Forslaget, som alle vidste ikke havde nogen jordisk chance for at blive vedtaget, var produceret af hovedaktionærens jurister med det formål at skaffe Aarhus Universitet lidt positiv omtale i den dertil indrettede del af pressen.
Sidste år foreslog Atom Posten (2), at Risø-affaldet blev deponeret i Aarhus, selvom det var mindst lige så urealistisk.
Men er det ikke værd at tænke over, hvorfor det er så utænkeligt, at forslag som disse bliver vedtaget? Hvorfor er forurening med giftige eller radioaktive stoffer i udkantsdanmark mindre alvorlig end forurening andre steder?
Den reelle begrundelse er naturligvis, at flertallet ønsker at slippe for disse problemer, og – lad os bare se det i øjnene – det kan de også. Flertallet bestemmer, og det kan gemme sig bag sin uvidenhed, hvis det vil.
Men forurening har det med at sprede sig. Den respekterer hverken landegrænser eller grænsen mellem over- og underdanmark. Det kemiske affald, som i dag forurener dele af Limfjorden og Nordsøen, vil i årenes løb sprede sig og forene sig med giftstoffer fra andre depoter. Det radioaktive affald, som nogen ønsker at tvangsdeponere i udkantsdanmark, vil før eller siden trænge ud og skade mange andre end de omkringboende.
På længere sigt bliver affaldet vores allesammens problem. Samtidig bliver det et langt større problem, fordi forureningen er spredt, hvor den før var samlet.
Første maj er der tradition for at lovprise solidariteten med de svage, og på miljøområdet er solidaritet ensbetydende med at tænke langsigtet.
Ingen af os ønsker en høfde 42 eller et slutdepot for radioaktivt affald i vores baghave. Men hvis vi bare lader stå til, så får vi det.
Skrevet af Jens
Henvisninger:
Politiken, 1. maj 2015
Kommentar i Atom Posten (09.09.14).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar