Atomaffald: Uddybning om Mellemlager

I februar udsendtes ”Beslutningsgrundlag for et dansk mellemlager for lav- og mellemaktivt affald” (1), og i marts meddelte sundhedsministeren efter et møde med partiernes ordførere, at mellemlagerløsningen skal undersøges nærmere (2). Det endelige valg mellem slutdeponering og mellemlagring skal træffes om ca. et år.

Det er svært at se udsættelsen som andet end en manøvre, der skal forhindre, at denne møgsag over alle møgsager bliver et tema i den kommende valgkamp.

Men udsættelsen giver også en – i det mindste teoretisk – mulighed for at få uddybet emner, som beslutningsgrundlaget kun behandler overfladisk eller slet ikke kommer ind på. 

1. Sikkerheden

Sammenligningen mellem slutdepot og mellemlager er baseret på den uudtalte forudsætning, at der ikke sker udsivning fra det førstnævnte, mens radioaktiviteten stadig er betydelig. Burde denne forudsætning ikke diskuteres nærmere, eller i det mindste nævnes? Der er mange eksempler på uventet udsivning fra eksisterende depoter (3).

Flere steder i beslutningsgrundlaget (4) støder man på bekymringen for, om de ”relevante kompetencer” kan vedligeholdes i mellemlagerets funktionstid. Men er det alene på grund af mellemlageret, at kompetencer på det nukleare område skal vedligeholdes? Forestiller man sig virkelig, at de ville blive overflødige, hvis affaldet blev slutdeponeret? Kan man overhovedet forestille sig et højteknologisk samfund, som kan undvære specialister på dette område?

2. Omkostningerne

Også hvad omkostningerne angår, er der behov for uddybning.

Selvfølgelig koster det at have et personale til at drive mellemlageret. Men forestiller man sig, at det skal drives isoleret fra andre aktiviteter på det nukleare område? Er det ikke fornuftigt at drive det sammen med behandlingsstationen for det radioaktive affald, som bliver produceret i fremtiden af hospitaler, industri og forskning? Er det ikke oplagt at placere det i tilknytning til et universitet, hvor der forskes i beslægtede emner? Mellemlagerets placering har naturligvis betydning for udgifterne. 

Et besøgscenter koster også, men er denne oplysningsvirksomhed ikke af værdi for samfundet? Atom Posten har ikke resurser til at kommentere verdenssituationen i sin helhed, men er der ikke et stort behov for oplysning om a-våben, a-kraft, radioaktivt affald med mere i disse tider? Og kan et besøgscenter ikke bidrage hertil i modsætning til et slutdepot, hvis eneste budskab er, at radioaktivt affald er noget, de stærke påtvinger de svage?

Udover sikkerhed og økonomi er der et tredje vigtigt emne, som beslutningsgrundlaget slet ikke nævner, nemlig

3. Muligheden for at opnå lokal Accept
Udviklingen indtil nu har vist, at slutdeponering er udelukket, hvis flytning af det radioaktive affald skal accepteres af borgerne der, hvor man vil slutdeponere det. Det må siges klart, om man sigter mod en løsning, hvor den lokale befolkning siger ja til at modtage affaldet, eller om man er parat til at gennemtvinge en placering mod den lokale befolknings ønske.

Flytning af det radioaktive affald til et mellemlager kan derimod ske frivilligt, som eksemplet med det hollandske mellemlager COVRA viser (5). Men det forudsætter, at der er tillid til myndighederne, og den tillid er ikke til stede her i landet på nuværende tidspunkt, jf. Aalborg-undersøgelsen (6).

Bag beslutningsgrundlagets forsigtige sprogbrug antydes den holdning, at mellemlageret er for usikkert og for dyrt, mens opmærksomheden fjernes fra slutdepotets svagheder. Uklarhederne og udeladelserne i beslutningsgrundlaget peger i samme retning.

Man kan desværre let forestille sig, at en egentlig skræmmekampagne (7) mod mellemlagerløsningen bliver iværksat senere med det formål at præsentere tvangsdeponering som eneste mulighed.

Vil det folketing, der bliver valgt om nogle måneder, starte den vanskelige proces med at genopbygge borgernes tillid til myndighederne, eller vil det acceptere den ”løsning”, en sådan skræmmekampagne lægger op til?

Spørg jeres folketingskandidater, og spørg dem nu.

Skrevet af Jens



Henvisninger: 

1. Beslutningsgrundlag for et dansk mellemlager for lav- og mellemaktivt affald. Udarbejdet af GEUS og DD for en Tværministeriel arbejdsgruppe under Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, februar 2015 
2. Pressemeddelelse fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse (11.03.15) . Kommentar i Atom Posten (11.03.15)
3. Tyskland (Asse II): Kommentarer i Atom Posten (05.03.13) og (19.03.13). Sverige: Kommentar i Atom Posten (14.05.13). Belgien (Dessel): Kommentar i Atom Posten (23.09.13). Frankrig (Centre de Stockage de la Manche): Kommentar i Atom Posten (09.02.14). USA (WIPP, NM): Kommentar i Atom Posten (30.05.14)
4. Beslutningsgrundlaget for et mellemlager, for eksempel side 4. Kommentar i Atom Posten (19.09.13)
5. Det hollandske mellemlager COVRA blev etableret med accept fra de lokale myndigheder. Se Annes hjemmeside med artikler om COVRA og kommentar i Atom Posten (01.10.13)
6. Aalborg Undersøgelsen 18.9.2014 (DCEA) (PM - Anbefalinger og resultater - Baggrundsrapport). Kommentar i Atom Posten (23.09.14)
7. Den er allerede så småt begyndt. Kommentarer i Atom Posten (14.03.15) og (25.03.15).

Uran-affald i Taseq (Kvanefjeldet) - Drøm eller Mareridt?

Jeg vil i dette indlæg referere og kommentere

1. udtalelser om søen Taseq ved Kvanefjeldet som uran-tailingsdepot
2. IAEA's fordele og ulemper ved dyb sø til tailingsdepot 
3. EU's minedirektiv og
4. udenlandsk kritik af Taseq som uran-tailingsdepot.

