Danmarks radioaktive Affald

I 2003 vedtog et enigt folketing, at vores radioaktive affald skulle anbringes i et slutdepot (dvs. graves ned og derefter glemmes) på et sted, som var egnet efter en geologisk vurdering.

De daværende medlemmer af folketinget var ikke i tvivl om, at slutdeponeringen ville vække modstand der, hvor depotet skulle etableres. At der ville komme protester, uanset hvor man anbragte det, og uanset hvordan man gjorde det.

Derfor udvalgte man i første omgang så mange mulige deponeringssteder, at ingen for alvor følte sig truet. I næste omgang, hvor man reducerede antallet af steder til seks, kom der protester, men da geologerne havde været så betænksomme at vælge dem i udkantsdanmark, regnede man med, at de politiske omkostninger ville være små. Protesterne var forudset, og strategien var at isolere dem, der protesterede. Det lignede kort sagt en vel planlagt og behændig gennemførelse af en ubehagelig politisk beslutning.

Derimod tænkte ingen nærmere over, hvorfor modstanden mod alt, hvad der har med radioaktivitet at gøre, var så stærk. Det blev vist nærmest anset for at være en naturlov, og man forstod ikke, at det ikke behøvede at være sådan. Selvfølgelig skal radioaktive stoffer behandles med forsigtighed, men vi rammes af radioaktiv stråling hvert eneste øjeblik, så vi kan ikke slippe for den, hvad vi end gør.

Desuden bruges radioaktive isotoper og radioaktiv stråling til mange nyttige formål, blandt andet i sundheds-sektoren. Vi kan alle komme i en situation, hvor vores helbred afhænger af, at vi har adgang til undersøgelser og behandlinger, som er baseret på radioaktive isotoper og radioaktiv stråling.

Mange kemiske forbindelser er også farlige. Men her har vi lært at tage de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger, og mange af os har farlige kemikalier på hylderne derhjemme (3-dobbelt salmiak, chlorvand, forskellige slags medicin for bare at nævne nogle).

Befolkningens modstand mod radioaktive stoffer kan derfor ikke alene forklares ved deres farlighed. Den skyldes desværre også, at myndigheder verden over gennem lang tid har bagatelliseret farerne overfor befolkningen eller skjult, at der var noget, man ikke vidste nok om.

Resultatet er blevet en dyb tillidskløft mellem myndigheder og befolkning, når det drejer sig om dette emne. En tillidskløft, der gør, at stort set alt, hvad myndighederne foreslår, bliver afvist af de berørte borgere, og som har medført, at myndighederne på forhånd opgiver at finde løsninger, der kan accepteres af befolkningen. De er derfor henvist til fremgangsmåder, der gør tillidskløften endnu dybere.

Var det ikke på tide at standse denne udvikling, der går i den helt forkerte retning? Måske er det svært at skifte spor, men hvad er alternativet? I det mindste burde man se i øjnene, at der er et problem, og diskutere, hvad der kan gøres ved det.

Problemet har flere sider, for eksempel uddannelsesmæssige, men tillidskløften er det centrale problem.

Der er heller ingen tvivl om, at det vil tage lang tid at genopbygge tilliden mellem parterne. Men der er ingen vej udenom: Når det drejer sig om at finde løsninger, som skal kunne holde i meget lange tidsrum, kræver det dialog og konsensus. Det får man ikke, hvis parterne nærer mistillid til hinandens hensigter.

Den hollandske erfaring med et mellemlager for radioaktivt affald (COVRA) er interessant, og den har nogen af os skrevet om andetsteds. COVRA repræsenterer ikke bare en forsvarlig opbevaring af det radioaktive affald, men også en mulighed for at give befolkningen redelig og forståelig information om, hvad der er uskadeligt, og hvad man skal være på vagt overfor. Mellemlageret er en vigtig del af den proces, der skal mindske tillidskløften mellem myndigheder og befolkning i Holland.

Hvorfor ikke gøre noget lignende i Danmark?

