Hvorfor Grønland bør sige Nej til Uranudvinding

Et flertal i det danske Folketing besluttede i 1985, at Danmark ikke vil anvende atomkraft i sin energiplanlægning. Man kunne ikke finde ud af, hvordan man skulle deponere det radioaktive affald, de brugte brændselsstave. De er højaktive og skal isoleres fra mennesker og miljø i mindst 100.000 år. 

Rundt om i verden hober brugte brændselsstave sig op, fordi ingen lande endnu har fundet en løsning til sikker deponering af dem. Nogle lande forsker i en sådan løsning, og Finland fik i november 2015 byggetilladelse til et dybt geologisk slutdepot.

Danmark har i dag på Risø ved Roskilde cirka 10.000 m3 lav- og mellemradioaktivt affald fra bl.a. forskning, som man ikke har fundet en forsvarlig måde at deponere på. 

Grønlandsposten 16.1.1964

Af de 10.000 m3 affald på Risø er 1.130 tons tailings/affald fra forsøg på Risø (se foto nedenfor) med udvinding af uran af malm fra Kvanefjeld. De skal isoleres for altid fra mennesker og miljø.

Kredse i Danmark drømte indtil 1985 om at blive selvforsynende med uran fra Kvanefjeld, hvis man fik atomkraft. Risø fabrikerede selv nogle brændselsstave, som man lavede forsøg på. Derfor har Danmark også et problem med 233 kilo højaktivt affald, der skal opbevares sikkert i mindst 100.000 år for ikke at skade mennesker og miljø. (Man har forsøgt at "løse" problemet ved at omdefinere det højaktive til langlivet mellemaktivt affald, selvom strålingen naturligvis er den samme).  

Opdatering 16.4.16: Atomaffald: En Tur på Glidebanen.

Hvis uranminen i Kvanefjeld bliver til virkelighed, vil den efterlade op til en mia. tons affald, de såkaldte tailings der er radioaktive og giftige i uoverskuelig fremtid. Og Grønland vil samtidig via sin eksport af uran til atomkraftværker bidrage til at øge verdens i forvejen uløste problem med store mængder af højaktivt atomaffald.

Danmark har et alvorligt problem med sit radioaktive affald. Hvis Grønland tillader uranudvinding, vil Grønland vil få et langt  alvorligere problem.

Skrevet af Anne

Links

Opdatering 17.4.16:

"Bryd ikke uran for Grønlands skyld" af civilingeniør Peter Bach Ingeniøren 6.4.1984

svar fra civilingeniør Jørgen jensen Risø, Grønlandsk selskab kan stå for produktionen af uran Ingeniøren 4.5.1984

Kronik i JP 15.2.16 Hvad med det danske atomaffald?

Mine indlæg om uran og Grønland

Vejen til grønlandsk uran er pilrådden kronik i Politiken 11.2.16 

Exporting uranium 'worse than selling heroin' ABC Net 2012

An open Letter to uranium Investors af senator Scott Ludlam 18.10.2010

180 tons malm kom til Risø i 1962 og 4700 tons fra 1979-1982.

Tekst til foto i blogindlæg fra Til samfundets Tarv - Forskningscenter Risøs historie, 1998, side 346:

I løbet af 1980 ankom 5000 tons uranmalm til Risø, og et kæmpe grå-grønt malmbjerg hobede sig op midt på halvøen. Ved DR2, som var lukket i 1975, begyndte opbygningen af et 1,3 km langt rør bukket i hårnålefacon og pakket i varmeisolerende kasser. Ved at pumpe en blanding af opslemmet malm og lud igennem røret kunne uranen trækkes ud af malmen. På grund af reaktionstiden var det nødvendigt med så langt et rør. For at undgå kogning skulle trykket være højt, nemlig 145 atmosfære ved indgangen og ca. 100 ved udgangen. Ved at vælge et rør fremfor en tank kunne processen foregå kontinuerligt, hvilket var vigtigt, hvis ideen skulle sælges til industrien.