Kvanefjeldet set fra Narsaq. Det er det lave fjeld til venstre. Det høje fjeld til højre er Ilimaassaq, 1390m o.h., som har givet navn til komplekset. Foto: Henning Sørensen

Cirka 1 milliard tons uran-tailings

Uran-affaldet, de såkaldte tailings, fra det påtænkte uranmine-projekt i Kvanefjeldet kan nå den enorme mængde af næsten en milliard tons, hvis alle ressourcer udvindes. (2 side 18) 

Som bekendt kan man i Kvanefjeld Multi-Element Projektet kun udvinde sjældne jordarters metaller (REE), hvis man også udvinder uran. Da indholdet af uran i malmen er lavt, betyder det, at stort set al den malm, der brydes, ender som tailings/affald, hvorfra radioaktive og giftige stoffer kan slippe ud.

Det er ingeniør- og rådgivningsfirmaet Orbicon, der udarbejder VVM'en, der skal klarlægge de miljømæssige konsekvenser ved projektet, inden projektet kan godkendes.

Det virker som om Mineselskabet Greenland Minerals and Energy A/S (GME) og danske rådgivere som GEUS og DCE forsøger at blåstemple Taseq ca. 7 km nordøst for Narsaq som tailingsdepot ved at henvise til den danske regerings tidligere undersøgelser, gamle Risø-rapporter osv. Der er bare lige det ved det, at f.eks. de 4 tailingsforsøg, der skulle finde sted i Grønland og på Risø, som blev omtalt i Grønlandsposten 6.12.1979 og i Risøs miljørapport 1983, ser ud til aldrig at have fundet sted. Sandsynligvis fordi et flertal i folketinget fravalgte atomkraft i 1985.

Foto fra rapport: Miljøundersøgelser ved Kvanefjeldet 2001 DMU. 

Malmbunkerne er fra Risøs udtagning (1979-81) af malm til uranudvindingsforsøg på Risø. 4700 tons malm blev udtaget og sendt til Risø til brug for testning. Der blev yderligere udtaget ca. 15.000 tons malm, som dels blev tippet ud over skrænten, dels anbragt i bunker i dalen ved foden af Kvanefjeld, hvor de stadig er et eldorado for mineralsamlere. (3) Herfra udvaskes radioaktive og giftige stoffer.

Risøs Hovedrapport Uranprojekt Kvanefjeld fra november 1983 er lavet på et tidspunkt, hvor der ikke forelå "kriterier for, hvad der er miljømæssigt forsvarligt. Den allerede eksisterende information giver dog mulighed for nogle overvejelser." (4 pkt 7.7)

Dvs. Taseq som tailingsdepot nævnes på baggrund af "overvejelser" og ikke på baggrund af forskning ud fra vore dages miljøkrav. Taseq som affaldsdepot er da også i strid med EU's minedirektiv og ikke noget, som IAEA klart anbefaler. Endvidere skal man huske, at da man pegede på Taseq som en mulighed for depot for uran-tailings, regnede man ikke med at få de store mængder affald, som man i dag ved, man vil kunne regne med at få efter cirka 60 års uranminedrift i Kvanefjeldet.

En udenlandsk uranmineekspert skrev flg. til mig fornylig: "Disposal in a lake, as proposed in Greenland and as not completely ruled out by the regulator there, is the Canadian way and is strongly competing to achieve the world championship for another worst case example for tailings waste management."

Mineselskabet skriver på sin dansksprogede hjemmeside: 

"Tidligere undersøgelser foretaget af den danske regering udpegede søen Taseq som et muligt sted. Taseq-søen ligger i en tre km bred dal cirka syv km nordøst for Narsaq og cirka 3 km sydøst for den foreslåede placering af procesanlægget. Søens overflade er 518 m over havets overflade, dens areal er på cirka 1,3 km2, og vandmængden er anslået til 16,5 millioner kubikmeter. Søen har afløb mod sydvest i Taseq-elven, som løber ud i Narsaq-elven og dermed til havet omkring seks km væk. Vandet fra Taseq kan ikke komme ind i den lokale drikkevandsforsyning i Narsaq. Der er en række mulige alternative placeringer, og de vil blive vurderet i samråd med lokalsamfundet." 

GEUS skriver i GEUS-hæftet om Uran både i 2012 og 2014 (min fremhævning): "RISØ har peget på to måder at deponere tailings

1. I søen Taseq, nogle kilometer nordøst for Narsaq. Dette vil være en fysisk sikker måde for deponering, idet der her ikke skal bygges dæmninger, eller kun små dæmninger. Et mindre vandløb, skal dirigeres uden om søen. Benyttelsen af denne sø til tailings vil udelukke, at den kan anvendes som drikkevandskilde for Narsaq by."

Jeg henvendte mig i december 2013 til GEUS for at få dokumentation for "Risø har peget på" og fik aldrig svar. For nylig henvendte jeg mig så til en medforfatter i DCE og fik svar med det samme. Et svar hvor det virker som om vedkommende trækker i land. (Se svar længere nede).

DRs reporter besøger Geologisk Museum i København til en snak om uran. Se videoklip nederst

Brydning af Uran og Slutdeponering af radioaktivt Affald Atom Posten

Baggrund - uranmine og miljø

Jeg har tidligere skrevet om uranmine og miljø på Atom Posten. Kort fortalt er den primære bekymring ved uranudvinding tailings/mineaffald, der skal opbevares, så de radioaktive og ikke-radioaktive giftige stoffer ikke slipper ud i miljøet. Ikke bare i minens operationelle levetid, men også efter lukningen af minen, når ressourcerne er udtømte.

Tailings/affalds-depoterne indeholder stort set de samme stoffer som klippen. Det som uran producerer i tailings - ligesom uran i klippen - er datterprodukter dvs. henfaldsprodukter. Tailings er knust klippe, og her vil de vandopløselige og gasformige datterprodukter/henfaldsprodukter let kunne forlade depotet og flytte sig og kunne forurene omgivelserne. Og det vil holde sig lige så længe som uran, dvs. i al fremtid.

Forstudiet nævner 2 affaldsdepoter

• I forstudiet 4.5.2012 kan man side 30-31 læse, at GME opererer med 2 affaldsdepoter: 

1. RSF1 i søen Taseq til affald/tailings fra uranmøllen, der vil efterlade enorme mængder af tailings, der afgiver radon og indeholder uran, thorium samt andre radioaktive og giftige stoffer. 