Jens

Et Brevkassesvar

”Erfaringerne for den danske planlægning af de meget små mængder atomaffald vi har viste, at de geologisk udpegede kommuner udviste yderst behersket begejstring for at skulle være modtagere, alle mente at en af de andre kommuner var langt bedre. Der er altså et problem og depotet skulle også gerne ud over at være geologisk stabilt være sikker imod terrorister og alle andre forhold i måske 2-400 år (afhængigt af hvordan affaldes opdeles).”

Dette er et uddrag af et svar (11.11.13) fra Niels Bohr Instituttets fysikbrevkasse: ”Spørg om Fysik” til en elev i Folkeskolen.

Jeg vil gerne kommentere to ting i dette uddrag:

De 2 – 400 års opbevaringstid. Dette svarer til, at isotoperne Cs-137 og Sr-90, som udgør en stor del af affaldet, får tid til at henfalde. Men det affald, man påtænker at deponere, indeholder også plutonium og andre transuraner, hvis halveringstider er betydelig længere, samt store mængder af de giftige metaller bly, cadmium og beryllium, som ikke er radioaktive, men som derfor heller ikke forsvinder. Derfor er det uansvarligt at anbringe affaldet i et slutdepot, hvis tidshorisont kun er nogle få hundrede år. 

De ”geologisk udpegede” kommuners reaktion. Det er faktuelt forkert, at disse kommuner (Struer, Skive, Kerteminde, Lolland og Bornholm) har prøvet at sende sorteper videre til hinanden. De har indgået en ”musketerpagt”, som går ud på det modsatte: at bekæmpe slutdeponering (dvs. nedgravning, som man gjorde med kemisk affald i 1950’erne) hvor som helst og i stedet pege på et mellemlager efter hollandsk forbillede.

  

Svaret viser efter min mening: 

• manglende vilje til at sætte sig ind i emnet
• manglende evne til at skelne mellem videnskabelig og politisk argumentation
• manglende respekt for spørgerens ønske om at forstå emnet

Ideen med en fysikbrevkasse er udmærket. Men svarene bør leve op til de forventninger, som spørgere og andre læsere har til deres korrekthed og politiske neutralitet.

Der er heller ikke brug for mere propaganda for slutdeponering af det radioaktive affald. Det har de myndigheder, som skulle have givet borgerne forståelig og upartisk information i denne sag, for længst sørget for.

Jens

Læs andet svar fra brevkassen i dette blogindlæg

A-Kraft til Salg!

Eve Conant: “Russia’s new Empire: Nuclear Power” (Scientific American, oktober 2013)

Mens flere lande genovervejer deres holdning til A-kraft efter katastrofen i Fukushima, investerer den russiske regering 55 milliarder $ i det statslige selskab Rosatom med henblik på at eksportere A-kraftværker og dertil hørende know-how. Målet er at gøre Rusland til verdens førende eksportør af A-teknologi.

Blandt andet satser Rosatom målbevidst på eksport til lande, der er nye i A-kraft-sammenhæng. En ledende medarbejder citeres for at sige, at ”der er ikke noget land, hvor vi ikke vil være interesseret i at bygge et kraftværk”.
Det er ikke noget problem, at nogle af disse lande fuldstændig mangler nuklear ekspertise. Som en del af kontrakten kan Rusland nemlig tilbyde uddannelsesmuligheder for unge indenfor den nukleare sektor. En anden model er, at Rosatom bygger, driver og til sidst dekommissionerer et A-kraftværk efter ca. 60 år, således at værtslandet helt slipper for at beskæftige sig med denne teknologi.

Sikkerheden af disse værker kontrolleres af organisationen Rostechnazor, som er helt uafhængig af Rosatom. Begge organisationer er underlagt den russiske regering, så det skal nok passe. (Kommentar: Atom Postens læsere vil nikke genkendende til denne konstruktion)

Det radioaktive affald er heller ikke noget problem: russerne tager det hele retur. Som det siges i artiklen er dette ”en enorm markedsfordel for russerne”. (Kommentar: Måske skulle udenrigsministeriet spørge russerne, om de ikke også kunne tage imod 233 kg omdefineret affald fra Danmark. Det må være småtterier i sammenligning med, hvad de får ind i de kommende år.)

