Atomaffald og Forsøg med høj Udbrænding

DR Bornholm bringer dd en udsendelse og en artikel om de 233 kg særligt affald på Risø, der er omdefineret fra højaktivt til langlivet mellemaktivt. Artiklen kan læses her: Svensk kritik af atomskrot: Bevidst vildledning.

Det undrer mig, at sektionschefen på Dansk Dekommissionering/DD ikke kan huske de forsøg, der er lavet med høj udbrænding, da Risø netop var berømt for disse forsøg: "Nu kan jeg ikke huske de forsøg, der blev lavet. Jeg kan ikke redegøre nærmere for dem. Men vort affald er ikke højaktivt", siger sektionschefen.

Jeg har tidligere lavet en side, hvor der er links til disse forsøg: "Gæt om data for de 233 kg særligt affald". 

De 233 kg's historik - forsøg med høj udbrænding

På nettet kan man finde rapporter, der viser, at der på Risø er lavet forsøg med brændselsstave med høj udbrænding/burn-up, dvs. brændselsstave, der har været længe i en reaktor. Det faktum, at der i 233 kg affald er 1,2 kg plutonium vidner om, at brændselsstavene har været meget længe i en reaktor.

I Notatet fra 2001 kan man læse følgende i afsnittet om de 233 kg:

Notat om højaktivt affald fra undersøgelser i Risøs Hot Cell anlæg

"I Risøs Hot Cell blev der i perioden ca. 1968 til 1990 udført forskellige typer undersøgelser af eksperimentelt fremstillede og bestrålede brændselsstave til kraftreaktorer. Rester fra disse forsøg er oplagret på Risø. Det drejer sig om i alt ca. 233 kg lavt beriget uran med et betydeligt indhold af fissionsprodukter og transuraner (bl.a. 1.2 kg plutonium isotoper). Størsteparten er underlagt IAEAs og EURATOMs safeguards kontrol."

Af samme Notat fremgår det også, at der er lavet forsøg på Risø med høj udbrænding (min fremhævning):

"Udover de dansk fremstillede brændselsstave befinder der sig rester af udenlandsk fremstillede brændselsstave på Risø. Som bidrag til sikkerhedsforskningen vedrørende kraftreaktorbrændsel blev der i perioden 1980 - 90 under Risøs ledelse gennemført tre internationale projekter til undersøgelse af bl.a. frigørelse af fissionsgasser fra kraftreaktorbrændsel med høj udbrænding."

Her er 2 af de rapporter, der er tilgængelige på nettet, der fortæller om forsøg med høj burn-up/udbrænding:

1) Risø-R-473 Metallurgy Department Progress Report for the Period 1 January to 31 December 1981 side 30 og frem. Bl.a. side 31: U02-Zr irradiations at Risø "In the test fuel irradiation programme at the DR 3 reactor, standard fuel pins have reached max. burn-up levels of 68,500 and 55,000 MWD/tU for BWR and PWR type fuel, respectively."

2) Risø-M-2185: Calculation of heat rating and burn-up for test fuel pins irradiated in DR3, 1980 

Rapport 2) er udarbejdet for at kunne beregne udbrænding/burn-up for bestrålet brændsel i reaktor DR3 ud fra bestrålingstid og berigning af brændstoffet. De anvendte brændselsstave er Risøs egne fremstillet i samarbejde med Helsingør Værft. Dvs. det er nogle af de brændselsstave, der i dag findes på Risø i de 233 kg.

Rapporten viser, at det brændsel, der blev bestrålet i DR3, formodentligt er kortlagt i detaljer mht. burn-up.

Tabel A1 side 39 i Appendix A gør det muligt at vurdere den omtrentlige burn-up baseret på bestrålingstid i reaktoren.

