En ny start

Et opmuntrende resultat af mødet mellem Sundhedsministeren og borgergrupperne den 18. marts er, at et mellemlager som det hollandske (COVRA) nu bliver anset for en mulig løsning på linje med et slutdepot.

Det er positivt, fordi man ved at anbringe det radioaktive affald i et overvåget mellemlager kan sikre, at det bliver, hvor det er, mens man ved deponering i et slutdepot overlader det til sig selv med udsivning efter kortere eller længere tid til følge. 

Knap så opmuntrende er det, at Sundhedsministeren ikke forklarede, hvordan hun vil sikre, at mellemlager-løsningen også bliver taget alvorligt i selve udvælgelsesprocessen. Da denne proces efter alt at dømme kommer til at foregå bag lukkede døre, kan man frygte, at den vil blive afgjort af personer, som for længst har lagt sig fast på slutdepot-løsningen.

Frygten styrkes, når man ser de krumspring, myndighederne har brugt for at undgå at svare præcist på spørgsmål om affaldet, og den arrogante behandling, kritikere af slutdeponering er blevet udsat for, både af myndighederne og af de medier, der ser det som deres opgave at servicere dem.

I begyndelsen var myndighedernes arrogance utvivlsomt forbundet med faglig stolthed, med følelsen af, at det var dem og kun dem, der vidste besked om dette emne. Men i takt med, at det kummerlige i deres argumentation og deres helt utilstrækkelige evne til at give offentligheden forståelig og upartisk information er blevet tydelig for enhver, har arrogancen antaget en uproduktiv, småfornærmet karakter.

Det er et dårligt udgangspunkt, når der skal findes afbalancerede løsninger, og derfor er der brug for en ny start på processen. 

Der må nedsættes en kommission med deltagelse af alle involverede parter samt eksperter, som ved noget om radioaktivt affald, og som er uafhængige af lokale, danske interesser. Dens opgave skal være at gennemgå og kommentere de forskellige løsningsmuligheder, og det skal ske i fuld åbenhed. 

Kun på den måde kan tilliden mellem borgere og myndigheder på dette område genoprettes. Først, når det er sket, er tiden moden til at træffe den endelige politiske beslutning om, hvad der skal ske med det radioaktive affald.

Jens

Oprettelse af “Borgergruppen for rekruttering af frivillige hjælpere ved udsivning fra slutdepot for radioaktivt affald”

Meddelelse

“Borgergruppen for rekruttering

af frivillige hjælpere ved udsivning fra slutdepot for radioaktivt affald 

(forkortet: BGRekFrivHjælpUdsivRadAff)

I betragtning af nylige tilfælde, hvor der må hentes tønder med radioaktivt affald op fra slutdepoter i udlandet, fordi affald siver (Tyskland) eller fordi langlivet radioaktivt affald ved en fejl er placeret i et depot til kortlivet affald (Sverige),

I betragtning af store udgifter ved sådanne operationer, 300.000 danske kroner pr. tønde i Asse II, Tyskland,

I betragtning af risikoen ved en sådan optagning,

I betragtning af at kortlivet og langlivet radioaktivt affald skal placeres i et slutdepot i Danmark med en sikkerhedshorisont på 300 år, sandsynligvis 30-100 meter under terræn,

I betragtning af at ind- og udsivning ikke kan undgås i henhold til Pre-feasibility Study fra maj 2011, og beboere i nærheden af slutdepotet derfor kan risikere at drikke vand, der afgiver alfa-stråling,

I betragtning af at denne udsivning kan ske når som helst og sandsynligvis efter 100 år, hvor nuværende tilhængere af nedgravning af radioaktivt affald selv er nedgravede,

Foreslår vi grundlæggere af Borgergruppen BGRekFrivHjælpUdsivRadAff, for at lette den danske regerings svære opgave ved udsivning, straks at påbegynde en rekruttering af FRIVILLIGE ANSVARLIGE, der vil sørge for, at de selv og deres efterkommere står parate til at hjælpe slutdepot-kommunen med praktisk og økonomisk hjælp.

Vi tænker især på tilhængere af nedgravning af radioaktivt affald, eksperter, politikere og borgere.

Når øjeblikket for udsivning kommer, vil vi bede Dem respektere Deres moralske og økonomiske ansvar for at hjælpe slutdepot-kommunen. Danmark vil være Dem evigt taknemmelig.

Vi takker Dem for at sørge for, at De og Deres efterkommere i 10.000 generationer ligeledes står til disposition praktisk og økonomisk. (1)

Når udsivningen begynder, forpligter vi os til straks at bringe navne, adresser og telefonnumre på de frivillige ansvarlige videre til: borgmesteren i slutdepot-kommunen, Beredskabsstyrelsen, Sundhedsstyrelsen, Statens Institut for Strålebeskyttelse, Ministeren for Sundhed og Forebyggelse og den tværministerielle arbejdsgruppe, evt. efterkommerne af gruppens medlemmer.

Engager Dem nu! Udkantskommunen får måske brug for Deres hjælp før end De tror! TAK!