Den russiske foretagsomhed standser ikke her. De har også taget têten, når det drejer sig om udvikling af formeringsreaktorer, som USA stoppede med at udvikle i 1980’erne, dels fordi man mente, der ikke var brug for dem, dels fordi de var for farlige. Russerne har udviklet en betydelig ekspertise på dette område, men godt design er ikke ensbetydende med pålidelig udførelse, som det forsigtigt udtrykkes i artiklen.

Små, handy reaktorer, der kan sejles til afsides egne, er også på programmet. De kan for eksempel bruges, når de arktiske olie- og gasreserver skal udnyttes i de kommende årtier. De har kælenavnet ”Floating Nukes”. 

Vestlige eksperter har ytret betænkelighed ved det russiske initiativ, både med hensyn til sikkerheden, og hvad angår spredning af spalteligt materiale og know-how til urolige områder, for eksempel Mellemøsten.

Men jeg behøver ikke ekspertbistand for at få kuldegysninger over denne artikel.

Jeg hæfter mig især ved, at Rosatom præsenterer sit fremstød som rent forretningsmæssigt og vil samarbejde med alle interesserede lande uden at skele til, om regeringerne har demokratisk legitimitet eller ej.

Selvom det ikke siges direkte, er målet tydeligvis at øge Ruslands politiske indflydelse i verden, og omkostningerne: en stærkt forøget risiko for ulykker med radioaktivt udslip på kort sigt, og risiko for lokale atomkrige på længere sigt, bliver der ikke talt om.

Det er åbenbart sådan i den moderne verden, at et regime, der hensynsløst forfølger sine egne interesser, er i stand til at ødelægge vores fælles miljø, uden at nogen tilsyneladende kan standse det. 

Jens

Kafka i Atomaffaldet - 4. Afsnit: Svar fra DD og GEUS

I dette indlæg skal vi se på svar på spørgsmål om bl.a. de containere, som det radioaktive affald skal opbevares i, når det skal slutdeponeres/nedgraves. Det er SIS, Statens Institut for Strålebeskyttelse, der godkender endeligt. t.o. er SIS ikke en uafhængig myndighed, men en del af slutdepotprocessen.

(Tidligere indlæg: "Kafka i Atomaffaldet" kan ses her (1), her (2) og her (3). 

Følgende spørgsmål rejser sig efter DD's og GEUS' svar længere nede:

• hvorfor er der endnu ikke opstillet krav til de containere, der skal i et slutdeponi, men kun "tænkt på at beholderne skulle være egnede til slutdeponering"? Hvad menes der med "tænkt på", hvor længe er der "tænkt på", og hvor dybt er der "tænkt på"? Er der "tænkt på" i forhold til dybde for slutdeponering og reversibilitet? (dvs. hvor affaldet kan tages op igen). Er der "tænkt på" håndtag i containere, at de ikke går i stykker på grund af tæring, så de ikke kan løftes op? Osv.

• hvordan kan man forvente, at en kommune vil acceptere, at containere, som der endnu ikke er stillet krav til, skal graves ned på deres område?

• hvis der senere bliver stillet nogle krav, der viser, at containerne ikke lever op til disse krav, skal containerne så pakkes om?

• er sandsynligheden ikke, at containerne bliver godkendt uanset hvad?

• hvorfor er danske myndigheder overbeviste om, at sikkerhedsanalyser klarer det i 1000 år og mere? (Noget af affaldet stråler i flere hundred tusind år). Chefen for affaldshåndteringen på Risø i 40 år, skrev i 1983: "Risikoanalyser der strækker sig langt ud i fremtiden, må dog nødvendigvis blive meget usikre" (1, side 71). Se også Bemærkning om brug af matematiske Modeller ved Risikovurdering. 

• Det danske slutdepotkoncept har været udsat for kritik fra en svensk kerneaffaldsekspert, MKG, og også fra en norsk professor i helsefysik: »Når ingen lande i verden har kunnet etablere et sikkert slutdepot for det langlivede affald, hvorfor skulle i atomsammenhæng små lande så pludselig være i front?« spørger han if. Ingeniøren. Dansk Dekommissionering erkender, at et slutdepot for det langlivede atomaffald ikke findes. »Jeg henholder mig til den sikkerhedsanalyse, vi har fået lavet. Den viser, at det er en mulighed,« siger direktør i Dansk Dekommissionering.

