Når Uranminen starter ved Kvanefjeld - Stop med at ryge!

På nogle deltagere i borgermøderne om uran i Grønland i juni og august har jeg forstået, at der blev talt om cigaretrygning i forbindelse med information om den evt. kommende mine ved Kvanefjeld.

Jeg skrev derfor til 2 af de eksperter, der deltog, om de ville have ulejlighed med bare kort at begrunde denne inddragelse af tobaksrygning. 

For nylig inddrog en helsefysiker fra DD nemlig også tobaksrygning i en kronik i JP i forbindelse med Hiroshima/Nagasaki. Kronikken er kommenteret på Atom Posten.

Jeg fik dette svar fra en af foredragsholderne:

"Sammenhængen mellem tobaksrøg, radon og lungekræft er beskrevet i mange artikler. Et nemt overblik kan findes på side 3 i Geoviden nr 4. 2010".
Citat slut.

Jeg læste i Geoviden. Her står bl.a.:

"Det er i dag veldokumenteret for både minearbejdere og folk der bor i enfamiliehuse, at det indebærer en øget risiko for senere i livet at få lungekræft at blive udsat for radon og radon-datterprodukter. Risikoen stiger i takt med mængden af radon, man udsættes for, og i de fleste tilfælde vil de ramte være rygere. Risikoen ved at blive udsat for radon er ca. 25 gange større for rygere end for personer, som aldrig har røget, men risikoen er også betydelig for ikke-rygere (figur på side 2)."

Jeg svarede så, at jeg kender til denne sammenhæng og spurgte:

"Men hvad er formålet med at kombinere den viden med information om uranudvinding?"
Citat slut

Hertil fik jeg dette svar:

"Kære Anne Albinus.

Dette sidste spørgsmål har jeg ingen kommentarer til.

Hilsen"
Citat slut

Men jeg har en kommentar:

Jeg synes, det er særdeles vigtigt, at borgerne og politikerne bliver informerede og oplyste om de miljø- og sundhedsmæssige risici ved en eventuel uranmine i Kvanefjeld.

Minen vil belaste miljøet i en uoverskuelig fremtid, så der hviler en tung informations- og oplysningsbyrde på de ansvarlige myndigheder og tilkaldte eksperter. Eksperterne skal ikke bare kende stoffet, men også kunne formidle det til de mennesker, som vil blive berørt af uranminen.

Hvis det, borgerne husker fra mødet, er noget med cigaretter, er det efter min mening ikke i orden. Med mindre formålet skulle være, at man vil have borgerne i nærheden af minen og arbejderne til at holde op med at ryge, for risikoen ved lungekræft er ganske rigtig mange gange større for en ryger, når denne udsættes for radon end for en ikke-ryger.

I øvrigt mener jeg, at en time er for lidt til at give ordentlig information og oplysning til borgere om så stort et emne med så alvorlige og uoverskuelige miljø- og sundhedsmæssige konsekvenser, som en uranmine vil medføre ved Kvanefjeld. Også selv om der er tid til at besvare spørgsmål efter 4 oplæg.

Skrevet af Anne

Henvisninger

Præsentationer fra uran informationsturen i juni

Slut med Skifergas

Det franske energiselskab Total har 18.8.15 meddelt, at det standser prøveboringen efter skifergas ved Dybvad i Frederikshavn Kommune (1).

Den officielle begrundelse er, at der er for lidt gas i undergrunden til, at det kan betale sig at fortsætte boringen. Andre har derimod peget på, at det er modstanden fra borgerne, som er den virkelige årsag til standsningen (2).

Modstanden mod boringen i Frederikshavn har været stærk, så den sidste forklaring er den mest sandsynlige. Men modstanden har ikke bare været stærk, den har også ændret karakter i forhold til tidligere.

Demonstrationer og blokader er naturligvis stærke virkemidler, fordi de mobiliserer mange følelser og giver gode billeder i TV. Men de understøtter desværre også den forenklede opfattelse, at i sådanne sager er det følelserne, der står over for sagkundskaben.

De landsdækkende medier har gjort meget lidt for at udfordre dette syn på situationen i Dybvad. De har støttet den opfattelse, at de sagkyndige er sikre på, at boring efter skifergas er miljømæssigt forsvarlig, og føler, at modstanden er useriøs, mens almindelige borgere føler, at de ikke kan stole på eksperternes forsikringer, og er sikre på, at de kan presse politikerne til at standse boringerne.

