Er a-kraft forbundet med risici? Er den forbundet med sundhedsmæssige og miljømæssige problemer? Er a-kraft en kommerciel fiasko? Er a-kraft et problem for demokratiet?
Er det en myte, at a-kraft er sikker og effektiv? At den er billig? Er det en myte, at det er muligt at etablere uafhængige kontrolorganer, og at radioaktivt affald kan deponeres sikkert?
Forfatteren, Corinne Lepage (2), bruger første del af sin bog til at begrunde, hvorfor ovenstående spørgsmål bør besvares med ja.
For det officielle Frankrig er det som bekendt lige omvendt: alle problemer benægtes, og alle myter er indiskutable sandheder. Mange husker, hvordan skyen fra Tjernobyl standsede brat ved den fransk-tyske grænse: Der var forhøjet radioaktivitet på Rhinens højre bred, men ifølge de franske myndigheder intet unormalt på den venstre. Og dette er kun et eksempel blandt flere.
I bogens anden del forklarer Corinne Lepage (CL), hvordan det er gået sådan. Hun beskriver, hvor stor en rolle, a-kraften har spillet og stadig spiller i det franske samfund, og om, hvordan erhvervsmæssige, politiske og beskæftigelsesmæssige interesser er knyttet sammen i bestræbelserne på at bevare og udbygge denne energiform, uden hensyn til omkostningerne på kort og langt sigt. Hun fortæller om personsammenfald og kammerateri, og om, hvordan medierne bliver bragt under kontrol: De, der kan købes, bliver købt, de, der kan intimideres, bliver intimideret, og de, der hverken kan købes eller intimideres, bliver marginaliseret, for eksempel ved at omtale dem som ”aktivister”.
Det er historien om, hvordan a-kraften og de mange virksomheder, der er forbundet med den, er vokset til en størrelse, hvor den parlamentariske kontrol ikke længere fungerer, fordi alt for mange parlamentarikere er alt for afhængige af den. Hvordan indførelse af vedvarende energi modarbejdes, fordi den truer magtelitens interesser.
Det er uhyggelig læsning, og man føler en vis lettelse over, at bogen beskriver franske, og ikke danske, forhold.
Men har vi i sagen om det radioaktive affald ikke oplevet den holdning, at slutdepotet er noget, de udpegede kommuner måtte finde sig i, fordi deponeringen sker i en højere sags tjeneste (3)? Har vi ikke oplevet, hvordan medierne har været meget tilbageholdende med at skrive om affaldet, mens de kan bruge masser af plads på at diskutere, hvor kommaerne skal sættes? Har vi ikke oplevet, at danske myndigheder har optrådt bedrevidende og arrogant over for bekymrede borgere?
CL beskriver, hvordan a-kraften i hendes hjemland har udviklet sig til en trussel mod demokratiet. Når det store flertal er afhængige af den, bliver der ikke stillet spørgsmål til dens eksistensberettigelse, og det skader samfundsudviklingen. Som hun udtrykker det (4):
”Når alle tænker det samme, er der ikke længere nogen, der tænker”.
Det vil være klogt ikke at overhøre dette budskab. Heller ikke i Danmark.
Skrevet af Jens
Henvisninger
- Corinne Lepage: ”L’état nucléaire” Édition Albin Michel, 2014, 234 sider
- Corinne Lepage er advokat med speciale i miljøret. I årene 1995 – 97 var hun miljøminister, 2009 – 14 medlem af Europa-Parlamentet og siden 2014 formand for partiet LRC – Cap21.
- Politikens leder (16.07.12). Se kommentar i Atom Posten (15.09.13).
- Side 171: « Or, quand tout le monde pense la même chose, plus personne ne pense rien. »
- Fransk Miljadvokat: Vent med Nedgravning af Atomaffald i Frankrig Atom Posten 6.2.15
Ingen kommentarer:
Send en kommentar