Tæret tønde på Risø fra foredrag ATV Vinter 2012

5 spørgsmål fra en borger 

I forbindelse med mine kommentarer til et borgermøde i Kerteminde 15.6.2011, stillede en borger 30.7.13 efterfølgende nogle spørgsmål til Dansk Dekommissionering. GEUS svarede på de to sidste:

Spørgsmål 1 Borger: Videoen fra mødet i Kerteminde er nu på nettet. Heri har jeg set, at du udtaler, at affalds-containerne ikke er godkendte til slutdeponering, men kun til mellemlagring.

Mit spørgsmål: Hvem har opstillet kravene til container for slutdeponering ?

DD's svar: Der er ikke endnu opstillet krav til de beholdere, som skal bruges i et slutdeponi.

Spørgsmål 2 Borger: Hvem skal godkende containerne ? 

DD's svar: Det er myndighederne, Statens Institut for strålebeskyttelse (SIS), som skal godkende beholdere til slutdepot. Det er ligeledes SIS som godkender de beholdere, som bruges til mellemlagring.

Spørgsmål 3 Borger: Kan det komme på tale at alt affald skal ompakkes ? 

DD's svar: Affaldsbeholdernes konstruktion og materialer kommer til at indgå som en parameter i de endelige sikkerhedsanalyser, der skal til, før et depot kan blive en realitet. Af andre parametre kan nævnes områdets geologi, konstruktionen af depotbygningen, egenskaberne og mængderne af de fyldmaterialer, der skal fylde hulrum i og mellem beholderne i depotet, parametre for transport af radionuklider i vandig opløsninger, optag af radionuklider i fødekæden m.m. De samlede sikkerhedsanalyser skal sendes til SIS for godkendelse, før projektet kan igangsættes.

Hvis sikkerhedsanalyserne viser, at der skal justeringer til, før depotet er sikkert, er der flere forskellige parametre, man kan ændre på for at opnå forbedringer. Man kan f.eks. ændre konstruktion af selve depotbygningen, kemi og mængde af fyldmaterialerne, vælge en anden geologi til placering af depotet m.m. Da det er den samlede pakke af barrierer, der skal godkendes i forbindelse med sikkerhedsanalyserne, er der ingen grund til at forvente at affaldet skal ompakkes. Desuden kan det tilføjes, at der allerede ved udvælgelsen af de beholdertyper, Dansk Dekommissionering bruger til affaldet, blev tænkt på at beholderne skulle være egnede til slutdeponering.

Spørgsmål 4 Borger: I samme video udtaler Peter Gravesen, at de seks udpegede områder opfylder kravene til geologien.

Mit spørgsmål : Hvem har opstillet kravene til geologien ? 

GEUS' svar: De overordnede krav til geologien og andre naturforhold i øvrigt, er opstillet i det Beslutningsgrundlag, som Sundhedsministeren i 2009 fremlagde for Folketinget, der tiltrådte det. Kravene i Beslutningsgrundlaget bygger på standarder og retningslinjer for slutdeponering fra det Internationale Atom Energi Agentur (IAEA), som Danmark er en del af. På dette grundlag er arbejdet med de geologiske forhold under Forstudier og Områdestudier blevet foretaget. Der blev efter en gennemgang af Danmarks geologiske opbygning indenfor de øverste 300 meter, peget på 22 potentiale områder, som kunne anvendes. De 22 områder blev derefter skåret ned til 6 områder til videre vurderinger.

Spørgsmål 5 Borger: Hvor kan jeg se kravene?

GEUS' svar: Det letteste er, at gå ind på GEUS hjemmeside (www.geus.dk), hvor det på startsiden er muligt at trykke sig videre til: Deponering af radioaktivt affald fra forskningscenter Risø. Her er er link til Beslutningsgrundlaget på Sundhedsministeriets hjemmeside. På hjemmesiden er der henvisning til alt materiale som GEUS har udarbejdet på sagen. En samlet fremstilling kan læses i bladet. Geoviden nr. 2, men der er også et notat som beskriver udvælgelsen af de seks områder ud af de 22 områder.

