Skifergas og Sagkundskab

Politikens leder den 15. maj argumenterer for udvinding af skifergas fra Nordjylland på betingelse af, at udvindingen sker under iagttagelse af de allerhøjeste miljøstandarder.

På den ene side giver udvindingsmetoden, hydraulisk frakturering (fracking), risiko for forurening af grundvandet. På den anden side er det en kendsgerning, at afbrænding af methan sviner mindre end afbrænding af kul, for slet ikke at tale om brunkul.

Når lederskribenten (1) efter at have afvejet for og imod går ind for udvinding, er begrundelsen:

”… de fleste eksperter er enige om, at miljøproblemerne kan overvindes, hvis boringerne overholder de nødvendige krav og normer”

Det er en smuk helhedsbetragtning, som forener idealisme (vi skal værne om nordjydernes miljø) med realisme (energien skal jo komme et sted fra).

Alligevel virker lederen uvedkommende. Jeg kan umuligt forestille mig, at den vil inspirere debatten i Frederikshavn, eller at den vil starte en bevægelse for boringer i Nordsjælland, hvor der vist også er skifergas i undergrunden. Der er intet forsøg på at sætte denne sag ind i en større sammenhæng.

Når man har fulgt sagen om det danske radioaktive affald, som myndighederne på et tidspunkt ville have gravet ned i udkantsdanmark (2), genkender man stilen. Den er ganske vist blevet mere poleret, siden en anden medarbejder på avisen fyrede denneher af:

”Placeringen af slutdepotet kan ikke afhænge af højtråbende borgergrupper, men må bygges på videnskabelige vurderinger” (3)

men Politiken sigter tydeligvis stadig mod at servicere det magelige flertal, som ikke har noget i klemme, og der er intet forsøg på at se situationen fra de berørte borgeres situation.

Lederskribenten stiller sig tilfreds med, hvad ”de fleste eksperter” mener. Har han undersøgt, hvor flertallet af eksperter er ansat? Jeg har svært ved at se, hvad disse mennesker skulle kunne leve af, hvis de ikke var ansat i virksomheder, der arbejder på dette område. Lidt kildekritik kan man vel nok forvente af en historiker.

Borgerne i Frederikshavn (for skifergassens vedkommende) og i de fem udpegede kommuner (for det radioaktive affalds vedkommende) har i høj grad savnet uafhængig ekspertise, når de skulle tage stilling (4).

Myndighedernes repræsentanter har udelukkende optrådt som sælgere, og borgerne har ikke haft nogen steder at gå hen med deres betænkeligheder og spørgsmål.

Det, det drejer sig om i disse sager, er derfor ikke kun sagkundskab, for den kan købes og sælges som enhver anden vare. Borgerne skal også have tillid til, at de sagkyndige ikke er i lommen på modparten. 

Tilføjelse (19.05.15). Ovenstående kommentar var skrevet på basis af Politiken’s papir-udgave, og først bagefter så jeg læsernes kommentarer til lederen i den elektroniske udgave. Jeg misunder ikke Politiken disse læsere.

Skrevet af Jens



Henvisninger og Bemærkninger: 

1. Jeg går ud fra, at signaturen ”bl” dækker over Politikens ansvarshavende chefredaktør, dr. phil. Bo Lidegaard 

2. Følgende steder er udpeget som mulige deponeringssteder: Thyholm (Struer Kommune), Skive Vest og Thise (Skive Kommune), Kertinge Mark (Kerteminde Kommune), Rødbyhavn (Lolland Kommune) og Østermarie (Bornholms Regionskommune). Se i øvrigt Annes hjemmeside 

3. Politikens leder (16.07.12), signatur ”km”. Den er kommenteret i Atom Posten (15.09.13)

4. De to sager er forbundet, fordi det opborede materiale indeholder radioaktive stoffer og derfor muligvis skal behandles som lavradioaktivt affald. Se kommentar i Atom Posten (19.09.14).