På det grundlag er dialog mellem parterne naturligvis udelukket.

Disse medier har også gjort alt, hvad de kunne, for at se sagen om det radioaktive affald i dette lys. De har fokuseret på de umiddelbare problemer, og det er uheldigt af to grunde.

For det første, fordi disse sager hænger sammen med nogle, der er endnu større: landets energiforsyning og behandlingen af farligt affald af enhver art. Vi risikerer, at debatten om disse vigtige emner bliver splittet op i skænderier om spektakulære enkeltsager i stedet for at blive set i deres helhed.

For det andet, fordi det afleder opmærksomheden fra den kendsgerning, at det er myndighederne, der har bevisbyrden. De er forpligtet til at give borgerne fyldestgørende, forståelig og upartisk information, og de skal kunne overbevise de omkringboende om, at de ikke udsættes for andre risici end dem, der er nævnt i informationsmaterialet. Myndighederne skal være rede til at lade deres planer underkaste en uafhængig, faglig vurdering (peer review), og den skal være afsluttet i god tid, før afgørelsen træffes.

Naturligvis har folketinget det sidste ord. Men den offentlige debat, som går forud, skal ske på et ordentligt grundlag, hvis folketingets beslutning skal have demokratisk legitimitet.

Det nye – både i sagen om skifergassen og i sagen om det radioaktive affald – er, at borgerne har været betydelig bedre funderet fagligt end ved tidligere lejligheder. De har kunnet pege på mangler, unøjagtigheder og faktuelle fejl i det materiale, myndighederne har produceret, og de har i sagen om det radioaktive affald endda kunnet pege på et alternativ, som myndighederne havde overset. Borgerne er altså blevet langt bedre til at gå ind i en faglig dialog med myndighederne.

Hvis myndighederne også blev bedre til at gå i dialog med borgerne, ville vi være nået langt.

Skrevet af Jens 


Henvisninger

1. http://www.skifergas.dk/skifergas-i-danmark/nyheder-om-skifergas/skifergas-boringen-i-dybvad-er-afsluttet.aspx

2. Leder i Information af Jesper Løvenbalk (19.08.15): ”Skifer – farvel og nej tak”.

Halvfjerdsårsdagen

I anledning af 70-årsdagen for nedkastningen af den første atombombe over Hiroshima har helsefysiker ved Dansk Dekommissionering, Per Hedemann Jensen (PHJ), skrevet en kronik (1) om virkningerne af denne atombombe og den, der blev kastet over Nagasaki tre dage senere.

Det er hovedsagelig virkningen af den radioaktive stråling på mennesker, PHJ beskæftiger sig med. Den er undersøgt i FN-regi, og materialet herfra er den vigtigste kilde til bestemmelse af risikoen for bl. a. kræft i forbindelse med strålingsudsættelse i almindelighed.

PHJ skriver, at den slags undersøgelser er meget komplicerede, og at usikkerheden er stor. Men man forstår, at PHJ og videnskaben har overvundet vanskelighederne, selvom han er for beskeden til at nævne det direkte.

PHJ’s konklusion (og man fornemmer igen, at den samlede videnskab står bag ham) er, at stråling er en svag kræftfremkalder sammenlignet med for eksempel tobaksrygning.

Der er vist ingen, der tvivler på, at både radioaktiv stråling og tobaksrygning er skadelige for helbredet.

Men det ville have været interessant at få at vide, hvordan man sammenligner disse to mulige årsager til for eksempel kræft. Hvor mange millisievert svarer til hvor mange pakker cigaretter? Hvor meget radon svarer til hvor megen passiv rygning? osv. Hvordan kan man ellers hævde, at tobaksrygning er mere skadelig end stråling?

Jeg synes også, PHJ skulle have fortalt os, hvordan man har udvalgt de 100 000 bestrålede personer, der indgår i undersøgelsen, og hvordan man har bestemt den strålingsdosis, hver enkelt har modtaget.

