Klik på foto for artikler om Covra - Hollands langtidsmellemlager for radioaktivt affald

søndag den 24. november 2013

Danmarks radioaktive Affald

I 2003 vedtog et enigt folketing, at vores radioaktive affald skulle anbringes i et slutdepot (dvs. graves ned og derefter glemmes) på et sted, som var egnet efter en geologisk vurdering.

De daværende medlemmer af folketinget var ikke i tvivl om, at slutdeponeringen ville vække modstand der, hvor depotet skulle etableres. At der ville komme protester, uanset hvor man anbragte det, og uanset hvordan man gjorde det.

Derfor udvalgte man i første omgang så mange mulige deponeringssteder, at ingen for alvor følte sig truet. I næste omgang, hvor man reducerede antallet af steder til seks, kom der protester, men da geologerne havde været så betænksomme at vælge dem i udkantsdanmark, regnede man med, at de politiske omkostninger ville være små. Protesterne var forudset, og strategien var at isolere dem, der protesterede. Det lignede kort sagt en vel planlagt og behændig gennemførelse af en ubehagelig politisk beslutning.

Derimod tænkte ingen nærmere over, hvorfor modstanden mod alt, hvad der har med radioaktivitet at gøre, var så stærk. Det blev vist nærmest anset for at være en naturlov, og man forstod ikke, at det ikke behøvede at være sådan. Selvfølgelig skal radioaktive stoffer behandles med forsigtighed, men vi rammes af radioaktiv stråling hvert eneste øjeblik, så vi kan ikke slippe for den, hvad vi end gør.

Desuden bruges radioaktive isotoper og radioaktiv stråling til mange nyttige formål, blandt andet i sundheds-sektoren. Vi kan alle komme i en situation, hvor vores helbred afhænger af, at vi har adgang til undersøgelser og behandlinger, som er baseret på radioaktive isotoper og radioaktiv stråling.

Mange kemiske forbindelser er også farlige. Men her har vi lært at tage de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger, og mange af os har farlige kemikalier på hylderne derhjemme (3-dobbelt salmiak, chlorvand, forskellige slags medicin for bare at nævne nogle).

Befolkningens modstand mod radioaktive stoffer kan derfor ikke alene forklares ved deres farlighed. Den skyldes desværre også, at myndigheder verden over gennem lang tid har bagatelliseret farerne overfor befolkningen eller skjult, at der var noget, man ikke vidste nok om.

Resultatet er blevet en dyb tillidskløft mellem myndigheder og befolkning, når det drejer sig om dette emne. En tillidskløft, der gør, at stort set alt, hvad myndighederne foreslår, bliver afvist af de berørte borgere, og som har medført, at myndighederne på forhånd opgiver at finde løsninger, der kan accepteres af befolkningen. De er derfor henvist til fremgangsmåder, der gør tillidskløften endnu dybere.

Var det ikke på tide at standse denne udvikling, der går i den helt forkerte retning? Måske er det svært at skifte spor, men hvad er alternativet? I det mindste burde man se i øjnene, at der er et problem, og diskutere, hvad der kan gøres ved det.

Problemet har flere sider, for eksempel uddannelsesmæssige, men tillidskløften er det centrale problem.

Der er heller ingen tvivl om, at det vil tage lang tid at genopbygge tilliden mellem parterne. Men der er ingen vej udenom: Når det drejer sig om at finde løsninger, som skal kunne holde i meget lange tidsrum, kræver det dialog og konsensus. Det får man ikke, hvis parterne nærer mistillid til hinandens hensigter.

Den hollandske erfaring med et mellemlager for radioaktivt affald (COVRA) er interessant, og den har nogen af os skrevet om andetsteds. COVRA repræsenterer ikke bare en forsvarlig opbevaring af det radioaktive affald, men også en mulighed for at give befolkningen redelig og forståelig information om, hvad der er uskadeligt, og hvad man skal være på vagt overfor. Mellemlageret er en vigtig del af den proces, der skal mindske tillidskløften mellem myndigheder og befolkning i Holland.

Hvorfor ikke gøre noget lignende i Danmark?

Jens

Ingen kommentarer:

Send en kommentar