Den nukleare Stat

Boganmeldelse: ”L’État Nucléaire” (1)

Er a-kraft forbundet med risici? Er den forbundet med sundhedsmæssige og miljømæssige problemer? Er a-kraft en kommerciel fiasko? Er a-kraft et problem for demokratiet?

Er det en myte, at a-kraft er sikker og effektiv? At den er billig? Er det en myte, at det er muligt at etablere uafhængige kontrolorganer, og at radioaktivt affald kan deponeres sikkert?

Forfatteren, Corinne Lepage (2), bruger første del af sin bog til at begrunde, hvorfor ovenstående spørgsmål bør besvares med ja.

For det officielle Frankrig er det som bekendt lige omvendt: alle problemer benægtes, og alle myter er indiskutable sandheder. Mange husker, hvordan skyen fra Tjernobyl standsede brat ved den fransk-tyske grænse: Der var forhøjet radioaktivitet på Rhinens højre bred, men ifølge de franske myndigheder intet unormalt på den venstre. Og dette er kun et eksempel blandt flere.

I bogens anden del forklarer Corinne Lepage (CL), hvordan det er gået sådan. Hun beskriver, hvor stor en rolle, a-kraften har spillet og stadig spiller i det franske samfund, og om, hvordan erhvervsmæssige, politiske og beskæftigelsesmæssige interesser er knyttet sammen i bestræbelserne på at bevare og udbygge denne energiform, uden hensyn til omkostningerne på kort og langt sigt. Hun fortæller om personsammenfald og kammerateri, og om, hvordan medierne bliver bragt under kontrol: De, der kan købes, bliver købt, de, der kan intimideres, bliver intimideret, og de, der hverken kan købes eller intimideres, bliver marginaliseret, for eksempel ved at omtale dem som ”aktivister”.

Det er historien om, hvordan a-kraften og de mange virksomheder, der er forbundet med den, er vokset til en størrelse, hvor den parlamentariske kontrol ikke længere fungerer, fordi alt for mange parlamentarikere er alt for afhængige af den. Hvordan indførelse af vedvarende energi modarbejdes, fordi den truer magtelitens interesser.

Det er uhyggelig læsning, og man føler en vis lettelse over, at bogen beskriver franske, og ikke danske, forhold.

Men har vi i sagen om det radioaktive affald ikke oplevet den holdning, at slutdepotet er noget, de udpegede kommuner måtte finde sig i, fordi deponeringen sker i en højere sags tjeneste (3)? Har vi ikke oplevet, hvordan medierne har været meget tilbageholdende med at skrive om affaldet, mens de kan bruge masser af plads på at diskutere, hvor kommaerne skal sættes? Har vi ikke oplevet, at danske myndigheder har optrådt bedrevidende og arrogant over for bekymrede borgere?

CL beskriver, hvordan a-kraften i hendes hjemland har udviklet sig til en trussel mod demokratiet. Når det store flertal er afhængige af den, bliver der ikke stillet spørgsmål til dens eksistensberettigelse, og det skader samfundsudviklingen. Som hun udtrykker det (4):

”Når alle tænker det samme, er der ikke længere nogen, der tænker”.

Det vil være klogt ikke at overhøre dette budskab. Heller ikke i Danmark.

Skrevet af Jens 


Henvisninger

1. Corinne Lepage: ”L’état nucléaire” Édition Albin Michel, 2014, 234 sider
2. Corinne Lepage er advokat med speciale i miljøret. I årene 1995 – 97 var hun miljøminister, 2009 – 14 medlem af Europa-Parlamentet og siden 2014 formand for partiet LRC – Cap21. 
3. Politikens leder (16.07.12). Se kommentar i Atom Posten (15.09.13). 
4. Side 171: « Or, quand tout le monde pense la même chose, plus personne ne pense rien. »
5. Fransk Miljadvokat: Vent med Nedgravning af Atomaffald i Frankrig Atom Posten 6.2.15

Atomaffald og Idyllisering

DD skriver jeg i et læserbrev i Politiken bl.a., at GEUS vildleder i sagerne om

• atomaffaldet på Risø

og 

• uranaffaldet fra en evt. kommende uranmine i Kvanefjeldet, de såkaldte uran-tailings.