2. RSF2 i "the natural basin east of the Nakalak range" til det kemiske affald/tailings fra raffinaderiet.

• I det opdaterede forstudie af 11.12.2014 kan man se, at ingeniørfirmaet Tetra Tech placerer tailingsdepot i Taseq og regner med, at der er plads nok i Taseq til affald i minens levetid (min fremhævning): The two sources of tailings that will require management are as follows:• The major source is produced by the CPL plant for which a permanent storage solution (residue storage facility 1 or RSF 1) will be required

• The second source of tailings, from the REE plant, is potentially recoverable for further processing and is proposed that it will be placed initially in residue storage facility 2 (RSF 2).

For RSF 1, the tailings storage concept involves pumping tailings from the plant via a fully welded 300 mm pipeline and discharging below water into Lake Taseq. To store the estimated volume of tailings generated over the life of mine, an embankment will be constructed at the outlet using mine waste or rock quarried from adjacent slopes. The lake water displaced by tailings will be treated and released. The key advantages of subaqueous tailings storage include mitigation of radon gas release and mitigation of dust generation. Based on the information provided, there is sufficient storage in RSF 1 for the design life of mine production.

Præsentationen af selskabet fra marts 2015 viser Taseq med en dæmning (Dam wall):

                                            Slide 13 Kilde: Company Presentation, March 2015

Dansk ønske om uranmine i Grønland og tidligere omtale af Taseq som tailingsdepot 

Danmark havde for cirka 40 år siden en drøm om atomkraft og en drøm om at blive selvforsynende med uran fra Kvanefjeldet. Talrige artikler i Grønlands-posten fortæller om uranfund.

Den 17.1.1974 kunne man læse, at underdirektør, dr. phil. Cecil S. Jacobsen, atomforsøgsstationen på Risø, havde udtalt, "at en uranfabrik med råmateriale fra Kvanefjeldet i Grønland ventes iværksat i lille målestok i nærmeste fremtid. Efter netop offentliggjorte tilbudspriser på uran vil en dansk udnyttelse af uranen i Grønland være økonomisk rentabel. Desuden vil det kunne gøre Danmark uafhængigt af olie." 

Efterforskningen af forekomster af uran og thorium i mineralet lujavrit var foregået flere steder i Ilímaussaq siden 1950'erne. De største og rigeste forekomster blev fundet i 1956 på Kvanefjeldplateauet i den nordlige del af komplekset og er blevet undersøgt i boreprogrammer i 1958, 1962, 1969 og 1977 med en samlet længde borekerne på 12 km. (3)

Drømmen om atomkraft i Danmark brast i 1985, bl.a. fordi man ikke kunne finde et sted at slutdeponere (grave ned og glemme) de brugte brændselsstave, det højaktive affald fra atomkraftværker. Heldigvis kan man sige, for danske myndigheder har i dag ikke kunnet præstere en teknisk-faglig og bæredygtig forsvarlig plan for slutdeponering af den lille mængde radioaktive affald, der befinder sig på Risø, ml. 5-10.000 m3. Den danske slutdepot-plan er blevet kritiseret sønder og sammen af udenlandske eksperter og i inden- og udenlandske høringssvar, så nu har folketingets partier vedtaget at undersøge mellemlager-muligheden, inden de træffer et endeligt valg om cirka et år mellem slutdepot (nedgravning og glemsel) og mellemlager (opbevaring over jorden i ca. 100 år, hvor man kan holde øje med affaldet.)

1130 tons uran-affald på Risø

På Risø befinder sig 1130 tons uranmineaffald, de såkaldte tailings, fra forsøg på Risø med udvinding af uran af malm fra Kvanefjeldet. 

"I løbet af 1980 ankom 5000 tons uranmalm til Risø, og et kæmpe grå-grønt malmbjerg hobede sig op midt på halvøen. Ved DR2, som var lukket i 1975, begyndte opbygningen af et 1,3 km langt rør bukket i hårnålefacon og pakket i varmeisolerende kasser. Ved at pumpe en blanding af opslemmet malm og lud igennem røret kunne uranen trækkes ud af malmen. På grund af reaktionstiden var det nødvendigt med så langt et rør. For at undgå kogning skulle trykket være højt, nemlig 145 atmosfære ved indgangen og ca. 100 ved udgangen. Ved at vælge et rør fremfor en tank kunne processen foregå kontinuerligt, hvilket var vigtigt, hvis ideen skulle sælges til industrien." tekst og foto tv. fra Til samfundets Tarv - Forskningscenter Risøs historie, 1998, side 346:

180 tons malm kom til Risø i 1962 og 4700 tons fra 1979-1982. På fotos i Grønlandsposten i denne artikel kan man se en protest-demonstration i Roskilde og malm, der læsses på Risø. På Risø ligger fortsat nogle malmbunker med malm fra Kvanefjeldet. Se foto nedenfor:

                           Foto Decommissioning of the Nuclear Facilities at Risø National Laboratory 2001

Taseq - En "fysisk sikker måde for deponering" af tailings?

Fra 28. maj til 2. juni skal 5 forskere, rådgivere for selvstyret i Grønland og omtalt som uafhængige, på oplysningstur i Sydgrønland om uranudvinding. De kommer fra GEUS, DCE og Aalborg Universitet.

I december 2013 skrev jeg til en af de deltagende forskere fra GEUS, om han kunne give dokumentation for en udtalelse i GEUS-hæftet 2012 om deponering af tailings/affald, hvad angik: "Risø har peget på". Jeg fik aldrig svar på min mail, hvor jeg skrev flg. (min fremhævning):

"I GEUS hæftet 2012 står der nederst side 23 : "RISØ har peget på to måder at deponere tailings:

1. I søen Taseq, nogle kilometer nordøst for Narsaq. Dette vil være en fysisk sikker måde for deponering, idet der her ikke skal bygges dæmninger, eller kun små dæmninger. Et mindre vandløb, skal dirigeres uden om søen. Benyttelsen af denne sø til tailings vil udelukke, at den kan anvendes som drikkevandskilde for Narsaq by."