I tabel 4 på side 25 sammenlignes burn-up af nogle brændselsstykker i en beregning og fra eksperimentelle data. Alle delene har meget høj burn-up 27.000 til 46.000 MWd/tU. (tU = ton uran = tHM = ton  heavymetal). Til sammenligning har brugt kernebrændsel fra en atomkraftreaktor i 1980'erne en burn-up på 33.000 MWd/tU. 

På side 7 nederst tales der om "selv for bestrålinger der varer flere år." 

Ifølge tabel A1 giver en bestrålingstid på et år en burn-up på 20.000 MWd/tU. 

På side 37 nederst står "burn-up af stykket var lille", når vi taler om 8.000 MWd/tU.

En betydelig del af det bestrålede brændsel er formodentligt blevet testet for holdbarhed (lang tid i reaktoren) og er dermed direkte lig med anvendt 

kernebrændsel fra et atomkraftværk, og altså højaktivt.

Skrevet af Anne 

Links

Svensk kritik af atomskrot: Bevidst vildledning P4 Bornholm 15.1.14


NOTAT fra DD SIS' kommentar

Atom-affald strandet i Danmark Urbanavis.dk 3. juni 2003:

Danmark har svært ved at slippe af med højradioaktivt affald fra Forskningscenter Risø

Læs også David Rehlings 7 artikler om bl.a. det højaktive affald

Boganmeldelse: ”Niels Bohr må vende sig i sin grav”

af Thomas Grønlund Nielsen, Forlaget Kahrius.dk, 2013, 126 sider. 

Bogens undertitel er: ”Om fornægtelsen af kernekraften”, og den er ganske rigtig et debatskrift for indførelse af a-kraft. Men den kommer langt omkring. Det 20. århundredes fysikhistorie skildres levende og suppleres med personlige oplevelser, uden at det bliver privat eller irrelevant.

TGN kæmper for sin sag med en veloplagthed og en viden om sit emne, som gør indtryk, og en af hans pointer: at fysikfaget har været skandaløst nedprioriteret i uddannelsessystemet siden 1980’erne, er mange enige med ham i, heriblandt undertegnede.

Andre sider af fremstillingen er mindre overbevisende.

For det første titlen. Mig bekendt er der ingen, der sætter spørgsmålstegn ved Niels Bohrs indsats, hverken på det videnskabelige eller det politiske område. Men han døde i 1962, og efterhånden som årtierne går, bliver det mere og mere risikabelt at bruge hans navn til legitimering af synspunkter, der angår nutidige problemer.

For det andet karakteristikken af modstanderne. Her gentager TGN fejlen fra a-kraftdebatten i 1970’erne: at man hæfter psykologiske karakteristikker på modstanderne og på forhånd afskriver deres argumenter som underlødige og deres betænkeligheder som hysteriske. Det fører næsten med sikkerhed til, at ens egen argumentation tørrer ind, fordi man ikke vil se behovet for fornyelse.

For det tredje nedlæggelsen af forsøgscenter Risø. Det var måske en fejl, men det er langt ude at sammenligne denne begivenhed med den behandling, en vis J. Kristus fra Nazareth var blevet udsat for to tusind år tidligere. Desuden finder jeg hans bemærkninger om demokratiet betænkelige.

Centralt i enhver argumentation for indførelse af a-kraft må være redegørelsen for, hvad man vil stille op med det radioaktive affald. Bogens største svaghed som debatskrift for a-kraft er, at den udover at henvise til en kortfattet litteraturliste nøjes med at konstatere, at det radioaktive affald i Frankrig (hvor a-kraft dækker en stor del af energiforbruget) ikke fylder mere, end at det kan opbevares i en sportshal, svarende til en 1-krone per franskmand. De problemer, der har været og er med opbevaring og slutdeponering af radioaktivt affald i Frankrig og andetsteds, diskuteres overhovedet ikke.

Men for os, der er optaget af sagen om det danske radioaktive affald, er det interessant at få at vide, at radioaktivt affald fylder så lidt. Når vi læser kundgørelserne fra Dansk Dekommissionering, bliver vi ellers imponeret over, at højradioaktivt affald kan bringes til at fylde så meget. Så meget, at det kan klassificeres som mellemaktivt.