Her er links til mine blogindlæg med uddybning:

• Atomaffald: Vildledning i Geoviden nr. 2 2011
• om GEUS hæftet om Uran side 23 i Uran-affald i Taseq (Kvanefjeldet): Drøm eller Mareridt?

Jeg har ikke i nogen af Risøs gamle rapporter kunne finde entydig anbefaling af Taseq som affalds-depot for urantailings. I dag, hvor mængden ikke er ca. 56 mio tons tailings, som dengang Risø skrev sine rapporter om Kvanefjeldsprojektet i 1980'erne, men op til ca. 1 mia ton, hvis alle ressourcer udnyttes, virker det stærkt bekymrende at male Taseq rosenrød som tailingsdepot.

Ingeniør Jørgen Jensen, tidl. Risø, og nu mine ekspert i Kvanefjeldsprojektet, indrømmede i AG nr. 44 30.10.1980 med sit forslag om at flytte fabrikken 100 km nord for Narssaq, at der kunne komme miljøproblemer.

KUAK (Komitéen mod uranudvinding i Grønland) svarede dog 18.12.1980, at flytning af fabrikken mm. ikke løser miljøproblemerne.

Da jeg i mit læserbrev i Politiken også nævner radioaktivt affald fra evt. kommende skifergasboringer, er her link til mit indlæg: Rundt i Manegen med NORM-afaldet og Bureau of Land Management 20.3.15: Department Releases Final Rule to Support Safe, Responsible Hydraulic Fracturing Activities on Public and Tribal Lands - Fundamental Standards Address Well Integrity, Water Protection, Disclosure of Chemicals.

Interior

Skrevet af Anne Albinus

Første Maj

I går godkendte aktionærerne i Cheminova salget af virksomheden, og det vil indbringe dem godt 8 mia. kr. På generalforsamlingen var der til gengæld ikke de fornødne 90%’s tilslutning til et forslag om at give 125 mio. kr. som bidrag til oprensningen af giftdepotet ved høfde 42 på Harboøre Tange (1).

Forslaget, som alle vidste ikke havde nogen jordisk chance for at blive vedtaget, var produceret af hovedaktionærens jurister med det formål at skaffe Aarhus Universitet lidt positiv omtale i den dertil indrettede del af pressen.

Sidste år foreslog Atom Posten (2), at Risø-affaldet blev deponeret i Aarhus, selvom det var mindst lige så urealistisk.

Men er det ikke værd at tænke over, hvorfor det er så utænkeligt, at forslag som disse bliver vedtaget? Hvorfor er forurening med giftige eller radioaktive stoffer i udkantsdanmark mindre alvorlig end forurening andre steder?

Den reelle begrundelse er naturligvis, at flertallet ønsker at slippe for disse problemer, og – lad os bare se det i øjnene – det kan de også. Flertallet bestemmer, og det kan gemme sig bag sin uvidenhed, hvis det vil.

Men forurening har det med at sprede sig. Den respekterer hverken landegrænser eller grænsen mellem over- og underdanmark. Det kemiske affald, som i dag forurener dele af Limfjorden og Nordsøen, vil i årenes løb sprede sig og forene sig med giftstoffer fra andre depoter. Det radioaktive affald, som nogen ønsker at tvangsdeponere i udkantsdanmark, vil før eller siden trænge ud og skade mange andre end de omkringboende.

På længere sigt bliver affaldet vores allesammens problem. Samtidig bliver det et langt større problem, fordi forureningen er spredt, hvor den før var samlet.