Kan du evt. oplyse mig om, hvor kan jeg finde kilden til "RISØ har peget på"? 

Så vidt jeg har kunnet læse mig frem til, er der ingen af forskerne fra Risø, der tidligere entydigt har peget på Taseq som det bedste sted at deponere uranmineaffald, fordi det var en "sikker måde at deponere på." Side 67 står i Hovedrapporten: "det ikke er muligt at forudse stabiliteten af depotet for udludningsrest på meget langt sigt /flere tusinde år." (2). (Se mere længere nede.)

Civilingeniør Emil Sørensen, Risø, i Grønlandsposten 8.12.1977 og i Varv 1979

8.12.1977 blev civilingeniør Emil Sørensen (den kemiske afdeling på Risø) refereret i Grønlandsposten for at mene, at hverken Skovfjorden (red. Tunulliarfik) eller Narssaq by på nogen måde bliver udsat for forurening. Men hverken han eller professor i geologi på KU Henning Sørensen pegede entydigt på Taseq som tailingsdepot. Emil Sørensen frarådede denne fremgangsmåde i Varv 1979 nr. 1 (min fremhævning): "Resultatet af overvejelserne om affaldsdeponering griber tilbage i beslutningerne om brydningsprogram og placering af fabrik. Det er efterhånden klart uantageligt at placere affaldet over mod Narssaq i nærheden af det økologisk følsomme elvsystem". 

Professor Henning Sørensen og John Rose-Hansen, Institut for petrologi, KU, skrev i Tidsskriftet Varv nr. 1 1978 i "Narssaq-projektet Et miljøgeokemisk-økologisk forskningsprojekt," at det at man lægger så stor vægt på miljøsiden af mineraludvinding i Grønland skyldes "at det kolde klima og de korte somre gør Grønlands natur sårbar over for miljøpåvirkning. Det vil tage mange år for naturen at hele de sår og overvinde de skader, som minedrift kan medføre." (side 3). 

Hverken Sørensen eller Rose-Hansen anbefaler i denne artikel et bestemt sted til tailings-depot. De skriver til sidst i artiklen, at "Selv om man i mine og fabrik træffer alle mulige sikkerhedsforanstaltninger, vil det næppe kunne undgås, at der tilledes forurenende stoffer til det naturlige miljø. Det er derfor vigtigt, at man på forhånd kender miljøets "naturlige forureningstilstand, således at man kan kontrollere udledningen og fastsætte grænser, man skal holde sig inden for."

Fangeren af Gitz-Johansen 10 originale træsnit Skjern MCMXL, Privateje

Ingeniør Arne Sørensen, Risø, i Grønlandsposten 6.12.1979 

I en artikel i Grønlandsposten Uranen i Kvanefjeldet brydes i åben mine fra 6.12.1979 fortalte ingeniør Arne Sørensen flg. om tailingsdeponering på baggrund af den mængde urantailings, der på det tidspunkt kunne være tale om (min fremhævning): "Et 3 kilometer langt bassin 

— Hvor meget vil tailingen fylde i landskabet ved Kvanefjeld, hvis de kendte uran udvindes?

— Tailingen fylder ca. 40 pct. mere end den tilsvarende fjeldmasse. Skønsmæssigt vil tailingen fra Kvanefjelds uranforekomster kunne rummes i et bassin, der er 1 kilometer på den ene led, 3 kilometer på den anden og 14 meter i højden. Det skal bl. a. undersøges, om Taseq-søen i nærheden af Kvanefjeld kan inddrages i projektet på den måde, at søens vand bruges ved uranproduktionen, og at tailingen derefter lægges i søen.

— Men vi skal for enhver pris undgå at ødelægge dalmiljøet ved Narssaq, slutter ingeniør Arne Sørensen. — Vi har på intet tidspunkt spekuleret på at bruge Narssaq-elven som afløb for spildevand eller dalen som depot for tailing. Hvis det ikke lader sig gøre at lægge tailingen under vand, så kan man overveje at lægge den i nærheden af minen, overdækket med sten og skærver fra brydningen."

KUAK: Deponering af tailings i søen kan få katastrofale miljømæssige konsekvenser

Komiteen imod uranudvinding i Grønland (KUAK) var utilfreds med Arne Sørensens artikel og skrev derfor et modsvar 31.1.1980, hvor de forklarer, hvorfor deponering i søen kan få katastrofale miljømæssige konsekvenser.

Hovedrapporten Uranprojekt Kvanefjeld

I Hovedrapporten Uranprojekt Kvanefjeld fra november 1983 er der ingen entydig anbefaling af Taseq som tailingsdepot. Side 36 står om Skitseprojektet
(min fremhævning):

"Skitseprojektet beskriver etablering og drift af et industrianlæg til udnyttelse af uranforekomsten ved Kvanefjeld. Skitseprojektet omfatter to mulige placeringer af udvindingsanlægget og anlægget for deponering af udludningsrester. I alternativ 1 er udvindingsanlægget placeret i bunden af Narssaq elvdal, nær ved minen. Anlægget for deponering af udludningsrest (red. tailings) placeres i søen Taseq. I alternativ 2 er udvindingsanlægget placeret på halvøen Nugssuaq, i fjorden Nordre Sermilik ca. 20 km fra minen. Anlægget for deponering af udludningsrest placeres i inderfjorden Tasiussarssuk.

Denne separeres fra Sermilik fjorden med en dæmning."

Udsnit af kort fra Risøs Hovedrapport side 15:

(...)

Hensigten med udarbejdelse af en alternativ placering til Narssaq Elvdal/Taseq placeringen er bl.a. at belyse (...) de miljømæssige forhold ved to forskellige placeringer af anlægget for deponering af udludningsrester.

I punkt 7.7. "Vil en udvinding af Kvanefjelds uran være miljømæssig forsvarlig" står: "Det er ikke muligt på nuværende tidspunkt at besvare spørgsmålet om minevirksomhedens miljømæssige forsvarlighed fyldestgørende. Et af problemerne for vurderingen er, at der ikke foreligger kriterier for, hvad der er miljømæssigt forsvarligt. Den allerede eksisterende information giver dog mulighed for nogle overvejelser."

(...)