Thomas Grønlund Nielsen skriver godt, ingen tvivl om det. Jeg kunne bare ønske mig, at han tænkte lidt mere over, hvad han skrev.

Skrevet af Jens

Bogen er også anmeldt i Weekend-Avisen af Frede Vestergaard (03.01.14).

Den franske plan for slutdeponering af højradioaktivt affald og modstanden mod denne er beskrevet her

Det ”særlige” radioaktive Affald på Risø

Dagen i går (08.01.14) bød på en hurtig meningsudveksling om de 233 kg ”særligt” radioaktivt affald.

Om morgenen bragte Jyllandsposten Annes debatindlæg, senere samme dag svarede Dansk Dekommissionering (DD) på deres hjemmeside, og om aftenen kom Annes svar til svaret her på Atom Posten.

Desværre bragte denne meningsudveksling intet nyt udover det nedslående, at mellemlageret tilsyneladende ikke spiller nogen reel rolle i myndighedernes overvejelser.

Striden står og har hele tiden stået om, hvorvidt de 233 kg særligt affald er højradioaktivt eller langlivet mellemradioaktivt.

I 2005 da myndighederne anså de 233 kg for højradioaktivt, var rumfanget 1m3 (1), mens dets deponeringsvolumen var steget til 65m3 i 2008 (2). Radioaktiviteten per kubikmeter var derfor blevet 65 gange mindre, således at det var krøbet ned under Det Internationale Atomenergiagenturs (IAEA’s) grænse mellem høj- og mellemradioaktivt affald. Efter DD’s mening kunne det derfor omdefineres til mellemaktivt, langlivet affald, og begrunde, at det bliver deponeret sammen med det øvrige Risø-affald i ca. 30m’s dybde.

Hvis denne praksis er acceptabel, åbner det for en total udvanding af IAEA’s anbefalinger på dette område: En hvilken som helst mængde højaktivt affald kan ved blanding med ikke-radioaktivt stof trylles om til langlivet mellemaktivt affald, uden at dets aktivitet er blevet så meget som 1 Bequerel mindre.

Det skal nævnes, at IAEA’s anbefalinger er minimumsanbefalinger. Flere lande, som vi gerne vil sammenligne os med på det nukleare område, for eksempel Sverige, stiller strengere krav.

Det er ubehageligt at måtte se i øjnene, at offentlige myndigheder i Danmark er parate til at bruge den slags kneb i en sag, der er så alvorlig for så mange mennesker. Så hvis de har en bedre begrundelse for omdefineringen, så synes jeg, det er på høje tid, at den kommer frem.

Jens

Links

1. Tabel 2 side 4 fra 1.januar 2005 


2. Tabel 2, NY fra 1.6.2008: Sammenfatning af mængder og omtrentligt behov for deponeringsvolumen samt aktivitetsindhold i dansk radioaktivt affald per 1. juni 2008: Side 53 og 54 i Belutningsgrundlag 2008

3. Atom-affald strandet i Danmark Urbanavis.dk 3. juni 2003:
"Danmark har svært ved at slippe af med højradioaktivt affald fra forskningscenter Risø"

Det særlige Affald og manglende Data fra Dansk Dekommissionering

Dansk Dekommissionering/DD bringer den 8.1.14 en meddelelse på deres hjemmeside om, at de 233 kg særligt affald er mellemaktivt og langlivet og ikke højaktivt, fordi det kun udvikler begrænsede mængder varme.

Undertegnede og flere andre har forgæves forsøgt at få udleveret data fra DD for udbrændingsgraden på de brugte brændselsstave i de 233 kg, der er lavet forsøg på med meget høj udbrænding. 