Skrevet af Anne

kilde

1. Atomkraftens radioaktive affald. Svar på en række aktuelle spørgsmål. Knud Brodersen, Forsøgsanlæg Risø, rev. udgave 1978

link

GEUS

Kafka i Atomaffaldet - 3. Afsnit: Svar fra DD fortsat

I dette indlæg skal vi se på flere svar fra Dansk Dekommissionering/DD.

Følgende spørgsmål rejser sig efter DD's uklare svar længere nede på mine spørgsmål til Forstudierapporten maj 2011:

- Er det rimeligt, at en kommune bliver tvunget til at få radioaktivt affald gravet ned uden at vide noget konkret om f.eks. monitorering/overvågning af depotet? Og uden at vide om der er sat penge af, hvis der skal tages affald op igen? t.o. er noget af affaldet på Risø radioaktivt i mindst hundredtusind år og andet er evigt giftigt affald som bly, cadmium og beryllium. Ind- og udsivning kan ikke undgås ifølge denne Forstudierapporten side 216 og DD's direktør i Information.

Tekst i tegning - Atomkraft er fremtiden 

- Om 100.000 år vil man stadig tale om den

- Hvordan kan myndighederne forvente, at en kommune vil acceptere at få en atomlosseplads, når myndighederne er lukkede og trods løfter ikke inddrager kommunerne? Myndighederne vælger heller ikke den teknisk-fagligt fornuftige vej: først karakterisering og kategorisering af affaldet, så evt. ompakning og endelig udarbejdelse af slutdepotkoncepter, der passer til affaldets kategori. Er det fordi, det i så fald vil vise sig, at det danske affald skal i 3 slags slutdepoter, et for kortlivet, et for langlivet mellemaktivt (det historiske affald) og et for højaktivt affald (de 233 kg særligt affald)?

Det kan være, der er blandet for meget kortlivet og langlivet affald sammen. Affald fra forsøgsstationer er mere uigennemskueligt end affald fra et atomkraftværk.

Vi ved det ikke og får det aldrig at vide, for stik imod hvad der kendetegner en retsstat, findes der i Danmark ikke et uafhængigt organ, der kan granske i affaldet, og der indkaldes heller ikke internationale eksperter, som lovet i Beslutningsgrundlaget 2008, førend det er for sent, nemlig i i projekteringsfasen.

Desuden findes der ikke forskere i Danmark, der vil eller tør kritisere slutdepotkonceptet.

Her er mine spørgsmål fra 10.3.13 til Forstudierapporten fra maj 2011:

Spørgsmål 1. Side 40 står "suitable monitoring and surveillance programme" mht. depotets indvirkning på miljøet, såsom ind- og udsivning af vand og evt. gasudslip.

Hvad menes med "suitable"?

Hvornår kan man forvente kendskab til overvågningsprogrammet?

DD' svar:

Overvågningsprogrammet vil indgå som en del af den samlede vurdering af depotets sikkerhed, og derfor vil ”suitable” være afhængig af for eksempel depotets design, den omgivende geologi og myndighedskrav.

Overvågningsprogrammet er en del af slutdepotprojektet, og vil blive udviklet som en del af dette.

Spørgsmål 2. Side 91 står "When the waste is stored in the repository, the containers will be exposed to the climate and conditions in the repository. The conditions of the waste containers will be monitored to some extent, while the repository is still open."

Hvad menes der med "to some extent"? 

DD's svar: I en eventuel åben periode kan det, alt efter depotets design, være muligt at inspicere en del af beholderne. Da beholderne vil blive placeret tæt i depotet og da depotet efterhånden skal efterfyldes med barrieremateriale, vil det formentlig ikke blive muligt at inspicere alle beholderne i perioden.

Spørgsmål 3. Jeg går ud fra, at depotet monitoreres det år, det tager at fylde det, men i de næste 30 år, hvor det skal fyldes med de ca 8m3 årligt, hvordan skal det så monitoreres?

Og i efterfølgende 30 år? (tilføjelse 3.11.13: Her skulle have stået 300 år, så det fik jeg desværre så ikke svar på. I f.eks. Norge er der institutionel kontrol i 300 år).

DD's svar:

Det afhænger af depotets endelige design. Hvis man vælger at holde depotet åbent i for eksempel 30 år for at kunne fylde driftsaffald i depotet, vil der være overvågning af det helsefysiske miljø for de ansatte, ligesom det omgivende miljø kontrolleres. Omfanget vil afhænge af behov og myndighedskrav.