"Kvanefjeldets geokemi adskiller sig stærkt fra andre uranforekomster. Dette medfører, at der i Kvanefjeldet findes en lang række forureningskomponenter, der ikke forekommer andre steder."

Rapporten skriver, at den deponeringsmtode, der foreslås for udludningsrest indebærer flere miljømæssige fordele. Da udludningsresten foreslås deponeret i naturlige vandfyldte sænkninger vil størstedelen af den være vandmætet, hvilket mindsker udsivningen af radon.

(...) 

"I den periode, hvor minevirksomheden er igang, vil det formentlig være muligt med passende kontrol- og rensningsforanstaltninger at holde forureningen på et acceptabelt niveau. Større usikkerhed knytter sig til de langsigtede aspekter. To problemer skal især fremhæves: 1) at minen vil udgøre en alvorlig forureningskilde i det mindste de første 100 år, 2) at udsivningen af radon fra utildækket udludningsrest vil overskride udenlandske grænseværdier. Der bør således findes tilfredsstillende løsninger på dræning af minen og overdæking af depotet for udludningsrest.

Det er ikke muligt at forudse stabiliteten af depotet for udludningsrest på meget langt sigt /flere tusinde år). Depotet for udludningsrest kan i dette tidsperspektiv blive spredt på grund af dæmningsbrud, ændring i vandstand og gletscherudbredelse." (p.67)

Fig. 32. i Geologi i det sydlige vestgrønland 2003 nr. 2

Kvanefjeld set fra Narsaq Elvdal. Kvanefjeld (690 m, øverst tilhøjre) består af vulkanske bjergarter fra taget af Ilímaussaq-komplekset. De underlejres og intruderes af lujavrit, under hvilken der findes augitsyenit og naujait. Den snoede vej fører op til indgangen til den 970 m lange vandrette skakt, som gennemskærer Kvanefjeldets uranførende lujavritter. En del af det bjergartsmateriale, som blev taget ud af skakten, er placeret i bunker i dalen lige til venstre for det skarpe knæk på vejen.

Miljørapport 1983 (udgivet i 1990)

I en miljørapport af lic. scient. Kim Pilegaard fra 1983, udgivet i 1990, stod der flg. om placeringsmuligheder af tailings:

p.vii The disposal of tailings in Tasiussarssuq is therefore to be preferred for the disposal in Taseq.

p.100 Thus seepage from Taseq would affect the whole fluvial system whereas seepage from Tasiussarssuq only affects the sea.

p.102 The principal pollutants from the tailings pond will do less harm in the marine ecosystem due to precipitation (e.g. F) and dilution. The placement in Tasiussarssuq is therefore to be preferred.

En forsker skrev til mig:

"Alt andet lige er det en fordel at placere tailings under vand, idet man herved undgår ukontrolleret spredning af materiale med vinden. Et afgrænset reservoir som f.eks. en sø er at foretrække frem for direkte deponering i havet, da man lettere kan kontrollere og evt. rense vandet i udløbet. Placering af tailings i Taseq-søen er ikke den mest hensigtsmæssige, da den afvander til Narssaq elven, der næppe kan undgå at blive forurenet."

Foto tv fra rapport: Miljøundersøgelser ved Kvanefjeldet 2001 DMU. 

Deponering af urantailings i sø - en fysisk sikker måde at deponere på?

GEUS-hæftet om Uran fra 2014 skriver, at Taseq "vil være en fysisk sikker måde for deponering, idet der her ikke skal bygges dæmninger, eller kun små dæmninger". På baggrund af det, den udenlandske uranmine ekspert sagde om, at en sø var det værste eksempel på uran-tailingshåndtering, skrev jeg til en anden af forfatterne. 

Han svarede mig lynhurtigt (min fremhævning): 

Kære Anne Albinus.

"Bemærkningen om at Taseq er en fysisk sikker deponeringsmåde (...) er baseret på:

side 46 til 61 i følgende Risørapport:

Skitseprojekt Mine og oparbejdningsanlæg af Gisli Erlandsson, Jørgen Jensen, Susanne Koefoed, Jette L Paulsen Forsøgsanlæg Risø, 4000 Rodkilde Danmark November 1983.

I dette beskrives søens fysiske forhold som volumen, areal, permeabilitet af undergrunden, funderingsforhold for dæmning ved søens udløb med videre.

Jeg har måske udtrykt mig uklart ved at skrive at søen er fysisk sikker, det vil sige mekanisk holdbar.

Fysisk sikker handler således ikke om kemisk sikkerhed. Dette skal undersøges særskilt.

Det skal desuden bemærkes at Taseq således vurderes at være  fysisk sikret mod kollaps  (ikke nødvendigvis kemisk sikret) så længe der ikke skal bygges dæmninger, og den citerede vurdering ” at søen er fysisk sikker” vedrører således ikke evt. deponering der indebærer  dæmningsbyggeri. En sådan vurdering ville kræve nøje viden om dæmningen."

Efter min mening er informationen i GEUS-hæftet om Taseq som en "fysisk sikker deponeringsmåde" kædet sammen med dette svar til mig et eksempel på forsøg på at skjule, at der er forbundet en stor risiko med Taseq som tailingsdepot.

Landsstyrets Redegørelse Bind 2 Efterforskning og udnyttelse af Uran præsenterer Taseq som "fysisk mere stabil end en deponering der baseres på en dæmning" (side 58):

5.3.3. Deponering af tailings

"Flere steder i verden har oplevet, at tailingsdæmninger bryder sammen og tailings skyller ud og anretter stor skade. Dette skete f.eks ved Los Frailes i Sydspanien, hvor tailingsdæmningen brød sammen 25. april 1988 og giftig tailings slap ud. I Grønland, specielt i områder med stor nedbør og vekslende frost og tø, vil dette også blive en risiko. Problemet løses ved korrekt di- mensionering og anlæg af tailingsdæmninger.

Man kan undgå at bygge dæmninger ved at finde en naturlig lavning i terrænet, f.eks. en passende stor og passende dyb sø til tailingsdeponering. En sådan løsning vil fysisk være mere stabil end en deponering, der baseres på en dæmning. Under brug må de vandløb, der løber gennem søen dirigeres uden om søen. Efter endt brug må tailings indkapsles, f.eks. ved overdækning med et lag af knuste rene sten eller sand og grus."