Første maj er der tradition for at lovprise solidariteten med de svage, og på miljøområdet er solidaritet ensbetydende med at tænke langsigtet.

Ingen af os ønsker en høfde 42 eller et slutdepot for radioaktivt affald i vores baghave. Men hvis vi bare lader stå til, så får vi det.

Skrevet af Jens


Henvisninger: 

Politiken, 1. maj 2015
Kommentar i Atom Posten (09.09.14).

Danmark mørklægger pt. Nationalt Program til EU om Atomaffald

Senest 23. august 2015 skal alle EU-lande indsende et Nationalt Program til EU-Kommissionen i henhold til EU-direktivet af 19.7.2011 om ansvarlig og sikker håndtering af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald. 

De nationale programmer offentliggøres efter 23.8.15 på EU-Kommissionens hjemmeside, men indtil da er alt mørklagt i Danmark. I Sverige er processen derimod åben. Således afholdt den svenske strålsikkerhedsmyndighed (SSM) et seminar 26.3.15 om deres nationale program. Seminaret kan genses her, og forinden havde SSM offentliggjort et udkast til høring: "Hantering av använt kärnbränsle och radioaktivt avfall i Sverige" - Nationell plan Remissversion 2015-03-09.

20. marts 15 spurgte jeg Statens Institut for Strålebeskyttelse (SIS), om der påtænkes afholdt et lignende seminar i Danmark. SIS sendte min mail videre til Sundhedsministeriet (SUM), og jeg har aldrig fået svar.

27.3.15 skrev jeg til sundhedsministeren med kopi til Dansk Dekommissionering (DD) og SIS for at høre om bl.a. mellemlageret vil blive omtalt i det nationale program (1).

21.4.15 fik jeg dette svar fra SUM:

Kære Anne Albinus

For så vidt angår afrapportering i forbindelse med EU-direktivet EURATOM kan jeg oplyse, at dette er i proces, og det er ikke endeligt afklaret, hvilke oplysninger der specifikt kommer til at fremgå heraf, ud over hvad der følger af direktivet.

Med venlig hilsen

Citat slut.

Min konklusion

Sundhedsministeriets svar til borgeren er igen-igen: "Alt er i tåge og i mørke. I borgere bedes holde bøtte."

Skrevet af Anne

Henvisning

1. Min mail af 27.3.15 til SUM 

CC til DD og SIS

Jeg henvender mig til Dem i forbindelse med det nationale program, der skal indsendes senest 23.8.15 til EU-Kommissionen i henhold til EU-direktivet af 19.7.2011.

Som det også omtales i denne rapport side 37 skal flg. punkter omtales:

Content of National Programmes

The constituents of a National Programme are listed in Article 12.1 of the Directive, and are as follows: 

(a) The overall objectives of the national policy; 

(b) Milestones and timeframes for achieving the objectives; 

(c) The inventory of the spent fuel and radioactive waste;

(d) Concepts or plans and technical solutions from generation to disposal; 

(e) Concepts or plans for the post-closure period of the disposal facility; 

(f) Necessary research, development and demonstration activities; 

(g) The responsibility for the implementation and performance indicators; 

(h) The assessment of the cost of the programme;

(i) The financing scheme; 

(j) The transparency policy or processes; 

(k) If applicable, the concluded agreement(s) with a Member State or third country on management of spent

fuel or radioactive waste, including on the use of disposal facilities.

Mine spørgsmål er:

1. Vil både mellemlagerplan og slutdepotplan blive omtalt?

og 

2. vil der i den slutdepotplan, der omtales, være taget hensyn til den kritik og de anbefalinger, der er fremkommet i bl.a. danske og udenlandske høringssvar i forb. med miljørapporten? Også kritik og anbefalinger fra Johan Swahn, MKG, Gerhard Schmidt og Beate Kallenbach, Öko-Institut, som de bla. fremkom på konferencen den 24.3.15?