Spørgsmål 4. Har man gjort sig tanker om, hvordan der skal skaffes midler til det?

Er der evt. gjort overvejelser om at oprette en fond til at sikre monitorering?

DD's svar: Til de to spørgsmål:

Finansieringen af slutdepotet m.v. beror på en politisk beslutning. Finansiering af de hidtidige arbejder – forstudier og omegnsstudier – er tilvejebragt ved aktstykker, tiltrådt af Folketingets Finansudvalg.

Spørgsmål 5. Jeg kan læse, at fyldningen af depotet (side 44) er ret enkel, men har man overvejet den situation, hvor man skal evt. skal tage alt affaldet op, jvf. ASSE II?

Er der sat penge af til at en sådan situation evt. vil kunne opstå? Eller overvejer man det?

DD's svar: Det er et krav i Beslutningsgrundlaget, at reversibilitet skal undersøges.

Skrevet af Anne

Kafka i Atomaffaldet - 2. Afsnit: Svar fra DD

I dette indlæg skal vi se på, hvordan Dansk Dekommissionering/DD svarer på borgerhenvendelser om atomaffaldet. (1. indlæg svar fra SUM kan læses her.)

DD svarer altid hurtigt og venligt, men det kniber med klare svar. Undertiden henvises borgeren til IAEA's brochurer eller en bog i reaktorteori fra 1950'erne:

- DD 1.10.12: "Vi har indtryk af, at du har en omfattende interesse for nukleart affald, og vi vil derfor anbefale dig at læse om emnet i IAEA's omfattende dokumentsamling. Her findes bl.a. et omfattende udvalg af information om klassifikation (kategorisering) og om karakterisering af affald. Man finder IAEA's publikationer her."

På mit spørgsmål om data for de 233 kg særligt affald:

- DD 4.6.13: "I forhold til mere generel viden om burn up og brændsel, findes der for eksempel god information i bogen : The elements of nuclear reactor theory af Samuel Glasstone og Milton C. Edlund."

Affald - Atomkraftens Mareridt - Arte TV

Et ikke-svar

- 5.9.12 skrev DD til mig:

”Før et dansk depot kan blive en realitet, skal der laves sikkerhedsanalyser, som viser hvilken påvirkning depotet vil have på mennesker og miljø. Kun hvis disse sikkerhedsanalyser viser at depotet er sikkert, kan det blive en realitet. I disse sikkerhedsanalyser vil alle de affaldskategorier, som skal deponeres i depotet, selvfølgelig indgå. Dette omfatter både kort- og langlivet radioaktivt affald, og affald som efter radioaktivt henfald skal betragtes som giftigt affald”.

Mht. sikkerhedsanalyser skrev Knud Brodersen, chef for affaldshåndteringen på Risø i 40 år, følgende i 1983: "Risikoanalyser der strækker sig langt ud i fremtiden, må dog nødvendigvis blive meget usikre" (1, side 71). Se også Bemærkning om brug af matematiske Modeller ved Risikovurdering. t.o. stråler noget af affaldet på Risø i mere end tusind år, ja op til flere hundredtusind år.

Da jeg ikke forstod DD's svar med at gå fra sikkerhedsanalyser til depotudformning, fremfor at gå fra klassifikation af affald til depotudformning, som man gør i udlandet, sendte jeg dette spørgsmål 26.9.12:

"Går man "normalt" ikke fra klassificering af affald til at deponere det ud fra om det f.eks. er klassificeret kortlivet mellemaktivt eller langlivet mellemaktivt?"

- Svar 1.10.12 fra DD: "Jo, og det gør vi også i Danmark. Det danske affald er klassificeret som lav- og mellemaktivt affald."

Men dette er ikke et svar. I f.eks. Sverige skelner man mellem: 

1. lavaktivt 

2. kortlivet mellemaktivt 

3. langlivet mellemaktivt og 

4. højaktivt.

I Sverige er der slutdepot for 1 og 2, SFR uden for Forsmark. Der er ikke noget slutdepot for 3 eller 4 endnu.