Som nævnt viser slide 13 i selskabets præsentation fra marts 2015, at der skal være en dæmning til højre i søen, hvilket if. Landsstyrets redegørelse så gør Taseq mindre stabil, end hvis der ikke var en dæmning. 

IAEA og tailingsdeponering i dyb sø

En IAEA-rapport The long term stabilization of uranium mill tailings fra et koordineret forskningsprojekt 2000-2004 omtaler dybe søer sådan side 39:

5.4.4. Deep lake

The practice of uranium tailings disposal in lakes is basically confined to Canada, where the great number of lakes, and their remoteness make them obvious candidates for tailings containment. In the 1950s the Lorado and Gunnar mills discharged tailings to lakes, mainly the Nero and Mudford Lakes, with no controls or treatment. In the late 1970s control structure and chemical treatment were introduced, with the use of barium chloride and ferric sulfate to remove radium [23]. The practice is no longer used at active mines, nor for the decommissioning of old tailings facilities. The possibility of relocating all the Elliot Lake tailings to Quirk Lake was considered, but rejected due to the high estimated capital cost and negative short term environmental effects on fish habitats and downstream residents [94].

Og side 54 oplistes fordele og ulemper ved tailingsdeponering i en dyb sø:

Fordele

• Can operate simultaneously with mining 
• Cheap to establish 
• Whole tailings can be contained 
• Very long term containment possible 
• Unlikely to ever require maintenance 
• Whole tailings can be contained 
• Airborne dispersal of contaminants effectively impossible 
• Structural failure of containment virtually impossible 

Ulemper 

• Authorities may not allow this approach to tailings disposal 
• Requires nearby water body not otherwise used for social or economic benefit (i.e. fishery, water supply, recreation) 
• Risk of water contamination and tailings redistribution from
  disturbance by major flood of changed climatic conditions

Uheld i dæmninger i uran tailings-damme

Der skal være en dæmning ved Taseq (jf. slide 13), når næsten en milliard tons tailings skal deponeres under vand, men listen af sammenbrud i Verden i uran-tailingdammes dæmninger er lang. Her er en ikke-komplet oversigt fra 1960 og til idag på Wise Uranium's hjemmeside. Og her er en liste over større uheld i tailings-damme.

På Wise Uraniums hjemmeside kan man se en præsentation af tailings-dammes stabilitet. 

I strid med EU's minedirektiv

Grønland er ikke medlem af EU, men det virker alligevel besynderligt at vælge en form for tailingsopbevaring, der er i strid med EU-direktivet om mineaffald:

I Artikel 5 i EU's direktiv om mineaffald står under

2. Affaldshåndteringsplanen har følgende formål:

a) at forhindre eller begrænse affaldsproduktionen og dens skadevirkninger, især ved, at der tages hensyn til:

iii) redeponering af udvindingsaffaldet i det tomme brud efter udvinding af mineralet, for så vidt som det er teknisk og økonomisk muligt og miljømæssigt forsvarligt i overensstemmelse med gældende EF-miljønormer samt de relevante krav i dette direktiv

og i Artikel 5 2. (c)

at garantere sikker bortskaffelse af udvindingsaffald på kort og lang sigt, navnlig ved under konstruktionsfasen at tage hensyn til håndtering under et affaldsanlægs drift og efter dets lukning og ved at vælge en konstruktion, der

ii) forhindrer eller i det mindste minimerer alle langsigtede negative virkninger, der for eksempel skyldes spredning af luft- og vandforurenende stoffer fra affaldsanlægget.

Udenlandsk kritik af brug af Taseq som tailings-depot

En hollandsk kemiker, Jan Willem Storm van Leuwen, lavede en rapport i forbindelse med sit oplæg på en urankonference i København 25.3.2014. Han skriver vedr. Taseq-søen side 19 (min fremhævning):

"The volumes of the concentrator tailings, to be stored in RSF1 (Taseq) would be huge. During the operational lifetime of the mine (about 60 years) 956 million tons ore are to be mined and processed, based on the presently known resources. If the beneficiation would work as advertised, 91,5% of the mined mass would be discarded in RSF1, or some 875 million tons. Assumed the slurry from the concentrator would have a density of about 2 ton/m3, the volume would be about 440 million m3. By draining the water the volume would decrease substantially. The valley of Taseq has to be blocked off by a large embankment to accomodate this amount, as actually indicated in Figure 10. The lake would effectively be displaced by the mud from the concentrator.

The tailings in Taseq would be less radioactive than the original rocks, because the majority of the minerals containing radioactive elements are separated from it. GME seems to suggests that these tailings are harmless for that reason. However the tailings would contain large amounts of various, undisclosed chemicals, which are needed in the flotation processes of the concentrator, for example barium chloride and various organics. A number of those chemicals may be toxic. Seepages and spills from RSF1 would be unavoidable, so it is important to know which chemicals would enter the groundwater and rivers of the Narsaq valley and at which rate during operation of the mine and the centuries thereafter.

Another point of concern might be the physical behavior and consistency of the tailings through the years. Would the slurry settle to a compact clay-like mass or would it remain a semi-liquid mud? What consequences could be expected from freezing and thawing during the winters and summers, year after year, decade after decade, century after century?

What could happen if the tailings turn dry and the wind is blowing the dust over long distances? A worst case scenario is a major failure of the embankment. Would that mean that millions of cubic meters of a toxic mud would come down the slopes into the Narsaq valley?"

Taseq som tailings-depot - "Disperse and dilute" frem for "Concentrate and contain"

En anden uranmineekspert skrev følgende til mig vedr. Taseq som evt. tailingsdepot: 

"If disposal of the tailings into a lake is still an option, it would be a very beating example for unsustainable mining. This would be completely contradictive to the European Mining Waste directive in just more than one sense. This directive calls for the safe long-term disposal of tailings in the mined voids and for their long-term isolation from the environment, e.g. by sustainable cover systems. Only if this prime disposal option in mining voids is impossible or leads to unacceptable conditions other options for the long-term isolation should be evaluated."

"The respective documents on best-available technologies for the disposal of mining wastes backs this general rule.

