Muren man støder imod er den danske myndighedskultur. En usund kultur, der i årtier har gjort alt for at forhindre arbejdere i at blive regelmæssigt helbredsundersøgt, selvom de ryddede op efter en ulykke med radioaktive og giftige stoffer.
Siden foråret 2012 har jeg fulgt sagen om slutdeponering (nedgravning) af det danske atomaffald på Risø. I den sag er nogle af de samme institutioner (1) involveret som i sagen med Thule-arbejderne, og det er samme måde at “svare” på, der går igen: fortielser, fordrejninger og vrøvl.
Thule-arbejdernes sag fik jeg kendskab til, da jeg i 2013 på Gudhjem Bibliotek faldt over Poul Brinks bog “Thulesagen Løgnens univers” fra 1997. I Thulesagen kan jeg genkende de samme mekanismer som i atom-affaldssagen:
- “ikke-svar,”
- “drille-svar”
- manglende vilje til at udlevere relevante informationer og
- ture rundt i manegen.
Kort sagt Magt over for Afmagt.
Følg pengene
Hvorfor opfører myndigheder i et rigt og demokratisk land sig usselt overfor sine egne borgere? Et land, der gerne ser sig selv som førende inden for miljø- og arbejderbeskyttelse og gerne vil være i verdensklasse?
Svaret på myndighedernes holdning kan efter min mening findes i statens pengekasse. Man kan blot læse omtalen i forbindelse med Knud Juels udnævnelse til professor. Knud Juel stod bag flere statistiske undersøgelser af Thule-arbejderne. På SDU’s hjemmeside står (min fremhævning):
“Mange af hans forskningsprojekter er og vil være registeranalyser, som udspringer af myndighedsbetjeningsopgaver for enten Sundhedsministeriet eller Sundhedsstyrelsen. Dette er ofte sager med stor politisk opmærksomhed. Blandt andet har Knud Juel deltaget i de store analyser af Thulearbejdernes helbredsforhold i perioden 1986-1995. En sag hvor der har været meget store beløb på spil. Thulearbejderne havde rejst erstatningskrav på op imod en million kroner pr. arbejder og med mere end 1.000 arbejdere kunne det ende med et samlet beløb på mere end en milliard kroner.”
Men Thulearbejderne har aldrig rejst erstatningskrav om “op imod en mio kroner”. I tiden omkring Foreningens stiftelse lagde en amerikansk advokat Anthony Roisman hårdt ud med at love meget store erstatninger, som man gør i USA. “En million kroner for en helt invalideret arbejder. Så kunne man selv gøre sine beregninger over, hvad en mindre invalideret arbejder ville få”, skriver Poul Brink på side 168 i “Thulesagen Løgnens univers” (udgave 2015). “Det lykkedes nu aldrig Roismans firma at få sagen bragt for retten i USA, fordi netop NATO-reglerne forlangte at en sådan sag først skulle køre i Danmark” (pp.170-1).
26.3.16 bad jeg Knud Juel dokumentere udtalelserne på SDU’s hjemmeside om Thulearbejdernes "erstatningskrav på op imod en million kroner pr. arbejder". Til dato har Juel ikke svaret mig.
Thulearbejderne afvises med statistik
Foto af slide
Udenrigspolitik og arbejderbeskyttelse tidl. stadsarkivar Henning Bender Aalborg Kommunes Stadsarkiv
Med den ene statistik efter den anden, den sidste i 2005, er Thule-arbejdernes sygdomme blevet afvist. De kan efter myndighedernes mening ikke skyldes oprydningen i 1968.
Men der kan sættes spørgsmålstegn ved statistiske undersøgelser. Statistik kan nemlig kun vise, at der ikke sikkert er nogen sammenhæng. Den kan ikke udelukke, at der er en sammenhæng. Sagen om de syge Thule-arbejdere rammer gråzonen mellem det der med sikkerhed kan fastslås, og det der med sikkerhed kan afvises.
Professor Otto Kofoed-Hansen, Risø og Københavns Universitet, reflekterede i sin dagbog i 1987 over statistikkens svagheder. Han deltog på det første hold, der blev sendt til Thule af de danske myndigheder i anledning af B 52-styrtet:
“Jeg har været ude på isen, er blevet målt med geigertæller og har fået prøve af min næseslim undersøgt. Man fandt intet. I 1972 blev jeg opereret for urinvejskræft. Jeg blev igen behandlet for det samme i 1978.”
