Klik på foto for artikler om Covra - Hollands langtidsmellemlager for radioaktivt affald

tirsdag den 22. marts 2016

Atomaffald, Slutdepot og Handlekraft


En kommission under den tyske forbundsdag har for nylig vendt sig mod langtidsmellemlagring, der opfattes som udtryk for ubeslutsomhed. I stedet har man anbefalet, at det radioaktive affald slutdeponeres (1).

I Tyskland har man ellers rigtig dårlige erfaringer med slutdeponering af radioaktivt affald. Deponering i salthorste blev forsøgt i perioden fra 1967 til 1978 (slutdepotet Asse II), og det har været en katastrofe (2). Allerede i 1988 blev det klart, at der trængte vand ind i depotet, og i 2013 vedtog forbundsdagen, at affaldet skulle tages op igen. Dette farlige og vanskelige arbejde ventes at ville koste mange mia Euro.

Det andet tyske slutdepot, Gorleben, der blev etableret i 1972, er blevet betegnet som en hovsa-løsning (1).

På det sidste er Schacht Konrad i Niedersachsen kommet ind i billedet som slutdepot for den lav- og mellemradioaktive del af det tyske affald. Både delstatsregeringen og de omkringboende har været meget kritiske overfor denne plan (3).

På den baggrund er det svært at forstå beslutningen om – endnu en gang – at forsøge at slutdeponere affaldet. Det kræves ganske vist, at slutdepotet skal være reversibelt, således at affaldet skal kunne tages op igen (4). Men ser man nærmere efter, står der, at dette kun skal gælde, så længe affaldsbeholderne er intakte. Som læser fornemmer man, at beslutningstagerne har været alt andet end sikre på, om deres beslutning nu også var den rigtige.

Vi har følgende kommentarer til denne beslutning: 



  • Påstanden om, at langtidsmellemlagring er udtryk for ubeslutsomhed og et ønske om at udskyde en upopulær politisk beslutning, er urigtig. Det har det hele tiden været forudsat, at mellemlagring af det radioaktive affald skulle følges op med både forskning og formidling. 
  • Vandindtrængningen i slutdepotet Asse II har vist, at slutdeponering i salthorste, som i 1970’erne blev anset for at være en nærmest genial løsning på affaldsproblemet, har været en alvorlig fejltagelse. Men sagen har efter vores mening vist mere. Den har vist, at vores nuværende viden om slutdepoters sikkerhed er utilstrækkelig trods alle påstande om det modsatte. 
  • Vi har det indtryk, at befolkningen, både i Tyskland og her i landet, er godt trætte af at høre om a-kraft og radioaktivt affald. Der har simpelthen været for mange dårlige og for få gode nyheder om denne sag, og befolkningen ser det radioaktive affald som et problem, de er blevet påtvunget af foregående generationer. De vil hellere engagere sig i udviklingen af den vedvarende energi end i oprydningen efter atomenergien. 

Forklaringen på den tyske beslutning skal derfor søges på det psykologiske, snarere end på det teknisk-naturvidenskabelige plan.

Situationen skabt et behov blandt ledende politikere for at vise handlekraft. Et behov for at vise befolkningen, at man kan skære igennem og få affaldet til at forsvinde, i hvert fald i nogle valgperioder.

Det har så ført til opkomsten af eksperter, som kan levere på denne parole. Eller rettere: personer, der kan, kaldes eksperter, hvorimod de, der ønsker mere viden og går ind for større eftertanke, stemples som følelsesbetonede tossehoveder. Man skal heller ikke undervurdere de karrieremæssige muligheder, der ligger i at være ekspert på det vindende hold.

Men lad os lige repetere, hvordan a-kraften kom til verden.

Beslutningen om at udvikle a-kraften i 1940’erne og 50’erne var baseret på et særdeles mangelfuldt kendskab til sagen. Atomfysisk viden var den gang begrænset til en meget snæver kreds af personer, hvoraf mange ikke en gang havde adgang til alle informationer, fordi de blev holdt hemmelige af militære grunde (5). Samtidig var kendskabet til de helbreds- og miljømæssige følger af arbejdet med radioaktive stoffer meget begrænset.

Denne beslutning har ført til problemer for os, og den vil give problemer for de næste mange generationer. Det er måske ikke rimeligt, men sådan er det.

Det bedste, vi kan gøre, er at sikre, vi ikke begår de samme fejl som generationerne før os. Vi skal først og fremmest holde op med at tro, at der findes snuptagsløsninger på disse problemer.

Vores muligheder for at gøre det er også bedre end før, fordi

  1. langt flere ved langt mere om disse emner 
  2. vi har langt bedre muligheder for at forske i, hvordan man kan løse, eller i det mindste formindske, problemerne med det radioaktive affald 
  3. vi har langt bedre muligheder for at formidle viden om disse ting til befolkningen, således at fremtidige beslutninger om håndtering af radioaktivt affald får større demokratisk legitimitet. 

Det er en kendsgerning, at det radioaktive affald er en tung byrde på vores og vores efterkommeres skuldre, både i Tyskland og i mange andre lande.

Det er også en kendsgerning, at hvis vi går i panik, så kommer vi til at forøge denne byrde, og hvis vi handler klogt, så kan vi formindske den.

Skrevet af Jens



Henvisninger:



  1. Der Spiegel online 10.3.16 
  2. Kommentar i Atom Posten (05.03.13) med henvisninger til avisartikler mm. 
  3. Links: http://www.endlager-konrad.de/Konrad/DE/home/home_node.html og http://www.ndr.de/fernsehen/sendungen/hallo_niedersachsen/index.html. Se også kommentar i Atom Posten (01.11.15)
  4. Reversible slutdepoter er kommenteret i Atom Posten (08.02.15)
  5. I forordet til bogen: "Theoretical Nuclear Physics” af John M. Blatt og Viktor F. Weisskopf (John Wiley & Sons, 1952), som stadig er et standardværk på sit område, udtrykkes det således: “Unfortunately, the theory of nuclear fission (which properly belongs to this book) could be treated only in a very cursory manner, since too many relevant facts are still unavailable”
  6. Interview med miljøminister Stefan Wenzel, der også sidder i Kommissionen NWZ online 7.3.16: Harte Konflikte sieht Stefan Wenzel (Grüne) auf dem Weg zu einem Atomendlagergesetz, das im Sommer 2017 kommen soll. Er bringt eine Teilung des Mülls auf zwei Lager ins Spiel – und schließt Gorleben als Lösung nicht aus.

1 kommentar:

  1. Yderst seriøst indlæg i den verserende debat. Tak for en klarsynet stillingtagen til de problemer som desværre ikke kun er nationale, men globale- en miljøkatastrofe kender ingen grænser!!

    bodil waagensen

    SvarSlet