Disposal in a lake is per definitions the complete opposite strategy of isolation: the wastes are permanently in contact with large quantities of freshwater, so the maximum leaching of contaminants is occurring. This leaching will continue over very long times, under Greenlandic conditions virtually forever or until all dissolvable contaminants are washed out completely. This is the complete opposite to isolation, the strategy here is to "disperse and dilute " (DD) instead of to "concentrate and contain" (CC) contaminants.

All washed out contaminants, be they radioactive (Ra-226, Pb-210, Po-210) or chemically toxic (lead, arsenic, etc.), can re-enrich in river sediments and are finally washed into the sea, and finally occur in seafood. The enrichment rates of Ra-226, Pb-210 and Po-210 in fish and other seafood are very high. E.g. Po-210 enriches by 25,000-fold in molluscs, by 12,500-fold in crustacea. So, our dose calculations for emissions from a phosphate factory in Southern Spain yielded high doses over those pathways. Consequence: DD is not a viable strategy to minimize the dose.

Only lake sediments could theoretically limit the contact between lake water and tailings and, over the long term, reduce contaminant leaching. But the sedimentation rate in lakes in Greenland is obviously very low, because those lakes are still deep lakes (high sedimentation rates would lead to clogging, reducing the free water capacity of the lake, and finally fill the whole lake with sediments). So this is not a reliable enclosure mechanism under Greenlandic conditions."

Det svære valg - Udnyttelse af en engangsværdi

Man kan godt forstå drivkraften bag det grønlandske ønske om minedrift, for if. DR skal "Grønland spare cirka én milliard om året, hvert år de næste 15 år, hvis budgetterne skal hænge sammen." Men behøver man satse på udvinding af sjældne jordarters metaller i Projekt Kvanefjeld, der indebærer udvinding af uran? Grønland kommer gennem dette projekt til at påføre sig selv et katastrofalt miljøproblem, som kommende generationer i området skal leve med i al evighed på grund af uranmineaffaldet. Sørensen og Rose-Hansen skrev i Varv 1978: "Men en udsivning af radon fra store uranminer mange steder på jorden vil kunne medvirke til en uacceptabel forhøjelse af radioaktiviteten ved jordoverfladen for vore fjerne efterkommere."

Afdelingsgeolog Jan Bondam skrev i 1959: "Der er endnu et forhold som gælder for alle mineralforekomster, og som jeg gerne vil understrege her. Udnyttelse af mineralforekomster er en udnyttelse af engangsværdier." (5)

                                        Guldhornene (1)

Der hviler et stort - og et dobbelt - ansvar på beslutningstagerne og på de danske rådgivere, for affaldsproblemet med tailings fra uranudvinding er endnu ikke løst på tilfredsstillende vis i verden, og det er affaldsproblemet fra atomkraftværker heller ikke endnu. Grønlands uran vil ende i atomkraftværker og komme ud som højradioaktivt affald, der skal isoleres fra mennesker og miljø i 100.000 år.

Borgerne skal  være på vagt, når de informeres om, at miljøproblemer kan løses.

Planen om at udvinde uran i Sydgrønland i Projekt Kvanefjeld vil resultere i næsten en milliard tons affald. Alligevel forsøger det australske mineselskab og den danske sagkundskab at male uranudvinding lyserød ved at nedtone de miljøproblemer, som uranminer forårsager, bl.a. ved at signalere, at der kan ryddes godt op, når uranressourcerne er brugt op. At der f.eks. kan dyrkes vin ved en uranmine i produktion. 

Mineselskabet skriver på sin hjemmeside, at miljøproblemer kan løses, og der står, at samme miljøkemiker, som jeg henvendte mig til i DCE, er "overbevist om, at problemerne kan løses – og vil blive det. Han tvivler ikke på mineselskabets professionalisme, skriver mineselskabet, og han har et uventet bud på det, han anser som det måske største problem i forbindelse med minen:

– Den lille by Narsaq vil forvandle sig til en større mineby med alt, hvad det indebærer. Han påpeger, at det sociale aspekt nødvendigvis må tænkes med, når man planlægger projekter i stor skala, og det er frem for alt vigtigt, at befolkningen er helt klar over alle konsekvenser af disse projekter – at der er fuldstændig åbenhed."

Mht. til det miljøkemikeren if. hjemmesiden "anser som det måske største problem i forbindelse med minen" er der kun det at sige, at det da må være tailingsdeponeringen, der bliver det største problem, for det problem vil eksistere i al evighed.

Manglende åbenhed

Vedr. vigtigheden af fuldstændig åbenhed, som miljøkemikeren fremhæver, så er det ikke tilfældet i denne sag, for Risø, GEUS og DCE har f.eks. ikke kunnet nå at medvirke til at svare to Atassut-medlemmer fyldestgørende 26.9.2013 på nogle spørgsmål om uran og miljø, som det tog mig mindre end en time at finde nogle oplysninger om jf. mit  tidligere indlæg. Naalakkersuisut har ikke svaret på flere spørgsmål fra fåreholdere i nærheden af Narsaq, og jeg fik aldrig svar fra GEUS på min henvendelse i december 2013 om dokumentation for en udtalelse i et GEUS-hæfte 2012. 

Oprydning efter uranminer

Jeg har spurgt en af oplægsholderne på den tidligere og kommende oplysningstur i Sydgrønland, hvor i verden, der findes eksempler på uranminer, hvor der er blevet ryddet godt op efter lukning. Vedkommende kunne nævne 1 (én) uranmine, nemlig Cluff Lake i Canada. Alligevel stod der på en planche i en præsentation om "Miljø ved uran-minedrift", at der er blevet ryddet godt op nogen steder (min fremhævning med gult): 

Fra kampagner mod uranminer i Grønland

• ”Analysen af Kuannersuit-projektet påpeger, at der ikke hidtil er blevet ryddet op efter nogen uranmine i verden på en forsvarlig måde”,

• Tvivlsomt Der er blevet ryddet godt op nogen steder og dårligt andre steder. De grønlandske myndigheder vil stille krav til oprydning samtidigt med at tilladelse til udvinding gives. Oprydnings-penge skal garanteres.

Min kommentar: Der er ryddet op i Cluff Lake if. foredragsholderen, men ellers er der ingen eksempler på god oprydning efter uran-udvinding i verden if. to udenlandske uranmine-eksperter, jeg har spurgt.

