Et opmuntrende resultat af mødet mellem Sundhedsministeren og borgergrupperne den 18. marts er, at et mellemlager som det hollandske (COVRA) nu bliver anset for en mulig løsning på linje med et slutdepot.
Det er positivt, fordi man ved at anbringe det radioaktive affald i et overvåget mellemlager kan sikre, at det bliver, hvor det er, mens man ved deponering i et slutdepot overlader det til sig selv med udsivning efter kortere eller længere tid til følge.
Knap så opmuntrende er det, at Sundhedsministeren ikke forklarede, hvordan hun vil sikre, at mellemlager-løsningen også bliver taget alvorligt i selve udvælgelsesprocessen. Da denne proces efter alt at dømme kommer til at foregå bag lukkede døre, kan man frygte, at den vil blive afgjort af personer, som for længst har lagt sig fast på slutdepot-løsningen.
Frygten styrkes, når man ser de krumspring, myndighederne har brugt for at undgå at svare præcist på spørgsmål om affaldet, og den arrogante behandling, kritikere af slutdeponering er blevet udsat for, både af myndighederne og af de medier, der ser det som deres opgave at servicere dem.
I begyndelsen var myndighedernes arrogance utvivlsomt forbundet med faglig stolthed, med følelsen af, at det var dem og kun dem, der vidste besked om dette emne. Men i takt med, at det kummerlige i deres argumentation og deres helt utilstrækkelige evne til at give offentligheden forståelig og upartisk information er blevet tydelig for enhver, har arrogancen antaget en uproduktiv, småfornærmet karakter.
Det er et dårligt udgangspunkt, når der skal findes afbalancerede løsninger, og derfor er der brug for en ny start på processen.
Der må nedsættes en kommission med deltagelse af alle involverede parter samt eksperter, som ved noget om radioaktivt affald, og som er uafhængige af lokale, danske interesser. Dens opgave skal være at gennemgå og kommentere de forskellige løsningsmuligheder, og det skal ske i fuld åbenhed.
Kun på den måde kan tilliden mellem borgere og myndigheder på dette område genoprettes. Først, når det er sket, er tiden moden til at træffe den endelige politiske beslutning om, hvad der skal ske med det radioaktive affald.
Jens