvordan har man i uddannelses- og forskningsministeriet håndteret sagen om det radioaktive affald? 


  1. Hvad har man gjort for at komme i dialog med borgerne i de områder, der var udpeget som mulige placeringer af et slutdepot for radioaktivt affald og ikke bare true dem med, at de ville få det under alle omstændigheder? 
  2. Hvad har man gjort for at give interesserede borgere forståelig og upartisk information om denne sag? 
  3. Hvad har man gjort for at gå i dialog med de uafhængige eksperter, som har været særdeles kritiske overfor de danske slutdepot-planer? 

Svaret er, desværre: Man har gjort alt for lidt og gjort det alt for sent.

Det har ført til et tab af troværdighed, så alt, hvad der siges om stråling og radioaktive stoffer fra officielt hold, bliver mødt med mistænksomhed. Det gælder også for løsninger, der er langt bedre end dem, myndighederne har foreslået.

Hvad har man i undervisningsministeriet gjort for at løse problemerne med rekruttering af lærere til de gymnasiale uddannelser?

Da jeg var gymnasieelev i slutningen af 1950’erne, var der mangel på lærere i matematik, fysik og kemi. Da jeg gik på pension et halvt århundrede senere, var der stadig mangel på lærere i disse fag, og det havde der været i stort set alle de mellemliggende år.

Opgaven med at sikre, at der uddannes tilstrækkelig mange med de rigtige kvalifikationer, er en politisk-administrativ opgave, og her er det meget lidt, den enkelte lærer kan bidrage med. I alle disse år er dette problem blevet negligeret i ministeriet (3).

Eksemplerne viser, at magtforhold afgør, hvilke problemer, der kan diskuteres, og hvordan. Jeg har en fornemmelse af, at det gælder generelt.

Uddannelses- og forskningsministeren peger på nogle helt centrale problemer i uddannelsessystemet, affødt af en teknologisk udvikling, som ganske rigtigt er stærkt foruroligende. Men han overser nogle – mindst lige så foruroligende – forhindringer for en fordomsfri debat om disse problemer.

Måske skulle han begynde med at indføre filosofikum for embedsmændene. Hvis det i disse kredse blev forstået, at (4)

”det, der overhovedet kan siges, kan siges klart”

ville meget være nået.

Jens Bjørneboe, pensioneret lektor, mag. scient. i fysik, matematik, kemi og astronomi.

Henvisninger:


(1)
Søren Pind: ”Det er tid til et nyt dannelsesideal”. Kronik i Morgenavisen Jyllandsposten (05.02.17)


(2) ”Pind og Riisager svinger spanskrøret i takt” Uddannelsesanalyse i Politiken (06.02.17) af uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang

(3) Problemet har ikke været begrænset til cand. scient.- uddannelserne i de nævnte fag: Ingeniøruddannelserne har i lange perioder oplevet noget lignende


(4) Fra forordet til ”Tractatus Logico-Philosophicus” af Ludwig Wittgenstein (1921): ”Was sich ȕberhaupt sagen lȁsst, lȁsst sich klar sagen; …

Ingen kommentarer:

Send en kommentar