Kommentar til "Uran var på dagsordenen ved borgermøde i Narsaq" og "Ekspertgruppe skal forberede borgere i Sydgrønland på minehøringer"

Her er mine kommentarer til 2 artikler på KNR.gl 26.1.19:

• Uran var på dagsordenen ved borgermøde i Narsaq og 

• Ekspertgruppe skal forberede borgere i Sydgrønland på minehøringer 

- Der er brug for al den uafhængige information, der kan fremskaffes, og brug for oplysning, inden der tages beslutning om et REE/uranmine mineprojekt, så ingen bliver forført af gyldne løfter.

I 2016 skrev jeg: Uran i Kvanefjeld, Guld og Grønne Skove :

Bag den lovende fremtid lurer at en mine for sjældne jordarters metaller/REE kan svine:

"Historien bag markederne for produktion og salg af Rare Earth Elements er helt speciel. Da udvinding af sjældne jordarter, især hvis der følger uran med, kan føre til miljøsvineri og true miljøsikkerheden for arbejdere og omgivende samfund, blev REE-miner fra USA til Europa og Australien lukket på stribe frem til år 2000. Konsekvensen var, at Kina satte sig på stort set hele produktionen og pressede priserne i vejret, ofte til astronomisk niveau." Berlingske 11.10.13.


Mineselskabets har ikke været ødsel med information og oplysning

1/ F.eks. er hjemmesiden gme.gl ikke blevet opdateret siden 2015.

I 2017 skrev jeg til Ib Laursen og Johannes Kyed fra GME, at det uranhæfte fra GEUS, der lå på hjemmesiden gme.gl var kommet i en ny udgave. Jeg fik aldrig svar - og der blev aldrig lagt link til det nyeste uranhæfte.

Min mail til Ib Laursen og Johannes Kyed:

"For ca. 1 1/2 år siden skrev jeg til info@gme.gl, at den udgave der ligger på GME's hjemmeside af GEUS-hæftet er forældet (fra 2012).

Der er en ny opdateret udgave fra 2015: http://mima.geus.dk/udgivelser/uran-temahaefte/

t.o. er der ukorrekte oplysninger i DCE's rapport mht Frankrig, som Peer Review har overset:

http://atomposten.blogspot.dk/2017/01/hvilke-uranerfaringer-til-arktis.html

Den franske nukleare tilsynsmyndighed er jo kommet med en lang række anbefalinger til AREVA, der står for naturgenopretningen."


2/ GGG.gl hjemmesiden har fået nyt design med flotte fotos, hvor alt ser fint ud. Der loves guld og grønne skove mht. miljøpåvirkning, der vil være 'minimal':

ENVIRONMENT - MINIMAL IMPACT (min fremhævning)

Environmental impact studies have been completed which show the project does not create significant issues for the local environment or residents of nearby communities. Extensive radiation studies show the increase in radiation exposure caused by the project is negligible. The level of dust generated by the project are very low and well below European standards. All process water is controlled and isolated from the environment with the impact on the fjords studied in detail. There is no competing land use for the project area.


- Hvordan kan man tro på det, når planen for deponering af uranmineaffald, de såkaldte tailings, er deponering i en sø Taseq? (ikke Tasaq som GME skriver her).

kilde: Kvanefjeld Project Environmental Impact Assessment

October 2018 

Kvanefjeldsprojektet er også blevet idylliseret fra danske forskeres side.


Således stod der i GEUS' Uranhæfte fra 2014, at Taseq er en "fysisk sikker måde for deponering af tailings".

Jeg spurgte en af de eksperter, der også har været på info tur om mineprojektet i Sydgrønland, Gert Asmund fra Aarhus Universitet: (min fremhævning). Han svarede:

Fra: Gert Asmund

Dato: 14. apr. 2015 14.09.02 CEST

Til: "Anne Albinus"

Emne: FW: Forespørgsel om udtalelse i GEUS hæfte om uran 2014_Taseq en fysisk sikker måde for deponering af tailings

Kære Anne Albinus.

Bemærkningen om at Taseq er en fysisk sikker deponeringsmåde er skrevet af forfatterne til det uranhæfte fra 2014 du nævner (Per Kalvig og mig). Den er baseret på:

side 46 til 61 i følgende Risørapport:


Skitseprojekt Mine og oparbejdningsanlæg af Gisli Erlandsson, Jørgen Jensen, Susanne Koefoed, Jette L Paulsen Forsøgsanlæg Risø, 4000 Rodkilde Danmark November 1983.

I dette beskrives søens fysiske forhold som volumen, areal, permeabilitet af undergrunden, funderingsforhold for dæmning ved søens udløb med videre.


Jeg har måske udtrykt mig uklart ved at skrive at søen er fysisk sikker, det vil sige mekanisk holdbar.


Fysisk sikker handler således ikke om kemisk sikkerhed. Dette skal undersøges særskilt.


Det skal desuden bemærkes at Taseq således vurderes at være fysisk sikret mod kollaps (ikke nødvendigvis kemisk sikret) så længe der ikke skal bygges dæmninger, og den citerede vurdering ” at søen er fysisk sikker” vedrører således ikke evt. deponering der indebærer dæmningsbyggeri. En sådan vurdering ville kræve nøje viden om dæmningen.


Jeg vil tro at Risø har scannet ovennævnte rapport og at du kan få et kopi ved henvendelse til Risø.