Kan Danmark medvirke til højeste standarder ved uranudvinding?
Man kan spørge, hvordan anbefalinger af Taseq som uran-tailingsdepot harmonerer med statsministerens skriftlige redegørelse af 14.4.15, hvor der står, at Danmark medvirker til at opbygge et system for udvinding af uran i Grønland, der "lever op til de højeste internationale standarder, inden Grønland evt. ønsker at udvinde uran." (5)

I forvejen har det danske udenrigsministerium vist uvidenhed inden for kernefysik, da det svarede folketingsmedlem Doris Jakobsen (Siumut), der i december 2013 havde spurgt, om der havde været problemer med den mobile atomreaktor, som det amerikanske militær brugte på deres nu nedlagte base under indlandsisen, Camp Century, ca. 250 km øst for Thule. Atom Posten har skrevet om svaret fra udenrigsministeriet, der er skrupforkert.

Skrevet af Anne Albinus

Links


På Greenland Minerals and Energy Ltd.'s hjemmeside kan man tv. under "announcements" finde diverse rapporter.

Andre indlæg på Atom Posten om Grønland og uranmine og Mine sider om uranbrydning i Grønland Uranmine og Miljø skrevet af Anne Albinus i Atom Posten 6.12.13 - Eventyret om uranmineaffaldet på Risø der ville hjem til Kvanefjeldet 12.5.14

WISE URANIUM: Oversigt: alt om uran og uranminer i verden

Sjældne jordarter kan udvindes i Grønland uden uran Det Økologiske Råd mfl.

En beretning om uranundersøgelse på Kvanefjeldet ved Narssaq af afdelingsgeolog Jan Bondam Tidsskriftet Grønland 1959

Tailingsproblemet med minedrift generelt i Grønland beskrives i denne brochure fra DMU 2001.

Uraneftersøgning i Grønland ATV 1981

Henvisninger

1. Guldhornene, Adam Oehlenschläger 1802

2. Jan Willem Storm van Leuwen's rapport Uranium Mining at Kvanefjeld

Report based on the lectures by the author at the conferences at Nuuk (Greenland) and Copenhagen (Denmark), 22-25 March 2014

Jan Willem Storm van Leeuwen, MSc Ceedata Consultancy Chaam, The Netherlands Email: storm@ceedata.nl www.stormsmith.nl 17 April 2014

3. Afsnittet Økonomisk geologi i Nr.2 2003 - Geologi i det sydlige Vestgrønland

4.  Uranprojekt Kvanefjeld Hovedrapport Forsøgsanlæg Risø, 4000 Roskilde, November 1983, findes på Polarbiblioteket 86 sider

5. Skriftlig redegørelse (Redegørelsen er optrykt i den ordlyd, hvori den er modtaget). Redegørelse af 14/4 15 om rigsfællesskabet 2015. (Redegørelse nr. R 15). Statsministeren (Helle Thorning-Schmidt)

6. En beretning om uranundersøgelse på Kvanefjeldet ved Narssaq af afdelingsgeolog Jan Bondam Tidsskriftet Grønland 1959 side

Yderligere læsning

Ved foden af et radioaktivt fjeld
Et antropologisk studie af tillid og mistillid i en grønlandsk bygd - Kandidatspeciale 2014 af Helene Ahrens Johansen, Insitut for Antropologi, KU

Portræt af et fjeld. Journalist og biolog Jørgen Steen Nielsen Information fortæller om sit speciale i biologi "Uranet i Kvanefjeld" 26.10.2013

Rapporter samlet på Naalakkersuisuts hjemmeside

Uranoplysning 2014

Uranoplysning 2015 flyttet til 28. maj - 2. juni 2015


- Vil man vide mere om uranminer er der 3 læselige rapporter her:

Uranium mining Unveiling the impacts of the nuclear industry Chareyron, B., Živčič, L., Tkalec, T., Conde, M., 2014. Uranium mining. Unveiling the impacts of the nuclear industry. EJOLT Report No. 15, 116 p. Expanded nuclear power capacity in Europe, impact of uranium mining and alternatives Raeva, D., Slavov, T., Stoyanova, D., Živčič, L., Tkalec, T., Rode, Š. 2014. Expanded nuclear power capacity in Europe, impact of uranium mining and alternatives. EJOLT Report No. 12, 129 p. Evaluation of nuclear legislation. The issue of rehabilitation of uranium mine sites in Namibia March 23rd, 2015 Natalie A. Renkhoff. 2015. Evaluation of Nuclear Legislation: The issue of rehabilitation of uranium mine sites in Namibia. EJOLT report 22, 50 p.

- "Hvorfor er interessen for grønlandske råstoffer så stor nu?" skrev Steen Folke i Politisk revy i januar 1979 nr. 346 "Jagten på råstofferne Retten til Undergrunden" side 12:

(..) "Generelt er den forstærkede interesse for grønlandske råstoffer aktualiseret af forhold, der skabes og styres af faktorer, som ligger langt fra Grønland og grønlandske behov. (...) En faktor, som er vigtig for forståelsen for den stigende interesse for de grønlandske råstoffer er, at den danske centraladministration mener, at udgifterne i forbindelse med indførelsen af hjemmestyret i Grønland kan dækkes ind via råstofudvinding: "Ministeren for Grønland meddelte den 11. januar 1973, at han havde nedsat et udvalg, der skulle drøfte mulighederne for "hjemmestyre" i Grønland, og han tilføjede, at denne form for grønlandsk selvbestemmelsesret ikke skulle financieres af "fru Petersen på Nørrebro. Forudsætningen for et reelt hjemmestyre er at Grønland bliver økonomisk uafhængig af den danske stat. Derfor er den fremtidige råstofudvinding meget vigtig for grønlænderne. Men alternativet til danske kapitaltilskud kan meget let blive en ny afhængighed af de multinationale råstofkapitaler."  

(Uddrag fra pjecen : Grønlands hjemmestyre - dansk imperialisme".)

Radioaktiv Eskimo Speciale af Karin Feveile Hjort, Ulla Riis Madsen, Inger Kirstine Møller, Bodil Kappel Schmidt, Biblioteksskolen Aalborg, Eget forlag 1980