Det særlige Atomaffald - igen igen

Det uvildige ekspertpanels (DUE’s) svar på vores indvendinger mod deres tidligere svar kan læses her.

Formålet med denne kommentar er at præcisere, hvad der efter vores mening er kernen i denne sag. Et NOTAT om de grundlæggende begreber, som er aktuelle i denne forbindelse, findes her.

Sagen drejer sig om de 233 kg særligt affald. Det består af brugte brændselsstave fra forsøg med høj udbrænding, som blev udført på forsøgsstation Risø.

Indtil 2001 blev dette affald klassificeret som højradioaktivt, men er senere af de danske myndigheder blevet omdefineret til langlivet mellemradioaktivt affald. 

Det internationale Atomenergiagenturs retningslinjer for klassifikation af radioaktivt affald kan ses her. De er baseret på affaldets specifikke aktivitet, altså på aktiviteten per rumfangsenhed.

For at beregne den specifikke aktivitet af en bestemt mængde affald er det altså nødvendigt at kende både aktiviteten og rumfanget af affaldet. 

Aktiviteten af det særlige affald er ifølge firmaet Dansk Dekommissionering (DD), som siden 2003 har haft ansvaret for opbevaringen af det danske radioaktive affald

 758 TBq  =  7,58 · 10^14 Bq

Det svarer til, at der sker 758 000 000 000 000 radioaktive henfald hvert sekund.

Denne værdi står fast. Det er rumfanget af det særlige affald, vi er uenige med DD og DUE om.

DD opgiver det til 1 m3, nemlig som det samlede rumfang af de beholdere, affaldet opbevares i på Risø. DUE har baseret sine svar på denne værdi.

Vi mener, at den korrekte værdi af rumfanget bør være rumfanget af de brugte brændselsstave, før de blev emballeret. Vi mener, at det er disse stærkt radioaktive brændselsstave, der er problemet, ikke de materialer, man har valgt til emballering af dem. 

Forsvarlig emballering af brændselselementerne kræver naturligvis, at de omgives med en passende mængde ikke-radioaktivt materiale, som kan absorbere strålingen fra dem. Men denne emballering kan udføres på mange måder, og det giver et betydeligt spillerum for rumfanget af affaldet efter indpakningen. Det medfører på sin side en betydelig vilkårlighed i den resulterende, specifikke aktivitet.

Rumfanget af de brugte brændselsstave, da det overgik til status som radioaktivt affald, har derimod en veldefineret værdi, som er uafhængig af, hvordan man siden har valgt at beskytte personalet på DD og andre tilstedeværende mod strålingen.

Det er vores begrundelse for at vælge rumfanget af de ”rå” brændselsstave som udgangspunkt for beregning af den specifikke aktivitet af det særlige affald.  

I sit svar påpeger DUE, at værdien af dette rumfang ikke er offentligt tilgængelig. 

Vores svar hertil er, at det drejer sig om brugte brændselsstave, og derfor har de danske myndigheder været forpligtet til at indberette oplysninger om deres historik, herunder deres rumfang, til Euratom. Så selvom oplysningerne måske ikke er offentligt tilgængelige på nuværende tidspunkt, må de kunne fremskaffes.  

Hvorfor har DUE ikke for længst krævet, at DD offentliggør disse oplysninger?

Men også uden dem kan man få en ide om rumfanget af brændselsstavene. Når man ser på de materialer, de er lavet af, må vægtfylden af dem ligge i nærheden af 10 000 kg/m3, altså ca. det 10-dobbelte af vands. Da man ved, at de vejer 233 kg, bliver rumfanget ca. 0,0233 m3  =  23,3 L.

Vi bliver nødt at understrege, at vi naturligvis ikke har krævet, at dette stærkt radioaktive affald skal tages ud af sin emballage, så det kommer til at udgøre en helbredsmæssig trussel mod DD’s personale. Som forklaret ovenfor er det slet ikke nødvendigt, og vi forstår ikke, hvorfor DUE nævner det i sit sidste svar.

Uenigheden mellem DUE og os består altså i, at mens DUE hævder, at rumfanget skal sættes til 1 m3, så hævder vi, at det bør sættes til meget lavere værdi, ca. 0,0233 m3, i hvert fald indtil DD har fremskaffet nøjagtigere oplysninger. Vores forventning er, at disse nøjagtigere oplysninger ikke vil ændre rumfanget væsentligt.

Bruger man DUE’s værdi for rumfanget, fås en specifik aktivitet på 

 7,58 · 10^14 Bq/m3

Bruger man ”vores” værdi for rumfanget, fås 

 3,25 · 10^16 Bq/m3

for den specifikke aktivitet, altså godt og vel 40 gange så meget.

Af disse to værdier er den første under, og den anden over, IAEA’s grænse mellem højradioaktivt og langlivet mellemradioaktivt affald.

Internationalt er der bred enighed om, at højaktivt affald skal isoleres sikkert fra biosfæren. Dyb geologisk deponering anses for at være den bedste måde at beskytte mennesker og miljø mod radioaktiv stråling. Det må under ingen omstændigheder anbringes i et af de discount-slutdepoter, som de danske myndigheder har foreslået. Da anlægsudgifterne for dybe geologiske depoter er langt større end for overfladenære, har diskussionen om rumfanget af det særlige affald derfor en vigtig økonomisk dimension. 

Desuden springer det i øjnene, at omdefineringen fandt sted omtrent samtidig med beslutningen om, at det danske radioaktive affald skulle slutdeponeres.

Vi mener derfor, at  

• Sundhedsstyrelsen, Strålebeskyttelse (SIS)
• Dansk Dekommissionering (DD)
• Det Uvildige Ekspertpanel (DUE)

som har foretaget denne omdefinering eller sagt god for den, skylder de borgere, der risikerer at få et slutdepot for radioaktivt affald i nærheden af deres hjem, en forklaring. 

De bør overbevise dem og alle os andre om, at det ikke er af økonomiske grunde, at det særlige affald er blevet omdefineret fra højradioaktivt til langlivet mellemradioaktivt affald.

Jo mere uvildige, disse institutioner/paneler foregiver at være, desto større er vores forventninger til deres forklaring.

Skrevet af Jens og Anne

Tilføjelse 10.12.16: 

I Risøs Årsrapport 1980 side 10-11 "Uran udnyttes bedre" kan man læse om forsøgene med høj udbrænding

DDs NOTAT (12.11.2013): Det særlige affald - indhold af radioaktive stoffer, udbrænding og varmeudvikling og SIS' kommentar hertil (26.11.2013)