“Ja, jeg skriver under på at være frivillig ansvarlig og forpligte mine efterkommere i de næste 10.000 generationer på at hjælpe slutdepot-kommunen og dens beboere, både praktisk og økonomisk”.

Anfør venligst fulde navn, adresser og telefonnummer, hvor myndighederne kan kontakte Dem dag/nat.   

Fulde navn:

Adresse eller mail hvor De lettest kan kontaktes:

Mobil:

.................................................................................................

1 Affaldet fra Risø indeholder udover kortlivet lav- og mellemaktivt affald, langlivet lavaktivt affald og også langlivet mellemaktivt affald med transuraner som f.eks. Plutonium-239, der er radioaktivt i flere hundrede tusinde år. De 233 kg særligt affald indeholder f.eks. en temmelig stor mængde plutonium, 1,2 kg.

Skrevet af Anne

Mellemlager og slutdepot

”Vi har ikke fået nogen tilkendegivelse eller tilsagn, men vi har fået vished for at mellemlager-løsningen er fuldt på højde med slutdepotløsning”.

Således opsummerer Anders Rask fra Skive mod Atomaffald situationen efter borgergruppernes møde med sundhedsministeren (Skive Folkeblad 18.03.13).

Beboerne i de fem kommuner risikerer stadig at blive påtvunget et slutdepot med de ødelæggende følger, det vil have for deres egn. Men sammenlignet med situationen efter høringen i oktober er der alligevel sket noget. 

For det første er det lykkedes borgergrupperne at komme i dialog ministeren. Deres indsigt og engagement må have gjort indtryk på de myndigheder, som længe prøvede at ignorere dem.

For det andet er mellemlageret nu et reelt alternativ til slutdepotet. Borgergruppernes lange kamp for et overvåget mellemlager ved jordoverfladen har båret frugt.

Dette burde tilskynde slutdepot-tilhængerne til at opgive ekspert-attituden og argumentere for deres forslag, ligesom borgergrupperne i lang tid har måttet argumentere for deres. 

Og der er nok at tage fat på. Fra Tyskland hører vi om et slutdepot, som er truet af indsivende vand, og fra Sverige om et slutdepot for kortlivet af fald, hvor man har anbragt betydelige mængder af radioaktive stoffer med lang levetid.

Fra de danske myndigheder hører vi intet. Var det ikke naturligt at forklare, hvad man vil gøre, hvis et fremtidigt dansk slutdepot springer læk ligesom slutdepotet Asse II? Eller hvis nogen ser stort på reglerne og lægger affald i depotet, der slet ikke skulle have været der, sådan som det er sket i Sverige? Vil risikoen for, at man bliver nødt til at grave affaldet op igen, blive taget med i miljøvurderingen?

Før var det planen, at sagen om det radioaktive affald skulle afgøres af myndighederne hen over hovedet på beboerne i de udpegede områder. Nu er den blevet en konflikt mellem to parter, som hver især skal overbevise offentligheden om, at deres løsning er den rigtige. 

Det er et fremskridt, trods alt.

Jens

Link

Pressemeddelelse fra Borgergrupperne: Gør som I Holland Opbevar atomaffald sikkert på overfladen

Sådan gør man i Holland

Regeringen - en ulv i fåreklæder?

De radikale og socialdemokraterne i regeringen støtter Grønlands udvinding og eksport af uran fra Kuannersuit/Kvanefjeldet. SF har endnu ikke taget stilling. 

Indgangen til Risøs forlængst nedlagte og forseglede forsøgsmine i Kvanefjeldet.        Foto Christian Schultz-Lorentsen

Uranudvinding kan ødelægge miljø og sundhed hos minearbejdere og beboere i nærheden af den åbne mine. Brydningen vil skabe enorme mængder af affald, og i blæst og tørt vejr vil det radioaktive støv spredes til større områder. Hvordan kan man undgå, at der siver vand fra affaldsdepoter ud i havet, selvom affaldet, de såkaldte tailings, ligger i en lavning eller et hul og er omgærdet af en dæmning? 

“Uran fra Kvanefjeld-minen må ikke anvendes til våben”, skriver mineselskabet Greenland Minerals and Energy A/S på sin hjemmeside.

Hvordan kan det kontrolleres? Uranet fra Kuannersuit skal beriges for at kunne bruges som brændsel i en atomreaktor. Et spildprodukt fra denne produktion er "forarmet uran", der bruges til den særdeles farlige du-ammunition (depleted uranium ammunition). Hvordan kan man forestille sig at kunne kontrollere, at dette spildprodukt ikke bruges til våben?

Efter berigning vil en stor del af uranet sandsynligvis blive solgt til Sydkorea. Et land der er ved at nå et kritisk punkt i forhold til sin ophobede mængde af radioaktivt affald.  


Hvordan kan den danske regering efter at have vist manglende evne til at løse et deponeringsproblem indenlands forsvare, at der opstår et endnu større problem med kerneaffald andre steder?