Kofoed-Hansen skriver, at for ham er det klart, at den fremtidige undersøgelses resultat vil være behæftet med tvivl. Og denne tvivl bør komme Thule-arbejderne tilgode:
“For mig, og som min strengt personlige mening, er spørgsmålet alene, hvem denne tvivl skal komme tilgode? Selv er jeg ikke i tvivl om svaret: Tvivlen må komme dem, der arbejdede med oprydningen tilgode, de af dem, som er tilsyneladende skadelidte” (side 83).
Bibliotekar Lars Melgaard skrev 2.2.1995 i “Notat om Thule-ulykken 21. januar 1968” til daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (side 7):
"Kvaliteten af diagnoser på danske dødsattester blev i efteråret fremhævet som et problem af overlæge Mikael von Magnus Sundhedsstyrelsen i en tv udsendelse. Det skal understreges at væsentlige dele af det epidemiologiske arbejde udført for Sundhedsstyrelsen af Dansk Institut for Klinisk Epidemiologi, Dike netop er baseret på Dødsårsagsregistret.
Jeg vil derfor vove den påstand at såvel sygdomme som dødsårsager der relaterer sig til Thuleulykken i vid udstrækning kan være overset eller fejl-diagnosticerede”.
Sammen med Hans Møller Kristensen lavede Lars Melgaard for OOA og Greenpeace en anbefalelsesværdig rapport "Thule ulykken 1968", der udkom i januar 1987.
Også professor, overlæge i dermatologi Hugh Zachariae, Marselisborg Hospital, skrev i sine erindringer, "Hudløs" 2000, at tvivlen, som det normalt er tilfældet ved en række erhvervssygdomme, burde komme patienten til gode.
Sammen med en anden også meget erfaren læge og kapacitet på området, overlæge Helmer Søgaard, undersøgte Zachariae en gruppe Thule-arbejdere med hudsymptomer. Undersøgelsen er omtalt i Ugeskrift for læger 1990, 152: 2920-3, og den giver anledning til mistanke om, at hudforandringerne kan have relation til oprydningsperioden i 1968 if. resuméet. Der blev nemlig fundet en større forekomst af en hudsygdom blandt gruppen af undersøgte Thule-arbejdere end i en normalgruppe.
Thule-sagen har efter min mening flere paralleller til asbestsagen. I Thule-sagen er det Staten, der opfører sig over for sine egne borgere, som asbestindustrien har opført sig over for asbestarbejderne, arrogant og afvisende.
En tilbundsgående undersøgelse af Thule-arbejdernes helbred er aldrig blevet lavet. Den ville nemlig blive for dyr if. en artikel i Information “Arbejdsmedicinerne er uenige om undersøgelse af Thulearbejdere” 9.11.1988.
Der var nogle få arbejdsmedicinere, der protesterede over de overfladiske undersøgelser, som Thule-arbejderne blev udsat for, for nogles vedkommende for anden gang. De overfladiske undersøgelser gjorde Thule-arbejderne til gidsler if. en arbejdsmediciner, der ikke turde stå frem med navn i Information. Der blev ikke tilknyttet hudlæger til den kliniske undersøgelse, og det var op til den enkelte undersøgende læge, hvilke ekstra prøver og laboratorieundersøgelser, der skulle gennemføres!
En arbejdsmediciner sagde bl.a. til Information:
“Ingen tør sige noget. Folk der burde ytre sig tier. Af frygt for repressalier. En sag der er rejst på et rimeligt grundlag er røget helt ud af tangenten. Det er en skandale”.
Som borger sidder man tilbage med undren og indignation over, at et samfund som det danske ikke har vilje til og ønske om at behandle arbejdere ordentligt og følge dem regelmæssigt med helbredsundersøgelser, når de har været udsat for en ulykke med radioaktive og giftige stoffer. Man mister tilliden til politikere, ministre og myndigheder, når de ikke opfører sig ordentligt.
Myndighederne har afvist Thule-arbejderne med, at de ikke har været udsat for radioaktiv stråling. Arbejderne er heller ikke blevet undersøgt for andre farlige stoffer, da myndighederne hævdede, de ikke vidste, om der f.eks. var beryllium, et meget giftigt metal, tilstede. Da man aldrig får at vide, hvad der er i en atombombe, er det og har det været en dårlig undskyldning for, at man ikke ville undersøge for påvirkninger af giftige stoffer.