I maj 2013 interviewede P4 Bornholm den svenske kerneaffaldsekspert Johan Swahn MKG: "233 kg atomskrald er højradioaktivt". Jeg skrev interviewet ud dengang:

I kernekraftnabolandet Sverige bliver den samme type affald klassificeret som højradioaktivt. Det siger direktør Johan Swahn i NGO’en Miljöorganisationernas kärnavfallsgranskning, der blev interviewet til udsendelsen:

“I Sverige bliver den slags affald klassificeret som højradioaktivt. Vi har en virksomhed i Studsvik, der minder om Risø. De laver den samme type undersøgelser, som er sket på Risø”.

“Og de brugte brændselsstave bliver betragtet som højradioaktivt”, siger Johan Swahn, og han kritiserer Dansk Dekommssionering for ikke at ville frigive de nødvendige oplysninger så der kan laves en uafhængig bedømmelse af radioaktiviteten fra de bestrålede og brugte brændselsstave.

“Informationen fra Dansk Dekommissionering er ikke tilstrækkelig. Det ser ud som om de brugte brændselsstave er pakket om, og det derfor kan klassificeres som mellemradioaktivt. Det er ikke acceptabelt, når det skal placeres i et slutdepot. Hvis det kommer i slutdepotet, så skal det klassificeres som højradioaktivt”, siger Johan Swahn. Og så tilføjer han, at det er et problem, at den aktuelle planlægning fra både folketinget og fra de ansvarlige i Dansk Dekommissionering er, at man går efter at placere alt det danske atomaffald i ét og samme depot.

Problemet med planlægningen er, at man vil lægge det hele i ét slutdepot. De 233 kg bør behandles for sig selv, slår Johan Swahn fast.

Direktør Ole Kastbjerg Nielsen fra Dansk Dekommissionering oplyser, at klassificeringen af de 233 kg atomskrald er i overenstemmelse med reglerne i IAEA, Det Internationale Atomenergiagentur.

“IAEA’s regler er blot minimumsregler. I Sverige er vi mere forsigtige”, siger Johan Swahn.

“Problemet er, at IAEA’s regler ikke er State of the Art. IAEA’s regler er blot minimumsstandarder, men lande som Sverige og andre lande, der har stor bekymring for miljøet, vi sætter bedre standarder.”

Og hvad angår de brugte brændselsstave begår Dansk Dekommissionering også en fejl ved blot at se på varmeudviklingen, for når de kommer affaldet i store tønder, ja så bliver varmeudviklingen mindre. Alle lande ville klassificere brugte brændselsstave som højradioaktivt affald. Også på den måde ser Dansk Dekommissionering forkert på IAEA’s regler, vurderer Johan Swahn fra den svenske organisation Miljöorganisationernas kärnavfallsgranskning.
citat slut.

Man kan læse svaret fra DD her på Swahns kritik og mere på min hjemmeside om Gæt om data for de 233 kg særligt affald: højaktivt eller langlivet mellemaktivt? Og nedenfor kan man se, hvordan man "forvandlede" højaktivt affald til langlivet mellemaktivt i DD's tabeller ved
at ompakke de bestrålede brændselsstykker i større beholdere. Det er sikkert ikke noget, som IAEA ville acceptere. DD skal angive aktiviteten per m3 brændsel ikke per m3 beholder som brændslet ligger i. De forskellige brændselsstykker har forskellig aktivitet. Derfor må DD fremkomme med en rigtig kortlægning af de 233 kg særligt affald.


Skrevet af Anne Albinus

Info

Om AFFALDET:

Tabel 2 side 52 fra 1.januar 2005 

Her opgives 234 kilo bestrålet brændsel til at have et rumfang på 1m3

Tabel 2, NY fra 1.6.2008: Sammenfatning af mængder og omtrentligt behov for deponeringsvolumen samt aktivitetsindhold i dansk radioaktivt affald per 1. juni 2008: Side 53 og 54 i Beslutningsgrundlag 2008

Her er der KUN opgivet deponeringsvolumen for særligt affald:

234 kilo der fyldte 1m3 i 2005 er nu blevet til 65m3!!, men det radioaktive materiale er stadig det samme, selvom det er blandet med andet materiale.