Med venlig hilsen


Gert Asmund


CITAT SLUT

Foto nedenfor: de to dæmninger i Taseq: Kvanefjeld Project Environmental Impact Assessment October 2018 

Vedr. holdbarhed af tailings dæmninger se Wise Uranium:

Chronology of major tailings dam failures

og

Chronology of uranium tailings dam failures

Ovenstående blogindlæg/kommentar er skrevet af Anne Albinus


Henvisninger:


1/ Mine indlæg om uran og Grønland

2/ Greenland Minerals & Energy A/S
Kvanefjeld Project Environmental Impact Assessment
October 2018 

Fuld Skrue

Jesper Møller Grimstrup (JMG) har i en kommentar (1) med titlen:

”Sæt fuld Skrue på Udvikling af moderne Atomkraft og syntetisk Kød”

anbefalet, at der satses på forskning i en række emner, som efter hans mening kan hjælpe os ud af den nuværende alvorlige miljø- og klimakrise.

De fleste er vel enige med JMG i, at der er brug for mange nye ideer og megen forskning på det vidtstrakte område, han peger på. Der er heller ingen tvivl om, at det haster.

Alligevel mangler der noget vigtigt i det storslåede perspektiv, JMG ruller ud for vores blikke. 

Der er helt sikkert brug for udvikling af ny teknologi, men ofte vil det jo være sådan, at teknologi under udvikling, og som ikke er gennemprøvet, tager sig bedre ud end gamle teknologier, hvis skavanker befolkningerne verden over har lært at kende på den hårde måde. 

Det gælder i særdeleshed for atomkraft, men jeg har det indtryk (uden at vide det, indrømmet), at noget lignende er tilfældet for nogle af de andre teknologier, som nævnes i JMG’s kommentar. 

Derfor er det er ikke tilstrækkeligt at udvikle nye teknologier. Før man beslutter sig for at bruge dem, er det nødvendigt at kunne præsentere et troværdigt overblik over alle fordele og alle ulemper ved dem. 

Vi mangler ikke begejstrede beskrivelser af alt det, moderne atomkraft, CO₂-lagring, syntetisk kød osv. tilsyneladende kan gøre for menneskeheden. 

Men kritiske redegørelser og debat er der knap så meget af: Lever de nye teknologier op til de store ord i avisartikler og bevillingsansøgninger? Er alt så uproblematisk, som det ser ud for de mennesker, der arbejder med disse ting, og som (helt forståeligt) brænder for dem? Hvordan sikrer man, at nye teknologier også bliver vurderet af uvildige og kompetente folk, så vi undgår de overraskelser, der har plaget den ”gamle” atomkraft? Hvor er den uafhængige forskning og den debat, som kan identificere de svage punkter i tilhængernes udmeldinger? Og som vel at mærke kan gøre det, før noget går galt?

Forskerne i firmaet Seaborg Technologies (2), der efter eget udsagn forsker i a-kraft, som er intet mindre end ”bæredygtig, sikker og billig”, har utvivlsomt lært meget ved at studere det, der gik galt for deres forgængere. 

Men de er ikke de eneste, der har lært af den historie. Store befolkningsgrupper har lært – direkte eller indirekte – hvordan det kan gå, når store teknologi-projekter bliver virkeliggjort. Hvor de små meget ofte bliver kørt over af de store, men hvor det er de små, der hænger på den, hvis noget går galt (3). 

Befolkningernes tillid til officielle udmeldinger og forsikringer er for længst slidt op, især når det drejer sig om atomkraft, og den tillid skal genopbygges, hvis de politiske beslutninger skal kunne holde i de mange år, der skal til for at realisere løsningerne. Klima- og miljøkrisen er også en tillidskrise.

Siden den første industrielle revolution i slutningen af 1700-tallet har teknologien påvirket Jordens klima og dermed livsbetingelserne for både mennesker og andre levende væsener. Nu er der ingen vej tilbage, og kun teknologien kan redde os. Men den skal anvendes på en måde, det store flertal kan forstå og acceptere, og det kræver regeringer med demokratisk legitimitet (4). Andre styreformer er (udover at være uacceptable af andre grunde) for ustabile til at kunne gennemføre en indsats i den størrelsesorden.

Det kræver borgere, som er velinformerede om disse ting. Men det kræver først og fremmest offentlige myndigheder, der kan overbevise borgerne om, at der bliver forsket i alle relevante emner, og at man i det hele taget kan stole på dem. Det sidste er desværre ingen selvfølge, som Aalborg-undersøgelsen (5) klart har vist.

Hvis borgerne får oplevelsen af, at de i stedet for upartiske og afvejede vurderinger bliver spist af med propaganda, fremført af et prekariat, der ikke har andre steder at gå hen for at tjene daglønnen, så er projektet dømt til at mislykkes.

Løsningen på den nuværende klima- miljø- og tillidskrise kræver en forskningsindsats, hvor der med JMG’s ord bliver sat ”fuld skrue på”. Men befolkningerne skal have tillid til, at skruen drejer den rigtige vej rundt. 

Skrevet af Jens Bjørneboe

Henvisninger:

1. Jesper Møller Grimstrup, PhD og forsker i teoretisk fysik. Kommentaren var i Information (05.01.19).
2. Seaborg Technologies, Titangade 11, 2200 København. Hjemmeside: https://seaborg.dk/intro
3. Sagen om det danske radioaktive affald kan illustrere denne problemstilling. Se Annes hjemmeside (atomaffaldklarhed.dk). Men der er andre eksempler.
4. Det er naturligvis svært at forklare, hvad ”demokratisk legitimitet” helt præcist vil sige. Men i Mats Andréns bog: ”Nuclear Waste Management and Legitimacy”, Routhledge Explorations in Environmental Studies (2012), kan man finde en dybtgående analyse af dette begreb. Den er omtalt i Atom Posten: ”Kerneaffaldshåndtering og Legitimitet” (04.05.13).
5. Se: ”Kommentar til Spørgeskemaundersøgelse omkring Deponi af radioaktivt Affald”, Atom Posten (23.09.14).