onsdag den 6. november 2013

A-Kraft til Salg!

Eve Conant:Russia’s new Empire: Nuclear Power” (Scientific American, oktober 2013)

Mens flere lande genovervejer deres holdning til A-kraft efter katastrofen i Fukushima, investerer den russiske regering 55 milliarder $ i det statslige selskab Rosatom med henblik på at eksportere A-kraftværker og dertil hørende know-how. Målet er at gøre Rusland til verdens førende eksportør af A-teknologi.

Blandt andet satser Rosatom målbevidst på eksport til lande, der er nye i A-kraft-sammenhæng. En ledende medarbejder citeres for at sige, at ”der er ikke noget land, hvor vi ikke vil være interesseret i at bygge et kraftværk”.
Det er ikke noget problem, at nogle af disse lande fuldstændig mangler nuklear ekspertise. Som en del af kontrakten kan Rusland nemlig tilbyde uddannelsesmuligheder for unge indenfor den nukleare sektor. En anden model er, at Rosatom bygger, driver og til sidst dekommissionerer et A-kraftværk efter ca. 60 år, således at værtslandet helt slipper for at beskæftige sig med denne teknologi.

Sikkerheden af disse værker kontrolleres af organisationen Rostechnazor, som er helt uafhængig af Rosatom. Begge organisationer er underlagt den russiske regering, så det skal nok passe. (Kommentar: Atom Postens læsere vil nikke genkendende til denne konstruktion)

Det radioaktive affald er heller ikke noget problem: russerne tager det hele retur. Som det siges i artiklen er dette ”en enorm markedsfordel for russerne”. (Kommentar: Måske skulle udenrigsministeriet spørge russerne, om de ikke også kunne tage imod 233 kg omdefineret affald fra Danmark. Det må være småtterier i sammenligning med, hvad de får ind i de kommende år.)

Den russiske foretagsomhed standser ikke her. De har også taget têten, når det drejer sig om udvikling af formeringsreaktorer, som USA stoppede med at udvikle i 1980’erne, dels fordi man mente, der ikke var brug for dem, dels fordi de var for farlige. Russerne har udviklet en betydelig ekspertise på dette område, men godt design er ikke ensbetydende med pålidelig udførelse, som det forsigtigt udtrykkes i artiklen.

Små, handy reaktorer, der kan sejles til afsides egne, er også på programmet. De kan for eksempel bruges, når de arktiske olie- og gasreserver skal udnyttes i de kommende årtier. De har kælenavnet ”Floating Nukes”. 

Vestlige eksperter har ytret betænkelighed ved det russiske initiativ, både med hensyn til sikkerheden, og hvad angår spredning af spalteligt materiale og know-how til urolige områder, for eksempel Mellemøsten.

Men jeg behøver ikke ekspertbistand for at få kuldegysninger over denne artikel.

Jeg hæfter mig især ved, at Rosatom præsenterer sit fremstød som rent forretningsmæssigt og vil samarbejde med alle interesserede lande uden at skele til, om regeringerne har demokratisk legitimitet eller ej.

Selvom det ikke siges direkte, er målet tydeligvis at øge Ruslands politiske indflydelse i verden, og omkostningerne: en stærkt forøget risiko for ulykker med radioaktivt udslip på kort sigt, og risiko for lokale atomkrige på længere sigt, bliver der ikke talt om.

Det er åbenbart sådan i den moderne verden, at et regime, der hensynsløst forfølger sine egne
 interesser, er i stand til at ødelægge vores fælles miljø, uden at nogen tilsyneladende kan standse det. 

Jens

1 kommentar:

  1. I 1989 arbejde jeg sammen med en landbrugsforskningscenter i Novosibirsk om at lære dem teknikken bag udvikling af vindmøller, i den forbindelse fortale direktøren mig at store dele af Sibirien var gold på grund af forurening med atomaffald.

    SvarSlet