Uranudvinding og Virkelighed

Regering efter regering har fastholdt, at det radioaktive affald fra Risø skal graves ned i udkantsdanmark, og midlerne til at opnå dette er vrøvl, fortielser og tvang. Anonyme eksperter forsikrer, at depotet vil være helt ufarligt for de omkringboende, men svarer ikke på, hvorfor det så ikke bare kan blive, hvor det er. Affald omdefineres rask væk fra højaktivt til mellemaktivt, og der trues med nedlæggelse af statslige arbejdspladser, hvis der ikke makkes ret.

Nu handler det om uranbrydning i Grønland, og forhindringerne for denne lukrative virksomhed er langt større. Det er livsfarligt at arbejde i uranminer, og udvinding af uran medfører en stor belastning af miljøet. Desuden har Danmark – på et tidspunkt, hvor det ikke kostede så meget – besluttet sig for en nul-tolerance politik med det agtværdige formål at forhindre spredning af atomvåben.

Så her skal der virkelig snakkes udenom, langt udenom. Men heldigvis er der folk, som er i træning og ikke viger tilbage for nye udfordringer. Som er parate til at tale miljøproblemerne ned, som uden at blinke vil hævde, at tvangsarbejderne i minen får rimelige arbejdsforhold, og som kan bevare alvoren, mens de forsikrer os om, at købere af det grønlandske uran vil blive afkrævet en højtidelig erklæring om, at det kun vil blive brugt til fredelige formål.

Selvfølgelig tror ingen på dette sludder. Men der er mange – og det er netop pointen – som har brug for at tro på det. Så hvis det bare gentages tit nok og løbende suppleres med beretninger om andre alvorlige begivenheder af samme slags, skal det nok gå. Larmen fra metrobyggeriet, hestekødet i pizza’erne og historien om de medborgere, der for nylig fik tynds… efter et besøg på en kendt københavnsk restaurant, belærer os om, at miljøproblemer ikke er begrænset til udkantsdanmark eller Grønland, men er noget, vi er fælles om og må leve med.

Problemet med den offentlige debat i Danmark er ikke, at folk har forskellige opfattelser af virkeligheden, men at alt for mange fornægter den.


Jens