Hvis uranbrydning bliver til virkelighed i Grønland, må Danmark og mineinvestorerne, bl.a. Sampension, om nogle år se i øjnene, at de har medvirket til at ødelægge miljøet ved Kuannersuit og gøre børn og voksne syge.

Anne

Links:

Et åbent brev til uraninvestorer af det australske parlamentsmedlem Scott Ludlam - Scott Ludlams hjemmeside

Cindy Vestergaard DIIS Uranium is not just a Rock: The Case of Arctic Yellowcake 13.3.13 DIIS og CSIS

Keep the Ban on Uranium Mining

Get the facts on the risks of uranium mining from world experts

Video:  World Expert Presentations On The Health And Socio-Economic Impacts Of Uranium Mining. 

Side med artikler om uranbrydning i Grønland og andre steder

Her kan du bl.a. læse om det affald på Risø der stammer fra Kuannersuit/Kvanefjeldet

Uranudvinding og Virkelighed

Regering efter regering har fastholdt, at det radioaktive affald fra Risø skal graves ned i udkantsdanmark, og midlerne til at opnå dette er vrøvl, fortielser og tvang. Anonyme eksperter forsikrer, at depotet vil være helt ufarligt for de omkringboende, men svarer ikke på, hvorfor det så ikke bare kan blive, hvor det er. Affald omdefineres rask væk fra højaktivt til mellemaktivt, og der trues med nedlæggelse af statslige arbejdspladser, hvis der ikke makkes ret.

Nu handler det om uranbrydning i Grønland, og forhindringerne for denne lukrative virksomhed er langt større. Det er livsfarligt at arbejde i uranminer, og udvinding af uran medfører en stor belastning af miljøet. Desuden har Danmark – på et tidspunkt, hvor det ikke kostede så meget – besluttet sig for en nul-tolerance politik med det agtværdige formål at forhindre spredning af atomvåben.

Så her skal der virkelig snakkes udenom, langt udenom. Men heldigvis er der folk, som er i træning og ikke viger tilbage for nye udfordringer. Som er parate til at tale miljøproblemerne ned, som uden at blinke vil hævde, at tvangsarbejderne i minen får rimelige arbejdsforhold, og som kan bevare alvoren, mens de forsikrer os om, at købere af det grønlandske uran vil blive afkrævet en højtidelig erklæring om, at det kun vil blive brugt til fredelige formål.

Selvfølgelig tror ingen på dette sludder. Men der er mange – og det er netop pointen – som har brug for at tro på det. Så hvis det bare gentages tit nok og løbende suppleres med beretninger om andre alvorlige begivenheder af samme slags, skal det nok gå. Larmen fra metrobyggeriet, hestekødet i pizza’erne og historien om de medborgere, der for nylig fik tynds… efter et besøg på en kendt københavnsk restaurant, belærer os om, at miljøproblemer ikke er begrænset til udkantsdanmark eller Grønland, men er noget, vi er fælles om og må leve med.

Problemet med den offentlige debat i Danmark er ikke, at folk har forskellige opfattelser af virkeligheden, men at alt for mange fornægter den.


Jens

Et dansk Asse II?

Den nedlagte saltmine Asse II, hvor der i perioden 1967 – 78 blev deponeret store mængder radioaktivt affald, er truet af indtrængende vand. Den tyske Forbundsdag har derfor vedtaget en lovændring, som gør det muligt at hente de deponerede tromler op igen, hvis det ellers kan lade sig gøre. 

For Atom Posten er det næsten for nemt at kommentere denne sag. Derimod ville det være interessant at vide, hvad de hjemlige tilhængere af slutdeponering mener om den. 

Men vi må nok som sædvanlig nøjes med fortielser og udenomssnak. For tilhængerne må tanken om, at man en gang i fremtiden kan blive tvunget til at grave det hele op igen, være særdeles ubekvem.

De kan selvfølgelig pege på, at et dansk ”slut” – depot ikke vil have de samme skavanker som Asse II, fordi man har lært af fortidens fejl og vil placere depotet i ler eller granit i stedet for salthorste.

Men de kan ikke snakke sig fra, at der kan være andre risici forbundet med et sådant slutdepot. Risici, som ikke kan forudses med den viden, der er til rådighed nu, ligesom indtrængning af vand ikke kunne forudses med den viden, der var til rådighed, da slutdepotet i Asse II blev etableret.

Videnskaben er naturligvis blevet klogere i de sidste 40 år. Men det er naivt at tro, at videnskaben pludselig i det Herrens år 2013 ved alt.

Jens

Links:

Bundestag einigt sich auf "Lex Asse" NDR 28.2.13

Abyss of uncertainty: Germany's homemade nuclear waste disaster 

Der Spiegel 21.2.13

Experten befürworten "Lex-Asse"-Entwurf zur schnelleren Rückholung radioaktiver Abfälle aus Schachtanlage Asse II 20.2.13

Schachtanlage Asse II marts 2012

Entwurf december 2012

Asse II Koordinationskreis