Jeg har talt om dette med en japaner (2), der som voksen oplevede både krigsårene og tiden derefter. Han kunne blandt andet fortælle, at mange (især unge) af let forståelige grunde forsøgte at skjule, at de havde været i nærheden af de to byer i august 1945, og på grund af det kaos, der herskede i Japan omkring sammenbruddet, var det ikke svært at gøre det. Vi får intet at vide om, hvad man har gjort for at rette op på denne oplagte fejlkilde i undersøgelsen.

PHJ bruger en masse plads på at genfortælle historien om Manhattan-projektet og atombomberne, men giver ingen svar på selv de mest nærliggende spørgsmål til kronikkens konklusion: at stråling er en svag kræftfremkalder.

Det er derfor nødvendigt at spørge, hvad der har været PHJ’s ærinde med kronikken.

Mit gæt er, at det har været at nedtone frygten for radioaktiv stråling her i landet. Hvis PHJ’s ærinde har været et andet, burde han have udtrykt sig anderledes.

Halvfjerdsårsdagen for katastrofen i Hiroshima bliver, så vidt jeg kan se, brugt til at lade den danske offentlighed forstå, at vi ikke behøver at være bekymrede for det radioaktive affald, der er samlet på PHJ’s arbejdsplads.

Den bliver brugt til at fortælle, at vi skal tage det helt roligt, når Dansk Dekommissionering om formodentlig kort tid vil fortælle os, at slutdeponering af affaldet i udkantsdanmark vil være helt ufarlig. I hvert fald for alle os, der ikke bor der.

Af respekt for ofrene i Hiroshima og Nagasaki burde PHJ have valgt et andet tidspunkt til offentliggørelse af denne kronik.

Skrevet af Jens



1. Kronik i Jyllandsposten, den 7. august 2015

2. Fysikeren, dr. Ziro Koba (1915 – 73)

Et Interview

Tidligere minister for by, bolig- og landdistrikter, Carsten Hansen (CH), mistede overraskende sit folketingsmandat ved valget den 18. juni.

Han er blevet interviewet til Fyens Stiftstidende 2.8.15 om, hvordan det føltes, og CH fortæller ærligt om, at det har været svært at omstille sig. Men han gør det uden at klynke, og det gør interviewet værd at læse. Bagefter sidder man tilbage med indtrykket af en mand, hvis arbejdskraft og erfaring samfundet simpelthen ikke har råd til at undvære. Der må være brug for Carsten Hansen et eller andet sted.

Interviewet skæmmes desværre af et personligt angreb på folketingsmedlem Jan Johansen (JJ). CH’s bitterhed er måske forståelig, menneskeligt set. Men det er dårlig journalistik, når Fyens Stiftstidende bringer et sådant angreb uden at give den angrebne mulighed for at svare. Ovenikøbet er det denne del af interviewet, der bliver refereret på forsiden under overskriften:

”Carsten Hansen revser S-rebel”

Jan Johansens brøde er iflg. CH, at han gik mod partilinjen i dagpengesagen. Men det er vel folketingsmedlemmernes samlede indsats, vælgerne tager stilling til ved valget, ikke kun deres stemmeafgivning i en enkelt sag, så det kan ikke være hele forklaringen.

Arbejdsmarkedsforhold ligger uden for Atom Postens område, men i spørgsmålet om det radioaktive affald var Jan Johansen sammen med Annette Lind de første i den socialdemokratiske folketingsgruppe til at kræve, at affaldet blev anbragt i et mellemlager.

Den daværende minister for by, bolig- og landdistrikter kunne have engageret sig i denne sag, som i høj grad vedrørte ministeriets område. Men høringssvaret i forbindelse med sundhedsministeriets plan for et dansk slutdepot er mig bekendt det eneste, ministeriet har ytret om opbevaringen af det radioaktive affald, og det var pinligt i sin tandløshed.

Også ved den lejlighed gik JJ mod partilinjen. Men partilinjen er siden blevet ændret og er nu i overensstemmelse med JJ’s synspunkter. Derfor er det ikke korrekt at kalde ham rebel. JJ har bare som politiker valgt at holde tæt kontakt til sine vælgere og stemme efter sin overbevisning.

Jeg synes, man skal være forsigtig med at bebrejde ham det.

Skrevet af Jens

Link

Adgang i 24 timer til Fyens Stiftstidendes udgave 2.8.15 kan købes for 16 kroner