Det gør mig ængstelig, for hvad når det radioaktive affald fra Risø skal transporteres til et slutdepot i 250 lastvogne med anhænger? Hvis der sker udsivning fra slutdepotet (som if. forstudiet fra maj 2011 ikke kan undgås)? Hvis der går ild i grafitaffaldet? Hvis dele eller alt affaldet skal tages op igen? Hvis folk omkring slutdepotet bliver syge? Skal de så også kæmpe mod statistiske undersøgelser à la Knud Juels og høre, at deres kræft skyldes livsstil, sprut og røg og ikke f.eks. stråling eller forurenet grundvand?
Kan vi stole på, at myndighederne overholder Euratom-direktivet om fastlæggelse af grundlæggende sikkerhedsnormer til beskyttelse mod de farer, som er forbundet med udsættelse for ioniserende stråling? F.eks. at udsatte personer sikres særlig lægekontrol?
Efter Christina Rosendahls film "Idealisten", 2015, der er lavet på baggrund af Poul Brinks bog, blussede debatten op i kort tid i medierne. Men den døde hurtigt hen igen.
Jeg skrev til flere af de personer, der i sin tid var involveret i sagen.
Her er nogle af de “ikke-svar” jeg fik:
1/ 30.6.15:
“Kære Anne
Mange tak for din henvendelse til Poul Nyrup Rasmussen.
Desværre har Poul ikke mulighed for at kommentere på sagen, og vi håber således du finder svar ved Jens Peter Johansen.
De bedste hilsner”
Overlæge Jens Peter Johansen har aldrig svaret mig på den mail, jeg sendte ham om sagen i juni 2015.
2/ Der står i registerundersøgelsen at der if. amerikanerne ikke var beryllium i hverken våben eller fly, men det lyder underligt at der ikke skulle have været beryllium i våbnene, så jeg bad en anden stille mit spørgsmål til overlæge Jens Peter Johansen (JPJ) Arbejdsmedicinsk klinik, Aalborg Universitetshospital, fordi han ikke havde svaret mig på en anden mail i juni 2015.
10.7.15:
"Kære Jens Peter Johansen,
Kan du oplyse mig svar på nedenstående:
Er denne blodprøve foretaget på de Thulearbejdere fra 1968, der var til undersøgelse på Arbejdsmedicinske klinikker: Beryllium lymphocyte proliferation test (BeLPT)?
På forhånd tak for svar.
Mvh."
JPJ “svarede” vedkommende 29.7.15:
"Kære
Det er jeg desværre ikke bekendt med og har heller ikke mulighed for at efterforske det."
Det var samme JPJ, der i Politiken tidligere 1.6.15 bl.a. skrev følgende i et læserbrev:
"Den bedste måde at være solidarisk på, er ved at være så fagligt og så videnskabeligt velfunderet som muligt”.
Solidariteten rakte bare ikke til at svare på dette spørgsmål...
3/ Da jeg havde læst på nettet, at arbejdsmedicinsk klinik i Region Midt havde behandlet en Thule-arbejder i 2010 for maveproblemer, skrev jeg til en overlæge der.
Han svarede mig 29.6.15: “Jeg tror ikke det er muligt at komme den helbredsmæssige side af Thulesagen nærmere end de kliniske og registermæssige undersøgelser der allerede er foretaget.”
4/ Jeg opfordrede en journalist på en landsdækkende avis til at tage sagen op igen. Han svarede mig 8.6.15:
"Kære Anne Albinus
Tak for din mail og for dokumenterne.
(...)
Det er jo en meget interessant historie. Omvendt er det jo også en voldsom journalistisk opgave at give sig i kast med, og den er jo også i høj grad blevet kulegravet én gang af Poul Brink, så jeg tror ikke, at redaktionen vil afsætte tid til at forsøge at gøre det igen, og for at sige det ærligt vil det nok heller ikke være min anbefaling i betragtning af det hidtidige forløb og opgavens sværhedsgrad.
Men jeg vil se at komme ind og se filmen, som jeg desværre ikke har set endnu, og så kan det jo være, at jeg skifter mening.”
Journalisten skiftede aldrig mening.
5/ Jeg har til dato ikke fået svar på min mail til EU-repræsentationen i Bruxelles af 21.6.15, hvori jeg spurgte, hvad EU-repræsentationen agter at gøre i forbindelse med den fejlagtige oplysning i brev fra EU-repræsentationen af 14.1.2005 til Udvalget for Andragender i Europa-Parlamentet. Daværende EU-ambassadør Claus Grube skrev bl.a.:
"Several health investigations of the Thuleworkers were performed from the mid-1980s until 1995. The investigations carried out so far have not been able to demonstrate that the Thuleworkers have suffered adverse health effect as a result of exposure to radiation or to other hazardous substances"
Men Thule-arbejderne er aldrig blevet undersøgt for påvirkning af andre skadelige stoffer, som Claus Grube skrev.
Den 26.3.2016 har jeg rykket EU-ambassadøren i Bruxelles for et svar.
Konklusion
For mig har både sagen om atomaffaldet og sagen om de syge Thule-arbejdere været en øjenåbner for nogle alvorlige problemer i Danmark:
1. det demokratiske underskud
2. den manglende kritiske forskning
3. den manglende kritiske presse
4. den manglende civil courage
og
5. det faktum at alt for mange kender hinanden i alt for mange sammenhænge.
Spørgsmålet er, om der kan gøres noget nu næsten 50 år efter ulykken og oprydningen på Thule Airbase?
En tidligere minister skal have sagt privat efter Christina Rosendahls film: “Vi behandlede ikke Thulearbejderne ordentligt”.
Dette kunne man vælge at gå ud og sige offentligt. Jeg ved ikke, om sagen i dag plager nogle af de myndigheds-personer, politikere eller ministre, der har været indblandet i den. Men med et minimum af empati for mennesker, der har påtaget sig et meget farligt job under ekstreme forhold, hvor de satte deres helbred på spil, burde det være muligt at kunne fremkomme med en helhjertet undskyldning.
Jeg erkender, at det kan være svært efter så mange år, når man har viklet sig ind i diverse udtalelser og/eller dækket sig under tavshedens maske. Men ud over at de implicerede ansvarliges faglige og personlige omdømme risikerer at bliver plettet på langt sigt, er det også skadeligt for et samfund, når magten så åbenlyst som i denne sag har opført sig arrogant og kynisk over for arbejdere, der er blevet syge. Man behøver kun at tænke på det omdømme asbest- og kulmineindustrien har og har haft i forbindelse med asbestose og silikose.
Thulesagen - sammen med andre lignende tildragelser - bidrager desværre til en farlig mistillid til vores demokratiske samfund.
Foto af slide
Udenrigspolitik og arbejderbeskyttelse tidl. stadsarkivar Henning Bender Aalborg Kommunes Stadsarkiv
Skrevet af
Anne Albinus
- Foto øverst: 21. januar 1968 styrtede et amerikansk B-52 bombefly lastet med fire brintbomber ned på havisen 12 km vest for Thulebasen. (Foto: US Air Force/Wikipedia)
- Artiklen er en let redigeret udgave af mit indlæg i Orientering for tidligere medlemmer af FAST april 2016
Mere om emnet kan ses i:
- Indlæg af Jeff Carswell Stop den videnskabelige Myte om Thulearbejderne 14.7.2015. Læserbrev afvist af Politiken.
- Mit blogindlæg på AtomPosten.blogspot.dk : "Atomaffald og fremtidige ulykker" i lyset af Thulesagen" 19.7.2015
og på min side om Thuleulykken
https://sites.google.com/site/thuleulykken/velkommen-til-min-side-om-ulykken-i-thule-1968
Henvisninger
1/ Ud over diverse regeringsledere og sundhedsministre er de myndigheder, der har været indblandet i afvisningen af de syge Thule-arbejdere:
• Sundhedsstyrelsen
• Statens Institut for Strålebeskyttelse (SIS.dk)
• Sikringsstyrelsen
• Cancerregisteret
• Forskningscenter Risø (nu nedlagt og siden 2007 lagt under Risø DTU )
• Statens Institut for Folkesundhed
• Overlæger ved arbejdsmedicinske klinikker
• Arbejdstilsynets chef på Thulebasen
2/ Thulebasen fra fredsakademiet.dk
Henvisninger
1/ Ud over diverse regeringsledere og sundhedsministre er de myndigheder, der har været indblandet i afvisningen af de syge Thule-arbejdere:
• Sundhedsstyrelsen
• Statens Institut for Strålebeskyttelse (SIS.dk)
• Sikringsstyrelsen
• Cancerregisteret
• Forskningscenter Risø (nu nedlagt og siden 2007 lagt under Risø DTU )
• Statens Institut for Folkesundhed
• Overlæger ved arbejdsmedicinske klinikker
• Arbejdstilsynets chef på Thulebasen
2/ Thulebasen fra fredsakademiet.dk