I Danmark findes affald af type 1, 2 og 3. Og man må gå ud fra, at en del af det bestrålede brændsel i de 233 kg særligt affald er af type 4, højaktivt, indtil DD viser data, at det "bare er" 3. DD vil dog ikke udlevere data af sikkerhedsgrunde, så jeg har lavet gæt om data, der kan ses her. Risøs rapporter med forsøg med høj udbrænding på brændselsstave ligger nemlig på nettet, og jeg kan regne ud, at noget af det brændsel, der er i de 233 kg, må være det, der er lavet forsøg på i disse rapporter. I 2001 var de 233 kg da også højaktive if. dette NOTAT. 

Den omvendte vej i Danmark - Fordi det er billigst?

Mistanken lurer, at omdefineringen af de 233 kg er sket i takt med, at man har indset, at man ikke kan komme af med dem til udlandet og af forståelige grunde ikke vil bygge et meget dyrt dybt geologisk depot i 500 meters dybde for bare 1m3 højaktivt affald. 

DD oplyser i sit svar til mig af 23.8.12, at højaktivt affald skal i dybt geologisk depot:

”Det affald, der skal deponeres i det kommende danske depot er lav- og mellemaktivt. Det meste er kortlivet, og en mindre del er langlivet. Vi har ikke højaktivt affald i Danmark.

International praksis er, at man deponerer højaktivt affald i dybe geologiske depoter. Lav- og mellemaktivt affald deponeres i andre typer depoter.”

I Sverige vil de 233 kg særligt affald høre under 4, højaktivt affald og vil aldrig blive deponeret i 30 meters dybde som i den danske plan, men derimod i 500 meters dybde. De 233 kg indeholder nemlig hele det spektrum af fissionsprodukter, f.eks. Cæsium-137 og Strontium-90, og aktinider (uran, thorium og plutonium), der findes i brugt kernebrændsel. Men ved at fordele den 1m3 højaktivt affald på 65m3 kan man hævde, at nu er de 233 kg "bare" langlivet mellemaktivt, der ikke udstråler varme, som så kan deponeres sammen med alt det andet affald i formodentlig 30 meters dybde. Måske i dybt borehul, måske ikke, for et sådant er jo dyrt, oplyses det. Men de radioaktive stoffer er de samme, hvad enten de er på 1m3 eller på 65m3. (2) 

En svensk ekspert har kritiseret klassifikationen i P4 Bornholm, og DD har svaret på kritikken. 

Det slutdepot, som der laves sikkerhedsanalyser på i Danmark, er tænkt til affald 1 og 2. Det ligner SFR i Sverige, der ligger 75 m under terræn. 

For affald 3 og 4 er det ikke en god løsning. I Sverige er store mængder langlivet affald ved en fejl blevet deponeret i Forsmark, og de svenske strålesikkerhedsmyndigheder har udtrykt bekymring for, om de sikkerhedsanalyser, der blev foretaget, før tilladelsen til slutdepotet blev givet, overhovedet kan opfyldes. (3) Titusinder af tønder må tages op og pakkes om.

Side 22 i denne rapport står, at udformning af det danske slutdepot afhænger af sikkerhedsanalyser, geologi og omkostninger. Stop op og læs det igen:
sikkerhedsanalyser, geologi og omkostninger.

Skrevet af Anne

1. Atomkraftens radioaktive affald. Svar på en række aktuelle spørgsmål. Knud Brodersen, Forsøgsanlæg Risø, rev. udgave 1978

2. Vedr 1m3 og 65m3:

Tabel 2 side 4 fra 1.januar 2005:  234 kilo bestrålet brændsel har et rumfang på 1m3 og 65m3 i deponeringsvolumen

Tabel 2, NY fra 1.6.2008: Side 53 og 54 i Belutningsgrundlag 2008 opgives kun deponeringsvolumen på 65m3

3. Atomaffald på forkerte præmisser JP 15.4.11 af Johan Swahn, direktør i de svenske miljøorganisationers kerneaffaldsgranskning

4. Kafka i Atomaffaldet - 1. Afsnit Svar fra SUM Atom Posten 30.10.13

5. Min side om klassifikation af radioaktivt affald

6. Massiv kritik af danske planer for atomaffaldsdepot Ingeniøren 28.11 2012