Hvad enten de 233 kg kaldes højaktive eller langlivet mellemaktive, vil de i f.eks. Sverige aldrig blive slutdeponeret i Forsmark, der er til kortlivet affald med en sikkerhedshorisont på 500 år, da de indeholder hele det spektrum af fissionsprodukter (f.eks. Cæsium-137, Strontium-90) og aktinider (bl.a. uran og plutonium) som findes i brugt kernebrændsel.

t.o. er det meste af det tunge vand afsat.

.....
Atom-affald strandet i Danmark Urbanavis.dk 3. juni 2003, 10:15
Danmark har svært ved at slippe af med højradioaktivt affald fra forskningscenter Risø

Kommentar til Politikens Kronik: ”Videnssamfundet skranter”

Vi, der har beskæftiget os med sagen om det danske atomaffald, har oplevet, at vores budskab ikke trængte igennem, og følt, at vi måske ikke udtrykte os klart nok. Vi syntes, vi havde en god sag, og hvis bare vi kunne udtrykke det bedre, så måtte myndighederne da kunne forstå det.

Rasmus Ejrnæs’ fine kronik i Politiken 3.1.14 giver en bedre forklaring på denne oplevelse. Den beskriver statslige myndigheder, som er stor-aftagere af rådgivning, produceret af forskere, som bagefter skal søge forskningsmidler hos de samme myndigheder. Den beskriver et lukket system, hvor centraladministrationen får de ”råd”, den gerne vil have, fordi den har den afgørende, økonomiske indflydelse i det miljø, der producerer rådene.

Og der bliver ikke gjort noget for at skjule, hvordan klaveret spiller. Det, der tidligere kaldtes ”forskningsbaseret rådgivning”, hedder nu ”myndighedsbetjening”, og ved et kursus for forskere på sektorforskningsinstitutionerne blev hunden (af alle dyr!) brugt som billede på den gode medarbejder.

I sagen om det radioaktive affald har vi oplevet myndighedernes ulyst til at besvare oplagte spørgsmål (for eksempel om de 233 kg omdefineret affald) og til at forholde sig til nye problemstillinger (COVRA, Asse II m. fl.). Efter læsning af kronikken står det klart for undertegnede, at denne ulyst ikke skyldes inkompetence eller ond vilje. Den skyldes snarere, at der bliver set med mistænksomhed på selvstændig tankevirksomhed hos medarbejderne i den herskende, administrative kultur.

Naturvidenskaben bliver stadig vigtigere i den politiske beslutningsproces, og så er det deprimerende at opleve, hvordan dens udøvere bliver ydmyget ved at blive stillet over for valget mellem at miste deres job eller at miste deres videnskabelige integritet.

Det er alvorligt for forskerne, men for samfundet som helhed er det endnu alvorligere. Samfundet har med Ejrnæs’ ord ”brug for en uafhængig tredjepart, der kan blæse i fløjten, når der snydes på vægten”, og den tredjepart er ved at blive sat ud af spillet. Det har brug for at blive advaret mod negative følger af politiske tiltag, men sådanne advarsler bliver opfattet som illoyale og mødt med sanktioner.

Som forholdene er nu, er der brug for folk, der kan og tør ”blæse i fløjten”. Men det ville dog være bedre og mere værdigt for et demokratisk samfund, hvis politiske spørgsmål kunne debatteres offentligt uden jobmæssige konsekvenser for deltagerne.

Jeg håber, at kronikken vil starte den nødvendige debat om samspillet mellem videnskab og politik. Det vil være ødelæggende med en fortsat konflikt mellem dem, der har argumenter, men ingen magt, og dem, der har magt, men ingen argumenter.

Jens